Læsetid: 6 min.

'USA har altid været et forbillede for østeuropæere'

20 år efter de revolutionære begivenheder i 1989 går der stadig en skillelinje gennem Europa, mener den rumænsk-tyske forfatter Richard Wagner. Bag det tidligere Jerntæppe kan østeuropæerne være stolte af mange landvindinger. I modsætning til østtyskerne har de af egen kraft bygget nye samfund op, men det er et ufuldført projekt stækket af regionens egenartede historie
'Folk var ikke indstillet på eksperimenter - og slet ikke   en tredje vej. De ville bare leve, sådan som man gør det i Vesten,' siger Richard Wagner.

'Folk var ikke indstillet på eksperimenter - og slet ikke en tredje vej. De ville bare leve, sådan som man gør det i Vesten,' siger Richard Wagner.

Susanne Schleyer

2. november 2009

BERLIN - Markeringen af 20-året for Berlinmurens fald den 9. november 1989 har efterhånden stået på i så lang tid, at de udslagsgivende historiske begivenheder i Østeuropa, som gik forud for opstanden i det kommunistiske DDR og genforeningen af de to Tysklande, helt synes at være gået i glemmebogen.

Det var et solidt og tiltagende folkeligt pres lagt på de kommunistiske styrer i Polen og Ungarn - de to lande i den sovjetiskdominerede østblok med traditionelt størst spillerum for politisk opposition - som startede den proces, der i sidste ende gav østtyskerne modet til at gå på gaderne i Leipzig og Berlin i efteråret 1989.

Paradoksalt nok blev det imidlertid DDR og dets 16 mio. borgere, som på et sølvfad fik foræret en relativt smertefri overgang til borgerligt demokrati og kapitalisme. Forbundsrepublikken Tyskland betalte for gildet; resten af EU-landene bidrog indirekte til finansieringen af genrejsningen af fallitboet i DDR gennem højere indenlandske renter (da den tyske forbundsbank hævede diskontoen, måtte andre EU-lande af konkurrencemæssige grunde følge trop, og det gjorde låntagning dyrere).

Men herefter ophørte også østtyskernes held. I dag føler mange tidligere DDR-borgere sig fremmede, fortabte og ydmygede i deres nye land eller i hvert fald, når de vover sig ind i Vestberlin og det tidligere Vesttyskland. Det gør hverken polakker, ungarere, tjekker eller andre folk i den tidligere østblok 20 år efter kommunismens sammenbrud.

De trak selv læsset

Den rumænsk-tyske forfatter og intellektuelle Richard Wagner udvandrede fra Nicolae Ceausescus rædselsregime i Rumænien i 1987 og flyttede til Vestberlin. Inden Murens fald besøgte Wagner ofte 'dissidentforfattere' i Østberlin.

»Man skulle have bind for øjnene, hvis man ikke kunne se, at DDR var en kunstig stat opbygget af Sovjetunionen. Det var hverken et land eller en selvstændig stat. Samfundet var bygget på en ideologisk ide,« fortæller Wagner i et interview i sin lejlighed i det tidligere Vestberlin - nogle få gader fra Kurfürstendamm.

Andre østbloklande havde derimod bevaret deres nationale identitet under 40 års kommunisme, men måske endnu vigtigere havde de ikke en storebror, som kunne hjælpe dem finansielt med overgangen til demokrati og kapitalisme.

»Østeuropæerne sejlede deres egen sø. De måtte i vid udstrækning selv trække læsset og opbygge en ny samfundsøkonomi og stat,« påpeger Richard Wagner.

»På den ene side var det en smertelig proces; på den anden side gjorde polakkerne, tjekkerne, ungarerne, slovakkerne osv. det selv, og det styrkede den nationale selvbevidsthed. Modsat østtyskerne kan østeuropæerne i dag føle en vis stolthed - ikke blot over deres skelsættende indsats i 1988-89, men også over deres selvrealisering som borgere i nye demokratiske stater.«

Østtyskerne, fremhæver Wagner, er derimod blevet subventioneret til døde.

»De var ikke ansvarlige for udviklingen af et nyt samfund; de virkeliggjorde ikke noget nyt, fordi Vesten stod parat til at gøre arbejdet. Virksomhederne blev bare solgt eller lukket, den offentlige sektor opløst, og folk måtte bare omstille sig.«

Ingen utopi i 1989

I østtyske forfatterkredse og blandt reformkræfter i det socialistiske enhedsparti talte man i 1989-1990 meget om 'en tredje vej' mellem betonkommunisme og kapitalistisk velfærdsstat. Lignende debatter førtes ikke i andre østbloklande.

»I virkeligheden lå der ingen ideologi eller utopi til grund for 1989. Det eneste krav, befolkningen havde, var virkeliggørelsen af individuel frihed,« mener Richard Wagner.

»De havde fået nok af kommunismen. Sådan ville de ikke leve længere. Der var ikke nogen konkret anledning til oprøret, der havde været undervejs i lang tid - gennem årtier. Folk havde en følelse af, at det ikke kunne fortsætte på den måde. Pludselig eksploderede det hele. Man havde fået nok af korruption, sløseri og partibureaukraterne i nomenklaturaen.«

Det hele gik så hurtigt i 1989, at de færreste havde tid til at tænke over, hvad man nu skulle opbygge.

Wagner: »Folk var ikke indstillet på eksperimenter - og slet ikke en tredje vej. De ville bare leve, sådan som man gør det i Vesten, og færdig. De ville også kunne købe bananer, importeret fra tropiske lande.«

Blik mod USA

Jo, 1989 var ideologiløs. I de følgende år skulle vesteuropæerne dog til stor fortrydelse opdage, at deres brødre og søstre i de befriede nationer egentlig ikke anså Vesteuropa for et idealsamfund. Polakker, tjekker, slovakker, ungarere, rumænere og bulgarere vendte derimod blikket mod USA. Frem for at være fascineret af den tyske og skandinaviske socialdemokratiske velfærdsstat følte de sig tiltrukket af den ubændige amerikanske kapitalisme.

»USA har altid været et forbillede for østeuropæere,« fortæller Richard Wagner.

»Det kan forklares med den store udvandring fra regionen til Amerika gennem århundreder, en traditionel drøm om at skabe rigdom og en folklorisk ide om, at lykke er penge.«

Det voldsomme materielle begær og den udbredte kommercialisering af de ekskommunitiske samfund i Østeuropa gennem de seneste 20 år er derfor ikke kun en følge af årtiers økonomiske afsavn. Fascinationen af USA ligger dybt i østeuropæisk historie.

I flere østeuropæiske lande har man f.eks. direkte kopieret den amerikanske idé om en flad skat (alle betaler samme procent af deres indtægt i skat). Det til trods for, at forretningsmanden og republikaneren Steve Forbes' ide fra valgkampen i 1996 aldrig er blevet virkeliggjort i USA. Lande som Albanien, Bulgarien, Slovakiet, Tjekkiet, Rumænien, Ukraine og de tre baltiske stater har alle indført en flad skat, som socialt set vender den tunge ende nedad og begunstiger de høje indkomster.

Mottoet er Ronald Reagans og hed dengang i 1980'erne: Jo flere penge de rige får i hænderne, desto mere investerer de og skaber økonomisk vækst og jobs.

Richard Wagner gør endvidere opmærksom på, at de nye demokratiske styrer i alle østeuropæiske stater (bortset fra DDR) efter 1989 gjorde op med det af kommunismen kompromitterede koncept, at kultur og kunst bør priviligeres med statsstøtte.

»Under kommunismen var statslig subvention blevet et fyord. Kulturlivet skulle kunne klare sig selv. Det er i stort omfang stadig situationen i dag. Her i Tyskland beskattes f.eks. salg af bøger med en halveret moms, hvorimod bøger i mange østeuropæiske stater pålægges fuld moms. Det har været en katastrofe for litteraturen,« siger den rumænsk-tyske intellektuelle.

Et uforenet Europa

1989 var ikke kun året, hvor kommunismen forsvandt fra det europæiske kontinent som ide og samfundssystem. Det var samtidig året for Tysklands genforening. Men var 1989 også året for Europas genforening?

Den fysiske barriere i form af Jerntæppet er naturligvis forsvundet, men går der ikke stadig 20 år senere en kulturhistorisk bestemt skillelinje mellem på den ene side Vesteuropa og på den anden side Mellem- og Østeuropa?

Som mindretalstysker i Rumænien har Richard Wagner levet med en fod i både Øst- og Vesteuropa. I en alder af 34 kom han til Vestberlin i 1987 sammen med Herta Müller og har ligesom hende i sine bøger beskrevet Ceausescu-familiens tyrannisering af Rumænien og reflekteret over de historiske forskelle mellem Øst og Vest i Europa. En skillelinje, som går tilbage til Middelalderens kirkelige skisma mellem et stillestående ortodokst, byzantinsk Østeuropa og et vestligt og kristent Europa, som gik gennem kreative perioder med reformation, renæssance, oplysningstid og tidlig industrialisering.

»Store dele af Østeuropa var i århundreder blokeret i deres udvikling,« siger Wagner.

»Polen var et besat land; især den russiske del stod tilbage. Først efter Første Verdenskrig opnåede landet uafhængighed. Store dele af Sydøsteuropa var indtil 1920 under det osmanniske rige. Først i Mellemkrigstiden begyndte disse lande at eksperimentere med demokrati, og med enkelte undtagelser gik det galt. Så fik vi Anden Verdenskrig og kommunismen.«

»På den baggrund bør man ikke undre sig over vanskelighederne med at opbygge demokratiske samfund. Europa er stadig et delt kontinent, og det til trods for EU, hvor man taler så meget om harmoni, men i virkeligheden geråder i dagligt kaos.«

Og, slutter Wagner:

»Desværre øver byzantismen stadig en vis indflydelse i Østeuropa. Så længe folk går mere op i at holde orden i deres bolig end på fortov og gaderne udenfor - for at bruge en simpel metafor - vil det tage lang tid, før Europa er forenet.«

Serie

Seneste artikler

  • Tysklands 9.11.

    18. november 2009
    Den 9. november er en tysk lettelsens dag. Men ikke kun.
  • Muren og Ivan Lendls fald

    11. november 2009
    Tjekkoslovakken Ivan Lendl var verdens bedste tennisspiller i 1980'erne. Han fremstod som en overvældende overmagt, der var umulig at ryste, men alligevel lykkedes det aldrig for ham at sejre i Wimbledon. Da Berlinmuren faldt, rindede Ivan Lendls æra ud
  • Tilbagetogets helt blev svigtet

    7. november 2009
    I et længeresigtet historisk perspektiv kan man spørge, hvor klogt det var at strække et i forvejen anspændt NATO længere østpå end Tyskland. Russisk forfølgelsesvanvid og hævngerrighed er blevet næret derved
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu