Læsetid: 3 min.

Den urbanitet, vi ikke ser

Med den fortsatte udgrænsning af det anderledes bliver vi i stigende grad tvunget til kun at spejle os i os selv
7. november 2009

Hverdagens små hændelser og tildragelser rummer nu og da vidtrækkende pointer og indsigter; særligt når der opstår sprækker i forventningerne, rutinerne og relationerne. There's a crack, a crack in everything, that's where the lights get in som Leonard Cohen skrev i en smuk sang for længe, længe siden.

For lidt mindre længe siden tog jeg bussen sammen med familien på vej mod en børneteaterforestilling. Vejret var slapt, dansk kedsommeligt efterår, og København regnvåd. Der var ikke mange samtaler i bussen. Men en enkelt stemme gjorde sig gældende.

En noget forhutlet ældre herre med markant fuldskæg og ligeså iøjnefaldende tandsæt, tydeligvis med en eller anden slags psykisk udfordring, spurgte høfligt til min yngstes navn. Han trængte sig ikke på, var ikke anmassende, men forholdt sig socialt til det, han iagttog. Passagerne i bussen var, som de normalt er, tavse i en slags tryg stille anonymitet. Det var jeg også, og jeg tog ikke imod den afmålte invitation, men svarede påholdende.

Et paradoks

Men anonymitetens pagt blev brudt med den ældre herres urbanitet, som kulminerede, da den eneste samtale i bussen foregik mellem ham og en anden mand, der havde en udposning på panden på størrelse med en mindre melon, hvilket samtalen netop drejede sig om i et forunderligt forløb, da manden med udposningen helt åbenlyst havde talevanskeligheder, men var fortrolig med en art tegn-til-tale, som den ældre herre tydeligvis var med på.

Den ældre herre afsluttede samtalen med at ønske held og lykke med udbedringen af de åbenlyse kvaler, som udposningen måtte bevirke, hvortil manden med udposningen kvitterede og gestikulerede, at den havde været der siden barndommen. Da den ældre herre stod af bussen ved Kgs. Nytorv nikkede han høfligt til sine medpassagerer. Historien fortælles ikke for at ægge til den slags politisk chikke galskabsromantik man tidligere kunne finde på venstrefløjen, men snarere for at pege på et paradoks.

Dobbelthed

Historien om de moderne samfunds tilblivelse og selvforståelser er om noget en historie om udgrænsningen, behandlingen og korrektionen af det fremmede, det syge, det unormale, det uanstændige etc. En proces, der måtte til for, at vi kunne blive civiliserede, og oplysningens fremskridt realiseres med belæg i videnskab, sikret af institutioner og personificeret af eksperter.

Både historien og vores samtid er rig på eksempler. Fra den sociale hygiejne og eugenik i Danmark i store dele af det 20.århundrede over det seneste tiårs københavnske byfornyelsers udgrænsning af det urene til det forøgede fravalg af fostre med misdannelser eller risiko for dværgvækst eller Down's syndrom.

Historien fra bussen er et vidnesbyrd om flere ting. Dels at afvigelserne i stigende grad formelig pakkes bort, men de dukker frem i sprækkerne, i de passager, der ikke som sådan kan kontrolleres. En sådan passage er en bustur med det offentlige. Dels at afvigelserne, eller lade os sige landsbytossen, er en fremkaldervæske for vore samværsformer, fordi vi konfronteres med en andethed, som normalt udgrænses.

Trivialiteten i min analyse spejler det forhold, at vi mere end nogensinde dyrker det heterogene - det afvigende, som æstetisk værdi, men ikke som socialt vilkår. F.eks. når vi påskønner og dyrker integrationen af unormale og socialt belastede og flæber med, når DR2 viser det i en sen dokumentar, men helst ikke ønsker det i ungernes skole eller ved siden af sommerhuset.

Næste gang ...

I stedet er vi i stigende grad begyndt at spejle os i os selv. Dels gennem den stigende segmentering af det urbane landskab og boligmassen, dels gennem brug af det frie institutionsvalg og endelig udtrykt i overmål i medierne.

Her dyrker vi dels vore egne boliger, haver, parforhold og medfølgende kriser, det gennemsnitlige talent i sangkonkurrencer etc. Her er vi alle skiftevis genier og ugens krøbling uden egentlig at være hverken det ene eller det andet.

Næste gang tager jeg mod invitationen og konverserer.

refleks@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer