Digte sælger ikke - men nogle digte gør

Selv om lyrikken langt fra er nogen guldgrube, lykkes det af og til enkelte digtere at få hul igennem til et større publikum. Benny Andersen, Inger Christensen og Søren Ulrik Thomsen er alle eksempler på digtere, der har ramt en gylden åre. Men de senere år har også en håndfuld fra den yngre generation formået at komme bredt ud.

»Inden for de sidste fem-seks år har vi haft en del navne, som har markeret sig overraskende stærkt på markedet,« bekræfter forlagsredaktør på Gyldendal Simon Pasternak.

Han henviser blandt andet til Naja Marie Aidts Poesibog, som har solgt i 7.000 eksemplarer, Ursula Andkjær Olsens Ægteskabet mellem vejen og udvejen, som har solgt i 5.000 eksemplarer, og Mette Moestrups King Size, som er udkommet i fire oplag, svarende til 2.500 eksemplarer.

»Lyrik bliver aldrig nogen kommerciel genre. Men det, der har været fantastisk positivt de seneste år, er, at det heller ikke længere er nogen katastrofal genre. Der er flere lyrikere, som både bliver læst og anmeldt. Og så er der en mindre håndfuld digtere, som tilmed sælger betragteligt, og som får enorm opmærksomhed fra pressen, der nærmest hylder dem som mediestjerner,« siger han.

Tv-tid

Christel Wiinblad er en af de få unge lyrikere, som pressen for alvor har kastet søgelyset på. Digtsamlingen Min lillebror, der er en poetisk fremstilling af hendes skizofrene lillebrors selvmordforsøg i 2006, har foreløbig solgt i over 2.400 eksemplarer og givet Wiinblad taletid i brede medier som TV-Avisen, Aftenshowet, den 11. Time, Kulturguiden og Smagsdommerne.

Også Lone Hørslevs seneste digtsamling Jeg ved ikke om den slags tanker er normale har kastet en imponerende grad af medieeksponering af sig. Digtsamlingen, der giver et utilsløret blik ind i digterens egne skilsmisseerfaringer, har blandt andet ført til et tre minutter langt indslag i bedste sendetid på TV2 Nyhederne.

Ifølge Simon Pasternak er der ikke en enkelt forklaring på de yngre digteres succes.

»En forklaring kunne være, at en del af lyrikken behandler 'nære' emner uden at være for kryptisk, bruger flere stillejer, for eksempel humor og slang, og diskuterer alt fra skilsmisser til velfærdsstat, som vi alle kan relatere til. Men det herlige er, at digterne også er yderst sofistikerede formmæssigt, så der er næppe en simpel forklaring - jeg er bare glad for, at det sker,« siger han.

Mennesketomt rum

Også digteren Mette Moestrup har svært ved at svare på, hvorfor lige netop hendes digtsamling Kingsize har ramt en lyrisk åre hos publikum: »Jeg blev faktisk selv ret overrasket over, at så mange tog den til sig, for det er en forholdsvis intellektuel bog, men den handler også om vedkommende ting som kærlighed og køn, og så er den fuld af energi,« siger Mette Moestrup, der ikke er ked af, at hun blev overrasket.

»Den amerikanske digter Rosmarie Waldrop har en fantastisk formulering, der lyder: 'Vi vil både være hensynsløse og blive læst'. Sådan har jeg det også. Jeg insisterer på at være hensynsløs i min digtning, men det er samtidig en stor lykke at blive læst, for jeg ønsker jo ikke, at poesien skal stå i et mennesketomt rum. Poesi bliver levende i mødet med læseren.«

Ikke lyserødt

Selv om flere unge lyrikere de senere år har haft held med at bryde igennem til et større publikum, mener Mette Moestrup dog ikke, der er grund til at tegne et alt for lyserødt billede af lyrikkens status i samtidslitteraturen.

»På den ene side sker der en masse spændende inden for dansk poesi - og det er selvfølgelig alt andet end et krisetegn. Men samtidig er det vigtigt at holde fast i det overordnede billede, som viser, at det kun er de færreste forundt at få deres digtsamlinger ud, at der er mange, som overhovedet ikke bliver omtalt, og at lyrikken generelt er trængt i prioriteringen af de statslige kulturmidler,« siger hun.