Baggrund
Læsetid: 3 min.

Verden er rummelig

Allan de Waal, arkitekt, skribent og en kær kollega, døde i nat. I 2009 samlede Allan 50 års refleksioner over verdens rummelighed i en såkaldt Fiktaboks. Mød ham her. Interview, kortfilm og novellen ’På tid’
Allan de Waal, arkitekt, skribent og en kær kollega, døde i nat. I 2009 samlede Allan 50 års refleksioner over verdens rummelighed i en såkaldt Fiktaboks. Mød ham her. Interview, kortfilm og novellen ’På tid’
Kultur
23. november 2009

Allan de Waal er arkitekt og har haft sin gang på Dagbladet Information siden 1963. Men undervejs er det blevet til meget mere, og noget af det er nu pakket ned i en Fiktaboks. Hør Allan de Waal forklare, hvad en fikataboks er ovenfor, se kortfilmen Dav du gamle - ! og læs novellen På tid.

PÅ TID – en novelle af Allan de Waal

I morges da den bippede 7.40 satte han sig forskrækket op og så på det gamle vækkeur i vindueskarmen. – Den er ikke otte endnu ... mumlede han og skubbede sig ned igen med næsen mod min skulder. Jeg havde mit armbåndsur liggende på det lave bord, og stoppede bipperen med den frie hånd. Han bloppede og ville sove videre, men jeg kunne mærke, at en del af ham havde sin egen vilje og langsomt bugtede sig i min anden hånd. Lidt efter lagde han sin ene hånd på min hofte. Jeg lå halvt på siden og følte mig som en velvoksen flynder. Der lugtede nede under dynen af hans få timer gamle sperm og mine safter. Blandingen lugter aldrig ens, denne gang som frisk fisk, rogn, indvolde. Andre gange er det hermetik og skraldespand og ud at få sig et bad mellem fliserne. Få minutter efter trak han dynen ned og holdt kanterne ind under min ryg fra hver sin side, som sandrifler på bunden af vandet. Jeg var helt våd igen da han smuttede ind i min undersøiske grotte. Morgenlyset udefra flimrede for mine øjne, jeg kunne mærke det ikke ville vare længe før jeg var der, og skulle lige til at sige det til ham – så bippede mit armbåndsur på næste program, 7.50. Novellen fortsætter under filmen

Samtidig med trak det hele sig blødt og langsomt sammen indvendig. Så mærkede jeg rystelserne i musklerne lige over enden. De kom i serier og samtidig blev jeg næsten slap indeni, men nåede det ikke helt før alting igen krympede og gentog sig og jeg tænkte det her holder aldrig op, og jeg vil i hvert fald ikke have det holder op før bipperen stopper af sig selv. Og det tager et minut. Han var kommet, og jeg kunne mærke på hans fortsatte bevægelser, at bipperens prikken generede ham så han prøvede at gå på tværs af rytmen og presse sig så højt op han overhovedet kunne. Uret fortsatte uanfægtet bip-bip, bip-bip, bip-bip, og han stødte så højt i mine ømmeste bløddele at jeg trak fødderne op som viljeløse luffer og gispende gik til bunds. Så standsede bipperen. Jeg var for langt væk til at le lige med det samme, selv om jeg godt vidste det var sjovt. Trak benene ned og stak fødderne ind under hans, og da han var på vej ud af mig, lagde jeg hånden om nakken på ham og holdt lidt igen, for at det ikke skulle blive for trist eller aggressivt for ham: – Ét minut rent... hviskede jeg i øret på ham. – Den bipper i præcis ét minut, hvis man ikke trykker selv. – Jeg trykkede alt hvad jeg kunne, sagde han lidt surt. Så trykkede jeg hans hoved ind til mit og kunne ikke længere lade være med at grine. Lidt efter ringede det store vækkur med metalklokke og hele balladen. – Klokken er otte! råbte han kommanderende og hamrede hånden i stopknappen på vej ud i bad. Han så lidt komisk ud i min bølgemønstrede kimono, mens vi drak kaffe ved køkkenbordet. Stående, som han sagde, og kom med en bemærkning om moderne piger, der sætter det digitale til for at nå og få det hele med. Det var tydeligvis også svært for ham at få øjnene fra mit nye armbånd. Det er af plastic og sort gummi, og der sidder en lille kulørt fjer og virrer ved låsen. Det ser godt ud sammen med det vandtætte stålur, jeg købte i London under halvårskonferencen. Jeg forklarede ham alle featurene på displayet, men ikke at Sønnen og jeg sammen havde sat de to indstillinger til både at vågne og nå at hygge i går morges, inden han skulle af sted med bussen på koloni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vibeke Rasmussen

Aaah, Allan de Waal. En af de mange markante 'stemmer' – med et menneske bag, der besad både nærvær, formidlingsevne, intelligens og humor – fra dengang P1 oftere end nu var værd at lytte til.

Der dæmrer noget hos mig om "Blå mandag", men jeg har desværre ikke kunnet finde links, der kunne genopfriske min hukommelse. Men jeg husker at det var godt. :-)

R.I.P. Allan de Waal. Den triste besked om din død vækker behagelige minder fra dit liv.

Det siger desværre en del om DR, at en søgning efter Allan de Wall ingen resultater giver. Men her et mindre indslag, hvor han indgår. DR burde da banke en solid linksamling sammen med en del af det guld, han har skabt i tidens løb.