Læsetid: 5 min.

Sælelskere, egnshistorikere og strambukse

Inden for indie er det blevet okay at protestere mod sældrab. Twitter og Facebook har udvisket skellet mellem offentlig og privat person, og det gør det naturligt for musikere at melde klart ud og være til stede som hele, helst inderlige mennesker. Hvilket selvfølgelig også kan betyde, at de udstiller deres rungende ligegyldighed
10. november 2009

De ser ud af billedet med et åbent afventende blik. De har hver en T-shirt med en nuttet sæl trykt på brystet. Over de tre herrers pjuskede hår står der »Save The Seals – End Canada’s Seal Slaughter«.

Den alternative rocks og den freakede folkemusiks frelsere Animal Collective har noget de vil fortælle os. I kampagnen mod sældrab er de blevet poster kids i selskab med den verdensberømte celeb-blogger Perez Hilton og jamrende ligegyldige, men for et splitsekund berømte amerikanske skuespillere.

Den var ikke gået ved årtusindskiftet. Dengang rocken vendte tilbage til noget autentisk som i ukompliceret og berusende som i stærkt attitudebåret. Dengang The White Stripes var et frisk pust, og The Strokes – i hvert fald i denne anmelders ører – var en parfumeret bøvs fra fortiden. Bands der fokuserede på musikken og mytologien omkring den: På stilen, om det så var rødt tøj eller sort stramt ditto. På historikken, om det så var blues eller new wave.

Dengang kunne man ikke lige koble sig på en sag og så regne med, at det blev accepteret. Jo, okay, Radiohead og Coldplay gjorde det, og det havde de gjort i nogle år. Men dengang i de spæde 0’ere handlede det om coolness og om musikken som et mål for udfrielse i sig selv.

I dag har Facebook og Twitter og MySpace gjort musikernes gøren og laden og personlige liv og levned til en del af deres image på en helt anden og langt mere intim facon. Derfor er det naturligt at se Animal Collective stille sig op og sige nej til sældrab (omend den popkulturelle kontekst er en smule overraskende). Derfor er det naturligt for danske musikere at lave støttekoncerter for de udviste irakere fra Brorsons Kirke. Det er blevet acceptabelt for kunstnere at melde ud som mennesker, skellet mellem privat og offentlig person er udvisket.

Stil og attitude

Og derfor virker The Strokes-frontfiguren Julian Casablancas også pludselig helt malplaceret, anakronistisk. For det handler så meget om stil, attitude og rock som et mål i sig selv på hans aktuelle solodebut Phrazes For The Young. »Yes, I’m going to hell in a leather jacket«, synger han. Og check hans svar i den officielle Q&A, der er blevet lagt på YouTube:

»Hvad var målet med at lave Phrazes For The Young?«

»Jeg tror, det var at indfange moderne musiks catchiness, men på samme tid at ligesom bruge styrken og seriøsiteten fra klassisk musik eller ældre musik. Jeg tror generelt at målet var at inspirere, tror jeg, altså, jeg mener, det er, hvad kunst skal kunne.«

Aha. Nå, jamen, hvad kan Casablancas’ album så inspirere til? Well, til lidt dans, lidt eskapisme, lidt flere unger i stramme cowboybukser. Phrazes er et mere syntetisk, hurtiggående og poppet værk. Faktisk med et par rigtig ferme hitsingler i begyndelsen af albummet i en lunt kompakt produktion, hvor dynamik og forførelse er konge. 80’er-billige synthesizere og basprogrammeringer gør sig gældende sammen med et væld af stensikre guitarriffs.

Casablancas fornemmer måske, at tiden er løbet fra ham og fra The Strokes, så han kan også finde på at synge om, hvordan hans håb er blevet til tristesse. Men det er pop, han mestrer. Ikke følelsesmæssig autenticitet. Så Phrazes For The Young er bedst, når Casablancas synger »nightlife is raaaging on Ludlow Street«, og når han slipper den humanistiske håndbremse og overgiver sig til den uimodsigelige rockeller var det popsang.

Inderlig igen

Mens Julian Casablancas og The Strokes rodede rundt i tøjbutikker i New York City, er indierocken så blevet inderlig igen. Denne sære bastard, som bedst kendetegnes ved at være noget (ofte kun lidt) andet end den herskende mainstream eller i hvert fald den store tradition; ikke nødvendigvis bedre, men med en aura af noget mindre præfabrikeret over sig.

Denne inderlighed og følelsesmæssige autenticitet var noget, man var ferme til at udnytte i den brillante bedemands-tv-serie Six Feet Under, hvor indierock fra ikke mindst Radiohead fik lov at husere i ordløse emotionelt ladede passager. Og det har dannet skole i langt mindre værdigt amerikansk tvdrama. Og også i teenvampyr-filmserien The Twilight Saga, der til den anden film New Moon’s soundtrack har skaffet sig en række nyskrevne og eksklusive tracks fra så markante darlings som Bon Iver, Thom Yorke, Grizzly Bear og Death Cab For Cutie.

Her er højt til loftet – der skal jo være plads til følelserne. Og der et stykke vej til den æstetiske strambuks hos The Strokes – der skal jo være plads til både Death Cabs højspændte sensibilitet, Grizzly Bears sakrale ynde og Yorkes utilpasse indietronica. Det er sange til romantiske møder under fuldmånen og til afmægtige dage i teenageværelset. Indierock når den er allermest sikker i sin målretning, men også indierock der tenderer mod det alt for selvbevidste, når man ser på det samlede udbud. Især når mindre værdige musikere som The Killers forsøger at fake sig en genvej til følelser.

New Moon-soundtracket er på mange måder – med de nævnte undtagelser – et katalog over den inderlige indies paradoks. I sit udsagn bristefærdig af ukontrollabel passion, i sin form typisk spændt fast i en bestemt ide om, hvordan følelser kan arte sig og formidles. Og jeg kommer hurtigt til at savne den vildtvoksende skønhed hos for eksempel Animal Collective, der synes langt mere inderlige i deres åbne proces. Med eller uden sæl-T-shirts.

Musik om motorvejen

Og med fornyet styrke hilser jeg den altid ambitiøse Sufjan Stevens’ nye værk velkommen. Han annoncerede for nogle år siden, at han ville lave en plade for hver stat i USA. Det står lidt sløjt til med det projekt, når han som nu beslutter at lave et stort projekt – flerskærmsfilm, tegneserie og musikværk for band og kammerorkester – om The BQE, The Brooklyn-Queens Expressway.

Stevens, der selv bor i et af de mere forstadslignende kvarterer i Brooklyn, har valgt at fordybe sig i denne 12,7 miles lange motorvej, der vansirer to bydele. Bygget 1939-64 og et eksempel på elendig byplanlægning og urban nedbrydning af den menneskelige ånd. Og angiveligt en endeløs kilde til inspiration for hr. Stevens.

Hvilket bekræftes af albummet The BQE, der er et kammermusikalsk værk med lån fra repetitive komponister, elektroniske pionerer; løftet af Sufjan Stevens’ overdådigt romantiske melodiske og harmoniske tæft og uortodokse tilgang til orkestermusik. Lifligt krævende, behageligt udfordrende ordløs musik fra en mand, der med dette stykke egnsmusik tager ansvar for sin samtid og sit nærmiljø og den historie, det gemmer på. Så mangler vi bare, at hr. Stevens også laver en Twitterfortælling om The BQE.

Julian Casablancas: Phrazes For The Young (Sony Music)

Diverse kunstnere: New Moon – Original Motion Picture Soundtrack (Chop Chop/Summit/Atlantic/Warner)

Sufjan Stevens: The BQE (Asthmatic Kitty/VME)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu