H*A*S*H, der skulle have været DR2's bud på en sjov og satirisk julekalender for store børn og voksne i stil med Yallahrup Færgeby, får vi ikke lov til at se i år. Den var ikke sjov nok, mente kanalens ledelse.
Men Danmarks Radio har heldigvis også produceret Pagten, der sendes på DR1 og ligner et solidt og spændende stykke føljeton-drama for det meste af familien. Julekalenderen er instrueret af Jesper W. Nielsen og skrevet af Maya Ilsøe, der også var med til at skrive et andet velfungerende bud på en moderne familiejulekalender, Absalons hemmelighed.
Pagten handler om en 200 år gammel pagt mellem mennesker og nisser, der holder den ubehagelige isheks Iselin, der vil nisserne til livs, i skak, men som kræver et menneske, der kan se nisser. Og dem er der efterhånden ikke mange tilbage af.
12-årige Malthe, der mobbes i skolen, viser sig dog at have evner i den retning, og nissernes overlevelse kommer til at afhænge af denne unge antihelt.
Pagten forsøger - med et vist held, kan jeg afsløre efter at have set de to første afsnit - både at være elementært spændende og opbyggelig ved, med udgangspunkt i Grundtvigs livssyn og arbejde, at hylde hans tanker om at opsøge fællesskabet, tage ansvar og bruge fantasien.
Bedaget satire
I en noget anden boldgade finder man Pirat TV's Perlevenner i Grønland, hvor Billo og T besøger landet højt mod nord og fortæller om deres oplevelser hver dag op mod jul. Det foregår dog kun på dr.dk.
På TV 2, der i en række år var foran, når det gjaldt nyproducerede julekalendere for både børn og voksne, har man i år valgt genudsendelser i stor stil. Sikkert fordi alle dramapengene er brugt på at producere Store drømme, Lærkevej og Blekingegade, der i øvrigt begynder på søndag den 6. december.
Til de voksne har kanalen støvet sin vist nok allerførste voksenjulekalender af, Jul i den gamle trædemølle hvor Peter Schrøder og Søs Egelind giver den som ægteparret Flemming og Berit, der kæmper med både livet, økonomien, julen og børnene. Og den er vel det, man kan kalde venlig og muligvis også lidt bedaget satire.
Børnene trakteres derimod med noget mere moderne: Den populære Jesus & Josefine, der første gang løb over skærmen i 2003, og som fortæller om vennerne Josefine og Oskar, der rejser 2.000 år tilbage i tiden og møder Jesus. Der er da både spænding og humor i julekalenderen, som tilmed prøver at banke lidt kultur og kristendomskundskab ind i hovederne på de unge seere - hvad enten man så bryder sig om det eller ej.
De nævnte julekalenderen begynder på de respektive kanaler i morgen, den 1. december