Baggrund
Læsetid: 4 min.

Tysk bogsæson har været præget af dødslitteratur

En tysksproget forfatter løb med nobelprisen i litteratur. Men hvordan så det egentlig ud med det tyske bogår 2009? Hvor rykkede debatterne hen, og hvilke bøger var årets bedste?
Kultur
13. november 2009

Hans egen bog Lichtjahre med undertitlen »En kort historie om tysk litteratur fra 1945 til i dag« vakte debat, da den udkom i 2006. Volker Weidermann er litteraturredaktør og kulturchef på Frankfurter Allegemeine Zeitungs redaktion i Berlin, og hans mening om det tyske bogår anno 2009 er helt klar.

»Netop da det virkede som om, dette tyske bogår skulle blive det kedeligste i historien - ingen Grass-debat, ingen DDR-debat, ingen kometagtig ung-digtere-tilsynekomst - da reddede Sverige os endnu engang ud af en fastlåst, kedelig situation, og alle på litteraturscenen ønskede hinanden til lykke med den tysksprogede litteraturs nu endegyldigt beviste verdensanseelse med tre nobelpriser på ti år,« siger Volker Weidermann.

»Verdensrekord!« råber han. »For det var det, litteraturscenen råbte, hvorefter den lænede sig beroliget tilbage. Men der var faktisk en debat forinden: en dødsdebat,« siger Weidermann og tilføjer selv retorisk: »Skal man forstå det symbolsk? Nej.«

Død er centralt tema

»Dødsdebatten handlede om, hvor direkte og uskønt forfattere og journalister må/bør/skal skrive om deres egen død. I grunden begyndte det med Judith Hermann og hendes novellesamling Alice. Desværre en frygtelig vanartet, filigranpræget bog. En forfatter, der førhen altid havde skrevet om Berlins ungdoms smukke venten, skrev nu pludselig om sine venners død. Så kom instruktøren Christoph Schlingensief med sin kræftdagbog, journalisten Jürgen Leinemann med ditto, Georg Diez med historien om sin mors død og mange flere. En redaktør kæftede i Frankfurter Allegemeine Zeitung op over for de døende: Vi vil ikke have flere kræftbøger. Diez kæftede tilbage i Spiegel, og en rigtig kamp bølgede frem og tilbage, som ingen udenfor rigtig kan forstå, for hvem vil forbyde skønne, sande og poetiske bøger om døden? Det har dog altid været et centralt tema i litteraturen,« siger Volker Weidermann entusiastisk.

Som den første af sæsonens bøger nævner han nobelpristageren Herta Müllers seneste udgivelse.

»Faktisk er Herta Müllers Atemschaukel meget poetisk og dramatisk og smukt skrevet, og den ville også i mit eget snævrere udvalg ende som årets bog,« siger Volker Weidermann.

Hvad synes han så om, at man valgte at give Deutscher Buchpreis til forfatteren Kathrin Schmidt, få dage efter at meddelelsen om Müllers nobelpris var kommet? På trods af at Müller var nomineret og gjaldt som storfavorit?

»Deutscher Buchpreis til Kathrin Schmidt er den konsekvente kroning af den tyske litteraturs dødsår: I den sidste ende vinder en bog, i hvilken forfatteren og jeg-fortælleren på usandsynligste vis undslipper den sikre død. Det kan jeg godt lide, det er konsekvent. Og at man ikke også oven på nobelprisen (og utallige andre priser dette år) ville give Herta Müller Deutscher Buchpreis, finder jeg egentlig helt ok,« siger Volker Weidermann. Efter hans mening er sæsonens øvrige vigtige bøger:

»Christoph Schlingensiefs bog, derudover Maxim Biller med hans memoirer Der gebrauchte Jude om en jødes liv i Tyskland i dag. Vanvittig godt skrevet, vred, uretfærdig, dramatisk, samtidig. Og så naturligvis vores Dan Brown, Frank Schätzing, med hans storartede måne-thriller Limit. Sådan en videnskabs-reklame-spændingsforfatter er det længe siden, vi har haft i Tyskland. Og Daniel Kehlmanns novellesamling Ruhm (som han selv kalder for en roman) er en smuk, tidssvarende fingerøvelse om moderne kommunikation og afhængigheden deraf - i syv scenarier. Ikke noget, der ændrer verden, men godt lavet,« siger Volker Weidermann.

Som en vigtig begivenhed nævner han til sidst, at 2009 også var året, hvor Johannes Mario Simmel døde. »Simmel var efterkrigstidens forbundsrepublikanske succesforfatter. Han levede sine sidste år fuldkommen ensom og uden succes i sit store hus i Zug i Schweiz. Dagen efter, at man havde sendt filmatiseringen af hans succesromaner i fjernsynet, døde han,« siger Weidermann.

Erindringslitteratur

Margarete von Schwarzkopf har siden 1984 været litteraturredaktør ved Norddeutsche Rundfunk i Hannover. Hun har et ugentligt bogprogram i radioen og sidder ofte med i litterære jurys.

Som årets mest bemærkelsesværdige bog nævner også hun Müllers Atemschaukel.

»Det var en stor overraskelse, at hun vandt Nobelprisen, men det er en fremragende bog. Det er jo nok den bog, der er blevet talt mest om i Tyskland i år,« siger Schwartzkopf, der er enig med Weidermann i, at det var i orden ikke at udmærke Herta Müller med Deutscher Buchpreis. »Den kunne man ikke smide efter hende efter Nobelprisen,« siger Schwarzkopf. Hun synes desuden, at Kathrin Schmidts vinderbog Du stirbst nicht er en god smal bog.

»Med den har hun helt sikkert ramt en nerve hos øjeblikkets tyskere. Måske mere end Herta Müller,« siger Schwarzkopf, der også mener, at året har været præget af dødslitteratur.

»Måske lidt for meget. Men det særlige ved Schmidts bog er, at den handler om en kvinde, der vågner op i sin erindrings ruin. Og den rører ved essentielle spørgsmål som 'hvornår er et menneske et menneske?', 'hvornår skal man sætte ind med dødshjælp og slukke?',« siger Schwarzkopf.

Ellers mener NDR-redaktøren, at året har været præget af fornem erindringslitteratur: »Der er kommet mange bøger om DDR, og hvordan det var at leve dér. Nu er det, som om de 30-40 årige vesttyskere er ved at genopdage deres eget land. Hvordan var det at leve i 1950-, 1960- og 1970'erne i Vesttysklands Wirtschaftswunder? Her har Gerhard Henschel skrevet den fine Jugendroman med en jegfortæller, der lever i 1970'ernes delte Tyskland. Eller Jo Lendle, der har skrevet den bevægende Mein letzter Versuch die Welt zu retten om en ung mand, der deltager i demonstrationer i 1983 ved Gorleben (Tysklands officielle midlertidige atomaffaldsdepot, red.) og til slut forsøger at flygte fra Vest til Øst - ikke omvendt - hvor han måske skydes ned af østtyske grænsesoldater. Der er en sand litterær vestbølge i gang,« siger Margarete von Schwarzkopf.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her