Nyhed
Læsetid: 2 min.

Ufortrødent traskende

En vandretur gennem vinhøstens Alsace lutrer sjæl og svælg
Den danske vandringsmand fører uforfærdet sin vimpel i vinmarkerne oven for den alsaciske middelalderby Kaysersberg

Den danske vandringsmand fører uforfærdet sin vimpel i vinmarkerne oven for den alsaciske middelalderby Kaysersberg

Jens Bo Nielsen

Kultur
28. november 2009

Oh, vandringsmand på pilgrimssti, giv agt! Skiltet på træet meddeler, at der nu er 2.234 km tilbage. Hvis altså man skal nå stiens endemål, som er valfartsbyen Santiago de Compostella i Spanien. Men så langt behøver man strengt taget ikke at fortsætte, når man nu befinder sig i Alsace og synes, at dér er rart at være.

Alsace passer som fod i hose til en efterårsuges vandring. Alsace er en strimmel langs Rhinen, 170 km fra nord til syd, og 30 km fra vest til øst.

Min husstand har også prøvet at cykle i Alsace. Det er dejligt. Men problemet er, at Alsaces beskedne størrelse gør, at man som cyklist let ryger ud af Alsace - især hvis der er stæk medvind. Så havner man i enten Tyskland eller Lorraine. Og det kan da være udmærket. Men så godt som Alsace er det ikke. Støvler er bedre end cykelhjul til at holde én fast i Alsace.

Den, der sidder inde i en bil, har svært ved at indleve sig i landskabet. Det forbliver noget, der er udenfor, selv om man ruller bilvinduerne ned. Cyklisten, derimod, kan se landskabet i en vidvinkel bred som synets, høre dets lyde, inhalere dets lugte, føle det på huden, smage det på læberne. Og her er en pointe: Alt det, som cyklisten sanser, kan den vandrende også suge til sig - blot endnu mere intenst: Endnu mere at se, endnu mere at høre, at lugte, føle og smage. Man er ét med dér, hvor man er. Og hvor ofte er man det i sin færd på denne jord?

Lykkeligt sted

Og Alsace er et lykkeligt sted at være ét med. Jo, jo, der er da hæslige industriområder og groteske motorvejsudfletninger. Dem kan man ikke flygte fra, om så man drager til Kina. Men der er et andet Alsace, hvor vinmarker bølger op mod Vogeser-bjergenes skovklædte skrænter, og hvor middelalderbyer putter sig i kløfter, hvor vandløb fosser igennem på vej ned for at slutte sig til den duvende Rhin-flod, som emmer de tågebanker, der slører udsigten til den tyske side, hvor Schwartzwald knejser dunkelt.

I dét Alsace standser man op og ser trækfuglene slås om at flå de druer af vinstokkene, som plukkerne ikke fik med. Man hører de lystige lyde, fuglene udstøder, og man overvejer, om de mon har beruset sig i de gærende druerester.

Så rammes ens næsebor af frokostdufte fra den nærliggende landby, og man trasker i lugtens retning, overbevist om, at den må lede frem mod et djærvt alsacisk måltid, som frydefuldt kan indtages med egnens funklende vine.

Jo, det er det værd at være vandringsmand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her