Interview
Læsetid: 8 min.

’Sådan var det, Hr. Pamuk’

Tyrkiske Orhan Pamuk har arbejdet på sin seneste roman i mere end et årti og har netop udgivet den på engelsk – som den første, siden han vandt Nobelprisen i 2006. Information var med, da Pamuk læste op fra bogen i New York, og det blev en aften med fokus på lige dele romankunst og kærlighed
Tyrkiske Orhan Pamuk har arbejdet på sin seneste roman i mere end et årti og har netop udgivet den på engelsk – som den første, siden han vandt Nobelprisen i 2006
Kultur
19. november 2009

Mandag aften på Manhattans Upper East Side. Køen er lang og salen ved at være fyldt i kulturcentret 92Y, men Orhan Pamuk har glemt noget.

»Jeg blev spurgt, om jeg ville læse et par linjer på mit eget sprog, og jeg svarede: Ja selvfølgelig, det ville være en stor glæde,« indleder han fra scenen:

»Men som altid er jeg dum, jeg har glemt min bog!«

Latter i salen, hvor lige dele ældre, midaldrende og unge har taget plads, flere med den nye roman, en mursten på 560 sider, i skødet.

»Heldigvis har jeg arbejdet SÅ meget med den første sætning,« beroliger Pamuk: »Jeg kan den udenad, så jeg vil begynde med at recitere den som et digt.«

Således er tonen slået an for en aften med nobelpristageren og hans seneste værk, Museum of Innocence, der netop er udkommet på engelsk. Pamuk virker humoristisk og uhøjtidelig, han tager tydeligvis ikke sig selv ret alvorligt – i hvert fald ikke i aften. Men når det gælder romankunsten er det en anden sag.

Pamuk underviser på Columbia University, han har gennem årene tilbragt megen tid i USA, og her i efteråret har han netop afsluttet en serie forelæsninger på Harvard; de såkaldte ’Norton Lectures’, der som hans forlægger spøgefuldt bemærker »næsten er mere prestigefyldte end Nobel«. Tidligere har Pamuk fortalt, at han har arbejdet på Museum of Innocence i over 10 år. Og nu husker han ikke bare den første sætning i hovedet, men også alle mulige overvejelser og referencer – præcis som en kurator i sit eget livs og forfatterskabs museum. Mere om det senere.

For Pamuk er først og fremmest kommet for at læse op, og han har meget på hjerte. Gang på gang afbryder han sig selv for at forklare, trække paralleller, kommentere, uddybe. Og læser derefter videre med klar stemme og sin karakteristiske accent. Bogen foregår i Istanbul i perioden 1975-84 og handler om Kemal, der 30 år senere ser tilbage på sin ungdom og sit livs kærlighedsforhold til grandkusinen Füsun.

»Dette er en roman om kærlighed,« erklærer Pamuk uden omsvøb: »Jeg har helt bevidst skrevet en bog om, hvordan det føles at elske. Når vi taler om kærlighed i dag – og jeg talte med mange mennesker, mens jeg skrev – så er der en tilbøjelighed til at sætte kærligheden op på en piedestal. Der er en retorik om, hvor skønt det er, om de elskende og deres særlige forbindelse, og denne kærlighedens ideologi svæver over alle kærlighedshistorier, romaner, skuespil, digte.«

Pamuk valgte helt bevidst en anden tilgang, siger han:

»Jeg forsøger ikke at glamourisere eller forsøde kærligheden, men beskrive, hvad der sker med os, når vi elsker.«

Han læser et par afsnit mere, en ’skefuld’ af bogen, som han siger, og forklarer passioneret om figurerne og plottet:

»Det er en roman om kærlighed, men den handler også om andre ting: om individualitet, familie, fællesskabets værdier. Der er mange emner, men både på overfladen og dybt nede handler den om kærlighed.«

Romanen er skrevet fra en mands synspunkt, i første person ental, »men den er også et panorama over en hel kultur – Istanbul og byens rige kultur, som jeg selv så og oplevede den mellem 1975 og 1984. Fortælleren er en mand, som er dybt forelsket. Men han fortæller historien 30 år senere, så han er blevet klogere og genovervejer kærligheden. Her er kærlighed ikke galskab, og jeg laver heller ikke sjov med den, selv om der er masser af humor i bogen – håber jeg«.

Netop fortællerens distance til begivenhederne gør ham nemmere for læseren at forstå, håber Pamuk:

»Han fortæller, hvad der skete med ham, en tyrkisk mand fra overklassen, i år 1975, da han blev forelsket. Men nu, da mange år er gået, er han mere analytisk og kan genfortælle, hvad der skete. En del af ham er klar over, at han opførte sig underligt og neurotisk. Han blev ramt af kærligheden, men der er hele tiden en del af ham, som er rationel, og som gør fortællingen fornuftig og forståelig. Udfordringen var at præsentere ham, ikke som gal eller besat, men så vi ser ham tydeligt, forstår ham og forstår verden fra hans synsvinkel.«
Pamuk vender flere gange tilbage til, at dele af romanen er selvoplevet. Han har f.eks. selv arbejdet i den tyrkiske filmindustri, som spiller en rolle i bogen. Og som ung student frekventerede han de samme barer og sidegader som romanens Kemal. Da han har læst i næsten 40 minutter, tager han plads i en lænestol for at besvare spørgsmål fra sin forlægger og fra salen – og vender tilbage til netop dynamikken mellem det selvoplevede og fiktionen. På Harvard valgte Pamuk at holde sine seks Norton-forelæsninger om romankunsten, fortæller han ydmygt.

»Selvfølgelig er man altid lidt intimideret, når det handler om Harvard. Men det var en fornøjelse og en god mulighed. Jeg så de seks forelæsninger som en bog om mine tanker om romankunsten. Hver forelæsning var et kapitel: Hvad sker der med os, når vi læser? Hvordan forstår vi romaner? Hvad er fiktionens styrke?« spørger han og svarer selv: »Vi læser en roman og tænker, at det er fiktion, altså noget, der ikke er sket. Men et sted i vores bevidsthed spørger vi alligevel: Måske har forfatteren faktisk oplevet det? I Tyrkiet har en af de mest almindelige reaktioner, især fra kvindelige læsere, været: Hr. Pamuk, har De virkelig oplevet alt det?«

Igen griner publikum i salen, men Pamuk lader sig ikke stoppe: »Mit argument er, at dette netop er fiktionens styrke. Vi ved, det er fiktion, og at der ikke er grænser for forfatterens fantasi og forestillingsevne. Men samtidig spørger vi os selv, mens vi læser sætning efter sætning: Måske har han alligevel oplevet det? Vi forsøger at fiksere, hvad der er virkeligt og opdigtet, og det gør netop fiktionen attraktiv. Denne nysgerrighed er en stærk energi, som får os til at læse bøger.«

Forlæggeren læser et spørgsmål fra salen, som viser sig at være Informations:»Der var et spørgsmål om, hvorvidt romanen er død, men jeg går ud fra …« Mere når han ikke, før Pamuk afbryder:

»Selvfølgelig er romanen ikke død. Det er et typisk journalist-spørgsmål, et provokerende spørgsmål, men også legitimt, for der findes læsere, som er tynget af livets krav og problemer, og som ikke læser så mange romaner, som de plejede at gøre. I stedet for at anklage sig selv eller livets vanskeligheder, så siger de, at de ikke kan lide romaner mere og erklærer romanen for død.«
Sandheden er, at det blot er formen, der hele tiden ændrer sig, mener han:

»Selvfølgelig er der ingen ende på menneskets intellekt, fantasi og kreativitet. Romanen lever i bedste velgående, især fordi den er en vej til at filosofere, indse og fortælle noget om livet,« siger han og fortsætter: »Hvad ser vi, når vi læser en seriøs, litterær roman? Nogen åbner en dør, nogen ser ud af vinduet. Dagligdags samtaler. Det regner udenfor. Det er ting, vi oplever hele tiden, ikke noget spektakulært. Men ud af disse små menneskelige erfaringer bygger vi katedraler, som antyder en dybere mening med livet – samme type erkendelse, som vi søger i filosofi, i religion og i fællesskaber: En dyb forståelse af tilværelsen.«

Romanens Kemal gennemlever øjeblikke, hvor han er dybt forelsket, men også alene og ulykkelig. Og han begynder at gemme ting, der minder ham om hans elskede. »Det er måske et postkort, eller en ting, hun rørte ved, da de spiste middag,« forklarer Pamuk og nævner selv inspirationskilden:

»I sporet fra Proust er min påstand, at objekter kan bringe minder frem. Man går ind og ser en film og putter billetten i lommen. 10 eller 20 år senere har man glemt alt om det. Men hvis man en dag finder billetten igen, så husker man ikke blot filmen, men også enkelte scener. Hvis man ikke har det objekt, så er filmen tabt. Man kalder det ekphrasis – at bruge ord til at beskrive ting, som andre ikke kan se. Jeg gør det meget, både i mine tidligere bøger og i denne bog, også til dels fordi hovedpersonen laver en form for museum med disse objekter, som han har samlet.«

Et andet klassisk træk i Pamuks forfatterskab er den tyrkiske overklasse, der har været gennem en vestliggørelse, som mest handlede om »vestlig mad og vestlige produkter og en masse overflade«, som han siger:

»Men jeg er 57 år nu, og jeg skriver ikke for at pege på, hvor overfladisk eller umoralsk, mennesket kan være. Med alderen ser jeg mine personer som mennesker, der forsøger at manøvrere og skabe sig gode liv. Jeg dømmer ikke og siger: ’Tyrkiets vestliggørelse er overfladisk’. Det er den måske, men det er ikke pointen – og der er i øvrigt så meget, som er overfladisk. Livet handler også om at lade som om, og romanens fokus er ikke at dømme eller udstille nogen.«

I det hele taget bryder han sig mindre og mindre om moraliseren: »Jeg vil helst skrive bøger, der ser livet, som det er, og lader læseren dømme. Romaner er ikke skabt til etiske bedømmelser – det er faktisk omvendt: Romaner handler om at identificere os med mennesker, som vi måske fordømmer etisk og moralsk. Selvfølgelig er det etiske en del af enhver roman, men forfatteren bør ikke være mere moralsk end sit emne, ikke mere etisk end sine personer.«

En anden læser vil vide, om Istanbul og byens borgere har ændret sig siden den periode, romanen beskriver:

»Man skal ikke lade sig forføre af optimismen hos de, der tror, deres samfund har ændret sig. Bogens påstand er, at Istanbuls overklasse måske nok følte sig vestliggjort, men faktisk ikke var ret forskellig fra alle andre. Følsomhed, kultur, politik, ideologi – det hele ændrer sig, men det ændrer sig langsomt,« svarer Pamuk og tilføjer energisk:
»Men der er en fornemmelse af et større billede, som forandrer sig. Det er også en fornemmelse i mig selv – hvad jeg kalder en museumsagtig kvalitet: en lyst til at bevare, hvordan det hele var i 70’erne for eksempel. Den tyrkiske filmindustri har forandret sig, men hvis vi for eksempel taler om seksuelle tabuer i Mellemøsten – sex før ægteskabet, eller sex uden for ægteskabet, så ved jeg ikke, om de har ændret sig ret meget. Traditionens vægt er stærk, selv om vi ønsker forandring.«

Igen vender han tilbage til det selvoplevede: »I 1975 var jeg 23 år, og jeg så det hele. Bogen er ikke min selvbiografi, faktisk identificerer jeg mig ikke ret meget med hovedpersonen. Men der er en glæde ved at bevare den følsomhed, bevare alle indtrykkene, fiksere dem i en bog.«
På den måde er forfatteren og den elskende, Pamuk og Kemal, alligevel beslægtet:

»Når de læsere, der selv har oplevet denne tid, ikke er mere, vil min bog så blive husket og læst igen? Forfatteren har samme aspiration som den, der skaber et museum: at bevare erfaringer, synsindtryk, lyde. Jeg skriver om en forlovelsesfest, og jeg har selv været til utallige på Istanbuls Hilton Hotel. Så romaner handler også om at bevare følelser og erfaringer, man måske har gjort sig. For mig lyder en af de bedste komplimenter, jeg kan få: »Ja, sådan var det Hr. Pamuk.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her