Læsetid: 10 min.

Gå tilbage, men aldrig til en fuser

Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
31. december 2009

Det årti, som vi nu siger farvel til, og over hvis danske litteratur, der her skal forsøges en kortfattet status, var dårlig nok indledt, før vi begyndte at plastre det til med smarte etiketter. Jeg erindrer således, hvordan jeg kort efter 2000 sammen med en kritikerkollega holdt foredrag for dansklærere om den nyeste digtning, i Århus, hvor kollegaen (navnet er Lars Bukdahl) med autoritativ begejstrethed, næsten som om han følte sig hjemme, fastslog, at dette nye årti inden for dansk lyrik ville blive befolket af »spirallerende« og lystigt »flanerende« humoristisk lyssindede lette og livsglade poeter.

Dette muntre generationssignalement havde på det tidspunkt faktisk en del for sig, i hvert fald hvis man tænkte på unge digterskikkelser som Rasmus Nikolajsen, Anders Søgaard, Morten Klintø. Men det blev, deres fortræffeligheder til trods, ikke dem, der kom til at bære hele årtiet, og bagefter har jeg spekuleret over, om ikke Bukdahls bud på en frisk etiket blot var en frejdig projektion af hans eget håb om at fortsætte den spøjse tradition tilbage fra den lyse Jens August Schade, med Viggo Madsen som mellemstation.

Flygtighed

Lige så forfejlet ville det have virket, hvis en anden midtvejs gennem årtiet havde hævdet, at eftersom Katrine Marie Guldager og Pia Juul med København og Dengang med hunden satte nyt lys på novellen som genre, stod kontinuiteten fluks klar hele vejen tilbage fra Blicher med bl.a. H.C. Branner og Rifbjerg som mellemled.

Eksemplerne bør kunne illustrere flygtigheden og foreløbigheden af de 'tendenser', vi ser dukke op og frejdigt giver navne. Få år efter 2000 påstod de, at ’nullernes’ litteratur var domineret af en såkaldt dirty realism, men bortset fra Jakob Ejersbos Nordkraft, der jo siden viste sig at have været en station på vejen mod noget større og bedre, og bortset fra Jan Sonnergaards noveller, som blot blev mere og mere skematisk primitive, og som vist for øvrigt nok ikke var entydigt realistiske, lige så lidt som Kristian Bang Foss’ romaner, blev der, da det kom til stykket, ikke særlig meget at placere under den smudsige realismes samfundsrelevante rubrik.

Dialogisk digtning

Skal man derimod udpege litterære tendenser, der har holdt sig helt op gennem årtiet, må det i første omgang blive den ’dialogiske’ og mangestemmige poesi – først flot intoneret af Ursula Andkjær Olsen med den stadig funklende debut Lulus sange og taler (2000), senere hen især praktiseret af Lone Hørslev og med megen dygtighed af Mette Moestrup i Kingsize (2006), som fortjent indbragte hende en Montana-pris.
Kendetegnende for denne linje, til hvilken vi også må henregne Lars Skinnebachs to seneste værker, er blanding af disparate stilarter og diskurser, miks af højt og lavt, af patetikken og grinebideriet, grænsegange mellem billedet og den filosofiske eftertanke – samt mod til uafsluttetheder og brud.

At tale i tunger vil sige at kysse
sproget som sådan. Kysse.
Og for hvis skyld hvis ikke for sprogets?

And the music.
It would be more interesting
if something happened.

Men der er også hendes øjekast
og det at hun tripper og snubler
med netop den ynde der kommer af lykkelig konspiration
mellem naturens love.

Jeg citerer her tre løsrevne blokke fra en (højre)side i Andkjær Olsens debut, men ved, at der mangler noget, nemlig hele resten af bogen, dvs. den tekst, som hvert brudstykke samtaler vildt med, samtidig med at værket, som ikke vil være et ’værk’, fører dialoger med traditionen, sådan som det for nylig er søgt kortlagt af Peter Stein Larsen i dennes disputats Drømme og dialoger, der har netop Andkjær som et repræsentativt hovedeksempel.

Det, at litterære udsagn ikke eller knap kan stå alene, karakteriserer også en anden nok så synlig tendens, der holdt sig hele vejen gennem årtiet. Jeg tænker på de performative og ’interaktionelle’ strategier, der jo mest radikalt har været praktiseret af Claus Beck-Nielsen – først i hans Selvudslettelser fra 2001 og derefter i stadig mere outrerede og yderst-på-spidsen-satte bog- og mediestunts fra selvbiografien (2003) til hovedstykket Selvmordsaktionen (2006) og Suverænen (2008), hvori imidlertid konceptet og konsekvensen i dettes gennemførelse var blevet vigtigere end præcisionen plus den altafgørende prægnans i detaljen. Claus Beck-Nielsen røg måske i sin egen fælde, forstået på den måde, at teorien kom til at betyde mere end den ordkunst, der helst skulle vise ideens værdi; men når dette er sagt, kommer vi ikke uden om, at det for en forfatter må kaldes en bedrift at gå sin sejrsgang gennem så mange hjemmeopgaver og universitetsspecialer, selv om man officielt har erklæret sig for stendød siden 2001.

Årtiets døde

Ved de ovenfor omtalte dansk-læreroplæg fandt jeg, lidt efter 2000, grund til at fejre, at hele seks eller syv årtiers digtere dengang var virksomme side om side. En kæmpe rigdom! Yngst var de år bl.a. Ursula Andkjær og Lars Frost (f. 1973, debut 2000), ældst og stadig aktive var Jytte Borberg (f. 1917, død under en festlig middag i 2007), Thorkild Bjørnvig (1918-2004) og Ole Wivel (1921-2004, debut i en fjern ungdomstid, som han som gammel ikke brød sig om at huske på). I den og den næste digtergeneration er der skovet voldsomt i de seneste år. Borte er Per Højholt (1928-2004) og Jørgen Gustava Brandt (1929-2006). De fik litterær debut i tidsskriftet Heretica. Væk er også Erik Knudsen (1922-2007), som huskes for sin skarphed, sit samfundsengagement og sin sorte humor, den kompromisløse Poul Vad (1927-2003), der aftvang megen respekt alene ved den koldsindighed, hvormed han forfulgte en lidenskab hos sig selv eller et beslægtet gemyt, og dybttænkeren Villy Sørensen (1929-2001), det intellektuelle fyrtårn, som på et mere privat og kollegialt plan efter sigende igen og igen var i stand til at sætte ekstra mod i sine nære omgivelser.

Tre digtere fra det næste årti er allerede døde: Uffe Harder (1930-2002), Lean Nielsen (1935-2000) og nu senest, og mest mærkbart, Inger Christensen (f. 1935), som forlod den verden, hvis daglige detaljer hun værdsatte så intenst, lige ved begyndelsen af i år.

For de gamle, som faldt...

Nu har denne årti-oversigt udviklet sig til en gravskrift; det er der ikke rigtig noget at gøre ved; jeg kan lige så godt fortsætte. For samtidig med, at man fik stiftet lovende bekendtskab med nye forfattere, født i anden halvdel af 1970'erne og i starten af 80'erne (i 2008-09 således bl.a. Anders Abildgaard (fra 1977), Ea Jeppesen (fra 1978), Lone Aburas (fra 1979), Christina Hagen (fra 1980), Christel Wiinblad (fra 1980), Kathinka My Jones (fra 1983) og Montana-kandidat Theis Ørntoft (f. 1984), så må vi allerede vænne os til at undvære F.P. Jac (1955-2008, den sidste eller i hvert fald seneste udgivelse Tvivlen kom nu i november), Morti Vizki (1963-2004 – jeg vil snarest fat på de Samlede digte, som heldigvis blev udsendt i 2009), og Hans-Erik Larsen (1961-2008) tillige med den indfølende radiomand og sødmefulde erotiske digter Klavs Bondebjerg (1953-2004), blandt hvis efterladte digte i Søndag efter midnat (2005) man stødte på disse to bekymrede strofer:

Hjemme hos det 21. århundrede
tager jeg uret af, inden jeg skal sove.
Jeg forsøger at stjæle nattens stilhed,
mens hjernens todelte nøgendyr
løber fra øre til øre.

Flere gange dagligt, i aftalte tidsrum,
udsendes beviserne
på istandsættelsen af helvede,
hvor langt vi er kommet.

Hvor langt vi er kommet, og hvordan vi nåede netop hertil, og hvorvidt vi kunne have valgt anderledes, derom spørger mennesker vist hele tiden og dagligt sig selv, kollektivt og ikke mindst individuelt. Flere gange i år gik jeg i stå under et forsøg på at læse og ikke bare pluklæse Jens Christian Grøndahls roman Fire dage i marts (2008), som enerverende uhæmmet betjener sig af dét fortælletekniske greb, vi lige siden filmens sejr over fortællingen har kaldt for 'flash-back'. Hans kvindelige helt, eller antihelt, kan næppe stå på et tog eller kigge sig i et spejl uden at lade sine tanker vandre side op og side ned til ture taget for længe siden og situationer, hun aldrig rigtig har kunnet slippe. Skal man tage denne teknik som et udsagn om menneskeheden, tilbringer vi to tredjedele af vores liv i fortiden, med fortrydelse, sorg, måske lidt mæt tilfredshed, og en fjerdedel ude i fremtiden, som vi omfatter med forventninger, håb og rædsel. Resten foregår så i det korte ’nu’, der når som helst kan glide over i det svundne eller det kommende.

Vi går altid tilbage

Måske har Grøndahl ret, og måske går vi hele tiden tilbage, når ikke vi drømmer os fremad. Sådan har det måske altid været. I italiensk renæssance genkaldte man sig, og genanvendte man, oldtidens græske og romerske kunst. Når Martin Luther blev reformator, var det, fordi han gik tilbage og læste Bibelen på ny, bl.a. ved at oversætte den. På tilsvarende vis har man i det 20. århundrede skabt fornyelse ved at genlæse og så genoverveje: Villy Sørensen og tusinder med ham gik tilbage til Marx, en Lacan gik tilbage til Freud, filosoffer både ude og hjemme går atter og atter tilbage til bl.a. Hegel, Kierkegaard, Heidegger, hvor de finder nye afsæt. Ja, selv Henrik Nordbrandt går tilbage til Nietzsche i et af sine digte fra Besøgstid (2007). Hvorfor, spørger han i sjov dialog med sig selv, begynder du altid med årstiden? Hvad med Nietzsche og de andre? Og hvorfor hele tiden spejle sig i naturen?

Hvis vi erstattede vildgæssene med dybfrosne kyllinger
ville vi kunne vende tilbage til Nietzsche.
Jeg synes f.eks. at man skulle slippe alle kyllinger fri
og ved samme lejlighed forbyde religionerne
i det mindste de patriarkalske.

Jo, vi vender hele tiden tilbage. For at tage afsæt, tage afstand og tage bestik. Vi finder nye billeder at erindre, og nye enkeltheder i det tilsyneladende så velkendte fortidsstof.

Den lille historie

Og måske har vi her forklaringen på de, uden nogen form for konkurrence, mest livskraftige litterære tendenser i ’nullernes’ litteratur, nemlig den nye hjemstavnsdigtning og de mange blandingsprodukter af romanbiografien og det mere eller mindre fiktionaliserede dokument. Om det nu er en eller to eller tre tendenser, det må vi diskutere, når der skal skrives nye litteraturhistorier, men at både hjemstavnen og den personlige lidelses- og glædeshistorie optager forfatterne voldsomt, demonstreres af bøger fra hele årtiet – sidst Mette Moestrups Jævnet med jorden (2009), der på den ene side tager hele turen tilbage til hjemstavnen, med slægtens vandmølle som skæbnemæssigt fokus og med stadige referencer til Blicher, og på den anden side i sit nutidsplan former sig som et minutiøst beskrevet personligt smertearbejde, nært forbundet med en kunstnerisk frigørelse.

Erindringer

Op på (under)titelniveau strøg den personlige studie af oprindelsesstedet og dets betydning i Bent Vinn Nielsens originale erindringsbog Labyrintbyen. Hjemstavnsroman med indstik fra 2003. Men mere udførligt foldedes interessen for egnen og lokaliteten, slægten og familien ud af Hans Otto Jørgensen i den trilogi, som Med plads til hundrede køer (2007) afrundede så smukt. Hos de to nævnte er vi i Vendsyssel og det nordvestlige Salling, hos Jens Smærup Sørensen med Mærkedage (2007) i Himmerland op gennem det meste af det 20. århundrede. Af Dy Plambeck føres læseren med Texas’ rose (2008) til Odsherred, af Helle Helle til det sydlige Lolland, af Erling Jepsens syrede romaner som bekendt ned til det sydlige Jylland, hvor man graver lig ned ude i mosen, og hos Knud Romer til et dystert Nykøbing Falster, hovedsagelig beboet af råger.

Fiktion og biografi

Netop Den som blinker er bange for døden kan minde os om, at de nye hjemstavnsskildringer ofte interfererer med den dobbeltkontraktlige krydsning af roman og biografi – forfatternes manøvrer i et flertydighedsfelt, hvori deres ageren op til og efter bogudgivelse influerer på læsningen, som når Erling Jepsen for hvert nyt interview laver om på den procentdel, der i hans fiktion udgøres af skinbarlig sandhed, eller når Knud Romer skiftevis kalder sin bog biografisk faktuel og almengyldigt opdigtet.

Mere objektivt distanceret er provinsbilledet i Carsten Jensens Vi, de druknede (2006) og i Ida Jessens bøger om og fra Hvium samt Vibeke Grønfeldts storladne trilogi om Agate. Og når nu denne sidste kæmpebedrift er nævnt, er det også på sin plads at føje en ekstra betydning til det dér med at gå tilbage. For at et værk er tendenstypisk, er jo langtfra ensbetydende med, at man selv vil søge tilbage til det ved at læse det igen og igen. Nogle bøger er både komplekse og karakteristiske for deres tiår – andre er bare stadig egensindigt uomgængelige såsom Højholts romanmonstrøsitet Auricula fra 2001 og Jeppe Brixvolds mega-sære Forbrydelse og fremgang fra 2007, for nu blot at nævne to værker, som gjorde denne læser mildere konfus uden dog af denne grund at være fusere af den art, man aldrig bør gå tilbage til.
Hvormed jeg bare vil sige så meget som, at én ting er at udpege trends i tiden, noget andet er det at forsvinde dybt ind i en mærkelig og bemærkelsesværdig bog. Det blev der heldigvis rig anledning til i nullerne, hvis forfattere hertillands langtfra var nulliteter.

Serie

Seneste artikler

  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
  • Langeland blues

    3. august 2009
    Lige så ofte som jeg brokker jeg mig over Gucci-københavnere med fine fornemmelser, vender jeg øjne af Puch Maxi-typer og sladderkællinger i Brugsen på Langeland. Ambivalens er noget, alle ny-københavnere skal vænne sig til
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stefan Kjerkegaard

Hvad med det irriterende ord: Globalisering? Udmøntet som spændingen mellem fiktion og ikke-fiktion, erindringslitteratur (påvirket af de nye medier), lokal vs glokal (stedsfornemmelse, verden er blevet mindre, men detaljen desto mere interessant).

Men ellers en sober og kvalificeret karakteristik, synes jeg.

Bedste hilsener