Baggrund
Læsetid: 3 min.

Svært at undgå Jon Stephensen-sager

Det er hvad der sker, når systemet vil have en administrator, men ansætter en kunstner, mener forsker i kulturel ledelse
Kultur
25. november 2009

En lang række kunstnere er sammen med Jon Stephensen selv i oprør over, at en succesfuld og respekteret teaterleder bliver fyret for, hvad de anser for en »tilgivelig fejl«. Men ud fra klassiske ledelsesbetragtninger er der ingen tvivl om, at fyringen er berettiget, mener mange.

Sagen illustrerer med al tydelighed den konflikt, der er mellem klassiske ledelsesprincipper og de ledelsesprincipper, der traditionelt er blevet anvendt i teaterbranchen.

Det mener ekstern lektor ved Copenhagen Business School, Jens Nielsen, der selv har mange års erfaring som bestyrelsesmedlem på teatre, og nu forsker i lederskab i kultursektoren.

»Det er en gammel historie inden for cultural governance, at der var et politisk niveau, der synes, det så underligt ud, at Flemming Enevold i sin tid kunne sidde på Gladsaxe Teater og få sin chefløn og så i øvrigt tjene en million ved siden af ved at spille diverse hovedroller og instruere på sit eget teater. Han tjente virkelig mange penge, og det var der altså nogle af teaterdirektørerne, der gjorde dengang. Det har Københavns Teater ønsket at gøre op med,« siger Jens Nielsen.

Med oprettelsen af Københavns Teater ville man indføre en mere professionel ledelsesstil.

»De har ønsket teaterdirektører, der er meget mindre teaterkunstnerisk arbejdende, i hvert fald uden for egne teatre. De vil gerne sikre sig, at direktørerne er mere til rådighed. For det, der skete, var, at de ofte var meget travle med alt muligt andet. Og så bliver lederen en mangelvare på sin egen institution.«

Umiddelbart giver det jo god mening, at man ønsker, at lederen prioriterer sit lederjob højest, men alligevel er der noget ved de kunstneriske institutioner, der gør det svært at efterleve.

»Det kræver overbærenhed fra bestyrelsens side, når man har en leder med meget stærke kunstneriske kræfter. De passer ikke lige ind i de administrative systemer, og det gør de næsten aldrig. De opererer anarkistisk. Det er jo også derfor, de er interessante samfundsdebattører, fordi de netop ikke lader sig indramme af regler. Hvis de var regelryttere, ville de ikke have den dér spotske ytringskraft, som vi må forvente, at ledere af kulturelle institutioner har,« siger Jens Nielsen.

Leder eller kunstner

Han erklærer sig enig i den betragtning, som tidligere direktør for Det Kongelige Teater Michael Christiansen har udtrykt over for dagbladet Politiken, som citerer Christiansen sådan her:

»Juridisk gælder der nøjagtig samme regler for teaterbranchen og andre kreative brancher som i alle andre virksomheder. Men i praksis er det nok lidt anderledes. Man bør nok give tvivlen en chance i den kunstneriske branche. De er ikke administratorer eller uddannede folk. De kræver omhu og kærlighed. Og en vis overbærenhed. Jeg savner den overbærenhed, som jeg synes er nødvendig. Jeg havde gerne af hensyn til branchens fremtid set, at der var fundet en mindelig ordning. Og her er tilgivelse et element, der bør tages med ind i overvejelserne.«

Men hvorfor skulle der gælde andre regler for kunstnere end for andre virksomhedsledere?

Det skal der heller ikke, fastholder Jens Nielsen. Han mener, at hvis Jon Stephensen har løjet eller ikke spillet med åbne kort over for sin bestyrelse, så kan man ikke lukke øjnene for det. Man skal bare gøre det sig klart, at det er svært at undgå sager som Jon Stephensens.

»Der er en klar modsætning mellem mulighederne for optimal kunsterisk udvikling hos den enkelte teaterdirektør og ønsket om at have en god, nærværende ledelse, som i højere grad er administrator eller lederskabsleder, som har været ønsket fra Københavns Teaters side. Det står og trækker i hver sin retning. Det skisma mellem de to ledelsesrationaler kunstnerens udviklende ledelsesrationelle og så virksomhedsdriftens sunde ledelsesprincipper vil uundgåeligt resultere i, at misforståelser og uretmæssigheder vil foregå,« siger Jens Nielsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her