Læsetid 9 min.

Farvel til våbnene

Mere end 200 danske biblioteker er lukket de seneste år. Også det, hvor Tonny Vorm lånte bøger den dag, hans ven blev dræbt
Amager. Kort efter at min bedste vens storebror blev dræbt, besluttede min mor sig for at flytte fra Kokkedal til København sammen med min stedfar. Her blev biblioteket i Amager Centret et fast punkt på den rute, jeg gik, når jeg havde brug for at være alene et par timer, inden vi alle sammen mødtes på legepladsen i Norges-gade for at spille fodbold, ryge hash eller slås og gå med piger.

Amager. Kort efter at min bedste vens storebror blev dræbt, besluttede min mor sig for at flytte fra Kokkedal til København sammen med min stedfar. Her blev biblioteket i Amager Centret et fast punkt på den rute, jeg gik, når jeg havde brug for at være alene et par timer, inden vi alle sammen mødtes på legepladsen i Norges-gade for at spille fodbold, ryge hash eller slås og gå med piger.

Poul Jepsen
17. december 2009

For 30 år siden blev jeg skudt. Et par måneder efter blev en af mine venner dræbt. Det første skete, mens et par stykker af os spillede mur nede i gården mellem blokkene, hvor vi boede. En fyr skød til måls efter vores fodbold med et haglgevær oppe fra sin franske altan i nr. 36, og han ramte mig i benet. Jeg blev blot strejfet. Jeg kom ikke på hospitalet.

Ham, der skød efter os, kendte vi godt, og vi var tit oppe hos ham. Han var 16 år gammel og boede alene. En ungkarlehybel blev det kaldt. Han havde masser af våben og lp'er og ting, vi havde stjålet i Hørsholm Midtpunkt. På væggen hang et stort sydstatsflag, kan jeg huske. Det var deroppe, at min ven blev dræbt. Jeg kunne også have været deroppe den dag, men i stedet var jeg på Kokkedal Bibliotek.

Den dræbte var min bedste vens storebror, men der var ikke så meget at lave der, hvor vi voksede op, så på en eller anden måde var vi alle venner. Aldersforskellen betød ikke det store. I sommer forsøgte jeg at kontakte min bedste ven fra dengang, men han vil ikke tale om mordet på sin storebror. Han kan ikke huske, hvem jeg er, skrev han til mig i en e-mail. Det er næsten 30 år siden, vi sidst så hinanden.

Indimellem kører jeg forbi min barndomsby, når jeg er i Nordsjælland. Som så mange andre på min alder forsøger jeg, når jeg har tid, at regne ud, hvorfor tingene blev, som de gjorde. I mit tilfælde ikke mindst, hvorfor det ikke var mig, der blev dræbt. Jeg bilder mig vel ind, at svarene på en hel masse ting findes der, i Kokkedal, hvor jeg voksede op. Jeg kører langsomt forbi min gamle skole, parkerer foran boldbanerne, hvor jeg scorede mine første mål, går en tur langs åen, hvor vi byggede huler, stirrer ud over markerne ned til Nivå Bugten. Jeg kan finde det meste fra min barndom, og det ligner næsten sig selv, selv om jeg i dag er 42 år og en anden.

Men biblioteket, der reddede mit liv, er væk.

Hvordan man er alene

Den første lektie, læsningen giver os, er hvordan man er alene. Sådan skriver den amerikanske forfatter Jonathan Franzen et sted i sin essaysamling Hvordan man er alene (2002). Det lyder måske en smule trist, men Franzen sondrer mellem at være alene og at være ensom. En læser er ikke ensom, og det var jeg heller ikke som barn. Jeg var heller ikke ligesom Franzen, der i sine essays tegner et selvportræt af en intelligent, nørdet og meget uheldig dreng, der med egne ord var »en slughals efter opmærksomhed«.

Det sidste kan jeg nu godt genkende. Sådan har de fleste børn det nok. Min far flyttede fra os, da jeg var fem-seks år gammel, og i en lang periode var det kun min mor, min lillesøster og jeg. Vi flyttede efter skilsmissen fra det pæne Fasanvænget og op til det mere barske Egedalsvænge, hvor vi boede indtil sommeren efter, at min ven blev dræbt. Min mor var sygehjælper og havde skiftende vagter, så vi var tit alene hjemme, min søster og jeg.

I modsætning til Franzen spillede jeg fodbold og håndbold og den slags. Ofte gik jeg forrest, når der skulle deles hold, og jeg gik med, når der var afgang til det lokale supermarked eller til Hørsholm Midtpunkt, hvor lommer og tasker blev fyldt med alt fra Guldbarrer og kassettebånd med Blondie til Stiga-bordtennisbat og transistorradioer. I modsætning til Franzen, der skriver om drengene i nabolaget, at han intet havde »imod disse børn ud over en desperat frygt for at blive taget for at være en af dem«, så nød jeg langt hen ad vejen selskabet og eventyrene, som vi sammen begav os ud på, mine venner og jeg.

Men jeg vidste godt, at noget af det, vi gjorde, var forkert. Det havde jeg blandt andet lært af Jan-bøgerne, der godt nok fremstillede en bedaget og romantisk verden langt fra min egen, men alligevel ramte mig knaldhårdt med sin unuancerede morale. Den første Jan-bog fik jeg i julegave af min mors nye kæreste. Derfor læste jeg den og siden resten af bøgerne i serien, som jeg lånte på biblioteket.

Samme simple, men uafrystelige moralske pejlemærker fandt jeg i de bøger, min morfar, min stedfar eller en bibliotekar i årene efter anbefalede mig: John Steinbecks Vredens druer, Mark Twains Huckelberry Finn, Leon Uris' og Desmond Bagleys krimier og andet letfordøjeligt litteratur, der i den periode skamløst møvede sig ind på mit mentale landkort.

Af samme grund begyndte jeg at melde afbud, når vi skulle ud at røve. Nogle gange. Jeg bilder mig ind, at det både skyldtes min sult efter at være alene og læse bøger - og den moralske sans, jeg havde fået af de selvsamme bøger. Et sted havde jeg blandt andet læst, hvad sydstatsflaget symboliserer.

Et par gange om ugen cyklede jeg på biblioteket. Det tog mig fire-fem minutter, hvis jeg kørte gennem skoven ved stationen. Nogle gange sad jeg bare bladrede i et Lucky Luke-album, andre gange afleverede jeg en bog og gik målrettet efter den næste i serien. Som den dag min ven blev dræbt.

Langt til bøgerne

Da min kone og jeg fik vores andet barn, besluttede vi os for at holde sommerferierne i Danmark i stedet for at stå i kø i lufthavnen for at flyve til de varme lande. Det blev hurtigt en tradition at besøge det lokale bibliotek i den by, hvor vi ferierede. Som andre før i tiden besøgte kirker, museer eller kroer, forestiller jeg mig.

Det har mildt sagt været en blandet oplevelse. Kokkedal Bibliotek er som bekendt ikke det eneste danske bibliotek, der er forsvundet de seneste år. Det samme er 200 andre biblioteker, deriblandt det på Godthåbsvej, hvor jeg en vinter i midten 90'erne lunede mig ved Toni Morrisons forfatterskab, fordi der ikke var varme i det hus på Drosselvej, jeg lejede sammen med fire medstuderende.

I stedet for de 200 biblioteker, som børn kunne cykle til på ingen tid, har vi fået en solid stribe arkitektoniske udstyrsstykker til flere milliarder i nogle storbyer. Kulturcentre kan man vel kalde dem. Hvor der ud over bøger og aviser og den slags vist også er plads til alt fra dukketeater og lyrikoplæsninger til rigtig kunst og optrædener af Linje 3, når de skal på turné igen inden længe. Alt, hvad en dansk familie med overskud på den sociale konto kan ønske sig, og jeg skal da nok lægge turen forbi, det er klart. Selv om jeg allerede nu er lidt nervøs for mine børn. Tænk, hvis de farer vild i den kæmpestore SuperBrugsen i underetagen eller kommer til skade ved noget installationskunst, der ligner en legeplads? Under alle omstændigheder går det nok ikke, at jeg begynder at læse på biblioteket.

Nej, det ville være rart, hvis mine børn og deres generation ikke blot overlevede, som jeg gjorde, men lærte at bruge bibliotekerne til daglig og ikke til noget ekstraordinært. Jeg kan ikke tvinge dem til at læse bøger, og det vil jeg heller ikke, men skal de lære at sætte blot en smule pris på litteraturen og stilheden, så skal bøgerne jo være til at komme i nærheden af uden de store anstrengelser. Det er ikke længere tilfældet for alle.

Nå. Vores kulturminister, der har været med til at spare de mange små biblioteker væk, siger, at der landet over udlånes lige så mange bøger nu som før. Det tvivler jeg ikke på. Hvis jeg skulle køre 30-40 kilometer, når jeg skulle på biblioteket, så ville jeg også låne rigeligt hver gang.

Det gør jeg selv. I sommer lejede vi et hus i Rørvig, og vi opstøvede hurtigt det lokale bibliotek lige ved gadekæret bag supermarkedet. Jeg fandt en krimi af Scott Turow, jeg ikke havde læst før, og min otteårige datter lånte en bog om Karla og Katrine. Da vi kom tilbage, blev min søn på fire rasende over, at vi ikke havde lånt bøger til ham. Det glædede mig naturligvis. Desværre var klokken mange, og der skulle tændes op i grillen. Jeg lovede ham, at vi ville trille ind på biblioteket igen næste formiddag.

Men der var lukket. På døren stod åbningstiderne, og det så ærlig talt ikke godt ud. Vi blev henvist til biblioteket i Nykøbing Sjælland. Så vi cyklede hjem igen og startede i stedet bilen. I Nykøbing lånte vi derfor rigeligt med bøger, og det samme gjorde vi ugen efter, da vi holdt ferie på Enø og måtte ind om Næstved for at låne bøger på det store flotte biblioteket derinde. Dem tættere på er for længst lukket. Besøgene på biblioteket blev til udflugter i stil med dem, vi tog på til BonBon-land og Møns Klint.

Jeg er sikker på, at de store kulturcentre rundt om i landet kan trække masser af opmærksomhed og er med til at brande deres byer som attraktive for børnefamilier og industri og erhverv og den slags. Ligesom lokale sportsklubber, der bliver slået sammen til FC Kompasretning og får omtale og succes, hvis de kommer i Superligaen og bliver vist på tv. Det er nok en god forretning rent økonomisk. Men er det også en god forretning menneskeligt? Jeg tvivler på, at ret mange faderløse drenge gider cykle særligt langt for at være alene med en bog, når så meget andet lokker tættere på. For mig blev kunsten at gå på biblioteket en del af mit liv, fordi det ikke var nogen større kunst at gå på biblioteket.

Skudt i hovedet

Kort efter at min bedste vens storebror blev dræbt, besluttede min mor sig for at flytte til København sammen med min stedfar. Her blev biblioteket i Amager Centret et fast punkt på den rute, jeg gik, når jeg havde brug for at være alene et par timer, inden vi alle sammen mødtes på legepladsen i Norgesgade for at spille fodbold, ryge hash eller slås og gå med piger.

I dag er biblioteket i Amager Centret lukket, og det samme gælder det ude i Hvidovre, hvor jeg kom med min morfar, da han blev pensioneret. Det gør mig trist. Bøgerne på de biblioteker reddede mit liv, og selv om jeg i dag har andet at leve for, kan jeg ikke leve uden dem. I den forstand er jeg på bølgelængde med Jonathan Franzen, når han skriver, at »jeg forstår mit liv i sammenhæng med Raskolnikov og Quentin Compson, ikke David Letterman eller Jerry Seinfeld«.

Jeg er derfor som Franzen yderst bekymret over det faktum, at de fleste i dag hellere vil se dårligt tv og spille computerspil end læse bøger. I hvert fald mener jeg - tilsyneladende i modsætning til vores politikere - at der burde være plads til det hele, også de lokale biblioteker.

Ham, der dræbte min ven, meldte sig efter et par timer til politiet. De havde siddet på skibsbriksen i hans ungkarlehybel, hvor jeg så ofte havde siddet sammen med dem. Jeg kan huske ambulancen og politifolkene ud for nr. 36, da jeg kom tilbage fra biblioteket. Der er en masse, jeg har glemt fra den periode. Men jeg kan se det klart for mig. Hvordan han har sigtet med en pistol, som ingen regnede med var ladt. Og så trykket af. Hvordan jeg næste formiddag - inden vi vidste hvem, der var blevet dræbt - kaldte på min bedste ven nede fra gården for at høre, om han ville med over at spille fodbold. Hvordan han dukkede op i vinduet og tavst rystede på hovedet ...

Da det kort efter gik op for mig, hvorfor han ikke gad spille fodbold den dag, cyklede jeg på biblioteket. Alene.

Tonny Vorm er litteraturkritiker og journalist og fast bruger af Valby Bibliotek med sine børn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Højer

Tak til Tonny Vorm for et godt og vedkommende essay.

Jeg nikker (bittersødt) genkendende til mange af Vorms erindringsglimt. Mit barndomsbibliotek (filial i Albertslund) er også blevet, ikke blot lukket, men simpelthen jævnet med jorden. I Albertslund er der nu kun hovedbiblioteket og èt filialbibliotek (mod fire før i tiden).

Når man i Albertslund, som er én af de kommuner der afsætter flest midler til biblioteks-sektoren, ser sig nødsaget til at afvikle filialer, så går det op for én at der virkelig er tale om en landsdækkende massakre.

Mens folk var optaget af at opgøre friværdierne, er alting forvandlet i det skjulte. Og ikke til det bedre vel at mærke. Filialbibliotekerne var livsnødvendige fælles mødepunkter for folk i forstæderne. Men det fælles har jo ikke just været i højsædet de seneste otte år. Så nu ligger folk som de har redt. I hver sin villa. Solidariske med sig selv og sine aller nærmeste.

I min nuværende hjemkommune København har filialerne heldigvis holdt skansen. De har også været truet af den landsdækkende lukketendens. Men på feks. Blågårds Bibliotek blev der iværksat en storslået redningsaktion med oplysende plancher og underskriftindsamling.

Kommunalpolitikerne blev gjort opmærksomme på hvilken katastrofe det ville være at fjerne de steder i nærmiljøet, hvor folk kommer hinanden ved på et kulturelt og oplysende plan. Og det lykkedes. Så vidt jeg ved er ingen filialer i København blevet lukket. Medarbejderne på et bibliotek som Blågårdens er virkelig hverdagens helte. Tak til dem!

Der er et vidunderligt paradoks ved et sted hvor man, som Vorm pointerer, går hen for at være alene uden at være ensom. Men det er jo netop et sted hvor de besøgende er fælles om at søge tænksomheden i et tiltrængt timeout. Et sted hvor der skal være de videst mulige rammer for at gøre plads til alle, høj som lav, ung som gammel. Og hvor alle føler sig lige velkomne.

At der bliver færre af disse steder er en stor skam.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Igen er der en voksen, som ikke fatter, at nutidens bøger er gode, solide computerspil, som fortæller en historie, hvor man altså selv kan være med-skabende af historien. Især da i rollespil på computeren som f.eks. Baldur's Gate (et lidt ældre spil) eller i de mere moderne spil som f.eks. Dragon Age, Fallout 3, eller Divine Divinity 2. Også spil som Bioshock fortæller en historie, det samme gør en et spil som Mass Effect, endda 'a cautionary tale about Artificial Intelligence', hvis man skal tro spil-udviklerne.

Her skal der læses og studeres, ofte på udenlandsk (engelsk) - og ofte er der jo også en masse bøger der beskriver hvordan verdenen (lore) i spillet er sammensat.

Når det er sagt, er jeg yderst enig med Tony Worm i, at børn og voksne også bør læse bøger, om ikke andet så for at blive introduceret til verdener, de slet ikke kender.

I 1990erne, da jeg boede i Århus lukkede politikerne en stribe biblioteker, bl.a det i Rosenhøj, hvor der også dengang boede en masse udlændinge. Senere kom der en bogbus - også den er sparet væk nu. I den kommune jeg bor i nu, besluttede man sig for at låne 80 mio. kr. til et nyt bibliotek - og flot er det da. Men de 80 mio kr. (og andre ting) er bl.a. skyld i, at kommunen nu skal spare mindst det dobbelte - alene i år (dvs. 2010).

Svend Auken sagde i det, der måske var hans politiske testamente noget om at, social-demokraterne havde opnået at få bragt almue-sindet ud af folk fra fattigdomskår - og de havde bl.a. gjort detved hjælp af - bibliotekerne.

Brugerbillede for Lars Michler

Godt indlæg, som flittig bruger af biblioteker både som ung og som midaldrende, kan jeg udmærket genkende oplevelserne.

Mit lokale bibliotek er nu det på Godthåbsvej, der ikke som Tonny skriver er nedlagt, men lever i bedste velgående, er populært blandt børn og unge i området, og endda har fordoblet sit areal siden dengang han boede på Drosselvej. Men det ligger jo også i en konservativ kommune.

Men selv om det kan være fristende at forfalde til nostalgiske erindringer, må jeg dog erkende at den mulighed for at søge viden og erkendelse via mange forskellige medier som mine børn har i dag, langt overstiger dem jeg havde da jeg var ung på biblioteket.