Med 11,5 millioner solgte eksemplarer i USA alene blev 1, et opsamlingsalbum med The Beatles udsendt år 2000, det seneste årtis mest solgte album. Ud over det ironiske i dette er det værd at medtænke, at det mest solgte album i USA i 2009 'kun' røg over pladedisken subsidiært downloadedes 2,5 millioner gange. Hvilket skyldes den mest markante ændring i lytte- og købevaner hos publikum, siden lp'en i de sene 60'ere salgsmæssigt overhalede singlepladen, da det markerer en tilbagevenden til netop den tendens; dagens musikforbrugere investerer primært i hits eller udvalgte skæringer via downloads. Ikke at kunstnerne er holdt op med at levere albums (ikke endnu, i hvert fald), men de må nok fremover regne med, at kun deres allermest trofaste fans vil lytte til dem i deres helhed. Til gengæld så ret sikkert på vinyl!
Det er et interessant tankeeksperiment at forestille sig, hvordan listerne over den bedste musik vil tage sig ud, når næste årti udrinder. Vil de primært indeholde tracks, som det hedder nu om stunder? Måske. Man kan dog være sikker på, at der vil være mindst lige så meget musik at tage stilling til - og sikkert også mere, thi via nettet spredes den i større og større stil - uden om officielle kanaler. Til den tid vil pladeselskaberne være forvandlet til ukendelighed, hvis de overhovedet eksisterer? Men det gør de p.t. stadigvæk på samme måde som ideen om albummet som kunstnerisk enhed. Og som sådan er buddene på årtiets 'bedste' skruet sammen. Ikke kun fordi det er praktisk, men fordi albummet stadig fremstår som et meningsfuldt bud på en given kunstners formåen.
The Strokes viste vejen
Da vi for 10 år siden forsøgte både at gøre status over 1990'erne og skue fremad, så det ud til, at den elektroniske musik ville feje de fleste andre genrer af bordet. Men i hælene på 11. september debuterede det lille new- yorker-orkester The Strokes med albummet Is This It og sparkede dermed en stadigt pågående garagerock-revival i gang. Alle rockens dyder og uvaner blev med et slag salonfæhige, og da The Strokes havde vist vejen, væltede det frem med bands overalt. Bedst i flokken var Detroit-duoen The White Stripes, men også britiske The Libertines oplevede en kort tid i solen. Størst kommerciel succes fik sydstatsoutfittet Kings of Leon, og vores egne Raveonettes var da også lige ved at få hul igennem. Med lidt god vilje kan Sheffield-kvartetten Arctic Monkeys henregnes til dette hold, men anført af den voldsomt begavede sangskriver Alex Turner - hør hans sideprojekt The Last Shadow Puppets - besidder bandet et helt andet vækstpotentiale end flertallet.
En række britiske post-punknavne - Wire, The Fall, Joy Division m.fl. - kom til ære og værdighed igen via succesfulde bands som Interpol, The Editors, Bloc Party og ikke mindst Franz Ferdinand, som alle skabte en tæt rockmusik, man også kunne danse til. Et andet fænomen, der dog ikke penetrerede mainstreamen, var alt-country og/eller americana, hvor der med afsæt i The Band, ældre country og folk skabtes en art musikalsk dirty realism. Navne som Calexico, Lambchop, Lucinda Williams og andre lagde sig i dette spor, og kongen hed Ryan Adams, men det var sangskrivere som Bonnie 'Prince' Billy og Conor Oberst (aka Bright Eyes), der funklede. Kun sekstetten Wilco sprængte dog seriøst rammerne.
Med Fleet Foxes' overbevisende debut tilførtes genren endvidere avanceret harmonisang og sofistikeret sangskrivning. Ærværdige veteraner som Dolly Parton (på sine tre blue-grass- plader), Bob Dylan, Bruce Springsteen og Johnny Cash (som døde i 2003) frembragte hovedværker og fremstod som åndsbeslægtede til genrens yngre kræfter.
I den tungere ende af rocken glimrede navne som Queens Of The Stoneage, Foo Fighters, The Killers og The Mars Volta, mens Coldplay oplevede enorm succes med en modhagefri poprock.
Britisk succes
Kunstnerisk stod hiphoppen i stampe, så selv om den i USA kommercielt overgik rocken, blev det britiske The Streets, der fremstod mest real. Detroit-rapperen Eminem fremstod som Det Store Hvide Håb, konsekvent balancerende mellem det inspirerede og det infantile, sydstatsduoen OutKast frembragte tre frækt fantasifulde skiver, Jay-Z leverede et par vægtige hovedværker samt introducerede verden for produceren og rapperen Kanye West, en vaskeægte sort middelklassedreng - der stod ved det. Og så giftede Jay-Z sig med den underskønne Beyoncé, måske 00'ernes største kvindelige solist, dog skarpt forfulgt af teenageikonerne Britney Spears og Christina Aguilera, begge storleverandører af dansegulvshits. De mest substantielle sangere på R&B-scenen var de indbyrdes forskelligartede Erykah Badu og Mary J. Blige, der begge holdt faklen højt.
Rundet af hiphop
Nogle af bedste udgivelser i Danmark var dog rundet af hiphop - og jamaicansk dancehall: Malk de Koijn, Bikstok Røgsystem og den alt for tidligt afdøde Natasja tegnede sig for noget af periodens mest dynamisk dansable musik, mens Suspekt og L.O.C. holdt fast i gangsta-attituderne.
Garagerock på dansk hed Magtens Korridorer, ellers var det mest sanger/sang-skrivere som Rasmus Nøhr, Nikolaj Nørlund, Jens Unmack, Klondykes Mikael K, Kenneth Thordal og Peter Sommer, der benyttede modersmålet som sangsprog. Årtiets comeback stod Niels Skousen for, mens en revitaliseret Anne Linnet scorede hattrick med karrierens tre bedste albums. Et hav af grupper - fra Veto til Figurines - benyttede udenlandske skabeloner, men få gjorde det så vittigt som Nephew og Junior Senior og endnu færre så originalt som Mew, Efterklang og Under Byen.
Og originalitet, mine damer og herrer, er og bliver alfa og omega i dette spil.
00'erne
Seneste artikler
Var det nok? - og blev det sagt?
6. marts 2010De var trætte af at blive bedømt på udseendet, af at føle sig usikre i forelæsningssale, af undertrykkende kønsstrukturer og af at blive til grin for at påpege dem. Det feministiske manifest 'Nu er det nok, så er det sagt'sparkede gang i 00'ernes kønsdebat med et ordentligt brag. Vi har spurgt seks af manifestets bidragydere, hvordan det så nu - 10 år efterI en verden så sød som sukker
8. januar 2010Det nuttede marcherer. Verden synes besat af nuttede dyr og søde designervarer. Glemt er glamour, coolness og muskelkraft; nu vil vi have bløde former, barnligt dign, hvalpe, der er ved at falde i søvn, babyer, der ler og biler med store runde lygter. Det ligner ren eskapisme oven på et voldsomt årti, men følelserne er ligeså gamle som menneskeartenÅrtiet, hvor vi indså, at de har gjort os afhængige
31. december 2009Vandana Shiva ser faktisk tilbage på årtiet, der gik med glæde. Det var nemlig primært defineret af, at folket indså, at magten ligger bedst i egne hænder. I udviklingens og fremskridtets navn har vi lært at være afhængige. Den afhængighed er vi ved at bryde, lyder det optimistiske budskab fra den indiske aktivist
