Læsetid: 2 min.

Arkæologer fandt hundehoved og massegrav med Odins tronstol

Landet over har arkæologer gjort opsigtvækkende fund, der kan føje helt nye kapitler til Danmarks historie. Blandt dem rækkehuse, en hund og Odins tronstol
30. december 2009

Den danske jord gemmer stadig på masser af hemmeligheder. Det viser en opgørelse fra Kulturarvsstyrelsen, der har oplistet de 10 vigtigste fund, arkæologerne har gjort i år.

»Man skulle efterhånden mene, at der er gravet så meget, at det kan være svært at finde noget nyt. Men faktisk er det lige omvendt. Næsten hvert år dukker nye fantastiske ting op,« siger direktør for Kulturarvsstyrelsen, Steen Hvass.

En af hans favoritter på listen er afdækningen af den ældste kristne kirkegård i Danmark. Den dukkede op i Ribe på en brandtomt tæt ved byens berømte domkirke. Gravene stammer fra 800-900-tallet, og de sætter kris-tendommens indtog i Danmark i et nyt perspektiv.

»Ifølge de skriftlige kilder kom Ansgar til Ribe i 800-tallet, og fundet i Ribe kan være det første håndgribelige bevis på kristne i Danmark mere end 100 år før Harald Blåtand skriver på den store runesten i Jelling, at han kristner Danmark,« siger Steen Hvass.

Et andet opsigtvækkende fund blev gjort i Rindum i Ringkøbing-Skjern Kommune. Hidtil har jernalderens bosættelser båret præg af huse placeret tilfældigt i små enklaver, men pludselig opdagede arkæologerne en bosættelse med helt ens huse og nøje afmålte parceller. Og rækkehuse fra 400-500-tallet fortæller ikke kun en historie om meget tidlig byplanlægning.

»Det må være planlagt af en person med henblik på at inddrive skatter eller afgifter fra de bønder, der havde de små parceller. Man har simpelthen reguleret bebyggelsen for at have et fast grundlag at skrive skatter ud på. Vi kan nu se, at det også er tilfældet andre steder, og det betyder, man kan sige, at der sidder et fyrstedømme eller lignende på det tidspunkt, som i hvert fald har hersket over hele Jylland,« fortæller Steen Hvass.

Voldsom erosion

Det er ikke altid arkæologerne behøver at sætte spaden i jorden for at få fortidsminderne frem i lyset. I Horsens Fjord afslørede erosion af dyndlaget i fjorden en række smukt bevarede oldsager - blandt dem kraniet af en 6.000 år gammel hund. Sammen med jagt- og fiskevåben af træ blev det skyllet fri af havbunden og drev i land. Og selv om de fine fortidsminder således var lige til at samle op i vandkanten, så er Kulturarvsstyrelsen og arkæologerne ikke kun fulde af begejstring over fundet.

I disse år foregår en voldsom erosion på bunden af en række kystnære farvande, og det vil afdække og muligvis også udslette en god del af den danske kulturarv, der indtil nu har ligget godt beskyttet på bunden af havet.

»Fundene fra bopladserne i fjorden er helt fantastiske, men i det store perspektiv er vi faktisk mest interesseret i, at det bliver liggende. Som årene går udvikles hele tiden nye og bedre metoder til at analysere fundene, så om 20 eller 100 år kan man få meget mere ud af fundene, end vi kan i dag, siger Steen Hvass.

Ved Skanderborg dukkede 200 menneskeskeletter op i en massegrav i Illerup Ådal. Arkæologerne formoder, at der er tale om unge fjendtlige krigere, der er blevet slået ihjel og efterfølgende smidt i søen af sejrherren som et takoffer. Og i Gammel Lejre har en to centimeter høj figur af Odins tronstol givet ny viden om Danmarks oldtid.

ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu