Ytringsfrihed

Trykkefrihedsselskabet, TFS, fyldte forleden fem år, hvilket blev højtideligholdt på Vartov. Jeg deltog som medlem af selskabets rådgivende organ.

Vartovs foredragssal var fyldt til bristepunktet, og ekstra stole var derfor påkrævet, hvilket vist nok aldrig tidligere har været tilfældet i selskabets korte historie

Selskabet er i løbet af de fem år, som det har eksisteret, blevet større end PEN og har i de senere år udbredt sit virke til USA og Canada. TFS er i den forstand en succes. Selskabet består af medlemmer, som repræsenterer hele det politiske spektrum. Men de fleste af medlemmerne stemmer nok primært på Venstre, Konservativt Folkeparti, Socialdemokratiet og DF ved folketingsvalgene.

Mange medlemmer er stærkt kritiske over for PEN, fordi klubben ikke havde mod til med ildhu at forsvare Jyllands-Posten under tegninge-sagen. Andre i TFS husker, at Informations tidligere chefredaktør Lars Hedegaard blev nægtet optagelse i PEN, fordi han var stærk kritisk over for islam. Der eksisterer derfor et vist modsætningsforhold til PEN.

Problemet Wilders

Vi har derfor i dag to selskaber, som forsvarer ytringsfriheden. Én konstellation, som advokerer for centrum-venstres mærkesager (PEN); og én, som forsvarer ytringsfriheden generelt. Sådan vil vi i hvert fald gerne selv betragte det i TFS.

Jakob Mchangama, Cepos, og Fredrik Stjernfelt, Aarhus Universitet, som repræsenterer et klassisk rettighedsliberalt synspunkt på linje med det essay (Oprøret mod fornuften), som jeg sammen med lektor Søren Jensen, Åbenrå, har offentliggjort på Nomos' hjemmeside, er kommet med en kritik af TFS, som vi efter min vurdering må forholde os nøgternt til.

De skriver i Weekendavisen den 30. oktober om emnet Geert Wilders: »... ligesom Selskabet lægger vi afgørende vægt på, at Wilders' ytrings- og personlige frihed skal forsvares. Både mod de islamister, som stræber ham efter livet, og de politikere og embedsmænd, der på skammeligste vis søger at undertrykke Wilders ret til at kritisere islam og sharia via indrejseforbud og straffesager ... Wilders har derfor interesse som vidne - som en person, der kan bære vidnesbyrd om grove ytringsfrihedskrænkelser. Men det betyder ikke, at hans egne synspunkter derfor nødvendigvis er interessante for ytringsfriheden.«

Og set her fra Rønshoved Højskoles forstanderstol, er Wilders hverken interessant eller særlig indsigtsfuld. Hans film Fitna var, som Thorsens Jesus-film, ikke et kunstværk eller en intellektuel øjenåbner. At den har fået så megen omtale skyldes ene og alene, at den var kontroversiel.

Hvis Stjernfelt og Mchangamas kan verificere påstanden om, at Wilders i en tale i Florida har foreslået: »at islam helt undtages fra religionsfrihedens beskyttelse,« så må Selskabet tage ubetinget afstand til Wilders' udsagn alene af den grund, at vi har gjort ham til medlem af trykkefrihedsselskabets rådgivende organ.

I et demokrati, der ikke befinder sig i en krigstilstand, kan vi nemlig hverken begrænse cyklistforbundets eller afdøde Labans frihedsrettigheder. Vi må derfor også forsvare de muslimske trossamfunds frihedsrettigheder.

Brug for selvkritik

TFS har med rette kritiseret PEN's manglende mod til at forsvare Jyllands-Posten i tegninge-miseren. Nu rejser så to lødige intellektuelle som Mchangama og Sjernfelt søgelyset mod vores selskab. Det skal vi modtage som en gave. Vi har nemlig også brug for at blive kritiseret. Vi er ikke ufejlbarlige. Vi skal også iltes, ellers går vi blot hen og bliver lige så selvtilfredse som i PEN.

Vi kan også blive så grebet af en sag, at vi mister evnen til at være principielle. Det er jo ingen hemmelighed, at vi ser islams konfrontation med de vestlige frihedsideer som demokratiernes altafgørende problem anno 2009.

Vi er bekymret for, at FN vil begrænse religionskritikken. Ja, vi er oprigtig bange for, at tolerancebegrebet vendes på hovedet. Tolerancen skal således ikke udøves af den, som ytrer sig, men indfries af de, som lytter til ytringerne (jvf. filosoffen Sørlander).

Hvilke motiver Jyllands-Posten havde til at offentliggøre tegningerne er således ligegyldigt, når vi debatterer ytringsfriheden. Vi må, som Rushdie gør gældende, holde motiverne bag ytringerne uden for debatten om ytringsfriheden. Vi skal heller ikke diskutere, om Enhedslisten eller DF's tone i indvandrerdebatten er acceptabel. Den gode tone i Sønderjylland er således ikke adækvat med Politikens læsere.

Pli er en vilkårlig størrelse i modsætning til princippet om ytringsfrihed. Vi kan derfor kun forholde os principielt til ytringsfriheden i et demokrati, hvilket til tider kan være ganske irriterende, når det forstyrrer vore idiosynkrasier, normer og anskuelser.