»Den østtyske opposition i 1989? De var langt bagud i forhold til alt det, vi havde kæmpet for og udrettet i Polen og Ungarn under 40 års kommunisme.«
Den ungarske forfatter og tidligere ledende dissident, György Konrád, kigger skælmsk over sine store firkantede briller. Han lægger ikke fingerne imellem.
Ungareren har ikke meget til overs for dem, der ville hævde, at demonstranterne i Leipzig i september og oktober 1989 og på Alexanderplatz i Berlin 4. november stod i spidsen for en politisk revolution, der rev jerntæppet mellem Øst- og Vesteuropa ned.
»Det var den lange demokratiseringsproces i Polen og Ungarn, der fik den afgørende indflydelse på det forløb, som endte med Murens fald og DDR-regimets sammenbrud. Begivenhederne i Leipzig og Østberlin udgjorde ikke en revolution,« siger György Konrád i en samtale med Information i Berlin nogle få dage før fejringen af 20-året for den historiske begivenhed.
Der er svært at gøre indsigelse mod denne historisk indflydelsesrige ungarske intellektuelles pointe, for Konráds eget livsforløb er indbegrebet af hans lands smertefulde historie fra nazisme over kommunisme til demokrati.
Som dreng overlevede han med nød og næppe de tyske nazisters og ungarske fascisters jødeudryddelse i Budapest i 1944-45. I sin studentertid deltog han aktivt i det folkelige og væbnede oprør mod den sovjetiske besættelsesmagt og dets ungarske lakajer i oktober 1956, som kostede over 4.000 døde.
En høj pris
»Vi har betalt med vores eget blod - ligesom polakkerne under opstandene i 1956 og 1976 - en høj pris for, at østtyskerne og de andre østeuropæere kunne blive frie i 1989,« siger han.
Den unge litterære Konrád gik i efterårsdagene for 53 år siden rundt i Budapests gader med en maskinpistol over skulderen og var vidne til alle grusomhederne - herunder de spontane lynchninger af medlemmer af det ungarske hemmelige politi.
Efter Sovjetregimets nedkæmpelse af opstanden flygtede 150.000 ungarere over grænsen til Østrig.
Konráds hustru prøvede også at komme ud med deres barn, men han insisterede på at blive og engagere sig i kampen for det demokrati, der var blevet påbegyndt under ledelse af reformkommunisten Imre Nagy i efteråret 1956.
I de efterfølgende dystre og repressive årtier afviste Konrád gang på gang regimets tilbud om at emigrere til Vesteuropa eller Israel. Eksil og forglemmelse tiltrak ham aldrig. Det gjorde politik heller ikke.
Europa på godt og ondt
Selv om Konrád let kunne have fulgt i Vaclav Havels spor med en politisk karriere i tiden efter den fredelige overgang fra kommunisme til borgerligt demokrati i Ungarn i 1989, valgte han den kritiske distance til magten. Og de sidste 20 år er der kommet et væld af essays om Ungarn og Europa efter 1989 fra hans hånd; ja, han skriver nemlig stadig sine manuskripter med pen og papir.
I dag er han ikke udelt begejstret for globaliseringen og markedsøkonomien.
»Den demokratiske opposition i østblokken havde ikke forestillet sig, at vi ville gå fra at leve under et kommunistisk regime i en nationalstat til at blive optaget i en globaliseret økonomi domineret af store multinationale selskaber, hvor spillereglerne er helt anderledes,« påpeger Konrád.
»Store dele af den ungarske økonomi er ejet af udenlandske selskaber og banker. Det samme gør sig gældende i Polen og andre steder.«
Der er grund til at frygte, mener György Konrád, at store dele af befolkningen i øst- og vesteuropæiske lande bliver tabere i EU.
»I den nye generation er der mange unge mennesker, som trives på tværs af grænserne i det nye genforenede Europa. De udgør den europæiske elite. Men der findes langt flere mindre priviligerede, som føler sig usikre på deres plads i samfundet. De kan let blive grebet af nationale mytologier og slutte sig til højrenationale grupperinger,« frygter den ungarske forfatter.
Bag Jerntæppet
Men det er historien, som Konrád har levet så intenst bag Jerntæppet, der stadig optager ham mest.
I sidste uge mødtes tre store politiske kæmper fra 1989 i Berlin for at markere 20-året: Den amerikanske ekspræsident George H.W. Bush, Sovjetunionens sidste generalsekretær Mikhail Gorbatjov og tidligere forbundskansler Helmut Kohl - alle grånende herrer nær eller over de 80 år.
For Geörgy Konrád kan der ikke herske tvivl om, hvem af de tre, der var hovedpersonen:
»Tyskerne bilder sig i dag ind, at revolutionen skyldtes folkets konfrontation med det kommunistiske styre i DDR, men i virkeligheden handlede det blot om en ting: Om Sovjetunionen ville give slip på Østtyskland. Uden Gorbatjov ved vi ikke, hvad der ville være sket,« siger han.
Efter et vedvarende folkeligt pres bad Ungarns nyvalgte kommunistiske generalsekretær Károly Grósz i januar 1989 Gorbatjov om lov til at indføre et flerpartisystem. Den sovjetiske leder kunne let have afvist anmodningen; Ungarn var stadig besat af sovjetiske soldater. Hans svar lød ubetinget: Ja!
»Da Grosz senere i 1989 spurgte Gorbatjov, hvordan Sovjetunionen ville reagere, hvis Ungarn åbnede grænsen mod Østrig, svarede sovjetlederen: - Gør, hvad De vil!« erindrer Konrád.
Herefter begyndte østtyskerne at strømme den vej ud af østblokken, hvilket lagde pres på DDR-regimet og tilsidst medførte, at Berlin-muren måtte brase sammen.
Uden Gorbatjov ...
Det var altså en dynamisk og mangesidig proces, hvor demokratiseringen i Polen og Ungarn lagde pres på de østtyske kommunister og Sovjetunionen, og omvendt de folkelige demonstrationer i Leipzig og Østberlin lagde satte skred i udviklingen i Tjekkoslovakiet, Rumænien og Bulgarien.
Det betyder dog ikke, at det forløbet var uundgåeligt, forklarer Konrád.
»Den øverste chef for Warsawapagten, marskal Viktor Kulikov, kunne f.eks. have modsat sig opgivelsen af Østtyskland, hvis han var blevet siddende. Men han var forinden blevet udskiftet med en Gorbatjov-tro general. Altså igen: Uden Gorbatjov kunne tingene være gået helt anderledes.«
Omvendt, tilføjer Konrád, er det svært at se, hvad de sovjetiske styrker skulle have gjort for at forsvare det østtyske regime med magt.
»Sovjetiske tropper opholdt sig i Tjekkoslovakiet og Ungarn med tilladelse fra de nationale regeringer. I DDR var de udstationeret som del af firemagtsaftalerne efter Anden Verdenskrig. Kun i Polen var de ikke tilstede. Til gengæld havde sovjethæren transittilladelse gennem polsk territorium for at kunne udskifte soldater og våben og forsyne styrkerne på baserne i DDR.«
Ville den nye demokratiske regering i Polen have givet sovjetiske tropper transittilladelse i forbindelse med en militær nedkæmpelse af et oprør i DDR i 1989, lyder György Konráds spørgsmål.
»Det er højst tvivlsomt. Formentlig ville en invasion af Østtyskland også have krævet en invasion af Polen, og det var en for stor bid at sluge, selv for den konservative garde i Kreml.«
Polen og Ungarn
Tilbage bliver det fascinerende spørgsmål, hvorfor netop Polen og Ungarn skulle blive de udslagsgivende drivkræfter i det forløb, som bragte kommunismen til fald i 1989. Forud var gået tre årtier med flere oprør og strejker i de to lande og fra 1970'erne opbygningen af en demokratisk opposition.
Som medvirkende i det blodige oprør i 1956 var Konrád blevet overbevist om, at den bedste vej frem var at lægge et vedvarende pres på regimet, forhandle med største tålmodighed og derved fravriste kommunisterne den ene indrømmelse efter den anden.
»I den ungarske opposition ville vi for alt i verden undgå et nyt blodigt oprør. Det interessante er, at de kommunistiske ledere havde samme opfattelse. De huskede meget vel 1956 og frygtede en gentagelse. Førstesekretær János Kádár, der var blevet indsat af russerne, havde desuden været fængslet og torteret af det stalinistiske regime i Ungarn i begyndelsen af 1950'erne,« fortæller den tidligere ungarske dissident.
Denne indbyrdes forståelse mellem styret og oppositionen af venstreintellektuelle og konservative nationalister skulle vise sig at bære frugt i 1989.
Bisættelsen af Nagy
Som så ofte før i historien slog det politiske tøbrud igennem i forbindelse med markeringen af en symbol-ladet begivenhed.
I slutningen af 1988 foreslog György Konrád regeringen at bisætte Imre Nagy, den reformkommunistiske oprører fra 1956, ved en officiel begivenhed. Nagy var i 1958 blevet henrettet sammen med et dusin andre reformkommunister og flere hundrede oprørere.
Først blev forslaget afvist af regeringen. Men efter indførelsen af et flerpartisystemet i januar 1989 - men inden de første frie valg - kunne den nye kommunistiske leder, Grósz, ikke længere holde fast ved sit nej.
»Det politiske omslag kunne aflæses i de kommunistiske lederes sprogbrug. Partiets reformleder for kultur, Imre Pozsgay, sagde f.eks., at begivenhederne i 1956 ikke havde været en 'kontrarevolution', men et 'folkeligt oprør'. Det var en skillevej, fordi under totalitære regimer bevarer man bl.a. kontrollen gennem et særligt sprog. Et modigt træk af Pozsgay,« siger Konrád.
I juni 1989 fik den demokratiske opposition endelig tilladelse til at afholde en mindehøjtidlighed for Imre Nagy og de 560 andre henrettede revolutionære fra 1956.
»Dagen før blev der sat rygter i gang om, at væbnede arbejderbrigader ville skyde på folkemængden. Vi troede ikke på det, men blev alligevel i oppositionen enige om, at kvinder og børn skulle blive hjemme. Heldigvis forløb det hele fredeligt. 150.000 mennesker mødte frem på Heltenes Plads i Budapest. Det var enden på det kommunistiske regime i Ungarn. En ring fra 1956 var hermed sluttet.«
