Baggrund
Læsetid: 8 min.

Fremmest blandt ligemænd

Troubadouren Sebastian - døbt Knud Torben Grabow Christensen - fylder 60 i dag. Vor mand på runde rockfødselsdage bøjer sig i støvet for det dansksprogede kæmpeværk, han har rejst siden debuten i det herrens år 1971
Selv om stemmen er slidt, er talentet fuldstændig intakt, og man har lov at håbe på, at Sebastian igen vil velsigne os med en soloplade.

Selv om stemmen er slidt, er talentet fuldstændig intakt, og man har lov at håbe på, at Sebastian igen vil velsigne os med en soloplade.

David Høgsholt

Kultur
19. december 2009

I

Det er de mærkeligste ting, man kan huske. Det er de særeste ting, der gør én lykkelig.

Som nu den oktoberdag i 1975, hvor jeg af grunde, der for længst er glemt, var taget med min far op til det ny indkøbscenter på Kongevejen. Det bedste, der kan siges derom, er, at der havde Walters Grill til huse, og en ting far og søn - sidstnævnte så rasende i puberteten, at han ikke var til slæbe ud af sengen om morgenen - kunne blive enige om, var, at finere spisested fandtes ikke i hele kommunen.

Hovedattraktionen var dog pladebutikken nede i centrets fjerneste ende og idet vi passerede den, udbrød jeg spontant: »Der er kommet en ny Sebastian-lp!« Og pegede på Gøgleren, Anton og de andre, der hang og gjorde sig til i vinduet, attråværdigt uopnåelig.

Jeg ved ikke, hvad der stak den gamle den dag, pengebæltet sad normalt ikke løst på den mand, men måske fordi vi lige havde været indenom Walters og forsyne os med snusfornuftig fødekæde, spurgte han spontant:

»Vil du ha' den?«

Ville jeg have den? Bærer paven sjove hatte? Går høns på tynde ben? Er Sophia Loren lækker?

Stolt var jeg over at have min far med ind i butikken, og cool var det, at han skillingede ud; husker ekspedienten rakte mig posen med pladen og indforstået sagde, at den var »endnu bedre en Blød Lykke«, og hvor meget jeg glædede mig til at komme hjem og fordybe mig i værket. Hvor lykkelig jeg var, da jeg satte nålen i indløbsrillen og lænede mig tilbage på skibsbriksen og åbnede omslaget og læste teksterne indeni, mens jeg lyttede til musikken. Og hvordan jeg undtagelsesvist så frem til at komme i skole næste dag og prale med, hvor fed den nye Sebastian var. Og hvordan alle ville plage mig om at låne den for at få den overspillet på spolebånd, og hvor meget vi ville komme til at høre den, hele den lange kedsommelige vinter, der lå forude.

Og sådan gik det. Ja, engang vankede der en - nogle gange to, for han kender ikke til begrebet at hvile på laurbærrene - Sebastian-lp hver sæson. Vi afventede altid de der plader med spænding, og på den led svigtede han aldrig - der var altid noget at komme efter. Og så lidt til.

For Sebastian, altså - han var vores mand. Med hud og hår! Det havde han været lige fra han bragede igennem i 1972 med sin første dansksprogede lp, Den store flugt, et hoved- og mesterværk i en ny genre, der hed dansksproget rock; det var dengang trods alt kun fem år siden, Steppeulvene havde introduceret os for lige dén mulighed med deres Hip.

Sebastian havde allerede i '71 forvarslet tøbruddet med singlen »Lossepladsen bløder«, ren kult og guf for en Bob Dylan-freak som mig, men vi havde nu aldrig før hørt dansksprogede sange som »Når lyset bryder frem«, »Rose« og ikke mindst »Hvis du tror du er noget«, hvis lidt skæve socialrealistiske univers sad lige i tidsånden. Også senere titler som »Vascomat Liza«, »Mona, månen er blå«, »Enebarn - vidunderbarn«, »Du er ikke alene«, »Måske ku' vi« og - min personlige favorit - »Her er en sang« taler deres tydelige sprog. Og sjældent formfuldendte album som Blød Lykke (1974), Ulvehøjen (1977) og Tiderne Skifter (1979) vil blive stående, når det meste andet fra perioden er gledet ind i Den store Glemmebog.

II

Født den 19. december 1949 og døbt Knud Torben Grabow Christensen var vor mand begyndt at spille guitar allerede i 1966, ligeligt inspireret af tidens britiske R&B-grupper og ikke mindst de herrer Donovan og Dylan; af Donovan lærte han sig at spille eksemplarisk guitar og ikke sky sin poetiske side, af Dylan lærte han tekstlig skarphed, og hvordan man omsætter samme til benhårde sange. Efter at være blevet døbt Sebastian af en pladeselskabsmand, udsendte han i 1971 debuten The Goddess, hans eneste engelsksprogede lp. Det er Sebastians mest rockede plade nogensinde og den holder bedre, end man turde håbe, selv om engelsk heldigvis ikke blev hans skæbne. Men lå afsættet Donovan og Dylan, valgte Sebastian med sprogskiftet sin egen vej. Og lyttede man nøjere efter, kunne man godt fornemme, at Sebastian ikke følte, han så meget sad inde med svarene som med en hulens masse spørgsmål. Lidt i stil med dem, man selv stillede til tilværelsen, det lød bare lidt mere elegant i hans regi.

I 1970'erne fandtes nemlig - ligesom nu, faktisk - en masse mennesker, der havde svaret på alting. Det var ikke helt de samme svar, som dem, vi kender i dag, faktisk deres diametrale modsætning. Men dem, der mente at sidde inde med sandheden, var så sikre i deres sag, at de ikke mente, der fandtes hverken alternativ eller nuancer. Og dengang som nu var der tilsyneladende ikke det, der ikke kunne løses politisk. Men hvad så med kærlighedens rutsjebanetur - dens berusende opstigning, dens svimlende fald? Hvad med den dybe fortvivlelse og den til overmod grænsende glæde? Hvad med sorgen? Vemodet? Længslen? Tvivlen? Og hvad med fantasien, for pokker da? Hvilket parti ligger lige inde med svaret på de menneskelige grundtilstande? Nej, vel? Dem har vi stadig gudsketakoglov kunstnerne til at udforske og udtrykke. Og en sådan er Sebastian.

Det er derfor værd at huske på, hvorledes han i en politisk polariseret tid - hvor nogle kom så langt ud på den yderste venstrefløj, at de faldt ud over kanten - aldrig gav slip på nuancerne og det menneskelige element og vovede at gå op mod De frelstes brigade. Sebastian er både skeptiker og realist, men også en stor humanist. En solid forankring i virkeligheden udelukker jo ikke pr. automatik sansen for hverken det fantastiske eller eventyrlige. Alt dette - og en masse andet, ikke mindst en sund portion nysgerrighed - har sat sit præg på det kolossalt vidtspændende værk, han i løbet af de sidste små 40 år har rejst.

For dem af os, der voksede op dengang, var der få, om nogen, der helt så fornemt, poetisk og solidarisk formåede at sætte musik til og ord på vores tanker, vores følelser og vores fornemmelser som netop sangskriveren Sebastian. Han blev et af de første og bedste lokale bud på den sanger-sangskriverfigur, som i de år blev en afgørende faktor i populærmusikken via amerikanske navne som Carole King, Joni Mitchell og James Taylor, i hvis sange fokus flyttedes indad, nok som en reaktion på 1960'ernes store opbrud. Ikke for det - Sebastian tabte aldrig blikket for hverken de store sammenhænge eller det enkelte individs rolle deri, på den anden side stod der altid en dør på klem til fantasien i hans sange. Man skulle i det hele taget ikke mange plader ind i karrieren, før det stod klart, at han ikke var så nem at sætte i bås, selv om det blev forsøgt utallige gange. Men Sebastian trådte hurtigt i karakter, hvilket betød, at han først som sidst var helt sin egen - og netop ikke for fastholdere. Selv om det er værd at få med, at han som få indgød trofasthed hos en fanskare, der efter danske forhold voksede sig enorm.

Sebastian spillede endvidere en ubesværet virtuos akustisk guitar, der aftvang respekt hos folk, der satte en ære i at kalde sig guitarister. Og han sang rigtig, rigtig godt, udtryksfuldt, nærværende og med fornemmelse for drama samt uforlignelig sans for hvad enhver given tekst handler om. Og så skrev han melodier, der virkelig var værd at synge. Måske er han i sidste ende sin generations allerstørste melodiskaber, thi det er svimlende, hvad han har skrevet af gode melodier - og hvor forskellige de indbyrdes er. Endelig færdes han i et tekstunivers, hvor intet er for stort og intet for småt; han pejler sig lige så ubesværet ind på den nationale tilstand som i »Drømmen om Danmark«, som han synger om »Den lille malkeko«. Der er højt til loftet og frit udsyn til alle sider, og da koryfæet Bertolt Brechts eviggyldige tekster i 1979 fik nye melodier i 1979, gik tjansen til Sebastian. Helt ærligt - hvem havde ellers pondus til at gå i Kurt Weils fodspor?

III

Hvor de fleste 70'er-koryfæer faldt som fluer i de pengeglade 80'ere, æggede det kun Sebastian til nye højder og han kastede mestersange på bordet i et antal, der kan tage pusten fra de fleste. I selskab med nogle af samtidens bedste musikere søsatte han hovedværk på hovedværk, mens tidsånden - den lede satan - spiddedes på fabelagtige albums som 80'ernes boheme (1983), Tusind og én nat (1984), På vulkaner (1987) samt ikke mindst karrierens måske bedste og mest helstøbte udgivelse, det guddommeligt inspirerede Stjerne til støv (1981), hvor han måske peakede såvel kunstnerisk som kommercielt. Her står evergreens i kø for at komme til, og selv om den nok især huskes for Lis Sørensens tour de force-præstation på »Stille før storm« er det kun en perle blandt mange, hvoriblandt »Sommerfuglen« fremstår som hans allermest bedårende sang nogensinde. Vi taler uforfalsket sanger-sangskriver-klassicisme her, mine damer og herrer.

Allerede i 1980 skrev Sebastian musik til teatergruppen Rimfaxes dramatisering af H.C. Andersens Nattergalen, men fra og med 1986 tog hans engagement i teatret for alvor fart, eksemplificeret ved hans folkekære tonesætning af den udødelige fortælling om Skatteøen; at han helt tilbage i 1971 selv medvirkede i den danske opsætning af Jesus Christ Superstar satte dybe spor og alle hans album bæres bl.a. igennem af hans flair for det dramatiske, så det lå lige for. Siden er det blevet til en 10-12 succesfulde musicals, som helt sikkert har holdt ham travlt beskæftiget og teatrene fyldte. Og hvor talentet bruges til at give andre (sang)stemme, og det har han generelt gjort godt, titler som Cyrano, Pippi, Aladdin og Klokkeren fra Notre Dame taler deres tydelige sprog. Sebastian gik til hver en tid til opgaverne med brask og bram og sit hele talent. Om end sjældent med helt så vellykket resultat som dramatiseringen af Astrid Lindgrens uopslidelige Ronja Røverdatter, der stadig stråler og skinner som en nyslået tokrone. Så god musik fortjener vores unger faktisk.

Men altså også på bekostning af solisten Sebastian, hvis sidste soloalbum med nye sange kom i 1990 under titlen Miraklernes tid. Fra det stærkt manende omslagsfoto til den flammende suite tonesætninger af den spanske digter Garcia Lorcas digte er det (endnu) et åbenlyst hovedværk og stort set uopslideligt. Nu er han så atter så småt begyndt at røre på sig, og man har da lov at håbe på, han en dag vil velsigne os med endnu en soloskive, for er stemmen slidt, er talentet fuldstændig intakt.

Så lad os dog hylde denne Sebastian, der i dag bliver 60 - for hans utrættelige indsats for den begavede og prægnante dansksprogede sang, hans rige, melodiske åre, hans flid og det kæmpeværk, han har skabt - og de ufatteligt mange klassikere, det er blevet til i løbet af de snart 40 år, han har været på banen.Han er i den grad den fremmeste blandt ligemænd - og så lige lidt til. Tak, Knud, for satan; for sangene og - nå ja - det hele.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Chris David Bonde Henriksen

Der er - i det mindste - én god ting ved Knuds sange: Melodierne ligner hinanden rigtig meget. Har faktisk aldrig fattet mandens popularitet, men det har vel ligget i tiden...

Hører stadig hans sange. Min søn hører hans sange. Vi nyder stadig hvert sekund.
Han er den eneste musiker der kan bringe extreme følelser op i mig.
Så mange følelser og den guitar altså. Den synger.

Var i øvrigt inde og se ham live her for nylig - også sammen med min 19 årige søn.
Meget karismatisk person med stor udstråling, men samtidig meget nærværende og nede på jorden.
Hans stemme er lidt væk - men vi nød aftenen.
Tak Sebastian

"Han er i den grad den fremmeste blandt ligemænd - og så lige lidt til. Tak, Knud, for satan; for sangene og - nå ja - det hele."

Jeg tilslutter mig KL's hyldest. Den er fuldt ud fortjent.

Når andre koncerter er glemt er der én jeg stadig husker - en afskedskoncert i Tivolis koncertsal i slutningen af 1980'erne med Lis Sørensen og den tids bedste rockmusikere.

Har de fleste af Sebastians plader men måtte også hans box-sæt.

Sebastians musik er uopslidelig og jeg håber på flere udgivelser fra denne store kunstner.

Ditto herfra:
Tak, Knud, for satan; for sangene ...
Jeg tilslutter mig KL’s hyldest. Den er fuldt ud fortjent.

Anders Fjeldberg

God anmeldelse af en fantastisk kunstner, jeg har altid holdt utroligt meget af Sebastians musik.

Han var, især som ung, totalt, aldeles fremragende, brilliant, han kan virkelig være stolt over, hvad han lavede som ganske ung. Sebastians musik har virkelig været med til at holde mit liv oppe i lidt mere vanskelige tider, tak for det - også selvom jeg ikke er gammel nok til at kunne nå at fange Sebastians plader dengang de kom ud først i halvfjerserne, jeg opdagede dem først senere, efterhånden som jeg blev ældre.

Den Store Flugt var fantastisk, men også Sebastians tolkninger af Bertolt Brechts tekster sætter jeg stor pris på.

Tak for, at vi har fået en tekstforfatter, sanger og musiker som Sebastian. Jeg har godt nok været glad for det, han har lavet.

Spillemand spil op :-)