Nyhed
Læsetid: 5 min.

I USA pustes nyt liv i Heideggers nazisympatier

Kan man skille en mand og hans private sympatier fra hans filosofi? Yale University Press har oversat den franske Emmanuel Fayes stærkt kritiske bog om filosoffen og nazisympatisøren Heidegger - og nu florerer debatten i USA
Kultur
19. november 2009

Bølgerne går højt i USA efter en nyudgivelse af Martin Heideg-ger (1889-1976). Men som liberale åndspersoner spørger: Hvis man ikke skal undervise i det 20. århundredes værker, som har ført til katastrofe, hvordan skal vi så lære for eftertiden?

NEW YORK - Han har inspireret generationer af intellektuelle såvel som forfattere, digtere, arkitekter og psykoanalytikere. Han betragtes fortsat som en af det 20. århundredes store tænkere. Men han var også nazist.

Og med oversættelsen af en stærkt kritisk bog fra fransk til engelsk puster Yale University Press i disse uger nyt liv i debatten om Martin Heidegger.

Bogen udkom i Frankrig i 2005 og er skrevet af filosofiprofessoren Emmanuel Faye. Den har på engelsk fået titlen Heidegger: The Introduction of Nazism Into Philosophy og er ikke udkommet endnu, men allerede genstand for en livlig debat i USA - refereret i avisen New York Times (NYT), så vel som på Yales egen nyhedstjeneste, i magasinerne Atlantic, Slate og flere andre steder.

Fayes hovedpointe er, at fascistisk tankegods udgør en så betydelig del af Heideggers værker, at de ikke længere fortjener betegnelsen filosofi, men derimod må betragtes som hate speech - hadefuld tale eller det, vi i Danmark har forbudt ved lov som racistiske, diskriminerende angreb.

Faye anbefaler videre, at både Heideggers værker og de tanker og strømninger, som han har inspireret, bør genlæses med nye kritiske briller - ligesom han vil have universiteterne til at droppe Heidegger fra læseplanerne, og alverdens biblioteker til at flytte hans værker fra filosofireolen over til den reol, der rummer nazismens historie. Alt sammen skal det virke som en alarm, en rød lampe, et advarselsskilt mod farligt indhold. Og Faye stopper ikke her: Han vil have sine filosof-kolleger kloden rundt til generelt at genoverveje filosofiens formål og forhold til etik.

Emmanuel Faye anfægter ikke Heideggers filosofiske position eller indflydelse, men hans argument er, at man ikke kan skille mandens filosofi fra hans politik. Faye bygger sin bog på en række hidtil uudgivne forelæsninger og konkluderer, at Heideggers filosofi var baseret på samme grundtanker som nationalsocialismen.

Tanker er farlige igen

Læser vi ikke Heidegger på denne baggrund, så er risikoen, at hans tanker igen kan udvikle sig i en farlig eller skadelig retning, frygter Faye - at undervise i Heidegger uden at inddrage nazismen vil (med Fayes ord gengivet i NYT) være som at vise et barn et smukt fyrværkeri uden at fortælle, at nytårsraketter også kan gøre os blinde.

NYT kalder bogen »det mest radikale angreb på Heidegger« til dato og mener, at den potentielt kan vende op og ned på brugen af hans arbejde i USA. Avisen beskriver, hvordan både højre- og venstreorienterede tænkere gennem årtier har bygget videre på Heideggers kritik af Vestens kulturelle tradition og tænkning.

Alt fra eksistentialisme over postmodernisme og til kritiske angreb på kolonialisme, atomvåben og økologisk katastrofe tager udgangspunkt i Heideggers tanker - og skal altså gennem en ny kritisk revision, hvis vi følger Fayes anbefaling.

Selv om bogen først kan købes i boghandlerne 24. november, så er debatten i fuld gang. Og skønt den ikke er ny, så er det, som magasinet Atlantic noterer, trods alt sjældent, at nogen filosof i den grad kan få sindene i kog.

I magasinet The Chronicle Review kalder professor Carlin Romano Heideggers arbejde for vrøvl og sort snak, som var »overvurderet allerede i hans storhedstid« og stadig er omgivet af en »bizar ærbødighed«.

Romano mener, at selv om »Heideggers nazisme ikke stammer direkte fra hans filosofi, så groede filosofien ud af hans nazisme - og tvinger os til at se den som en art filosofisk propaganda for nazismen i en anden toneart.«

Heil Heidegger

I artiklen med titlen »Heil Heidegger« skriver han videre, at Heidegger burde være fokus for »vittigheder, ikke afhandlinger« - og har ifølge sin redaktør fået uhørt god respons med 159 reaktioner på magasinets hjemmeside.

Hos Slate.com skyder skribenten Ron Rosenbaum ikke kun på Heidegger, men også på tysk-jødiske Hannah Arendt, som var hans elev og elskerinde, og som senere forsøgte at genetablere hans position og omdømme efter krigen. Rosenbaum erklærer, at man generelt godt kan skille mand fra tekst, men at det i dette tilfælde ikke giver mening, fordi det var Heidegger selv, som sluttede sig til nazismen - og ikke bekymrede sig om at adskille noget som helst.

Omvendt mener Steven Menashi hos The American Scene, at Rosenbaums tilgang er for sort-hvid. Menashi fastholder, at dele af Heideggers arbejde fortsat er vigtigt - f.eks. ideen om at »alle tanker tænkes af et tænkende individ med rødder i en bestemt tid«.

Også selv om denne ide sammen med ideen om, at »et autentisk menneske konfronterer sin egen dødelighed,« fik Heidegger til at kaste sig tankeløst ind i »hvad som helst, der syntes at love vitalitet,« som Menashi skriver.

Når en tekst bygger på tvivlsomme kilder, eller en idé fører til katastrofale resultater, så behøver det ikke betyde, at den er uholdbar. Tværtimod, anfører Menashi, at netop ideer, som viser sig tæt forbundet med ondskab, bør behandles seriøst.

Også professor John Holbo har indvendinger og siger til Atlantic, at Heideggers filosofi nok er problematisk, men at det er 'absurd' at kalde den fascistoid.

Latterligt at censurere

Problemet er mere subtilt, mener han: »Det ligger i, at Heideggers immunsystem, så at sige, er særligt uegnet til at bekæmpe noget som fascismen. Det er ikke bygget til det, og det er et stort problem.«

National Reviews Jonah Goldberg angriber Faye og hans tilhængere fra en tredje kant. Han er ikke i tvivl om, at Heidegger var nazist, men spørger, hvorfor det gør ham uegnet som filosof: »Kan filosoffer ikke være onde? Kan de ikke have politiske sympatier? Jeg tvivler ikke på, at der findes mange lange bøger, som søger at definere, hvad en filosof er. Men jeg har svært ved at forestille mig en definition, som troværdigt kan ekskludere Heidegger fra den jobbeskrivelse«.

Hvis målet for Emmanuel Faye virkelig er at fjerne Heidegger fra læseplanerne, så opnår han måske netop det modsatte i disse uger.

I hvert fald siger professor Karsten Harries til Yales egen nyhedstjeneste, at der allerede før bogens udgivelse er stor interesse for Heidegger blandt de studerende - også selvom det eneste fag med fokus på ham kun udbydes til overbygningsstuderende.

»Ideen om at en tænker som Heidegger skulle fjernes fra læseplanen - det er simpelthen latterligt,« siger han, mens kollegaen professor Seyla Benhabib tilføjer:

»Hvad er formålet med at undervise i det 20. århundredes tænkning, hvis man ikke også underviser i værker, som har ført til katastrofe? Uden at undervise i Heidegger, Lenin og andre som dem, ville vi stadig befinde os i den mørke middelalder.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Altså at Heidegger var nazist i en periode af sit liv er næppe nogen nyhed!!!
Når Faye vil have filosofi kollegaer jorden over til, at genoverveje Heideggers forhold til etik, så er han ikke særlig godt orienterede om, hvordan Heidegger forelæsninger forgår. Jeg tror ikke, at der finder en eneste forelæsning sted om Heidegger, uden store diskussioner om samme persons nazistiske standpunkt – det er min erfaring. Og så denne besynderlige påstand: at en betydelig del af Heideggers værker skulle indeholde fascistisk tankegods, det er det rene nonsens. Heideggers hovedværk ” Sein und Zeit” er skrevet færdigt i 1926 og udkommer i 1927, altså 6. år før nazismens magt overtagelse i Tyskland. Der er intet der tyder på at Heidegger skulle have flirtet med nazismen på denne tid. Heideggers efter krigs skrifter, og forelæsninger, kan man nok ikke kalde for nazi inspirerede. Derfor er det noget vrøvl, at Heideggers filosofi skulle gro ud af hans nazisme som Romano mener. Hvis, det er rigtigt som Steven Menashi påstå ,at Heideggers tanker åbner mulighed for at: ”kaste sig tankeløst ind i hvad som helst der, der syndes at love vitalitet” så kan man sige det samme om vores egne N.F.S. Grundtvig, for ikke at tale om Søren Kirkegaard, med hans stædige fastholden, af subjektiviteten som sandheden! Nuvel Heidegger hentede også en del inspiration, fra denne Københavnske original, men alligevel! Nej Heideggers nazisme var ikke et tankeløst indfald, det er netop det gyselige ved hele affæren. Heideggers nazisme var velovervejet og benhård så længe den varede. Aldrig gav han offentligt afbigt, han mente sig misforstået og dårligt behandlet. Privat skulle han en´ gang overfor Karl Jaspers have indrømmet at hele den nazistiske affære i hans liv var skamfuld. Fremdeles ligger der Heidegger skrifter gemt som først ad åre frigives – mange Heidegger tilhængere håber at der i disse skrifter vil gennem sig en undskyldning – ikke jeg. For mig forbliver Heidegger en usympatisk person, og netop derfor elsker jeg hans filosofiske tanker – for jeg er dygtigt vaccinerede imod, at forveksle manden og tanken!

Mon ikke dette her i stedet handler om fransk-mændness (nogle franskmænds i hvert fald) dybe had til nationen Tyskland?

Og hvis vi endelig skal kaste en smule med mudder, så lad os da endelig ikke glemme, at Frankrig under 2. verdenskrig støttede nazisterne, Vichy-regeringen hjalp nazisterne mv. Tyskland var nemlig kun interesseret i Frankrigs nordvestligste hjørne, herunder Alsace-Lorraine, pga. de store forekomster af kul, jern (stål) mm.

Mht. om en forfatters liv kan adskilles fra hans værk. Det bliver det nødt til. Ellers skulle man holde med at læse Hamsun eller Johs. V. Jensen.

Også "Mein Kampf" var en mands uskyldige og harmløse grublerier, indtil.....

Det vil være påskønnelsesværdigt for den sene forståelse af nazismen, der bærer præg af en ny generations ændrede syn på fascismens ideologi, hvis nogen ville påtage sig at sidestille filosofien hos Martin Heidegger med statslæren hos Carl Schmidt.
De tilhører samme historiske periode, var etablerede før magtskiftet, påvirket af 1.verdenskrig, meldte sig begge ind i NSDAP 1933 og fik begge betydning for den senere politiske udvikling.
Ingen af dem var direkte knyttet til den nazistiske ledelse, men blev forfremmet inden for deres fag i kraft af deres propagandiske skrifter og på bekostning af andre tænkere, bl,a, etablerede jødiske professorer.
Mest tydeligt for nazismen blev vel Carl Schmidt, der ligefrem skrev det juridiske ´fundament for førermyten, statsteorien om suverænen og undtagelsestilstanden med dens begrundelser for særlige indgreb, der passede som fod i hose for den urolige Weimarrepublik og Fører-grebet på nationen.
Vor tid med racisme over for muslimer kan måske tilmed give optakten til at sammenfatte grundelementerne i de beslægtede ideologier, fascisme, nazisme, zionisme m.fl.

Dette spørgsmål kan jo heldigvis klargøres ekstremt nemt:

Lad os tænke os en nazi-matematiker, som har frembragt nogle vigtige teoremer. Skal vi smide hans teoremer ud fordi vi ikke kan lide ham? Eller skal vi gennemgå dem med matematiske metoder, og beholder eller droppe dem alt efter deres sandhed?

Hvis der er noget galt med Heideggers teorier, så er det qua at være fejlagtige teorier. At gå efter manden er dybt latterligt.

Dermed ikke være sagt at man ikke kan spore en sammenhæng mellem hvor Heidegger går galt i byen teoretisk (eg. overdreven nostalgi og tro på en tidligere "ren" tilgang til verden) og dertil hørende dele af hans ideologi (her, Blut und Boden). Og det er da et interessant stykke arbejde for en biografiker, nazi-historiker, mm.
Men der har præcist intet at gøre med en filosofisk kritik - som må tage mandens teorier for pålydende og mod-argumentere dem som de står. Ellers er det slet ikke en faglig kritik, men blot en psykologisering af filosofien der undergraver ikke én mand, men hele faget.

Steen Erik Blumensaat

Uddannelsen af herskere, skolen for den elitære lære, modstanderne af folkestyre, undervisnigslæren hvis elev og drengekæreste Critas og et par andre blev ledereaf tyraniet, Platons Odysseus, Socrates, foragter af folket, er filosofien, Enevældet.
Homer: We Achaeans cant`t all be kings here
It is not good for the many to role.
Let one man rule, one man be king,
To whom the son ( Zeus) of villy Cronos
Has given the sceptre and the justment
That he may take counsel for you.
Filosofpsykologen som overmennesket, alle filosofer jeg har læst opfatter sig selv som et overmenneske, højt siddende skuer de ned på massen.
Aristoles fortalte sin elev Alexander, at han var Gud.
Solens søn.

Kristian Lund:

Det er ikke helt så nemt. Der er temmelig stor forskel på fremgangsmåden indenfor hhv naturvidenskab og humaniora. Som navnet antyder er det langt sværere at fjerne den menneskelige faktor fra forskningen i den humanistiske videnskabsgren ikke mindst fordi det videnskabsteoretiske udgangspunkt vælges ud fra hvilken teoretisk synspunkt man abonnerer på (eller evt selv grundlægger).

Både Martin Heidegger og Carl Schmidt blev rehabiliteret efter nogle års stuearrest, og deres nye og gamle arbejder blev åbent debatteret.

(Noget andet er at diskutere, om teorier af forskellig art er almene og eviggyldige - filosoffer af egentlige ídeer og ideologier er som sådan udødelige uden hensyn konsekvenserne af deres arbejder, selv om mange har forsøgt at lægge Marx i graven.)

Men det er naturligvis afgørende at kende konsekvenserne i samfundslivet - og sige sin mening.

@Per Diepgen. Historisk set er zionisme næppe nogen ideologi – men en social bevægelse, centreret omkring ønsket om tilbagevendelse til Israel. Sjovt nok træder du i Heideggers fodspor når du frejdigt og giftig dæmonisere zionismen, og sidestiller den med nazisme og sådan er der så meget!

Først: Jeg læser filosofi, jeg har læst Heidegger og jeg er ikke nazist....

For det andet: Steen Erik Blumenstaat: Ja, der findes absolutister og arrogance i filosofiens historie - men det er også den vi har at takke for ideer som humanismen, med flere... Filosofien har det store problem at filosoffer prøver at tænke over ting som er fuldstændigt almene, og i kraft af at de fleste filosoffer bruger metoder som de anser for at være gyldige, og derfor anser de deres resultater for at være gyldige - det betyder at de mener at de har ret - og når man udtaler sig om menneskernes vilkår, moral og samfundsindretning, kan man lynhurtigt få problemer...

For det tredje: Jeg har en inderlig modvilje imod Heideggers filosofi, som ikke siger mig noget som helst, men det hvorfor i alverden angribe den med det argument at den skulle være nazistisk, når enhver der kan læse, godt nok Heidegger, men staidgvæk, indenad, kan læse for eksempel paragraffen om Das Mann [Man'et], hvor Heidegger kritiserer flokdyrsmenatlitet - Nazismens mærke par excellance... Denne afdeling af hans tænkning er absolut i modstrid med Nazismen - så jeg har svært ved at se at anklagerne skulle have noget som helst hold - derudover må man sige at de filosoffer som har været påvirket af Heidegger har alt andet end Nazistske tendenser - Jean Paul Sartre, som er den mest kendte herhjemme var marxist og aktiv i den franske modstandsbevægelse, Emanuel Levinas, som selv var flygtet Lithauisk Jøde, og som er ganske interessant i forhold til Metaetik, og så videre...

Heideggers personlige engagement i Nazismen er uomtvisteligt, men at den skulle have indflydelse i så høj grad at det er farligt at læse Heidegger, endsige at man bliver fanget i Nazistiske tendenser af det, er fuldstændigt latterligt...

Steen Rasmussen

Heidegger gør en forskel. Derfor er han farlig, i modsætning til alle dem ”der gerne ville kunne gøre en forskel”. Når jeg taler om ideologiske slatpissere kontra ideologiske fantompissere så tænker jeg på folk som ham og f.eks. Lars Von Trier. De gør en forskel. Problemet er at ”ingen ved præcist hvilken forskel de gør”. De går bag om syndefaldet. De sparker os bag i røven. De piller ved forudsætningerne for erfaringen. De gør alle dem der vil gøre en forskel ikke. De manifesterer sig som dem der gerne ville kunne gøre en forskel.

Min distinktion mellem fantompissere og slatpissere skal ses som distinktionen mellem dem der gør en forskel og dem der gerne ville gøre en forskel. Dem der manifesterer sig som dem der gerne ville gøre en forskel gør ingen forskel. Dem er vi alt for mange af. Vi vil gerne være fantompissere. På den måde bekræfter vi bare de store, som vi ikke er. Heidegger er bare kæmpe stor og uhyggelig. Han er meditation, konfrontation, dødsens farlig, sindssygt levende, nærværende, skræmmende, uciviliseret, kilden til det vi ikke bryder os om at vide om os selv.

http://www.google.dk/search?hl=da&safe=off&rlz=1T4HPEB_daDK236DK236&q=id...

Først når vi for alvor er i stand til at sætte os ud over de rigide distinktioner mellem godt og ondt, sandt falskt, stærk svag, os og de andre har vi tænkt en ærlig tanke. Idioten der prøver på at neutralisere Heidegger ved at stigmatisere ham dæmonisere ham har ikke fattet en hujende fis af det hele. Heidegger konfronterer os med os selv. Det er skræmmende, menneskeligt alt alt for menneskeligt som han kunne have sagt med den anden store onde filosof, selveste Nietzsche!

Er det ikke bare forskellen mellem erkendelsesfilosofi og moralfilosofi ? Heidegger havde sikkert nogle mægtigt gode pointer omkring erkendelse og eksistens, men hvis man slavisk fulgte de tanker, så ville man ende op med en rådden samfundsmoral.

"Lad os tænke os en nazi-matematiker, som har frembragt nogle vigtige teoremer. Skal vi smide hans teoremer ud fordi vi ikke kan lide ham? Eller skal vi gennemgå dem med matematiske metoder, og beholder eller droppe dem alt efter deres sandhed?"

Til Kristian Lund (og andre):
Det var jo netop, hvad de tyske nazister gjorde mht. kvanteteorien, fordi nogle af ophavsfolkene var jøder.
Skulle man derfor forkaste Heidegger, netop fordi han selv i en periode af sit liv var nazist, ville man jo selv være det....

Inger Sundsvald

Det er nok ca. 50 år siden at jeg læste Mein Kampf. Det var på det tidspunkt noget der var helt i tråd med det jeg var blevet indpodet fra spejderbevægelsen.

Det var både uskyldigt og harmløst, indtil jeg af min far blev bedt om at læse den igen og pudse brillerne forinden.

Skulle jeg så af den grund forkaste disse ”teoremer”? Næh, men det er jo ingen skade til at fjerne skyggerne fra åsynet.

Steen Rasmussen

I kampen mod det onde er de gode i bagklogskabens ulideligt klare lys tit endt op med at måtte se sig som det de bekæmpede.

Når Nazisterne er blevet det onde, så lå "Sein und Zeit" her tidsligt og dermed arketypisk forud for det onde. Og hvis Heidegger giver en påtrængende form for analyse af det overhovedet at være til og af det, der er forudsætningen for det overhovedet at kunne lægge en mening ind i verden eller at lade noget fremstå i en eller anden form for semantisk lys, dvs. hvis han i sin form var i stand til at vække fornemmelsen for det arnested, hvorudfra alt det værende vokser i sit lys af betydninger inden for det værende, dvs. fornemmelsen for de betingelser, ved hvilke betydningerne om f.eks. det gode og det onde får sin væren, så har han også fat i moralens kerne, roden til det onde, på en måde, der virker aldeles foruroligende, især på de gode og dem de bekæmper under deres symbolik for det onde. For i det lys er det givet, at der på begge sider af den værende distinktionen god/ond skabes mening ud fra samme struktur, form for væren. Hvor andre mystificerer over det gode, substantiverer det, identificerer det, som om det vár det gode eller onde, som om det gode og det onde bare vár godt eller ondt i kraft af sig selv, der kunne identificeres på baggrund af sine kendetegn, attributter, egenskaber, der kunne optegnes, udgrænses og isoleres og bekæmpes på baggrund af optegnelsen, identificeringen, så taler Heidegger om det værendes mulighedsbetingelser på en langt mere fundamental måde, hvor det skabende er selve den semantiske performance. I ”Sein und Zeit” arbejdes der med den lyskilde, som er både det gode og det ondes mulighedsbetingelse, men ved at opholde sig ved kilden til både det gode og det onde så tilhører dette værk ikke eksklusivt en af siderne af distinktionen, fuldstændigt på samme måde som moralen i sig selv hverken er entydigt god eller ond, men netop det gode og det ondes mulighedsbetingelse. Kritikkerne af Heidegger er i deres forsøg på fra første færd at henføre ham til det onde fuldstændigt uden føling med det de refererer til. I øvrigt blev danskerne hverken mere eller mindre nazistiske end tyskerne, lige som denne form for socialdarwinisme hverken er mere eller mindre patetisk i sin ideologiske tilbedelse og ophøjelse af kampen for overlevelse til meningen med livet end den moderne markedsfundamentalisme, de nutidige selvfede danskeres idiotiske tankeleg omkring sig selv i rollen som dem, der kan forbruge sig ud af alverdens mangelsituation og det truende økologiske ragnarok. Nutidens godhed skal nok en gang i fremtiden vise sig som fortidens ondskab. Og, hvis nogle af os de gode står tilbage og ser tilbage på os selv til den tid, så vil vi sige, hvor kunne vi dog tage så meget fejl? Det handler alt sammen om tid og væren i moralsk perspektiv. Det er godt at de idioter som prøver på at begrave Heidegger har held med at tale ham til live igen. Tænkningen har altid hentet næring fra de levende som forsøgte t tale den ihjel.

Inger Sundsvald

Jamen hvad ligner det også at der ustandseligt bliver vendt op og ned på begreberne og noget så simpelt som at være?

Niels-Simon Larsen

Heidegger-problemet kan man ikke løse med mindre man siger, at man godt kan være meget intelligent i en henseende og samtidig være en stor idiot i en anden.
Er man matematikprofessor går det nogenlunde, men er man humanist, kan man ikke undgå at blande sig i, hvordan mennesker skal leve, og så går det galt.
Man kan også bare sige til sig selv, at filosoffer og teologer er en samling snakkehoveder, der engang imellem, ligesom os andre, kommer til at sige noget fornuftigt.

Problemet kan komme for tæt på en:
Der er to VVS-mestre i byen. Den ene er en kludremikkel, den anden et geni med sine hænder, men desværre også en pædofil, der har forgrebet sig på ens børn. Hvem vælger man?
Der er nordmænd, der hader Hamsun personligt, men elsker hans forfatterskab.
Gjorde Hitler noget som helst godt? Jeg mener, nej. I dag er det på mode at se det gode i det værste (og de værste). Jeg ser det som ansvarsforflygtigelse, hvis man ikke træffer en beslutning - ellers er alle undskyldelige, og det kan jeg ikke se, hvad vi kan bruge til.

På universitetet havde jeg en forelæser i filosofi, der i pausen gjorde sig store anstrengelser for at tilrage sig en lungekræft gennem rygning. Jeg ved godt, at mange i det ene øjeblik kan tale om det ’højeste væsen’ og det gavnlige ved filosofi og i det næste begynde en selvødelæggelse. Jeg bebrejder ikke nogen at de ødelægger sig selv, men hvis de samtidig underviser i ’fornuftens brug’, skrider det for mig.

Jeg kan ikke løse Heidegger-problemet, højst leve med det i alle dets forskellige former, og så ellers prøve at undgå de mest negative eksempler.
Der er jo andre gode forfattere end Hamsun!

Få har i dag indvendinger imod Hitlers kritik af Socialismen.

Racehygiejne er kommet på mode inden for de seneste 10 år - har dog skiftet navn til arvehygiejne for syns skyld.

Hans syn på religion (hændervridende grædekoner) er nærmest overhalet højreom her i Danmark.

En gammel diskussion om arv og miljø er lige så stille forstummet - arv betyder alt, miljø stort set intet.

Et regeringsbærende flertal deler Hitlers syn på undermennesker. Udskift alle forekomster af jøde med muslim i Mein Kampf, så passer pengene (jeg har faktisk et eksemplar af bogen): "De snylter" - "De rotter sig sammen" - "De er ude på at slå os ihjel".

Hvorfor fortænke Heidegger i at være enig i en ideologi ingen længere sætter spørgsmål ved ?

Unge mennesker aner intet om hvad Hitler stod for (han kunne vist ikke lide jøder) - Hitler er i dag en anonym tegneserieskurk.

Ukendskab til ideologien har lige så stille medført, at den ikke længere er til debat - "nak eller bliv selv nakket".

Alt andet er rundkredspædagogik og/eller grædekoneri.

Nutidens racehygiejne kan også at sortere mennesker, f.eks. fostre, for så vidt en moderne racisme, som etisk råd jævnligt overvejer, men som er almindeligt godtaget.
Inger Sundsvald opponerer /stejler over for Steen Ole Rasmussens rammende gennemgang af Heidegger, men som stiller os i samme situation som professoren i psykologi, der redegjorde for, at oplevelsen af ubehag og behag kommer fra det samme hjernecenter, noget nær identiske impulser.
Da får vi fornemmelsen af handlingslammelse (og dermed selve incitamentet til at handle), og Inger Sundsvald melder fra, ligesom Niels-Simon Larsen, mener jeg, begynder at tale om Hamsun og Hitler for dog at kunne bestemme det onde over for det gode, hvori jeg er enig, og jeg tager Steen Ole Rasmussen spring til "selvfede danskeres ideotiske tankeleg" i samme forstand (et hensyn til andre end os selv som begrundelse for det gode). Altså, for at tage Heidegger alvorlig, må vi finde ud af, hvad der så afgør forskellen på godt og ondt og underminerer påstanden om ændring over tid.

Selv Heidegger overskrider: enten eller dikotomien i Kirkegaarsk forstand. Enten ond - eller god eller begge dele, som Per Diepgen klogelig forslår (hvis jeg forstå ham ret!), men hvorfor ikke ingen af delene? Kirkegård forslår en mellem vej, mellem enten eller, nemlig ironien (Sokrates) eller humoren, og så sandt som jeg lever, så påstås det, at Heidegger kunne 1. vittighed og han fortalte den gerne. Umorsom var han dog ikke – engang spurte en af hans studenter, om man ikke bare skulle afskaffe marxismen, da den alligevel var fuldstændig ubrugelig – hertil svarede Heidegger, at fordi man ikke kan flyve med en høvlbænk afskaffer man den ikke!

Kiekegaards satire over for Hegel lød, så vidt jeg husker: Man tager kling og dertil klang, så har man klingklang.
Ikke desto mindre har Søren kastet os hver for sig, hine enkelte, ud på de syv favne vand og fastholdt os i 'enten-eller'.
Da jeg nævnte Kierkegaard-kenderen Peter Tudvads bog om sygeplejersken i Det tredje Rige, var det for at vise, at Tudvad, for mig at se, stiller "enten-eller" i forundringen over, at man kan melde sig ind i nazipartiet og samtidig være omsorgsfuld (groft sagt), og ikke straks gennemskue forskellen mellem godt og ondt. (Jeg har således i samtale med modstandsfolk stillet et tilsvarende spørgsmålet, hvorfor gik du ind i kampen?)
2.verdenskrig fik et eneste resultat af den slags, som jeg vil kalde gode, nemlig oplægget til menneskerettighederne, men det viser sig være mange imod og kan derved kaste lys over Tudvads enten-eller, idet enhver af os i det moderne luksussamfund stiltieende har erkendt og derpå afvist det afledte spørgsmål: Hvordan kan du leve en luksustilværelse vel vidende at millioner sulter og dør, og hvad værre er, at du selv er en del af årsagen. Vi lever ikke op til imperativet, tværtimod vælger vi at fortsætte 'både-og',

PD:
"Hvordan kan du leve en luksustilværelse vel vidende at millioner sulter og dør, og hvad værre er, at du selv er en del af årsagen. Vi lever ikke op til imperativet, tværtimod vælger vi at fortsætte ‘både-og’

GP:
Er det ikke bare en slags fortrængning ?
Jeg kendte engang en der i sin ungdom havde været på en anstalt - oprindeligt startet med at han havde taget for meget LSD. Mange år efter havde han stadig et meget skrøbeligt sind.

Hvis han f.ex. kom for skade at høre om en trafikulykke, var han ude af stand til at lade være med at leve sig ind i de pårørendes situation. Han kunne tage voldsomt på veje.

Jeg tænkte dengang, at det på en måde var ham der så virkeligheden som den var - og os andre der ganske praktisk kunne vælge, at lade være med at tænke på det.

Ironisk nok sendte de netop da Holocaust serien - b.la. det afsnit hvor man ser SS-erne holde jul med deres familier tilsyneladende upåvirkede af, hvad der foregik i KZ-lejrene.

Hjernen synes at være en yderst fleksibel kemisk maskine, som kan bruge sproget til at komme med søforklaringer. Det sjove er at søforklaringerne sjældent kan ændre ret meget.

Filosofi kan betragtes som et uheldigt bi-fænomen (i stil med bilers udstødning) til det sprog hvis nytte-effekt er overføring af information mellem forskellige individer (svarende til bilernes nytte-effekt som transportmidler).

Ralph Sylvestersen

Mht; enten - eller og både - og, er transcendens af modsætninger en mulighed der beskrives indgående i buddhistisk filosofi som Heidegger i øvrigt var dybt optaget af.

Og det vel at mærke uden af forfalde til nihilisme.

Som Jes Bertelsen udtrykker det; "transcendens er hverken-eller på baggrund af et ægte både- og.