Læsetid: 5 min.

Hollywood ringer julen ind med raceharmoni

For første gang har Disney indspillet en tegnefilm med en sort heltinde. Forsoning mellem sorte og hvide er det gennemgående tema i tre af julens amerikanske storfilm
For første gang har Disney indspillet en tegnefilm med en sort heltinde. Forsoning mellem sorte og hvide er det gennemgående tema  i tre af julens amerikanske storfilm
Kultur
15. december 2009

WASHINGTON - Hvis Hollywoods tryllestøv var skinbarlig virkelighed og ikke forførerisk fiktion, ville dette være julen, hvor én af menneskehedens værste svøber omsider blev manet i jorden. Måske hænger det sammen med, at en sort mand for første gang beklæder Amerikas højeste embede, måske er det et sammentræf. Hvad end forklaringen måtte være, synes alle julens film at handle om forsoning og harmoni imellem racerne.

I den forgangne weekend havde to sådanne film premiere i USA. Den, som umiddelbart gør størst indtryk, er Invictus, den inspirerende historie om, hvordan Nelson Mandela efter at have været løsladt i knapt et år og med al mulig god grund til at føle sig bitter i stedet vælger forsoning frem for hævn og udnytter en international rugbykamp til at føre Sydafrikas sorte og hvide tættere sammen.

Helt anderledes er The Princess and the Frog, som er en tegnefilm - eller animationsfilm, som det hedder i dag - der bygger på Brødrene Grimms eventyr om Frøprinsen. Skelsættende er den ikke desto mindre, i og med at Disneys heltinder førhen altid plejede at have hvid hud, blå øjne og udprægede hvide europæiske træk - nå ja, i de senere år fik vi ganske vist indianerprinsessen Pocahontas og kineserpigen Mulan, men frem til i dag havde Disney aldrig konciperet en sort tegnefilmsheltinde.

Tiana, som ønsker at etablere sin egen restaurant, er ung, intelligent, smuk og myreflittig. Hun og hendes prins gennemlever et forbløffende eventyr med New Orleans i jazztiden som eksotisk kulisse. Rollelisten omfatter bl.a. en vis gammel voodoo- præstinde og en trompetspillende alligator, hvilket alt sammen lyder meget Disney-velkendt. Den store forskel er imidlertid, at Tiana er afroamerikaner, og at hendes prins er hvid.

Sport som brobygger

Fremhæves må også The Blind Side. Som Invictus er det en sand historie om et rigt hvidt par i de amerikanske sydstater, som tager en teenager, der er analfabet, ind fra gaden til deres hjem og ender med at adoptere ham. Med deres støtte og hengivenhed bliver den sorte bølle uden fremtid til en spirende stjerne i National Football League. På samme måde som Invictus bruger filmen sport til at understrege en mere bidtgående pointe, i dette tilfælde at mennesker ikke skal dømmes på deres hud, og at selv de mest forhærdede individer har potentiale, der kan sættes fri.

Lige nu er imiterer livet dog ikke kunsten, må man sige. Mens disse opbyggelige fortællinger løber hen over lærredet, er store dele af offentligheden nærmest tryllebundet af sagaen om Tiger Woods, en sort mand, hvis overlegenhed i den hvide sport, golf, gjorde ham til en fantastisk brobygger over Amerikas racekløft - men hvis egenskaber som universel rollemodel nu skylles væk af en syndflod af slibrige sexbeskyldninger.

Efter alle vidnesbyrd at dømme har The Princess and the Frog vakt betydelig lykke i det sorte Amerika, ikke mindst fordi en sådan film har været så længe undervejs. Derimod har Woods-affæren vakt langt mere fjendtlige følelser til live. For de fleste medier spiller det ganske vist ingen særlig rolle, at Woods i almindelighed ses som en sort mand (sådan identificerer han sig dog ikke selv - han kalder sig Calbinasian, hvilket skal referere til hans blandede kinesiske, sorte, indianske og hollandske herkomst). For tabloidaviserne er dette blot endnu en sexskandale, om end en gevaldig stor en af slagsen.

En meget anderledes reaktion kan imidlertid iagttages på afroamerikanske blogs og websider. Disse svømmer over af forargelse over en succesrig sort mand, som tilsyneladende udelukkende dyrker hvide kvinder, både i og uden for ægteskabssengen. Denne tilbøjelighed er ikke ny: Bokseren Jack Johnson og football-stjernen O.J. Simpson havde den også. Som Denene Millner, forfatter til bogen The Angry Black Woman's Guide to Life, formulerer det:

»Hvordan kan det være, at sorte fyre, som når op på det niveau, uvægerligt skal jagte den nærmeste blondine?«

Undtagelsen fra reglen

Selv de tre førnævnte feel good-film har deres kritikere. The Blind Side afvises som nedladende og forsimplende, en selvforherligende fortælling om hvid uegennyttig hjælp, der helt ignorerer den nedslidende og vedvarende elendighed i Memphis' fattigkvarterer. Filmens helt er ikke så meget et håbets symbol som den undtagelse, der bekræfter reglen.

Hvad The Princess and the Frog angår, ser en kommentator også et småracistisk isæt i det forhold, at Tiana i hovedparten af filmen optræder i skikkelse af en grøn frø (da hun kysser frøprinsen, forvandles hun i første omgang selv til en frø, red.) og ikke som et sort menneske. En anden sort kritiker medgiver, at det er fint nok med en afroamerikanske prinsesse, men beklager sig over, at Disney så ikke også har skabt en afroamerikansk prins. På den måde kunne Hollywood have demonstreret, at lykkelige og varige ægteskaber ikke alene er forbeholdt hvide.

Selv Mandelas historie har for så vidt ikke en fuldkommen lykkelig slutning. Jovist, hans ry er i modsætning til Woods' kun vokset til yderligere højder, siden han forlod magten. Golfspilleren har mistet sin aura, men statsmandens er blevet næsten guddommelig, og Morgan Freemans vidunderlige fremstilling af ham kan kun fuldføre processen. Men hint gribende og magiske øjeblik i 1995, da Mandela overtalte et mistænksom og ydmyget sort flertal til at bakke op det rugbylandshold, som havde været det hvide Sydafrikas emblem, rev ikke det lands racebarrierer ned. En undersøgelse viste for nylig, at på en typisk dag taler en fjerdedel af alle sydafrikanere ikke en eneste gang med en landsmand af anden race, mens næsten halvdelen af befolkningen aldrig omgås socialt med ikke-racefæller.

Måske vil VM i fodbold i 2010 kunne fuldende det job, Mandela påbegyndte ved World Cup i rugby i 1995.

En dag får vi måske også en film om Tiger Woods at se. Dens kassesucces-potentiale vil dog næppe omfatte fremme af harmoni mellem racer. Hollywood har denne jul begået tre film, som alle er fremragende underholdning. I den ånd skal de opleves og ikke mere. Hvis de af fremtidige generationer også vil blive husket som små milepæle på vejen imod en postracial verden, vil dette kun være en ekstra bonus.

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Se traileren for The Princess and the Frog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her