Der var engang et lille land, hvis indbyggere var blandt de rigeste i verden. På få år nidobledes aktiemarkedet i Island, og bankernes størrelse voksede til 12 gange landets bruttonationalprodukt. Det hele kørte på skinner.
Men i 2006, da finansfesten var på sit højeste, udkom bogen Drømmeland selvhjælpsbog til en ængstelig nation. Umiddelbart en sær titel Islands daværende situation taget i betragtning. Men for forfatteren, Andri Snær Magnason, var der allerede dengang grund til bekymring:
»Når man spiller med høj indsats, efterlader det en høj risiko,« forklarer han. »Succes var mantraet. At tøve var at tabe. Hele vores økonomi var bundet op på at turde satse.«
Andri Snær Magnason er i København i anledning af, at hans bog netop er udkommet på dansk. Han taler med dæmpet stemme, mens han forgæves leder efter sine briller. »Jeg har nok glemt dem i lufthavnen,« siger han ærgerligt og tilføjer: »uden dem er mit syn lidt uskarpt.« Han hentyder til et af de spørgsmål, der straks trænger sig på, når man sidder med hans bog i hånden: Hvordan kunne han forudse Islands krak?
Manglende demokrati
Efter Drømmeland udkom i efteråret 2006, er der indtruffet flere konkrete begivenheder på Island, der helt eller delvist forudsiges i bogen. Hvordan kunne en almindelig familiefar til fire og forfatter til et par børnebøger og lidt science fiction vide, hvad der senere skulle ske? Og hvorfor kunne ingen andre se det?
»Jeg er hverken synsk eller har særlige evner. Jeg har researchet, observeret og taget mig god tid. Jeg har i min skriveproces stillet dumme spørgsmål og hele tiden forsøgt at betragte situationen udefra,« forklarer Andri Snær Magnason, der ikke ser noget ekstraordinært i sine prognoser. Problemet er, at politikere, økonomer, journalister og bankmoguler ikke har taget sig den fornødne tid, mener han:
»De har haft travlt med deres job, med at nyde rusen fra egen succes og med at planlægge næste skridt. Hvis de havde sat sig ned og brugt den nødvendige tid på refleksion, tror jeg sagtens, de kunne have forudset det.«
Da krakket kom, gik blandt andet Landsbanken konkurs, den tredjestørste konkurs i verdenshistorien siden 1920. Den britiske regering besluttede at bruge antiterrorloven til at indefryse Landsbankens aktiver, og Island figurerede nu på det britiske finansministeriums hjemmeside i selskab med Taleban, al-Qaeda, Irak og Syrien.
»Der var så mange store drømme på nationens vegne. Det var ikke nødvendigvis onde intentioner, der lå bag, men når man privatiserer alting og ikke fortæller, hvor de svimlende summer kommer fra, så opstår der en mangel på gennemsigtighed,« fortæller Andri Snær Magnason, der mener, at Island, som bogens titel angiver, forvandlede sig til et uvirkeligt drømmeland: Et imaginært paradis, som alle jagter, men ingen kender. Et land og en nation lullet ind i en sløvet søvntilstand.
»Den manglende gennemsigtighed var på en måde også mangel på demokrati,« siger han. »De fiktive tal var utrolig svære at forholde sig til som almindelig borger. Inden krakket troede mange islændinge for eksempel, at pengene kom fra skumle foretagender og italiensk mafia, fordi alt var mystificeret. Det viste sig at være Deutsche Bank.«
Heroinøkonomi
Det islandske finanseventyrs bagside er svær at komme udenom. Arbejdsløsheden stiger, og mange islændinge er i fare for at gå fallit. Synderen er ifølge Andri Snær Magnason det, han kalder en »heroinøkonomi«:
»Alle blev dristige og ville have mere. Vi jagtede næste fix på grund af illusionen om den evige rus. De store multinationale virksomheder har ønsket os afhængige.«
Derfor er det lille land også stadig sårbart, mener han. »Vi risikerer at skulle sige ja til multikoncernernes udstrakte hånd for at komme på fode igen. Vi har allerede ofret vores økonomi på baggrund af dén afhængighed, fortsætter vi ad den vej, bliver det næste, vi ofrer, naturen,« advarer han og henviser til den aluminiumindustri, der var årsag til Islands velstand, men som kan få store konsekvenser for miljø og for kulturarv. »Bankerne, finansfyrsterne og de store koncerner kan nemt flytte location. Faren er, at vi efterlades tilbage som et finansielt Tjernobyl,« siger han.
Heroinmetaforen viser derfor også tilbage til bogens forudsigelser, mener Andri Snær Magnason. For problemet ved alt misbrug er, at det gør dig svag. Og når man samtidig står midt i eventyret, er det svært at se, hvor det ender. »Jeg skrev bogen, fordi jeg tænkte Hvornår stopper vi?. Jeg frygtede, at det først ville ske, når vi ramte bunden. Desværre fik jeg ret,« forklarer han og tilføjer: »Desuden har alle fantastiske fortælllinger en grad af forudsigelighed.«
Det er svært at forestille sig, at man kan blive så rig, som flere af Islands finansguruer blev. Én af dem mødte forfatteren i 1996, da han havde indgået en aftale om udgivelsen af sin digtsamling med en supermarkedskæde. Dengang foregik mødet med supermarkedsdirektøren på et lille, mørkt kontor uden vinduer.
»Ti år senere ejede den samme mand de førende indkøbscentre i London og København, et hav af modeforretninger, en legetøjskæde, to juvelerbutikker, Manhattans dyreste lejlighed, Magasin du Nord, en Rolls-Royce Phantom, en stor lystyacht, en privat jet, halvdelen af en bank, de vigtigste medier i Island og Nyhedsavisen i Danmark,« fortæller han. »Almindelige forretningsdrivende, der turde satse, blev milliardærer.«
»Samtidig opstod der et stort klasseskel, som det var skræmmende at være vidne til,« forklarer Andri Snær Magnason. Enten var man helt ufatteligt velhavende. Eller også var man ikke i stand til at betale sin termin. En af de gode ting, som krakket har ført med sig, er elimineringen af den gabende kløft imellem rig og fattig, mener han:
»Vi har mulighed for at gå tilbage og se på, hvad der rent faktisk skete. Det store klasseskel er udvisket hos de fleste islændinge både konkret og psykologisk. Derfor vil mange også sige, at de har det bedre i dag, end de havde dengang, finansfesten buldrede løs. Det kan lyde sarkastisk, men vi er som nation langt mere lige nu.«
Svaret på et traume
»Island er som et reagensglas, og vi er blevet brugt som menneskeligt laboratorium,« forklarer Andri Snær Magnason. »Vi har holdt kunstigt liv i døde ting. Nu har vi chancen for at finde tilbage til de ægte værdier.«
Igen anvender han et af sine mange ordbilleder. De tydeliggør sammen med hans farverige sprog, at han er forfatter. Ikke økonom, ikke politiker og ikke fagnørd på finanskriser. Han er den almindelige mand på gaden, der ønsker at tegne et forståeligt billede af en lille nations selvopfattelse og identitetskrise.
»For to uger siden mødtes 1.500 islændinge i et sportscenter i Reykjavik,« fortæller han ivrigt. »Invitationerne var som et eksperimet sendt rundt via internettet til helt almindelige mennesker, som kunne deltage. Vi skulle diskutere værdier og visioner for fremtiden uden indblanding fra officielle instanser.«
Efter en kollektiv afstemning var især én værdi fremhævet som den absolut vigtigste for alle til stede i den frostkolde sportshal, påpeger Andri Snær Magnason: ærlighed!
Pointen er, forklarer han, at landet i dag er tilbage på et slags nulpunkt. Hvor alle før havde travlt med at jagte drømmen, er der nu blevet tid til at stoppe op og se på virkeligheden. De er vågnet af døsen:
»Det er ærlighed, der er svaret på vores traume som nation,« understreger han og fortsætter:
»Det handler om at se tingene, som de er. Det er også det, jeg gerne vil med min bog: afmystificere krisens elementer og øge gennemsigtigheden. Vi kan allerede nu ane konturerne af krakkets positive konsekvenser. Det er vigtigt at huske på, at den her slags historier altid har en morale gemt.«
Og for Andri Snær Magnason består historiens morale i bevægelsen tilbage til de oprindelige værdier. »En af de vigtigste ting, vi har fået med os ud af krisen, er tid,« siger han. »Hvis bare vi havde taget os tid til at starte med, var alt det her måske slet ikke sket.«
