Læsetid: 1 min.

Henning Larsens partnere undskylder for kritik af Mærsk

Ærefrygt
12. december 2009

»Undskyld, det var ikke os. Vi havde intet med det at gøre«. Sådan lyder beskeden nu fra ledelsen på Henning Larsens tegnestue. Arkitektens bog De skal sige tak! om byggeriet af Operaen, der langer kraftigt ud efter bygherre Mærsk Mc-Kinney Møller, har nemlig vakt vrede internt på hans tegnestue, skriver Weekendavisen.

»Vi har skrevet til vores kunder, at en tavshedsklausul er overtrådt, og vi har været uvidende om det. Det har vi meldt ud til vores bygherrer for at sikre os, at de ikke bliver urolige,« siger tegnestuens leder, Mette Kynne Frandsen, om det usædvanlige brev.

De ledende medarbejdere mener, at Henning Larsen har opført sig illoyalt over for sine partnere, og i et brev til virksomhedens kunder har tegnestuens ledelse lagt direkte afstand til udfaldet mod Danmarks rigeste mand. Ifølge ledelsen anede man intet om bogens tilblivelse.

Partnerne er utilfredse med den 84-årige arkitekts udfald, især fordi Henning Larsen selv er i gang med at afhænde sin tegnestue.

Henning Larsens bog er et skarpt personligt angreb på den 96-årige Mærsk Mc-Kinney for at ville bestemme alt og ikke forstå den kunstneriske, kreative proces i et byggeri.

Især lagde de to selvbevidste kæmper arm om Operaens facade, og det var her, Henning Larsen led sit mest forsmædelige nederlag. Henning Larsen ville have sin oprindelige store, rektangulære glasfacade ud mod vandet i Københavns Havn, men resultatet blev en glasfacade med mange metalribber på tværs af facaden. Det betød, at Operaen hurtigt fik hurtigt flere lidet flatterende øgenavne som 'brødristeren', og 'kølergrillen'.ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu