Læsetid: 8 min.

'Berlin er Gud være lovet ikke Schweiz'

Sidste søndags folkeaftemning i Schweiz om minareter har ikke gjort de muslimske miljøer i Berlin voldsomt bekymrede. Byens 83 moskeer og bederum er ikke bastioner i en religiøs konflikt, men sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige centre. Og med meget jordnære, dagligdags opgaver, viser en en rundtur, Information har været på i det muslimske Berlin
Sidste søndags folkeaftemning i Schweiz om minareter har ikke gjort de muslimske miljøer i Berlin voldsomt bekymrede. Byens 83 moskeer og bederum er ikke bastioner i en religiøs konflikt, men sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige centre. Og med meget jordnære, dagligdags opgaver, viser en en rundtur, Information har været på i det muslimske Berlin
5. december 2009

»Berlin er Gud være lovet ikke Schweiz! Egentlig er alle hidtidige tyske moskebygningsdebatter gået ud med et resultat til fordel for religionsfriheden,« siger Günter Pienig, Berlins senats repræsentant for integration og immigration.

Og han fortsætter med adresse til den forgangne søndags schweiziske folkeafstemning om minareter: »Selv i den nordøstlige bydel Heinersdorf, hvor der var heftig debat om et moskebyggeri et par år tilbage, og hvor moskeen nu står med kuppel og minaret, siger folk, at ’det var godt med moskeen, for nu er vi kommet tættere sammen’. Så problemet er ikke debatten. Problemet er, hvordan man omgås debatten, og hvad der bliver tematiseret. Konflikter hører til den samfundsmæssige debat. Men politikerne må trække den nedre grænse.«

Pienig viser en avisartikel fra 1928, hvor Tysklands første moske åbnede i bydelen Wilmersdorf. Artiklen roser den smukke blå kuppel. »Det virker, som om de dengang var kommet længere med globaliseringen, end vi er i dag,« kommenterer han tørt.

For helt uden ekko har det schweiziske nej til minareter ikke været. Den hessiske indenrigsminister Volker Bouffier opfordrede torsdag muslimer i Tyskland til at være mere tilbageholdende med moskebyggeri.

»De skal passe på ikke at kræve for meget af den tyske befolkning,« siger Bouffiers talsmand. Paradokset er fuldkomment, idet han samtidig understreger muslimernes selvfølgelige ret til at bygge moskeer.

Berlin har 83 muslimske moskeer og bedehuse. Kun de fem er decideret repræsentativt moskebyggeri med i alt 11 større eller mindre minareter, resten er netop bedehuse, der ikke gør noget væsen af sig og befinder sig i baggårde, lejligheder og nedlagte fabriksbygninger. De vækker ingen anstød.

Svage elever

Når Berlins muslimer taler om problemer, er det især, at de ikke har deres egne imamer, men må tage til takke med imamer, der kommer herop fra Tyrkiet og betales derfra. Berlins muslimer ønsker mere integration, ikke mindre. Man ikke kan klappe med én hånd. Integrationen skal gå begge veje.

I Soldiner Kiez i den nordvestlige bydel Wedding er der fattigt, men ikke uinteressant. Unge kunstnere har åbnet gallerier her, og i Koloniestrasse ligger blandt andet en af­ghansk moske og en shiitisk tyrkisk moske. Mangfoldigheden er ikke til at tage fejl af. Et tysk flag hænger regnvådt og demonstrativt fra en altan på hjørnet af Pankower Allee og Provinzstrasse, og lige over for Haiti Salsa Cafe og Bar med pink facade og happy hour-øl til én euro ligger
Haci Bayram Camii inde i en baggård. Det er en tyrkisk sunnitisk moske og kulturcentrum. Skoene af, ind på det bløde røde tæppe og op ad trappen.

Blandt mange tyrkiske skrifter står der pludseligt på tysk på et skilt: »Gud har ingen barmhjertighed over for den, der ingen midler har til andre mennesker.«

I denne del af byen er der børnehaver med 80 procent immigranter, skoler med 100 procent. Meget få unge kommer i gymnasiet. Det forsøger man at lave om på. Selcuk Saydam, der laver offentlighedsarbejde for menigheden, er en yngre mand i 30’erne.

»Det her er ikke kun et sted for bøn. Det er et mødested for mennesker. Et sted for uddannelse og udveksling. Vi prøver at tage et ansvar. Vi vil have ressourcestærke forældre, børn og skoler, så børnene får en bedre fremtid. Menigheden går ud som ’coach’ i de uddannelsesfremmede familier og støtter i forbindelse med skole og uddannelse. Det er vores egen idé. Vi har meget svage elever i området. Et tyrkisk ordsprog siger: »Man kan bøje et træ, mens det stadig er ungt’‚« siger Saydam.

Ved sin side har han den jævnaldrende Burhan Kesici, der er viceformand for Islamisk Føderation Berlin, der er et af de største forbund.

»Der er 40 procent arbejdsløshed blandt immigranterne i Berlin. Det er også blevet sværere at finde en lejlighed, og så rykker man sammen om de oprindelige rødder. Indtil jeg var 35 år, sagde jeg, at jeg var berliner, nærmere bestemt spandauer. Jeg er født her. Efter at jeg var fyldt 35, sagde jeg, at jeg var tyrker. Når man altid skal høre, at ’De er da ikke tysk’, så finder man til sidst tilbage. Og så bliver folk også sure: ’Det er De da ikke. Hvorfor siger De pludselig, at De er tyrkisk?’«

Saydam tilføjer: »Integrationsmyndighederne kommer og siger, at vi skal åbne os, komme op i øjenhøjde. Det ved vi ikke, hvordan man er. Vi er født her i Berlin som et mindretal. Vi kan ikke åbne os helt alene.«

Om den minaretdebatten siger Kesici, at den i Berlin hidtil mest har drejet sig om byggeretlige spørgsmål: »Jeg tror ikke, at det kunne blive som i Schweiz. Men vi frygter, at nogle partier og politikere kunne udnytte det til at dreje debatten den vej.«

Sehitlik-Moskeen

Få hundrede meter fra den tidligere lufthavn Tempelhof, i sig selv et pragtværk, ligger en anden stor attraktion lidt længere nede ad Columbiadamm.

Sehitlik-moskeen, der blev opført 2003-2004 med stor smuk kuppel og to minareter. Ali Aziz Efendi fra det dengang tyrkiske Kreta var den tredje osmanniske gesandt i Preussen. Da han døde i 1798, oprettede man den første tyrkiske kirkegård i Berlin. I 1866 stillede kongen grundstykket på Columbiadamm til rådighed for muslimerne. Kirkegården blev indviet, og man flyttede Ali Aziz og fire andre afdøde herhen. For de fem står stadig en marmorsøjle med arabisk indskrift. Det hele skete uden protester fra samtiden.

Pinar Cetin er en rundkindet kvinde i 20’erne. Med lyserødt blomstret hovedtørklæde og sin datter på halvandet år rendende om benene. Cetin viser rundt i moskeen tre gange om ugen. Her er 280 medlemmer, men til fredagsbønnen kommer flere hundrede strømmende til den smukkeste moske i byen. Hun forklarer, at arkitekturstil og farverne er fra den osmanniske tid. At turkis, som der er meget af, er en farve, man mener, stammer fra Tyrkiet, og at der inde midt i lysekronen står på arabisk: ’Gud er himlens og jordens lys.’ »Men der er også noget med lyset i den, der er lavet på en særlig måde, så edderkopper ikke laver spind i den,« smiler hun.

»Vi får mange besøg af skoleklasser, fagforeninger og kirkemenigheder, så vi har måttet begrænse det til tre besøg om dagen. Folk tør godt at gå herind, når moskeen ligger så åbent og synligt, som den gør. Jeg kan godt forstå, at man ikke bare går ind i en moske, der ligger gemt væk i en baggård,« siger Cetin, der til dagligt arbejder som dialogordstyrer i forbundscentralen for politisk uddannelse. Hun taler et smukt formfuldendt tysk.

Cetin fortæller, at Sehitlik-Moskeens imam kommer fra Tyrkiet og bliver aflønnet af den tyrkiske stat. »Ellers ville vi ikke have råd til en imam. Han er her kun i tre år, så kommer der en ny, så imamen taler altid dårligt tysk. Han får et sprog- og integrationskursus, inden han kommer herop, men det er alligevel svært, for imamerne har nogle andre forestillinger om, hvordan livet skal være, end jeg, der er født her, har. Også end min mor, der kom hertil som gæstearbejder i 1970’erne. I moskeen prædikes på tyrkisk med tysk tolkning, for vi kan endnu ikke tillade os en imam, der kan tysk i forvejen. Selv om det burde være sådan,« siger Cetin, der betegner sig selv som tysk muslim.

Imam-videreuddannelse

Netop problemet med ikke-tysktalende imamer har man taget fat på i Muslimsk Akademi i Tyskland, der blev grundlagt i 2004. Akademiet arbejder tæt sammen med Günter Pienig fra Berlins senat.

Christian Hoffmann er viceformand for akademiet, der sammen med Pienig i 2005 grundlagde Islamforum Berlin, der bl.a. beskæftiger sig med videreuddannelse af imamer: »Vi har haft et program med videreuddannelse af imamer og muslimske sjælesørgere i Berlin. Otte måneder, otte timer om dagen, hvor de fik et indblik i sundhedssystemet, uddannelsessystemet, det politiske liv i Forbundsdagen og i Berlin. Formålet har været at gøre dem i stand til klare deres opgaver bedre,« siger Hoffmann.

»De unge stiller nye krav til imamerne. De skal være vejvisere, rådgivere, sjælesørgere, ikke kun i religiøse spørgsmål. Ofte er de ikke i stand til det, fordi de er uddannet i Tyrkiet. Vi har fundet en praktisk løsning på det med denne videreuddannelse af imamer og mandlige og kvindelige sjælesørgere. Etnisk og islamretningsmæssigt var det meget blandet. De netværkede både med politikere i senat og kommuner, men også med hinanden på kryds og tværs.

Vi ville give dem kommunikative kompetencer og ikke blot lave et tørt kursus. Så hvert modul, der var otte i alt, havde også en ekskursion ud til borgmestre, Forbundsdagen osv. I begyndelsen var de skeptiske, og det var ikke nemt at finde deltagere. Men så blev begejstringen stor, der kom stor efterspørgsel,« siger Hoffmann og forklarer, hvorfor kurset foregik på flere sprog.

»Hvis alle skulle have kunnet tysk først, var de aldrig kommet på kurset,« siger han, der håber at kunne lave et følgekursus til videreuddannelsen, når kurset er blevet evalueret. Akademiets næste projekt hedder: ’Opdrag dit barn i dets tid’. Seks skoler er involveret, og det skal i gang til januar. Formålet er at få færre elever med immigrationsbaggrund til at afbryde deres skolegang i utide.«

Ligger i opdragelsen

At islam ikke en homogen ting, bliver man hurtigt klar over i Berlin. Det muslimske liv er broget, og også integrationsniveauet er meget forskelligt. I de bosniske muslimers Islamiske Kulturcentrum i Kreuzberg siger Meho Travljanin, at 50-60 procent af de unge bosniakker i Berlin studerer. Travljanin kom til Berlin i 1990’erne med sin mor og to søskende, efter at hans far var blevet slået ihjel i krigen i Bosnien-Herçegovina. En skæbne, hans familie deler med mange af de 5.000 bosniske muslimer, der lever i Berlin.

»Her er bøn, foredrag om islam, religions- og arabiskundervisning. Men her er også lektiehjælp og hjælp til de unge med at finde sig til rette. Det uddannende aspekt er stærkt her, men også det rekreative med fester og sport. Vores mål er ikke at assimilere vores børn. Det er vigtigt, at de bevarer deres kultur og modersmål. Derfor er her også tillægsundervisning i bosnisk,« siger Travljanin.

Hans forklaring på, hvorfor mange tyrkiske muslimer i tredje generation klarer sig så dårligt i skolen, mens halvdelen af de unge bosniske muslimer, der ikke engang er født her, studerer, er simpel: »Jeg har altid fået at vide, at jeg skulle opnå noget. At jeg skulle studere. Gymnasiet var nærmest helligt. Det ligger i opdragelsen. Ikke i det muslimske.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Rasmussen

@peter jensen

Ja. Mikronfolderi er en kunstart, Information er ved at drive til helt nye højder. Laaang artikel men ikke et eneste kritiske spørgsmål - de kunne ikke have gjort det bedre på Land & Folk

Sabine Behrmann

"Hun (Pinar Cetin) taler et smukt formfuldendt tysk."

Som om det ikke er det, man burde forvente af en veluddannet person, der er vokset op i Tyskland.

Fru Harris' nedladenhed er da til at tage og føle på.

Ja, Livet er skønt. Fru Harris burde have stillet sig op midt på Kottbusser Brücke i stedet for at besøge den idylliske Koloniestrasse. I Kreuzberg/Neukölln kan hver tredje ikke tale tysk, og politiet tør ikke vise sig. Der er alt for megen posivitet i artiklen. God Jul!

Provogada so det basker af Information og at bygge en Mooske kraver plads og i den forbindelse er ligegyldigt om det er en kirke man bygger, som jeg oplever her po Philippinerne i det omrode, hvor jeg bor i Caloocan forstad til Metro Manila. I omrode hvor foraldre med born eller aldre ensomme mennesker, ikke har sted at komme om dagen.

Moske hvis man brugte sin kreative side af sin hjerne, ville man moske kunne finde mere positive ting at bruge et omrode til i overbefolket byer. Informations Journalister har til tider lidt svart ved at forsto man i samfund og familier, hvor religion spiller en for stor rolle lukker sig inde i sin egen kultur og verdens forstorelse.

Derfor er hverken Synagoer kirker eller moosker at fremme for vi for en bedre verden med mere tillid til hinanden, og vi ikke skal modes som mennesker igennem vores religiose modsatninger.

En hver kan se problemet i Nord Irland, men den opdellling af mennesker efter deres religiose tilhorsforhold.

Hvis man nu havde bygget et sport centre eller et aldre centre hvor alle kunne komme for smo penge I Berlin moske det ville have en noget storre positiv effekt, for at fremme den sociale integration, og mennesker vil komme hinanden lidt mere ved.

Mvh Claes Pedersen Caloocan Metro Manila