Læsetid: 3 min.

Hvor skal dansk kulturliv hen?

Professor Carsten Thau fra Kunstakademiets Arkitektskole svarer på tre spørgsmål
8. december 2009

- Hvorfor skal velfærdsstaten betale penge til kultur?

»At betale penge til kultur er en civiliseret norm i alle velstående samfund. Udadtil er kultur blevet den tredje søjle i udenrigspolitikken, indadtil er kultur langt hen trådt i stedet for religionen, traditioner og slægten som samfundsmæssigt bindemiddel. Borgerne opsøger kultur i håb om at finde en dybere mening, åndelig føde, sansernes intelligens. Tilværelsen er i løbet af få generationer blevet solopræget, den enkelte er en solist, der sammensætter sine identitetsskabende elementer ud af det enormt ekspansive område kultur, der nu omfatter alt fra museumsboom, undergrundsmusik, madlavning, interessegrupper knyttet til bestemte bilmærker, byfester, eksotiske terapier og samlinger af kagedåser - ud over de traditionelle kunstgenrer. Stadig større dele af virkeligheden tilegnes som 'kultur', i hovedsagen ud fra en længsel efter substans, eksistentielle holdepunkter og opdatering. Samtidig opfattes området kultur som led i opretholdelsen af en intelligent nation, der kan stå sig i den internationale konkurrencekamp med hensyn til æstetisk innovation og gode ideer.

Dette er så meget desto mere nødvendigt i Danmark under den siddende regerings massive udbredelse af småborgerlige mentalitetsformer, dens anti-intellektualisme, uartikulerede ministre, en politisk debat præget af fræk tavshed og populistiske afværgeformularer udtænkt af reklameagenter. Under den dyne af dumhed der har lagt sig over landet, spiller kultursektoren også en vigtig rolle som en supplerende demokratisk dimension, der holder vandene åbne, understøtter en almen opvakthed.«

- Skal kultur være for alle?

»Nej, kultur skal ikke nødvendigvis være for alle. og ingen af os lever altid et lødigt liv med hensyn til at opsøge det bedste, der er skrevet, malet, komponeret osv. - for nu at bruge en gammel, mere snæver definition på kultur. Det borgerlige Danmark ville ud fra sin veldædige retorik gerne udbrede lødighed til alle samfundsklasser, så at sige, dengang der endnu var værdikonservatisme på den fløj, men samtidig og helt grundlæggende ønsker det at sikre en stadig maksimering af betalingsvillig efterspørgsel for at holde hjulene i gang. Flere og flere mennesker taler uafbrudt, som om de vil sælge noget.«

Strukturel forandring

»Med den performativitet og fascinationskraft alle branchers produkter udfolder under denne benhårde tvang trækker det en lavine af tomme kalorier med sig, som masserer os fra alle kanter, og som får et utal af mennesker til hurtigt at føle sig skindøde eller nedsænket i et tyndt virkelighedsbillede. Hvilket er et stort samfundsmæssigt problem. I dag er alle borgerlige politikere neo-liberalister. Kulturministeren har nu løst cirklens kvadratur, at forstærke den tilnærmelse mellem marked og kultur, der allerede pågår med lynets hast. Dette er neo-liberalismens ultimative drøm inden for kulturpolitik, rulletrapper, nedsatte mærkevarer og performance art i afdelingen for køkkenudstyr. En gnidningsfri sammensmeltning af kultursektoren og kommercielle strategier over en bred front. Men herved forregner man sig, kultursektoren yder kun noget der virkelig er værdifuldt på kort og lang sigt, for befolkningen og (paradoksalt nok) for erhvervsklimaet, hvis den har en vis selvstændighed, en høj grad af formålsfrihed - og ikke skal overleve via opgaver med henblik på at indgå i en stimulerende, salgsfremmende atmosfære i storcentre, som ministeren bl.a. foreslår.«

- Hvem skal kultur forsvare sig mod i dag?

»Nationalismen er en fare, som da Brian Mikkelsen snigløb sit kanonprojekt gennem nationalistiske bravader. Det nationale mindreværdskompleks lå på lur i kanontanken overhovedet. Og en videre politisk indgriben i kultur og medier, som den forsøges udvirket af DF i forhold til f.eks. DR's programmer er et grimt totalitært træk. Man gruer for en tilstand, hvor vi gennem stigende privatisering af medieforsyningen får italienske tilstande, en falanks af kanaler der blot hælder glad gylle, værdiløse billeder og politisk styrede udsagn ud på hjemmenes væg-til-væg-tæpper døgnet rundt. Det, der sker over en bredere front, er kulturens sejr over kunsten. Billedkunsten er i stigende grad blot en (endnu væsentlig) niche i en videre omverden af. visuelle medier. Ifølge Whitney Museum of Art i New York så hver amerikaner allerede for 15 år siden i gennemsnit 15.000 billeder - inklusive kameraindstillinger - om dagen! Og som Naipaul har sagt det, findes der nok et utal af bøger på markedet, men litteraturen som sådan har ikke længere sin monumentale position. Balzac ville i dag gå ind og skrive manuskripter til kabelfjernsyn. Kunsten som kulturens kerneområde er underlagt voldsomme strukturelle forandringer i sine rammebetingelser. Men en egentlig trussel udgår fra den politiske trang til at superoptimere alle ydelser og præstationer, nedlæggelsen af små museer, af det sære og støvede og troen på, at private fonde kan finansiere stadig flere initiativer.«

Læs artiklen 'Kunsthal eller halkunst' næste side

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu