Læsetid: 10 min.

Årets litteratur er fuld af uro og spørgsmål

Årets danske prosa bør læses med blik for sindbilleder og modbilleder
Årets danske prosa bør læses med blik for sindbilleder og modbilleder
17. december 2009

Knap nok er bogsæsonen til ende, før den begynder forfra igen. Nu skal der nemlig uddeles priser. Hvem af seks nominerede tager i januar Montanas Litteraturpris? Hvem bliver i samme måned indstillet til Kritikerprisen, og hvilken af de tre kandidater ender med at få den i marts? Hvem får Weekendavisens Litteraturpris i et felt, der rummer flere skønlitterære sværvægtere? Nå, ja, så er der jo også Boghandlernes Gyldne Laurbær, som denne gang burde ligge og vente på Ida Jessen, eller på Pia Juul, lige bortset fra, at sidstnævnte allerede i november strøg af med BG Banks pris for sin fint tænksomme semikrimi Mordet på Halland.

Mens vi holder vejret og holder jul og træder vande og træder dansen om træet, kan der være grund til at kaste blikket tilbage og sammenligne forår og efterår 2009 - og spørge, om der skete noget nyt efter sommerpausen på bogmarkedet.

Familien som ramme

I overblik på forårssæsonen talte vi, og med megen ret, om dybtgående familie- og generationsopgør, fordi en række vægtige bøger ikke kun var møbleret med hovedpersoner, men også med disses nære omgivelser i form af fædre og mødre og brødre og søstre og ægtefæller og samlevere og elskerinder og elskere og børn, de hjemmefremstillede såvel som de adopterede og sammenbragte. Familien som ramme, men også som trangt fængsel, stod således lige op i gluggerne på én, mens man læste Katrine Marie Guldagers Nu er vi så her, hvis titel oste langt væk af besindelse, regnskab, statusopgørelse, i novelle efter novelle; men det var også umuligt at overse, at Julia Butschkows familiesaga Apropos Opa ikke kun var et opgør med en dansk-tysk families fatale fortielser, men også en besk kritik af 68-generationen. Historiens traumatiske centrum var farfaren, en topnazist, som stod for massedeportation af jøder til udryddelseslejren Chelmno i Polen, men i slagskyggen lige bag denne dræber stod jegfortællerens far, der ved sit oprør mod faderautoriteten selv blev uklar og troløs, fordi han i frihedens hellige navn undlod at sætte grænser - omkring sig selv og for andre.

Hvilke omkostninger dette kan føre med sig, opgjorde Jakob Ejersbo i den lange novelle Eksil, som efter hans død blev skilt ud af samlingen Revolution og i foråret udkom som en selvstændig roman. Her følger vi Samantha, barn af engelske forældre, men opvokset i Tanzania og med stor indfølende omhu skildret som rodløs kulturel hybrid. Hendes dybe nedtur, der ender med døden, forklares indirekte ved forældrenes svigt - moren rejser hjem til England, og faren har alt for travlt med at handle våben og lave politiske rævestreger og 'pumpe' de afrikanske kvinder til at kere sig om noget så trivielt som at tage ordentligt vare på en datter - men oven i denne forklaring lægger bogen en samfundsmæssig kontekst gennem skildringen af et samfund baseret på penge og rå magt, og undermineret af korruption: et uhyggeligt spejl for den store verden. Jakob Ejersbo havde altså ikke kun en psykologisk, familiekritisk dagsorden, men også en politisk, global, og oven i den en etisk og eksistentiel.

Denne dobbelthed eller tredobbelthed kan spores i flere af efterårssæsonens bøger - ikke mindst i Ejersbos kæmpemæssige tvillingroman Liberty om hvide Christian og sorte Marcus. Men dette værks temakompleks løber, når man ser nærmere efter, som en strøm under det hele. Er det mon sådan, at familien blot udgør den scene, hvorpå forfatterne gennemspiller de meget mere almene fællesmenneskelige temaer, eller forholder det sig simpelt hen sådan, at omfattende globale værdidilemmaer ad de særeste veje slår ind i det personlige, sådan at det bliver dér, vi må fortolke os selv som børn af vores verden og tid?

Lille novelle læst igen

Lad mig give et lille, men forhåbentlig illustrativt eksempel. Da jeg i starten af juni skulle beskrive forårets danske prosaudgivelser som en kamp imellem både generationer og æstetikker, slog jeg ned på Guldagers novelle »Sæson for hummere«, hvor den årlige bryllupsdagsfejring hos Lars og Birgitte i Helsingør pludselig slår om i familie- og generationsopgør. Adoptivsønnen Per tager brat bladet fra munden og siger fra over for det hykleri, han længe har ligget under for. Det er, som om der altid har manglet et eller andet. »Der er grænser for, hvor længe man kan bede en mand om at forstille sig.« Denne sætning læste jeg som et varemærke, for bogen og dens sanddru forfatter; men hvad jeg samtidig overså, var det ret signifikante i, at novellens handling udspiller sig netop i Helsingør - hvilket fortættes i denne passage: »Vejret var godt, og Sveriges kyst lå helt klar og lysende på den anden side af sundet, kun skæmmet af Rudolph Tegners skrækkelige statue, som jeg altid har hadet.« Det er tankevækkende, at præcis den samme skulptur figurerer i en følelsesmæssigt central scene i Ida Jessens nye roman; men altafgørende er det for Katrine Marie Guldagers tekst, at den danske idyl, som nu skal briste, sættes over for en verden uden for det hjemlige rum. Brud og opbrud bliver her tematiseret på kanten, i randen af det danske.

Hybrid identitet

Herfra kunne vi snildt vandre videre til Eva Tind Kristensens originale debut do, som i digte, billeder, madopskrifter med mere beskriver en hybrid identitet mellem det jyske og det koreanske, eller vi kunne med Lone Aburas dykke ned i debutromanen Føtexsøen, hvor jegfortælleren skildrer sig selv og sin familie som stående på en grænse mellem dansk og egyptisk eller sudansk, som da to skolekammerater i et frikvarter pludselig spørger Lene, hvad det egentlig er, hendes far har gang i med sin pølsevogn på Høje Taastrup St.: »Faktisk var det, som om de blev endnu mere oprørte over min fars dobbelte identitet, og de fortsatte med at udspørge mig: om min far overhovedet overholdt bede- og fastereglerne, sådan som Gud Den Almægtige og Ærefulde havde foreskrevet det i Koranen. Jeg mumlede noget om, at man vel kunne være muslim på så mange måder, men at jeg helt ærligt ikke vidste særlig meget om det.« Jovist, og herfra kunne vi let fortsætte over i nye bøger af Kim Leine og Merete Pryds Helle og vise, hvordan den helhed, der brister, gør det ved et møde mellem dansk og fremmed. Men lad os i stedet standse op og gå tilbage til Guldagers novelle.

Helende kræfter

Her sker der nemlig inden familieopgøret det, at jegfortælleren ude på en muret repos finder en fugl, der er kommet til skade. Måske har den brækket en vinge. I hvert fald finder Per en pipette, giver den vand og prøver, da hans adoptivfar dukker op, at sætte vingen på plads. Den næste, vigtige sætning lyder: »Vi kigger på hinanden og håber på det bedste.« Se, sådan en scene kalder man sindbilledlig eller symbolsk. Og den får øget vægt, da Lars to sider efter, i kølvandet på Pers meget eksplicitte farvel, kigger på ham »med en respekt, som om jeg var hans ligemand«. Oversat til jævnt dansk vil dette sige, for det første at skvattet hensyntagen gennem fortielse og hykleri ikke er hele sandheden om de to mænd, og for det andet, at de destruktive kræfter til stadighed må have modspil af vores evne til at vise ansvar og at hele sår.

Den slags små tekstiagttagelser bliver der desværre kun sjældent plads til i en dagbladskritik, som, når den ikke består i bovlamme værkreferater og småforkølede stilkarakteristikker obligat garneret af intetsigende hjerter eller stjerner, tit mest former sig som skingre selvreklamer eller groft skævvinklet opsigtshungrende hujen. Og det er faktisk ærgerligt, for i en litterær kultur, hvor en gammeldags alvidende tredjepersonsfortæller nærmest er forbudt ved lov, og hvor digterspirer belæres om altid at benytte showing frem for telling, ja, hvor højt respekterede rollemodeller lovpriser det mangetydige, uafsluttede, vælger forfattere, unge som ældre, ofte at sende i kode fremfor, med risiko for at få klø, at klarkommunikere egne holdninger og værdier. Et eksempel er her Hanne Marie Svendsens historisk-biografiske roman Rudimenter af R, som bygger på sprogforskeren Rasmus Rasks dagbøger, breve og faglige afhandlinger. Hovedkrigen i denne bog, som står mellem hovedpersonens selvdestruktive fiksering på rationel orden med maksimal maskulin kontrol og en vågekonestemmes insisteren på følelser og foranderlighed, lægges af forfatteren op som en dobbelttydighed i hele fortæller-arrangementet. Og har man ikke øre for det, kan man ikke knække og aflæse koden.

Store symboler - og små

Lad mig understrege, at jeg med kodning ikke sigter til den form for bombastisk konstruerende læserpædagogik, som for eksempel Jan Sonnergaard har grebet til for at få så nogenlunde struktur på sin debutroman Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. Budskabet over denne bog, som blot er én langtrukken reklame for magasinet Smag & Behag, lyder, som man måske har hørt, at Danmark og Verden i 1980'erne var på randen af en atomkrig, og at folks bevidsthed herom bestemte deres mentalitet og aktiviteter. Denne overordnede metafor forventes læseren at acceptere, ligesom i opbyggelsesskrifter eller politiske manifester. Går man bag om konstruktionen, bliver der imidlertid kun en noget løs novellesamling tilbage.

Når jeg taler om kode, sigter jeg heller ikke til den slags håndfast symbolbrug, som optræder i Jette A. Kaarsbøls roman Din næstes hus om arkitekten, der er søn af en arkitekt og følgelig som fortæller har lov til side op og side ned at remse navnene op på danske arkitekter, således at bogen kommer til at ligne et katalog fra Vestergaard Møbler. Ej heller tænker jeg på det bærende totalbillede i Anders Bodelsens novellesamling Varm Luft - det, der kulminerer i beskrivelsen af, hvordan et investeringsvilligt dansk ægtepar går op på randen af en sydende vulkan. Nej, jeg tænker på de fine sindbilleder, der står indskrevne som hemmelig meddelelse i bøger af Jakob Ejersbo, Merete Pryds Helle, Kim Leine og Ida Jessen.

Bibelen op i røg

Det drejer sig i Liberty om et relativt kort, men vigtigt afsnit, hvor danskeren Christian under en vandretur på et bjerg møder en sort, som tager imod ham, som en vært tager imod en kongelig gæst. »Kom og sid i skyggen. Hvil dig lidt,« siger Johnny Costa Winston på sit modersmål swahili. Gæsten slår sig ned, og de to tilbringer en kort stund sammen, rygende på joints, som værten har rullet af Det Ny Testamente. »Matthæus-evangeliet er allerede gået op i røg. Nu er han ved at arbejde sig igennem Markus.« Tydeligere behøver det ikke siges, at der trods alt og uden om nogen speciel religion findes et alternativ til det morads af moralsk forfald og politisk korruption, som romanen i øvrigt beskriver. Videre drejer det sig i Merete Pryds Helles bog om en muret trappe i en ruin i den nære Orient, som på sindbilledlig vis viser tilbage til den trappe, Edith måtte gå op ad, dengang hun fandt sin mor hængt i Tisvilde. Dengang førte trappen til død og sorg, nu fører den til liv og personlig identifikation med en kvinde, der levede for årtusinder siden!

Hvad kan et sindbillede ellers være? Jo, for eksempel den store isflage, som personer i Kim Leines roman Tunu redder sig op på, om galt skal være kurende på deres jolle under jagt ved den østgrønlandske kyst - for held og mod og snarrådighed findes!

Gæs i november

Eller symbolet kan stå smukt indstøbt på en side af Ida Jessens Børnene, romanen om en mors svigt i forelskelsens hellige navn. Lige efter at Solvej, i Helsingør, gudhjælpemig, har mødt sin gamle elsker Tobias, ham for hvis skyld hun i sin tid forlod sin mand og for en tid gav afkald på sin datter, og lige inden læseren får det kæmpestore skelsættende opgør med en stadig fortørnet datter, læser man disse linjer: »Indtil langt ind i oktober blev Solvej ved med at finde brombær, når hun gik i skoven. Karljohan stod i deres fuldendte form, helt hvide af ælde. I haven var der gransangere, der lydløst puslede mellem grenene. Hvis man stod stille, dukkede der flere og flere op. Tre-fire-fem, helt op til tyve-femogtyve i samme træ. Rødhalse og fuglekonger baskede berusede rundt af gærede bær. Luften føltes tyndere. Så begyndte farverne at trækkes sammen. Det var november. Men gæssene, der for længst skulle have været i Holland eller Belgien, græssede stadig om dagen på vintersæden og lå på vandet om natten, fulde af uro og spørgsmål. Selv ved midnatstid blev deres skarrende kalden, grå-grå-grå, båret ind over land.«

Jeg skynder mig at tilstå, at min glæde ved denne passage muligvis hænger sammen med, at jeg første gang læste den midt i et silende regnvejr, i en iskold og klam celle i et kloster i Spanien. Men trods denne forudindtagethed vil jeg hævde, at den med sin trøsterige fastholdelse af foranderlighed og af grødefyldt gærende, lyslevende uro meget gerne må stå som et budskab til os alle fra bogåret 2009.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu