Læsetid: 4 min.

Umberto Eco lister sig ind på Louvre

Verdens største museum har inviteret den italienske semiolotiker og forfatter Umberto Eco til at vælge ud af sine skatte og programlægge begivenheder i årets længste måned
26. november 2009

63 forelæsninger, tre koncerter, en udstilling, 1 vidunderrum, to ophængninger, fem konferencer, otte dokumentarfilm, 300 kortfilm, en udstilling, et seminar, 51 deltagende en bog, et katalog. Cirka så mange ingredienser er der, når Umberto Eco får frie hænder på Musée de Louvre i Paris og slår gækken løs i egen underfundig opfattelse af, hvad skønhed er. Overskriften er 'Listens svimlen'. Aldeles tro mod sig selv har Eco nemlig valgt temaet lister, og skulle De ikke have opfattet skønheden i dagens indkøbsliste: to liter mælk, biomusli, kaffe, bleer, agurk og leverpostej, kan det komme.

Selve udstillingen Mille e tre, grafiske værker, tegninger, malerier og broderier, placeret i hjørnet af Denonfløjen, fylder blot et lillebitte hjørne af det kæmpestore Louvre. Proportionelt ikke engang så meget som indholdsfortegnelsen i en bog. Indholdsfortegnelser er blot én af den type lister, der fascinerer Eco, de blev 'opfundet' i den middelalder, Eco beskrev i Rosens navn, hvor der også forekommer en hel del lister. Eco påstår selv, at skulle han ende på en øde ø, var det telefonbogen, han ville tage med, og man tror ham gerne.

Tilfældige lister

Eco har også gravet enkle håndskrevne lister frem, som når maleren Delacroix for at få styr på farverne skriver en liste over navne på farver. Mille e tre, er også antallet af Don Juans elskerinder, som det synges hos Mozart. Tusind og én elskerinder, så skal der noget af en liste til. Kærlighedens lister, kunne således være lister over navne på den elskede. Men det kan - som kunstneren Anette Messagers udfører det - være en broderet liste over de betegnelser, man giver den elskede kvinde, fra 'luder' til 'skat'. Eller som når Louise Bourgeuis, med rødt blæk over en hel side skriver begærets liste, som en straf fra en skolelærer. »Skriv det 100 gange, ikke 200 gange« - »je t'aime«, jeg elsker dig.

Kunstnerne har altid skrevet lister og i det tyvende århundrede blev selve listen til kunstværk. Claude Closky har skabt et listetapet, der her danner baggrund for andre. John Baldosseri har også givet sig selv en lektie for i 1971 og skriver atter og atter på en hel side: »Jeg Vil Aldrig Mere Lave Kedelig Kunst, Jeg Vil Aldrig Mere Lave Kedelig Kunst«. I 2001 skaber Dora Garcia en liste over kunstværker, man umuligt kan lave, hundrede af dem. »Overbevise en person om, at han i virkeligheden ikke eksisterer«, »Udfyld et tomrum«, »Fjerne en af farverne fra et menneskes synsfelt«. Hvorfor lige hundrede og hvorfor ikke?

Det svimlende ved lister er deres tilfældighed, at de slutter, selvom de fleste af dem indeholder løftet om uendelighed. Hvorfor havde Don Juan lige tusind og tre elskerinder i Spanien, og fik Delacroix virkelig alle farverne med? Listerne i middelalderen, der kan forekomme maniske eller tvangsneutorotiske, blev til det vi kalder videnskab. Ecos svimlen består i, at enhver liste samtidig viser alt det, som ikke kommer med. Selv et forsøg på at skabe listen over lister er helt umuligt.

Leg med samlingerne

Umberto Eco er den femte på listen. Før ham har Robert Badinter, Toni Morrison, Anselm Kiefer og Pierre Boulez fået lov til at lege med Louvres samlinger. Programmet er imponerende, fra Ecos egen forelæsninger over bogudgivelse til filmfremvisninger - hele 300 småbitte film, fundet frem fra tiden mellem fotografiets opfindelse og det som stivnede i det, vi nu kalder film . Det synes at være nærmest en inventaropgørelse fra slutningen af det nittende århundrede. Den slags hedder nu 'videoinstallation'. Meget naturligt er den franske litterære gruppe OuLiPo, der tvinger værkernes form ned i forudbestemte regler, en fremtrædende plads i Ecos liste-univers. En hel aften er sat af til et forsøg på at udtømme afdøde OuLiPO-medlem Georges Perecs værk, der i forvejen er et forsøg på at udtømme livet. Skuespillerinden Carole Bouqet, der spiller den ene af de to sider af samme menneske i Bunuels «Begærets dunkle objekt« læser op. Men også det nulevende OuLiPo medlem Jacques Roubaud, leger med på Ecos leg. Sammen med kunstneren Christian Boltanksi har han skabt bogen Louvres beboere, hvor listen over kunstnere blander sig med listen over alle de mennesker, der nu arbejder på Louvre, i alt 4500 navne og ansigter.

Tilfældig ophobning

Når man forlader den lille udstilling i hjørnet af Louvre har alle salene forandret sig. De er blevet en stor, i virkeligheden ret tilfældig inventar-ophobning fra alle tider, der nok hver for sig har været del af enkelte menneskers lister. Man overvejer hvor mange døende, der egentlig er på Gericaults imponerende tømmerflåde. Ecos list har dønninger, og man kan sagtens selv få den ind på livet. Man skal blot anskaffe sig det imponerende katalog, der måske er det bedste overhovedet fra semiologens hånd. Til velgørende perspektiv på listen over julegaver, eller huskesedlen til netto.

Link til Louvres artikel om emnet

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu