Læsetid: 8 min.

Danskerne er en flok knoldesparkere og flottenheimere

Marxistisk klassebillede. Hvis visionen om at danskerne skal være verdensmestre i snart sagt hvad som helst, skal realiseres, så skal der gøres op med knoldesparkermentaliteten. Man får nemlig ikke 'verdensklasse' uden at ophæve de nuværende klasseskel. Det mener forfatterne bag en utraditionel marxistisk debatbog
Marxistisk klassebillede. Hvis visionen om at danskerne skal være verdensmestre i snart sagt hvad som helst, skal realiseres, så skal der gøres op med knoldesparkermentaliteten. Man får nemlig ikke 'verdensklasse' uden at ophæve de nuværende klasseskel. Det mener forfatterne bag en utraditionel marxistisk debatbog
5. december 2009

Har du nogensinde tænkt, at statsministeren er et rigtigt røvhul og din bankrådgiver en forbandet glatnakke? Ja, så ved du mere om politik og samfundsanalyse, end du selv tror. Vi besidder nemlig alle en omfattende underbevidst viden om, hvordan samfundet er struktureret, og den viden giver sig til kende i sproget. Særligt når vi i et vredt øjeblik tillader os selv at overdrive helt vildt.

Den opfattelse er udgangspunktet for Center for Vild Analyses nye bog: Knoldesparkeren, Flottenheimeren og Glatnakken - et klassebillede af det danske samfund.

Bogens fire forfattere, Henrik Jøker Bjerre, Steen Thykjær, Kasper Porsgaard og Brian Benjamin Hansen, har taget sproget på ordet og lavet et utraditionelt marxistisk klassebillede af Danmark. På et folde ud-skema bagerst i bogen kan man se, at det danske samfund er inddelt i tre klasser, der består af flest 'knoldesparkere', en del 'flottenheimere', nogle få 'røvhuller' og en række andre lidet flatterende typer, som repræsenterer de positioner, man indtager som borger.

Vilde analyser

»Man kan sige, at det her er den analyse, samfundet ville lave af sig selv, hvis det kunne tale,« siger Henrik Jøker Bjerre, der er ph.d. og videnskabelig assistent på Idehistorie på Aarhus Universitet og som sådan 'tørvetriller' ifølge sit eget skema.

Henrik Jøker Bjerre sidder sammen med medforfatter Steen Thykjær i spisestuen i den lejlighed i Mejlgade i Århus, hvor både tænketanken Center for Vild Analyse og han selv har til huse.

»Center for Vild Analyse opstod i 2006, fordi folk som os altid hænger med røven i vandskorpen i forhold til at blive fastansat på universitetet,« forklarer Steen Thykjær, der er uddannet filosof på Aarhus Universitet, men for tiden har et 'knoldesparkerarbejde' som taxachauffør.

»Dét sad vi og bitchede over en dag, og så sagde Kasper Porsgaard: 'Jeg laver sgu et center for vild analyse'.«

»Ja,« tilføjer Henrik Jøker Bjerre:

»En ansøgning til universitetet om et forskningsprojekt som det her ville nok være svær at få igennem. Jeg ville gerne kunne sige, at det er fordi, den er for samfundskritisk - men det er nok først og fremmest, fordi vi er lidt af nogle ogginokker.«

'Ogginokken' figurerer på forfatternes 'klassebillede' som den original, der efter at have gennemtrawlet en enorm mængde litteratur og kritisk teori, har sammenstykket et alternativt verdensbillede, der ikke harmonerer med den bestående orden. Derfor vil ogginokker som Henrik Jøker Bjerre og Steen Thykjær ikke bare underholde. De vil revolutionere den bestående orden og de faste positioner.

Når de kalder folde ud-skemaet over samfundet for et 'klassebillede', spiller de på deres opfattelse af, at alle Danmarks fantasifulde og energiske børneflokke bearbejdes til at indtage samfundets vante positioner, fra den dag de starter i folkeskolen og snart bliver stillet op til fotografering. Folkeskolen er med andre ord et ideologisk statsapparat, der omskaber flokken til et homogent folk med faste indbyrdes magtrelationer.

Nation af knoldesparkere

En vigtig pointe i klassebilledet er, at den position, der i gamle dage blev kaldt arbejderklassen, nu er fordelt ud på to meget forskellige kategorier, nemlig 'knoldesparkeren' og noget forfatterne kalder 'det spærrede subjekt':

»Knoldesparkeren er den gamle arbejderklasse, dem der påtager sig det praktiske og omsorgsfulde arbejde, som f.eks. sygeplejersker og håndværkere. Men de adskiller sig meget fra den gamle arbejderklasse på den måde, at de praktisk talt er kapitalister. Fagforeningerne har, som de siger, 'sejret ad helvede til', og knoldesparkerne er i dag aktionærer i virksomheder og gennem deres pensionskassers forvaltning,« forklarer Henrik Jøker Bjerre og fortsætter:

»Der foregår en ideologisk kamp om knoldesparkeren, for knoldesparkeren er den, der beskrives som den rigtige dansker. Søren Krarup er et eksempel på en, der stiller sig an som folkets mand på tinge, med henvisning til denne generaliserede forestilling om folket.«

»Men selvom det er smigrende for knoldesparkeren at være centrum for så meget opmærksomhed,« bryder Steen Thykjær ind, »skal knoldesparkeren også lægge ryg til urimeligheder. Knoldesparkerens rolle er nemlig dobbelt: På den ene side er knoldesparkerne konkrete mennesker, der lever deres liv og ofte arbejder hårdt. På den anden side er knoldesparkeren en ideologisk konstruktion. Det betyder, at selvom det f.eks. hedder, at det skal kunne betale sig at arbejde, så gælder det ikke helt for knoldesparkeren, for vi forestiller os, at deres jordnære arbejde bærer lønnen i sig selv.«

Det spærrede subjekt

I bogen giver forfatterne følgende eksempel på ulemperne ved knoldesparkerens dobbeltrolle: En sygeplejerske bliver interviewet sammen med samfundsdebattør Morten Albæk, der fortæller hende, at han synes, hun fortjener den største respekt for sit arbejde.

»Jeg vil ikke have din respekt,« svarer hun. »Jeg vil bare have mere i løn.«

Alligevel er det mest den anden halvdel af den gamle arbejderklasse, nemlig 'Det spærrede subjekt', der må trækkes med barske levevilkår og manglende politisk repræsentation. De spærrede subjekter er dem, der er ekskluderede eller fraværende, men alligevel spiller en rolle for det danske samfund. Enten ved at de er her fysik, men ikke tæller som rigtige borgere, som f.eks. afviste asylansøgere, eller ved at de ikke er her fysisk, men alligevel tæller med gennem deres handlinger, som eksempelvis de industriarbejdere i fattige lande, der producerer vores importerede varer og har betydning for økonomi og forbrug:

»Der er visse venstrefløjsguruer, som f.eks. den slovenske filosof Slavoj Zizek, der forestiller sig, at nutidens emancipatoriske projekt skal findes i det spærrede subjekt, at det er herfra nye tænkemåder udgår, men det spærrede subjekt kan ingenting. Det er heller ikke fra knoldesparkeren, at forandringerne kommer, for knoldesparkeren er det klassedelte folks ideologiske fikspunkt. Forandringerne kommer fra flokken eller fra 'særklassen',« siger Henrik Jøker Bjerre.

Ting, der kommer i 'særklasse', er modstandsbevægelser som f.eks. Danmarks Frihedsråd, den sammenslutning af blandt andre kommunistiske og konservative frihedsgrupper, som var det tætteste, Danmark kom på en regering i de sidste år af Anden Verdenskrig. I Frihedsrådet flokkedes forskellige positioner for at opnå fælles frihed.

»Alle kan komme i særklasse, for dét, som det handler om i særklassen, er at 'flokkes', som vi siger. I særklassen griber man tilbage til fornemmelsen fra flokken fra folkeskolen, for den kan åbne skodderne mellem klasserne. Selvom folkeskolen senere gelejder folk ud i samfundets positioner, så er det fine ved folkeskolen, at den oprindeligt har et 'flokelement' forstået på den måde, at en amorf børneflok er sammen på kryds og tværs af klasseskel. De rige børn leger med de fattige børn osv. Særklasse er altså noget, man kan komme i ved at ville det. Det er en ny måde at tænke revolution på,« fortæller Henrik Jøker Bjerre.

Ud over at særklassen kan inkludere alle, kan den løfte sig helt op i »verdensklasse«.

»'Verdensklasse' er, når særklassen begynder at genopfinde samfundets strukturer på en måde, der ligger i forlængelse af flokken. Det skete, da kvinderne opnåede stemmeret og således gik fra at være ekskluderede til at blive inkluderede og i det hele taget rokerede rundt på samfundets muligheder,« siger Henrik Jøker Bjerre.

Flottenheimeren

En af de positioner, der uden nødvendigvis at ville det, kan komme til at stå i vejen for særklassen, er 'flottenheimeren'.

»Flottenheimerer er kendisser fra tv,« siger Steen Thykjær.

»Stort set alle professionelle debattører er flottenheimere. Eksempler er Sørine Gotfredsen, Morten Albæk og for så vidt også Informations Rune Lykkeberg. Problemet med flottenheimere er, at de risikerer at fungere, som det vi kalder 'fake ombudsmænd'«.

Det sker, når en flottenheimer bliver hevet i tv-studiet for at udtale sig om hvad som helst alene i kraft af sin personlighed eller rolle som berømt debattør. Flottenheimerens ansigt bliver symbol på nationens samvittighed, så de enkelte borgere ikke behøver at engagere sig i samfundsproblemer.

Henrik Jøker Bjerre tilføjer:

»Dét er Morten Albæk et godt eksempel på. Han kritiserer mangt og meget, men resultatet er ikke engagement, men blot at folk tænker: 'Ih, hvor er det godt, at der kritiseres, så behøver vi ikke selv bekymre os om at være kritiske.'«

»Dengang, der blev vist prinsessebarnedåb i fjernsynet, gik Morten Albæk i tv-studiet og gjorde opmærksom på, 'at der faktisk er vigtigere ting at beskæftige sig med, såsom krigen i Irak og i Darfur',« siger Steen Thykjær.

»Ja - det er den eneste gang i Deadline, at en kommentator har fået lov at kigge direkte ind i kameraet og belære nationen, som om det var statsministerens nytårstale,« siger Henrik Jøker Bjerre.

»Men på den måde engagerede Albæk ingen i Darfur eller Irak. Tværtimod,« tilføjer Steen Thykjær.

Henrik Jøker Bjerre og Steen Thykjær bryder ind i hinandens sætninger og færdiggør dem for hinanden ligeså ubesværet som Rip, Rap og Rup, der nok har forskellige kroppe, men kun én fælles personlighed. Derfor har Informations udsendte et hyr med at notere, hvem der skal citeres for hvad.

»Det skal du nu ikke tage så tungt, det kommer sig ikke så nøje,« trøster den ene.

»Nej tværtimod,« fortsætter den anden

»Vi vil faktisk helst fremstå som en anonymiseret masse. Så du må også gerne citere de to andre forfattere, som ikke er her i dag!«

Ikke nogle satans helte

»Som vores kritikere har påpeget, så er der nemlig stor risiko for, at vi selv bliver flottenheimere, hvis vi bliver eksponeret for meget,« siger Steen Thykjær

»Ja, nogle gange siger vi lige til hinanden: 'Pas nu på at du ikke bliver en flottenheimer.' Det er derfor, vi helst ikke vil være egentlige subjekter. Men det, at vi er to til interviewet i dag, gør jo nærmest, at du kun taler med et halvt forfatter-jeg, og at vi derfor hele tiden kan omstrukturere og dele os op på nye måder. Dét, at vi er fire personer, der har skrevet bogen sammen, gør, at vi ikke får så fastlåst en subjektposition,« siger Henrik Jøker Bjerre.

»Men det er da flottenheimeri, noget af det vi laver. Det kan vi ikke sige os fri af. Vi er ikke nogle satans helte, der står uden for samfundets positioner,« siger Steen Thykjær.

- Hvem mener I selv, at jeres bog er skrevet til?

»Ja, dér tog vi måske fejl,« funderer Steen Thykjær.

»For oprindeligt er bogen skrevet til knoldesparkerne. Men den er nok blevet temmelig svær. På den anden side, så har min mor læst den, og hun synes, at det er en mægtig bog.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars løkke er nok en dygtig politiker, men han har ikke megen karisma, han minder vel mest om en vindblæst tør ferring, så nu må vi se om han kan mobilisere den nødvendige charme. Indtil videre lever han på lånt tid.

Hvis 70ernes kommissærer havde haft den samme selvironi og humor, var vi aldrig endt i den suppedas, vi er i nu.
Hurra for en god bog - og hvis 70erne viste os noget, var det jo, at datidens knoldesparkere faktisk godt kunne læse svære bøger, hvis der var opbakning til det. Mange af dem gør det endnu!
Og en af dem skal have bogen som julegave...

Inger Sundsvald

Måske skulle man vove pelsen og give sig selv bogen i julegave, med fare for at have overvurderet sig selv. Hvad koster den, og skal den bestilles et særligt sted?

"De er alle fire udannede filosoffer ...", - mon de så ikke risikerer at blive anset for lømler ..? .. og den slags er jo farligt i vore dage!

Inger Sundsvald

Mark Hillebrandt

Tak.
Jeg har dog et lidt gammeldags ønske om at kunne købe mine bøger hos min gode boghandler, så han ikke forsvinder i supermarkedernes sump.

Jeg ved jo også godt at han kan fremskaffe det meste. Derfor vil jeg prøve den vej først, og risikerer ikke at komme i endnu et kartotek for ”lømmelelskere”. Desuden ved jeg nu, at bogen er på 153 sider og koster 199,00 kr. Meget passende ;-).

Inger Sundsvald

Betyder det, at bogen ikke kan erhverves via boghandlerne?

Jeg har noteret de relevante oplysninger om titel, forlag og ISBN-nr. Jeg har ikke lyst til at begive mig ud i et klikkeri på ”forlagets hjemmeside”.

Troels Brøgger

Jeg synes det er tiltrængt at nogen prøver at fange modsætningerne i de enkeltes roller: Sygeplejersken der også er aktionær og kapitalist. Flottenheimeren som siger de rigtige ting, men hvis udsagn bare bruges som en sovepude af knoldesparkerne, således at absolut ingenting sker selvom der tales en hel masse om det.
Politiske kommentatorer er glimrende eksempler på dybt skadelige flottenheimere, som leder opmærksomheden hen på politikernes "performance" i stedet for at tale om politisk substans. Tag DR's dækning af kommunalvalget hvor der blev brugt uendelig meget tid på at tale om "de røde" og de blå" og om hvordan "stillingen" var, som om det var en idiotisk sportskamp og ikke et valg.

John V. Mortensen

Man tager - en flottenheimer og en knoldesparker, kommer dem i en blender sammen med en masse politikerspin og livstilsromantik, trykker på knappen, og får - en "tryghedsnarkoman". De blev opfundet i 70-erne for at give arbejde til en nye halvhøjuddannet mellemklasse, der skulle give råd om hvordan man gebærde sig for små penge i et velfærdssamfund uden velfærd. Det er dem - pluds deres livstilsråd - vi alle betaler af på - nu.