Læsetid: 6 min.

Kalashnikov-geværer vogtede danske kunstnere

Vi var ni kunstnere, der tog til Irak som den første vestlige kulturdelegation i seks år. Derfor blev vi modtaget som konger - og blev godt passet på
Vi var ni kunstnere, der tog til Irak som den første vestlige kulturdelegation i seks år. Derfor blev vi modtaget som konger - og blev godt passet på
15. december 2009

BAGDAD - Sjældent eller aldrig har danske kunstnere fået en så overvældende og speciel modtagelse som den, der blev os til del, da vi ankom til Bagdad som den første vestlige kulturdelegation i det krigshærgede land i seks år, hvilket gjorde os særligt velkomne. Vi var fire lyrikere, en teatermand, to sangerinder og to multikunstnere. Huhej, hvor det gik i susende fart fra Baghdad International Airport ind til Ishtarsheraton Hotel, hvor vi skulle bo.

Det irakiske kulturministerium havde garanteret for vores sikkerhed, og det skal jeg love for, at det gjorde. Vi var fordelt på tre biler med skudsikkert glas, og så var der bodyguards og sejt udseende soldater med skarpladte AK 47 Kalashnikov-geværer i biler både for og bag, som efter et indlært mønster zigzaggede i fuld fart med blå og røde blink på vejen, som var spærret for andre, så vores kortege kunne glide frit igennem, bortset fra de mange gange, vi stoppede ved checkpoints. Her kunne al-Qaeda så vist ikke få sig kilet ind.

På trappen foran hotellet stod hoteldirektøren og syv-otte ulasteligt klædte, høje mænd i mørke jakkesæt, hvide skjorter og farverige silkeslips opmarcheret på stribe. Det så ud, som om de ventede et vigtigt statsbesøg, og vi skulle lige til at snige os bag om dem, men så var det os, de ventede på med store smil og skilte på brystet med ordet »Velkomstkomité«. De var fra Kulturministeriet og skulle tage sig af os under de 10 dages ophold i landet.

Følte os trygge

Vi blev indkvarteret på 14. og 15. etage med udsigt lige ned på den plads, hvor statuen af Saddam Hussein blev væltet i den første eufori efter diktatorens fald. Vi kunne også se en moské, hvorfra en imam råbte sine bønner ud over byen i en skrattende højttaler, og vi kunne se en bil bakke ind foran hotellet med en maskinkanon på ladet. Iraks hovedstad var i det hele taget spækket med våben og kampvogne og vagter på mange gadehjørner. Man ville gøre livet surt for potentielle bil- og selvmordsbombere. Flere af vore kolleger havde meldt fra i sidste øjeblik, fordi de frygtede at blive levende mål, men sikkerhedsforanstaltningerne gjorde, at vi følte os trygge og lige så rolige som Tigris-floden ved hotellets fod.

Helt så godt var det ikke begyndt. Vi havde dårligt sovet, idet der var seks timers ventetid midt om natten i lufthavnen i Istanbul, og da vi landede i Bagdad, måtte vi vente i tre timer, fordi computersystemet var gået ned, så de rejsende ikke kunne komme gennem paskontrollen, hvor Interpol og CIA skulle have tjek på, om vi var eftersøgt.

Men så blev vi underholdt af bossen fra Kulturministeriet, Aqeel Al-Mindilawi, og hans næstkommanderende, Mudhafer Al-Rubai, om irakiske forhold, og vi fik serveret te på et lille kontor. Alt, hvad vi oplevede, var spændende og anderledes. Vi blev takket for, at vi var kommet trods risikoen og faren, men vi behøvede ikke at være nervøse over at være danskere. Folk forstod godt, at det med Muhammed-tegningerne hang sammen med ytringsfriheden, beroligede Mudhafer.

I ventetiden kunne man også iagttage et arabisk fænomen, som vi skulle se mange gange i den følgende tid: Fire-fem mænd hilste hjerteligt på hinanden med håndtryk, omfavnelser eller kindkys, hvorefter de rådslog om, hvad der skulle gøres i denne og hin situation. Denne særlige kultur kunne der gå lang tid med. Man kunne også se mænd gå med hinanden i hånden, som om de var elskende. En udbredt arabisk skik, som udelukkende er tegn på venskab.

Jeg snakkede i ventetiden med en mand, som fortalte om klansystemet, som stadig spiller en stor rolle, selv om Irak er midt i en demokratiseringsproces. Man taler om, at nogle af dem stadig er »beduinske i hovederne«, dvs. at de hjælper deres slægtninge, og at dette går forud for alt andet. Således mente han, at lederne, der arbejde i lufthavnen, uden tvivl var i familie med hinanden. De hjalp en slægtning ind, når der var et ledigt job.

I boggaden

Efter indkvarteringen blev vi ført hen til Al-Muntanbi-gaden eller boggaden, hvor irakere solgte bøger, som var lagt frem på gaden, så man kunne se deres forsider. En del mennesker, blandt andet pressefolk, havde sluttet sig til vores optog, som igen-igen blev bevogtet af soldater med geværer. Det var åbenbart ikke helt ufarligt at bevæge sig ud i folkemængden på gadeplan. Vi fik forklaret om bøgerne, hvoraf nogle var meget gamle, og vi gjorde ophold ved en kæmpe statue ved Tigrisfloden af en stor arabisk digter, Al-Muntanabbi, der levede for 1.000 år siden. Han var fanget i en bevægelse, hvor han storladent slog ud med armen, som arabiske digtere gør, når de deklamerer deres digte, der som regel er udadvendt folkelige.

Arabiske digtere har modsat deres danske kolleger gjort sig den ulejlighed at lære deres digte udenad, når de reciterer dem. Derved bliver de også en slags skuespillere.

De er højt respekterede af deres landsmænd. Turen sluttede i en kaffebar for poeter med mange fotos i rammer på væggene, hvorefter vi begav os ind i Baghadi Museum, hvor man kunne se en række tableauer med håndværkere i funktion og også et harem, bestående af cirka 15 kvinder, som soldaterne fandt det fornøjeligt at blive fotograferet sammen med.

Så var der en lille koncert til vores ære. Seks musikere med tamburiner og slagtøj ledsagede en ældre mands sang, der handlede om, fik vi oplyst, at han ikke kunne forstå, at den kvinde, han havde udset sig, ikke ville have ham, skønt han dog ejede en tallerken af guld. Han sang lidenskabeligt og humoristisk.

Teatermanden Sejer Andersen fra vores delegation blev iført en arabisk dragt og fotograferet foran et beduintelt med et gevær i hånden, ligesom sangerinden Gudrun Holck sad ved hans side, ligeledes udklædt som araber. Sejer kørte på med krum sabel i rollen, og både han og tilskuerne morede sig pragtfuldt.

Irakerne henvendte sig automatisk til Sejer, som om han var lederen, fordi han med sine 72 år var den ældste af os. I virkeligheden var det Muniam Alfaker, der gennem lang tids forberedelse havde fået hele turen stablet på benene, et ikke ringe arbejde, som var gået helt uden om den danske kulturministerium.

Muniam har i mange år levet i eksil i Danmark , hvor han har fået udgivet flere digtsamlinger og andre bøger, men først og fremmest er han kendt som en stor digter i mange arabiske lande. For ham var det som at komme til sit andet hjem.

Anledningen til vores besøg var rent formelt, at han har redigeret en antologi med danske digte, oversat til arabisk, som netop står for udgivelse i Irak. Sønnen Samer eller Sam har designet bogen, og også han var med på rejsen. Muniam havde dog intet imod at blive suppleret af Sejer, som var en knag til at holde takketaler, en hel genre i sig selv på de kanter.

Rock på lut

Om aftenen var det vores tur til at optræde. Vi kørte ud til Al-Sayd Club, en stor forlystelsespark med flere restauranter. Her slog Saddam Husseins vanartede søn tidligere sine folder, og det var stadig en klub for velhavere. Vi blev ført ind i en sal så stor som en hal, hvor en bryllupsfest netop var i gang med mange spisende gæster. Op på scenen skulle vi for at hilse på bruden og brudgommen. Derefter over i en anden restaurant, hvor et lille lut-orkester underholdt med hjemlandets vemodige melodier, der pludselig blev afløst af »Rock Around The Clock«, udsat for lut. Dette strengeinstrumtent er overordentligt populært i Irak.

Sejer foredragede Boris Vians sang om soldaten, der skriver til den franske præsident, fordi han så nødigt vil i krig. Marianne Larsen og jeg læste vore digte, men det, der for alvor tog kegler hos restaurantgæsterne, var vores musiker, Torsten Høeg, der fik hele salen til at klappe i takt samt Gudrun, der for det meste sang uden musikledsagelse. Gudrun har skabt sin egen musikstil, hvor hun skriver flere landes musiktradition ind i sine kompositioner. Hun bruger sin stemme, som var den et musikinstrument, ofte med rene lydord uden betydning. Torsten gled ind med sin blues-altsax. Gudrun optrådte som en fremmed fugl i et dramatisk outfit, sorte sko og strømper, en rød blomsterkjole. Med sit lange, viltre, røde hår tog hun stikket hjem.

Midt i det hele gik lyset pludseligt. Det gjorde det jævnligt i de dage, vi var i Irak. Det kom dog altid hurtigt igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer