Baggrund
Læsetid: 2 min.

'Kan du have en god dag!'

Jette A. Kaarsbøl topper listen over årets skønlitterære julegavehits, mens Jægerbogen dominerer den faglitterære. Det samlede bogsalg tegner til at blive moderat, men i Holländers Boghandel i Aalborg har man travlt, alt for travlt til at tale med pressen
Er der hårde pakker under træet, er der stor sandsynlighed for, at det Jette Kaarsbøls 'Din næste hus', der gemmer sig bag papiret.

Er der hårde pakker under træet, er der stor sandsynlighed for, at det Jette Kaarsbøls 'Din næste hus', der gemmer sig bag papiret.

Henning Bagger

Kultur
23. december 2009

Ligger der en hård pakke under dit juletræ i morgen, er der en god chance for, at det er Jette A. Kaarsbøls Din Næstes Hus. Efterfølgeren til hendes populære debut, Den lukkede bog, er nemlig dén skønlitterære danske bog, som er langet flest gange over boghandlernes diske de seneste uger. Det viser en top 20, som BookScan.dk og Boghandlerforeningen har lavet over bogsalget i uge 47-50.

Til gengæld er der stor forskel på, hvor meget bogen skal koste.

En hurtig sondering af prisforskellene hos landets boghandlere viser, at der er helt op til 100 kroner at spare, hvis man kigger sig for. I Bøger og Papir koster Din Næstes Hus således 299,95 kroner, mens den hos Bog&Idé koster 249,95. Hos Arnold Busck skal muldevarpeskindet lettes for 239,95 og hos gad.dk for 215,95, mens man hos både saxo.com og g.dk slipper med 199 kroner.

Foruden Kaarsbøls opfølger står også Jakob Ejersbos efterladte trilogi og Jussi Adler-Olsens krimier stærkt på listen. Den faglitterære top 20 domineres derimod af de to medieombruste bøger Jæger - i krig med eliten af Thomas Rathsack, som ligger nummer et, og Henning Larsens De skal sige tak!, som indtager tredjepladsen. Ifølge forlaget Peoples Press, der udgiver begge bøger, har jægerbogen foreløbig solgt i 60.000 eksemplarer, mens Henning Larsens kulturhistoriske testamente over operabyggeriet har solgt i 12.000 eksemplarer.

Begge bøger har nydt særdeles godt af den intense pressedækning, konstaterer direktør i Boghandlerforeningen Olaf Winsløw.

»Jægerbogen ville ikke have ligget så højt, hvis ikke det havde været for den megen omtale, og det samme gælder Henning Larsens bog, som normalt ville regnes for en smal udgivelse,« siger Olaf Winsløw, som mener, det endnu er for tidligt at udtale sig om branchens samlede bogsalg.

De første prognoser tyder dog på, at det som forventet har været et afdæmpet år, uden at være katastrofalt.

'Vi skal ikke klage'

I Holländers Boghandel i Aalborg har man heller ikke grund til at klage over julesalget, fortæller Karlo Rix Holländer, da Information ubelejligt ringer op.

- Hej, det er Rasmus Bo Sørensen fra Dagbladet Information, forstyrrer jeg?

»Ja, vi har travlt.«

- Men det er netop derfor jeg ringer - jeg vil høre hvordan det går med julesalget?

»Vi skal ikke klage, så ville vi være nogle skarn. Men nu siger de jo, at der bliver snestorm i det nordjyske, så ...«

- Nå, så du er bange for, at kunderne skal blive hjemme d. 23.?

»Ja, lige et øjeblik ... Jeg får at vide, at der er nogen, der skal bruge telefonen nu ...«

- Skal jeg ringe tilbage senere?

»Nej, det har vi ikke tid, kan du have en god dag.«

- Jamen, jeg fik jo slet ikke ...

»Kan du have en god dag!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her