Læsetid: 3 min.

Ytringsfrihed

Trykkefrihedsselskabet må seriøst overveje forbindelsen til Geert Wilders
14. november 2009

Trykkefrihedsselskabet, TFS, fyldte forleden fem år, hvilket blev højtideligholdt på Vartov. Jeg deltog som medlem af selskabets rådgivende organ.

Vartovs foredragssal var fyldt til bristepunktet, og ekstra stole var derfor påkrævet, hvilket vist nok aldrig tidligere har været tilfældet i selskabets korte historie

Selskabet er i løbet af de fem år, som det har eksisteret, blevet større end PEN og har i de senere år udbredt sit virke til USA og Canada. TFS er i den forstand en succes. Selskabet består af medlemmer, som repræsenterer hele det politiske spektrum. Men de fleste af medlemmerne stemmer nok primært på Venstre, Konservativt Folkeparti, Socialdemokratiet og DF ved folketingsvalgene.

Mange medlemmer er stærkt kritiske over for PEN, fordi klubben ikke havde mod til med ildhu at forsvare Jyllands-Posten under tegninge-sagen. Andre i TFS husker, at Informations tidligere chefredaktør Lars Hedegaard blev nægtet optagelse i PEN, fordi han var stærk kritisk over for islam. Der eksisterer derfor et vist modsætningsforhold til PEN.

Problemet Wilders

Vi har derfor i dag to selskaber, som forsvarer ytringsfriheden. Én konstellation, som advokerer for centrum-venstres mærkesager (PEN); og én, som forsvarer ytringsfriheden generelt. Sådan vil vi i hvert fald gerne selv betragte det i TFS.

Jakob Mchangama, Cepos, og Fredrik Stjernfelt, Aarhus Universitet, som repræsenterer et klassisk rettighedsliberalt synspunkt på linje med det essay (Oprøret mod fornuften), som jeg sammen med lektor Søren Jensen, Åbenrå, har offentliggjort på Nomos' hjemmeside, er kommet med en kritik af TFS, som vi efter min vurdering må forholde os nøgternt til.

De skriver i Weekendavisen den 30. oktober om emnet Geert Wilders: »... ligesom Selskabet lægger vi afgørende vægt på, at Wilders' ytrings- og personlige frihed skal forsvares. Både mod de islamister, som stræber ham efter livet, og de politikere og embedsmænd, der på skammeligste vis søger at undertrykke Wilders ret til at kritisere islam og sharia via indrejseforbud og straffesager ... Wilders har derfor interesse som vidne - som en person, der kan bære vidnesbyrd om grove ytringsfrihedskrænkelser. Men det betyder ikke, at hans egne synspunkter derfor nødvendigvis er interessante for ytringsfriheden.«

Og set her fra Rønshoved Højskoles forstanderstol, er Wilders hverken interessant eller særlig indsigtsfuld. Hans film Fitna var, som Thorsens Jesus-film, ikke et kunstværk eller en intellektuel øjenåbner. At den har fået så megen omtale skyldes ene og alene, at den var kontroversiel.

Hvis Stjernfelt og Mchangamas kan verificere påstanden om, at Wilders i en tale i Florida har foreslået: »at islam helt undtages fra religionsfrihedens beskyttelse,« så må Selskabet tage ubetinget afstand til Wilders' udsagn alene af den grund, at vi har gjort ham til medlem af trykkefrihedsselskabets rådgivende organ.

I et demokrati, der ikke befinder sig i en krigstilstand, kan vi nemlig hverken begrænse cyklistforbundets eller afdøde Labans frihedsrettigheder. Vi må derfor også forsvare de muslimske trossamfunds frihedsrettigheder.

Brug for selvkritik

TFS har med rette kritiseret PEN's manglende mod til at forsvare Jyllands-Posten i tegninge-miseren. Nu rejser så to lødige intellektuelle som Mchangama og Sjernfelt søgelyset mod vores selskab. Det skal vi modtage som en gave. Vi har nemlig også brug for at blive kritiseret. Vi er ikke ufejlbarlige. Vi skal også iltes, ellers går vi blot hen og bliver lige så selvtilfredse som i PEN.

Vi kan også blive så grebet af en sag, at vi mister evnen til at være principielle. Det er jo ingen hemmelighed, at vi ser islams konfrontation med de vestlige frihedsideer som demokratiernes altafgørende problem anno 2009.

Vi er bekymret for, at FN vil begrænse religionskritikken. Ja, vi er oprigtig bange for, at tolerancebegrebet vendes på hovedet. Tolerancen skal således ikke udøves af den, som ytrer sig, men indfries af de, som lytter til ytringerne (jvf. filosoffen Sørlander).

Hvilke motiver Jyllands-Posten havde til at offentliggøre tegningerne er således ligegyldigt, når vi debatterer ytringsfriheden. Vi må, som Rushdie gør gældende, holde motiverne bag ytringerne uden for debatten om ytringsfriheden. Vi skal heller ikke diskutere, om Enhedslisten eller DF's tone i indvandrerdebatten er acceptabel. Den gode tone i Sønderjylland er således ikke adækvat med Politikens læsere.

Pli er en vilkårlig størrelse i modsætning til princippet om ytringsfrihed. Vi kan derfor kun forholde os principielt til ytringsfriheden i et demokrati, hvilket til tider kan være ganske irriterende, når det forstyrrer vore idiosynkrasier, normer og anskuelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thue Kjærhus lader til at være medlem af et helt andet selskab, end de øvrige fundamentalister. Eller også vil noget gå op for ham, når andre har spurgt hans kollega Wilders i TSF-rådet om noget, Thue Kjærhus selv kunne se på nettet.

Thue Kjærhus kunne også spørge, om den gode forfatter Rushdie er så godt et symbol for fuld ytringsfrihed. Salman Rushdie gør nemlig sit yderste for at stoppe en bog med nogle sætninger, der både håner og latterliggør ham selv, skrevet af en tidligere livvagt...

Inger Sundsvald

Thue Kjærhus’ tilhørsforhold er vist beskrevet, både af ham selv og af debattens debattører, så der ikke er noget at tage fejl af.

Information ser det åbenbart som sin opgave at distribuere alskens synspunkter. ”Motiverne” må stå hen i det uvisse. Men de er da så inderligt ligegyldige. Fred være med dem.

Heinrich R. Jørgensen

For en gangs skyld er jeg enig med Thue Kjærhus. Trykkefrihedsselskabet afslører jo sin reelle xenofoniske dagsorden, ved at fremhæve Geert Wilders som et forbillede.

Der er al mulig grund til at synes, at Geert Wilders intet har at bidrage med - ud over som vidne, for at også han bliver mobbet på det groveste (omend mestendels på egen opfordring, som den selviscenesætter Wilders først og fremmest er).

Hvis Trykkefrihedsselskabet valgte at tage deres officielle dagsorden alvorligt, ville der være grund til at selskabet alvorligt.

Ligesom Jacob Mchangama er en fremragende grund, til lejlighedsvis at tage CEPOS alvorligt. Mchangama tænker tanker, med udgangspunkt med CEPOS's grundlæggende værdier. Det kan man tage alvorligt. Hvad der andre i CEPOS ytrer, kan ikke tages mere alvorligt end hvad Trykkefrihedsselskabets medlemmer ytrer. Deres handlinger og synspunkter harmonerer jo ikke det fjerneste med de grundsynspunkter de hævder at sværge til. Humbug, som en vis Ebenezer Scrooge ville sige.

Det nuværende dårlige selskab arbejder ikke for en total ytringsfrihed.
Officielt er de arvtager til "Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug" fra 1835, der da også har et tydeligt MEN hægtet efter friheden i navnet. Selskabets formål var modsætningsfyldt nok at "modarbeide Trykkefrihedens Misbrug i hvilkensomhelst Retning og saaledes virke til Folkeoplysning".
Oplysningen fra selskabet var fx "Udvalgte Advents- og Jule-Psalmer", en "Samling af fædrelandske Digte" og en bog om hvorfor de arbejdsløse ikke selv sørger for arbejde, så det lugter jo altsammen lissom den nylige efterfølger.

Og det nye selskab mener da også, at "Ytringsfriheden har selvfølgelig sine grænser og Trykkefrihedsselskabet ønsker hverken at ophæve injurielovgivningen eller tillade opfordringer til vold". Til gengæld afsøger ledende medlemmer af bixen konstant nye måder for opildning til had og angst. Men der er grænser for galskaben - fråden er altid kun rettet mod Islam.

Hvad der gør debat om ytringsfrihed meningsløs er forsøget på at bortabstrahere grundfænomenerne "venligtsindet" eller "fjendtligsindet".

Man kan fuldkommen trinløst justere følgende fjendtligtsindede udtryk.

1) Jeg synes du er latterlig.

2) Jeg ønsker at påføre dig størst mulig skade inden for lovens rammer.

3) Jeg håber du bliver ramt af en ulykke (kaldtes tidligere forbandelse og kunne straffes).

4) Jeg opfordrer alle der får chance for det til at begrænse - helst helt eliminere dine aktiviteter.

Og i den mere kryptiske version.

5) Hvis ikke fornuft virker, må der andre midler til (hvilke ?).

Hvor går grænsen egentlig ?

At forsøge at bortforklare/intellektualisere dyrehjernens aggression er en hån mod selve begrebet "intellektuel".

Heinrich R. Jørgensen

Sune,

du har ret i, at den artikel du linker til, ikke ligefrem er Mchangamas stjernestund. En svipser af de mere pinlige, i min optik.

Det ændrer dog ikke ved min generelle opfattelse af Mchangama som en hæderlig person, med en høj grad af integritet.