Nyhed
Læsetid: 2 min.

DR skal betale erstatning til forfattere

6,7 øre i minuttet ville Danmarks Radio betale for oplæsning af litterære værker på DAB-kanalerne. Forfatterforeningerne kaldte det tyveri, og nu har de fået både erstatning og rettens ord for, at DR's betaling var urimelig
Kultur
19. december 2009

Danmarks Radio og de to danske forfatterforeningerne har længe skændtes om, hvad der er passende betaling for at læse litterære værker op på DAB-radioens kanaler. Over en fireårig periode har DR sendt over 2.000 timers oplæsning på DAB-radioens litteraturkanal uden at betale forfatterne en krone. Selv har DR tilbudt forfatterne 80.000 kroner for de mange timers oplæsning, men forfatterforeningerne takkede nej og slæbte DR i retten. Nu er der faldet dom i sagen, og Københavns Byret har tilkendt forfatterne erstatning på en million kroner.

»Retten har slået fast, at DR ikke må stjæle fra forfatterne. Vi er glade for, at betalingen for oplæsningen er blevet 12 gange højere end DR's udgangspunkt, som var fornærmende dårligt,« siger Jan Thielke, formand for Danske Skønlitterære Forfattere.

Selv om DR nu skal betale forfatterne et større beløb, end man selv havde foreslået, er DR's juridisk og politiske direktør Maria Rørby-Rønn godt tilfreds med, at der nu er sat punktum i sagen.

»Sagen har vanskeliggjort muligheden for at få en fremadrettet aftale med forfatterforeningerne om prisen for udsendelse af litteratur. Derfor håber vi, at vi nu kan få sådan en aftale på plads.«

Takst-diskussion

I 2003 gav forfatterforeningerne DR lov til at bruge deres oplæsningsmateriale kvit og frit i et halvt år i anledning af indvielsen af den nye DAB-kanal. Efter den periode, skulle de to parter aftale en fast pris, og ifølge Jan Thielke havde DR stillet dem i udsigt, at man ville honorere forfatterne efter DR's regionale takst på godt 40 kroner i minuttet for lyrik og omkring 20 kroner for prosa.

»Selv om DAB-kanalerne er landsdækkende, har de langt færre lyttere end FM-kanalerne. Det har vi imødekommet, og derfor er det regionale niveau passende,« understreger han.

Men den opfattelse delte DR ikke, og man fortsatte med oplæsningen uden at betale forfatterne, indtil man endelig lagde de 80.000 kroner på bordet. Selv om retten nu har hævet beløbet til en million kroner, påpeger Maria Rørby-Rønn, at dommen samtidig slår fast, at forfatterne ikke kan forvente FM-takst for oplæsning på DAB-radio.

»DAB-radio har et andet udsendelsesmønster med færre lyttere i den anden ende, og derfor skal der også fastsættes en anden pris,« forklarer hun.

Oprindeligt havde Danske skønlitterære Forfattere og Dansk Forfatterforenings stævnet DR for 2,7 millioner kroner, og foreningerne overvejer derfor nu at anke sagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her