Forfængelighed er en farlig last at være belemret med - en af de syv dødssynder. Men en af de mest udbredte, især blandt politikere og store erhvervsfolk, der endnu ikke er blevet klar over, at døden rider hurtigere end menneskets hukommelse. Og endnu hurtigere i dag end tidligere. Dengang var vi ikke udsat for et sandt bombardement af mere eller mindre ligegyldige informationer dagligt. Derfor virker bestræbelser på at bevare navnet Møller - mindet om store personer - nu besynderligt gammeldags. Den forfængelighed lider skibsrederen af.
I ethvert program til enhver forestilling i Operaen står der på fremtrædende plads: »Operaen er opført og foræret til Nationen af A.P. Møllers og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, 2004.« Så 'beskeden' fremstår giveren. Men han står der.
Men der står intet om, at i kraft af skattefriheden for Fonden frem til 1985 har skatteyderne i hvert fald betalt skønsmæssigt mere end en tredjedel af byggesummen på omkring tre milliarder kr.
De - vi - har alle betalt til hr. Møllers mausoleum til egen ihukommelse.
De bukkede - og frygter
Mærsk Mc-Kinney Møller står som landets rigeste, mest magtfulde mand. Sådan opførte han sig i Operasagen, og sådan behandlede man ham også fra officiel side. Det kan man laste de forhenværende statsministre Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen og Nyrups radikale kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen for. De bukkede og sagde pænt tak, behørigt imponerede, og bøffede hurtigt en ændring af lokalplanerne igennem på tværs af alt og alle.
Nyrups forgænger som statsminister, den konservative Poul Schlüter, var mere standhaftig. Han modstod Mærsk Mc-Kinneys forsøg på pression - at anlægge sag mod staten - da skibsrederen i 1984 egenmægtigt og imod fundatsen flyttede Familiefonden, den ene af de to store fonde, til det skattefrie Schweiz, tabte sagen, appellerede til Højesteret - og derefter opgav.
Så blev de hidtil skattefrie fonde beskattet.
Det besynderlige er, at Mærsk Mc-Kinney Møller stadig er en ukritisk beundret skikkelse i det danske samfund, selv om han er storforbruger af ledere, som har deres tid - og derefter kasseres. Det skyldes en stort set ukritisk presse og fortidens gerninger, f.eks. Jan Cortzens biografi, der udkom i omkring 60.000 eksemplarer. I en alder af 97 år betragtes hr. Møller som gallionsfigur i selve A.P. Møller Gruppen, men reelt er han bestemmende i Fondene. Dét er hans privilegium.
Selv om det på grund af den øjeblikkelige finanskrise er gået noget tilbage, så rykker det ikke så meget, at det gør noget ved hans placering. Han er stadig en imponerende skikkelse - og frygtet. Af hensyn til de mulige repressalier, hvis man er ulydig efter hans målestok. Det vil i hans øjne sige uartig, hvis man kommer ham på tværs.
Rasende Møller
Uartig, det var Henning Larsen. Onsdag den 4. december 2002 var der endnu et møde med hr. Møller om facaden mod havnen og vis-a-vis den af ham bekostede Amaliehaven, Salys statue af Frederik V på slotspladsen, Amalienborg-palæerne og tværaksen, der afslutter Frederiksstaden ved Marmorkirken, der blev færdiggjort af en af Møllers forgængere som mæcen, finansmanden C.F. Tietgen. Den skulle være en grundtvigsk katedral i hovedstaden - den kirkelige retning, Tietgen tilhørte - og stå som et minde om ham.
Da mødet var ved at være slut, og det atter var klart, at Larsen ikke ville komme igennem med sin åbne glasfacade, der skulle afslutte glasfoyer'en, så man udefra kunne se operapublikummet bevæge sig rundt i et festligt oplyst rum på baggrund af det ahornbeklædte tilskuerrum, tog han bladet fra munden. Han sluttede sit indlæg meget overraskende: »De får Deres Opera - men De ødelægger min! Og eftertiden går glip af en helt unik Opera på verdensplan. Vi to taler nok aldrig mere sammen efter dette. Farvel, hr. Møller ... «
Efterfølgende fortæller vidner, at Møller rasende havde udbrudt, at han aldrig havde været udsat for noget lignende. Han var lamslået.
Det lyder troligt, men siger samtidig noget om den gamle herre. Han var ikke vant til, at folk havde deres egen mening og gav den frit udtryk, selv om den ikke stemte overens med hans egen. Den slags er med til at skabe en særlig tone i koncernen, hvor man ifølge Henning Larsen snobber eller hykler opad og sparker nedad, når det er nødvendigt. Eller når nogen kommer på tværs. Mærsk Mc-Kinney Møller havde forventet total åbenhed fra Henning Larsens side, men praktiserede en næsten total lukkethed om egne projekter, for eksempel om Operaen. Men han selv fulgte den gamle stramme informationskurs, selv om den så småt var på vej til at blive lempet i hele A.P. Møller Gruppen.
Men han kunne have god grund til at være lamslået efter Larsens åbne udmelding 2. december. Mærsk Mc-Kinney Møller havde nemlig forinden, den 19. november, arrangeret en forevisning for Akademiraadet af den mock-up, han havde ladet opføre i naturlig størrelse i en hal på B&W's tidligere areal på Refshaleøen. Her havde Larsen ifølge flere kilder erklæret sig indforstået med Møllers buede facade med stållamellerne, som Anton Geist skriver i sin artikel i Information onsdag.
Men Larsen var i denne periode under stærkt pres fra bygherren, beretter flere vidner. Hele hans og tegnestuens eksistens var efter hans mening på spil. Alligevel stod han fast på mødet med hr. Møller 14 dage senere.
Larsens naivitet
Spørgsmålet er, hvorfor Henning Larsen ikke forlod Opera-projektet efter diverse ydmygelser, som han måtte opleve dem. Han må efter tidligere erfaringer som 'hofarkitekt' på flere af hr. Møllers prestigeprojekter have vidst, hvad han gik ind til. Det gælder f. eks. Søkortarkivet i København, Maersk Training Centre i Svendborg og konferencecentret på Churchill College, Cambridge, hvor Møller blandede sig i detaljer som eksempelvis højden på toiletterne. Larsen måtte kende sin bygherres tilbøjelighed til at blande sig som amatørarkitekt, og han burde med sin erfaring fra tidligere have vidst bedre, skrev Stig Ørskov i tirsdags i en kommentar i Politiken. Og han har en pointe: Larsens egen naivitet.
Hans begrundelse er hensynet til de økonomiske konsekvenser for tegnestuen og sig selv. Han havde på dette tidspunkt op mod 180 ansatte i sit brød. Hvis han skulle have fulgt Jørn Utzons eksempel og forladt Opera-byggeriet, som Utzon gjorde, kunne det have udløst en stor erstatningssag fra Fonden. Det gjorde Møllers personlige assistent Lars Brenøe flere gange opmærksom på.
Den ville sandsynligvis have ruineret Larsen og gjort hans velvoksne stab arbejdsløse. Derfor fortsatte han, men med Tegnestuen som ansvarlig. Men den løsning var Mærsk Mc-Kinney Møller ikke med på. Henning Larsen skulle stadig stå som ansvarlig for Operaen. Og sådan blev det, uanset hans egen bedømmelse af bygherrens forskellige forslag til 'forbedringer' af projektet, som det ikke lykkedes at skyde ned, først og fremmest den 'grillede' facade og nogle forslag til 'forbedringer' fra Per Arnoldi, hr. Møllers 'personlige, kunstneriske rådgiver'. Den, der betaler, bestemmer suverænt.
Ingen reaktion - foreløbig
Forlaget People's Press er valgt med omhu. Det er uden for Mærsks umiddelbare rækkevidde. Bogen er trykt i Tyskland og kommer som et lyn fra en klar himmel. Trykstedet er ikke nærmere specificeret. På forhånd har den ikke været omtalt i pressen, og boghandlerne blev først underrettet om dens udgivelse en uge før publiceringen fredag i sidste uge. Det er næppe tilfældigt.
Henning Larsen kender åbenbart til metoderne hos A.P. Møller. Han har i denne sag handlet derefter, taget sine forbehold for at undgå et fogedforbud, der ville lamme udgivelsen.
Så er det afgørende spørgsmål: Hvordan agter Mærsk Mc-Kinney Møller at reagere på bogen? Den er helt renset for angribelige, injurierende enkeltudsagn, men kan formentlig alligevel angribes for i sin helhed at være injurierende. Men injurier er ikke ulovlige, hvis de kan bevises.
Henning Larsen har begået et klart brud på en juridisk bindende aftale. En bevidst provokation.
»Sig nu noget, hr. Møller,« fristes man til at udbryde.
Eller er fortielsen - tavsheden - endnu engang den mest effektive måde at tackle ubehagelige sandheder på?
Som Mærsk Mc-Kinney Møller har for vane.
At Henning Larsen for ussel mammon pantsatte sin kunstneriske frihed, kan man vel ikke laste hr. Møler for. Den der betaler musikken bestemmer repertoiret.
nu skal man nok være forstigtig med at tale om ussel mammon når talen omfatter mærsk, for selvom han uden nogen som helst tvivl er en dygtig forretningsmand, er det tvivlsomt at han kan se sig fri for ikke at dyrke ussel mammon.
det er ligesom disse emner ikke passer sammen, men mærsk kan nå det endnu. Giv hvad du har taget hr Møller, uden det behøver at gå ud over dit livsværk.
Hvad med de herrens marmor-sten, var dét ikke een vigtigere sag end disse fornemme herres smålige hensyn og ligegyldige diskussioner om glas eller ej.
Jeg kan være temmelig ondskabsfuld, men nu er det vist på sin plads at stoppe, håbe på at Mærsk forstår, læser med, og ellers ønske dig alt muligt godt gamle dreng.
Hr.Møller har lige siden sin ungdom praktiseret at styre samfundet frem for, at samfundet styrer skibsrederen. Og nu operaens kommandobro ud mod havnen, tværs gennem Amalienborg og i front til den anden af fædrelandets mæcener, Marmorkirkens.
Mæcener og kunstnere er et velkendt fænomen, meget kendt fra Italien, men nærliggende er amatørarkitekten Adolf Hitler og den udlærte Albert Speer, der dog ventede med afløringer og åbenbaringer til mæcenen var død. Speer var også nær ved at være Hitlers eneste ven i tilværelsen. Og kongehuset hr.Møllers.
Tak til Ole Lange. Det er den hidtil bedste artikel, jeg har set om sagens indhold, selvom vi får en grundig gennemgang af personerne også.
Dog undrer det mig, at sagen både kan have en kontrakt, der forpligter arkitektens faglige ekspertise fuldt ud - og en kontrakt, der pålægger ham at tie stille.
Hvis Henning Larsen ikke må kalde en spade for en spade, så har man jo forhindret ham i at udøve sin ekspertise, hvilket købmanden jo da ellers har krævet tidligere. Jeg mener som Ole Lange, at Larsen må stå godt i en eventuel retssag.
Som forpligtet til at stille sin fulde ekspertise til rådighed, må et eventuelt pålæg om tavshed naturligvis vige for, at eksperten undsiger den ødelæggende facade, vi er blevet tvunget til at se på.
Som arkitekt må jeg bede om, at facaden bygges om. For min skyld gerne mens den store købmand lever. Det ville være passende for den uhildede omgang med betroede midler, herunder demokratiske spilleregler.
Som borger i et retssamfund må jeg desuden bede om, at de demokratiske spilleregler for den slags projekter følges. Det vil kræve en helt ny lokalplan, som samtidig skal håndtere den bymæssige sammenhæng, infrastruktur, miljøovervågning og tilpasning af projektet til de miljømæssige sammenhænge.
Tak.