Med kufferten fuld af sprængstof

Kvinder i modstandsbevægelsen fremstilles ofte som det omsorgsfulde bagland. En ny bog sætter gennem otte personlige beretninger fokus på en overset indsats blandt aktive modstandsfolk: kvindernes. Annie Langberg og Gertrud Pedersen er to af dem, og for dem foregik kampen for Danmarks frihed langt væk fra madlavning og strikketøj
Gertrud Pedersen og Annie Langberg (t.h.) er to af de få tilbageværende kvindelige medlemmer af den danske modstandsbevægelse. Deres arbejde kan ikke sammenlignes med nutidens terrorisme, mener de. Demokrati og frihed var motivationen, når de som Toldstrups kurerpiger satte 
 livet på spil.

Gertrud Pedersen og Annie Langberg (t.h.) er to af de få tilbageværende kvindelige medlemmer af den danske modstandsbevægelse. Deres arbejde kan ikke sammenlignes med nutidens terrorisme, mener de. Demokrati og frihed var motivationen, når de som Toldstrups kurerpiger satte
livet på spil.

Sigrid Nygaard
9. december 2009

I 1944 står Annie Langberg på Århus Banegård. En tysk officer henvender sig, kigger mod den røde kuffert og spørger, om hun behøver hjælp til at bære den op i toget. Officeren skal selv med til Struer, Annie smiler venligt og nikker. Da han hanker op i kufferten, bemærker han den tunge vægt. Studenterhuen og forklaringen om de mange bøger virker overbevisende. Men Annies røde kuffert er ikke fuld af bøger. Den bugner af våben og sprængstof. Hun er på vej til Venø, hvor modstandsbevægelsen har træningslejr. Og selvfølgelig er hun bange.

»Jeg har set hele familier, jeg kendte, blive taget med af Gestapo og senere hørt, de blev ryddet af vejen. Det er ikke sjovt. De blev taget for samme type arbejde som det, vi lavede. Men ingen mistænkte jo en ung uskyldig studine.«

Den tyske officer åbnede aldrig kufferten. Men det har været tæt på nogle gange. For eksempel dengang ved godsudleveringen, hvor manden bag skranken nægtede, at bagagen var kommet frem:

»Jeg kunne se min røde kuffert lige bag ved ham. Først undrede det mig, men hurtigt forstod jeg hans tegn og skyndte mig væk.«

Den røde kuffert så Annie derfor aldrig igen, men manden bag skranken har siden været med i en aftenbøn.

Datidens terrorisme

De ligner to helt almindelige pensionister, som de sidder der i huset i Randers med hver deres kaffekop og retter på det sølvgrå hår. Annie Langberg på 84 og Gertrud Pedersen på snart 90 år. Men det er nok de færreste kvinder, som kan bryste sig af at have sprængt jernbaner i stykker, smuglet læssevis af våben, sat deres liv på spil som kurerer, været med ved hemmelige missioner og hjulpet eftersøgte folk på flugt.

»Det var en anden tid dengang. Hele verden var i krig. Tyskerne tromlede igennem, uskyldige blev slået ihjel, og det var pludselig ikke så vigtigt, om vi overlevede. Jeg ville hellere kæmpe imod noget, jeg inderligt følte var forkert og urimeligt. Det væsentlige var at gøre noget,« forklarer Annie Langberg, der på missioner gik under kodenavnet Pudderdåsen, fordi hun skjulte hemmelige dokumenter i sin runde sminkebeholder.

»Det er det bedste job, jeg har haft,« bakker Gertrud Pedersen op: »Det var farligt og usikkert, men der var langt mere spænding end på kommunekontoret.«

De er blevet kaldt bedragere og statsautoriserede terrorister, og under krigen udråbte statsminister Erik Scavenius dem til landsforrædere. Beskyldninger, de to kvinder er meget uenige i:

»Det er simpelthen noget vrøvl. Jeg går ind for Gud, Konge og Fædreland. Vi kæmpede mod et antidemokratisk regime, og du har pligt til at forsvare dit land. Sådan er det. Punktum,« sukker Annie Langberg.

At kampen for frihed ikke altid kunne gå lige efter bogen, var en af de omkostninger, der var, forklarer hun.

»Men der er fandens til forskel i forhold til i dag. Det kan slet ikke sammenlignes med nutidens terrorisme. En ung mand med et mavebælte med sprængstof, der går ind på en markedsplads fyldt med uskyldige børn og kvinder og sprænger sig selv i luften - det var aldrig sket dengang!«

Tryk avler modtryk

Begge kvinder indrømmer, at grænsen mellem terror og frihedskamp er flydende og hele tiden udfordres historisk. Men de køber ikke sammenligningen:

»Jeg bliver så vred, når folk kalder vores arbejde for terrorisme. Vi lagde en meget stor ære i, at det ikke gik ud over mennesker. Det handlede om at afskære tyskerne fra deres arbejdsruter og forhindre dem i at undertrykke vores befolkning,« siger Annie Langberg.

»Terror i dag har derimod præcis det erklærede mål at ramme så mange civile som muligt. Begrebet frihed er i denne forbindelse det helt centrale. Pressefrihed. Ytringsfrihed. Frihed som ethvert menneskes ret.«

Påstande om, at de, der likviderede stikkere, var mordere, har heller ikke noget på sig, mener de:

»De var soldater. Soldater, der gjorde deres pligt. De gjorde intet forkert - det må du gerne citere mig for,« understreger Annie Langberg, mens hun læner sig frem i stolen og peger på en gammel, slidt bog på bordet. Det er Toldstrups Uden kamp, ingen sejr.

Toldstrup, eller Anton Jensen, som han hed, var nedkastningschef i Jylland og uddannet ved toldvæsenet, hvilket gav ham hans illegale navn. Det var ham, der i 1944 styrede arbejdet med våbenmodtagelser, og det var ham, der afleverede den røde kuffert dengang på Århus Banegård. Gertrud Pedersen og Annie Langberg var hans kurerer, fortæller de:

»Vi har aldrig været i tvivl om det, vi gjorde. Ikke et øjeblik. Tryk avler modtryk.«

Historien pyntet

De to veninder lærte hinanden at kende i modstandsbevægelsen. Det er over 60 år siden, og i dag er de næsten naboer. Da Gertrud fandt et hus til salg tæt ved ægtemanden Carl og hendes eget, slog Annie til og flyttede fra Djursland.

I dag ses de et par gange om ugen til fitness, frokost og koncerter, og så mødes de med andre ligesindede i OK-Klubben. OK står for oplysning og kultur. Her diskuteres alt fra strikketøj og Stig Rossen til krigen i Irak, beskyldningerne om terrorisme og de seneste års publikumssucceser som Blekingegadebanden og Flammen og Citronen.

Men for Gertrud og Annie er sidstnævnte andet og mere end 500.000 solgte biografbilletter og god lørdagsunderholdning.

»Filmen er for lækker, og det hele er for pænt. I 1944 var virkeligheden anderledes grå og grim. Filmen tegner slet ikke et realistisk billede af, hvordan det faktisk var,« mener Gertrud.

»Nej, og det er jo vanvittigt, at de kører rundt i bil i filmen. Det var der ingen, der gjorde, ud over tyskerne. Lillelund drønede jo rundt på cykel,« tilføjer Annie om lederen af Holger Danske II, som hun senere flygtede til Sverige sammen med.

»Hvorfor skal historien pyntes sådan? Den var jo dramatisk nok, som den var.«

Og dramatisk, det var det. Begge kvinder har set nære bekendte miste livet, veninden og kurer-kollegaen Lis Richardt blev snuppet på Annie Langbergs faste rute, og Gertrud Pedersens mand Carl blev fanget af tyskerne i færd med at hente våben fra et nedkastningsspot og sendt i koncentrationslejr. Først i Neuengamme, siden Buchenwald.

»Vi havde ikke hørt om de rædsler, der foregik i lejrene, herhjemme på det tidspunkt. Jeg anede ikke, at det stod så slemt til,« fortæller Gertrud, der under krigen startede en gruppe i Randers sammen med sin mand, hvor de instruerede og oplærte unge drenge i, hvordan de skulle sætte sprængladninger til tysk materiel, bygge modtagebaner op om natten og sprænge skinner i luften, lige før de tyske troppetransporttog passerede.

»Vi lå på gulvet i stuen, hvor vi havde bygget en jernbane op, mens vi øvede os i at lave bomber med materiale sendt fra England.«

Selv om de kendte risikoen, var der for ægteparret intet alternativ. Men Gertrud indrømmer, at det var et stort chok, da hendes mand blev taget.

»Det lykkedes ham heldigvis at flygte, og vi mødtes på hans bedsteforældres loft om natten. Her gik virkelighedens gru op for mig.«

Så hellere dø

Tiden i Buchenwald gav imidlertid Gertrud Pedersens mand svære traumer. Synet af nøgne lig stablet i store beholdere, trækvogne fyldt med døde kroppe og SS-vagter, der stenede uskyldige ihjel, stod længe prentet på nethinden:

»I flere år efter døjede han med søvnproblemer, mareridt, svedeture, gulsot og ernæringsproblemer,« beretter Gertrud, der på trods af det mener, at modstandskampen har været lidelserne værd:

»Det var det eneste rigtige. Vi vidste godt, at det var farligt, regeringen tordnede mod sabotørerne og opfordrede folk til at angive mistænkelige personer til politiet. Vi vidste, der fandtes stikkere, og at folk mistede livet. Men jeg var ikke bange for at dø. Tortur, derimod, det skræmte mig. Det er jeg ikke sikker på, jeg havde kunnet klare.«

Af samme årsag havde Gertrud altid en giftpille sat fast på indersiden af låret med et hæfteplaster.

»Det gav en trygheds- følelse. Hellere sluge den end blive taget levende. Vi vidste jo godt, hvad Gestapo og deres håndlangere gjorde mod unge piger.«

De mange ubehageligheder ville begge kvinder gerne have været foruden. Men det har også givet en særlig ballast. Venskabet for eksempel:

»Vi, der kæmpede sammen dengang, og som har overlevet indtil nu, holder stadig sammen. Selv om vi ikke taler om den tid mere, så ved vi, hvad vi har sammen,« fortæller Annie Langberg, der sammen med Gertrud Pedersen i 2000 modtog et legat fra Gudmund Schacks Mindefond for deres indsats i modstandsbevægelsen. De glæder sig over den fornyede interesse for deres arbejde under besættelsen. Men det undrer dem også:

»Det er pudsigt, der kommer en bog om os nu så mange år efter. At det tilmed er en ung kvinde på 28 år, som har forfattet den, er endnu mere overraskende,« mener Annie.

»Jeg er forundret over, at unge mennesker finder os interessante i dag. Der sker så meget andet ude i verden, og det er efterhånden en hel menneskealder siden.«

»Faktisk har vi aldrig tænkt over arbejdet som noget særligt bemærkelsesværdigt,« supplerer Gertrud og slår ud med hænderne:

»Vi havde ingen børn eller forpligtelser - jeg tror bare, jeg tænkte: 'Det går sgu nok'.«

Kathrine Læsøe Engbergs bog 'Modstandskvinder - kvinder i den danske modstandsbevægelse fortæller' er udkommet på People's Press. I bogen medvirker desuden Lis Bomhoff fra Flammen og Citronen, elektropioneren Else Marie Pade, Liss Richardt, Claudia Espegaard, kommunisten Inge Nielsen og Lis Mellemgaard, der tidligere har skrevet om tiden under besættelsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Per Diepgen

Som nævnt har andre kvinder før skrevet om deltagelse i besættelsen, og historierne forekommer også enkeltvise, ofte genfortalt, i større fremstillinger. Hvilken forbindelse, om nogen, findes imellem den aktuelle 'kvinder i modstandskampen' og Kate Florons gamle 'kvinder i modstandskampen'? (Nogle 'modstandskvinder' findes hverken i den ene eller den anden af de to bøger.)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Diepgen

Modstanden er ikke forbi. verden vælter sig i fascisme.
Og modstanden er, hvad man alle dage har kaldt 'terrorisme' udført af 'terrorister', hvilket fremgik at udtalelser af de danske samarbejdspartnere og af den ordre, som Føreren gav overalt i Europa, efter nederlaget på Østfronten, nemlig 'modterror', der indeholdt kollektiv afstraffelse, men her i landet fik langt mindre betydning end i andre, og bemærkelsesværdigt var det første offer slet ikke modstandsmand, men aflivet som vendekåbe.
Terror er overalt den lille mands vold mod den store mands vold. Men som Annie Langberg gør opmærksom på, undgik man civile tab i forbindelse med terrorismen. Også under kommunisternes omfattende attentater blev civile enten holdt tilbage eller advaret, endog sabotagevagter fik varsler. Alligevel blev ikke mindst kommunisterne kaldt terrorister og kriminelle i borgernes interne sindelagskamp, som slet ikke er forbi.
I den kollektive erindring er mangt og meget siden blevet nyvurderet, revideret og sågar historieforvansket.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Sohn

Endnu en bog om kvinders deltagelse i modstandskampen fortjener at blive nævnt. Det er Musse Hartigs "Kvinde i modstandskampen", der udkom på forlaget Historisk Revy i 1982.

Politikens anmelder J. B. Holmgård kaldte den "en af de bedste bøger, der er skrevet om 'de fem forbandede år.'"

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jan henrik wegener

Det er svært at se at nutiden helt kan sammenlignes med den historiske periode der.
Især fortjener ikke uden videre nutidige voldelige bevægelser nogen "overførsel af sympati" (det må da være ren undtagelse!) Diverse bevægelser, som de der står for f.eks. bomber (med eller uden tihørende selvmord) i Pakistan, Somalia, Irak og rundt omkring er snarere kandidater til en berygtet plads i nutidens og fremtidens historier!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jan henrik wegener

Der er mange og ikke kun en gruppe, der måske burde overveje om "vi trænger til lidt selverkendelse". Jeg forstod udsagnet som at "vi" i sammenhængen betyder noget lignende af "danskerne" eller "europæerne" (med flere). Måske endda at en særlig "samvittighedsfuld" gruppe "selverkender" før og for "helheden"(?)
Men må selverkendelsen ikke først gælde et lidt snævrere "selv", hvis ambitionen er at "repræsentere vores allesammens dårlige samvittighed"?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Diepgen

Dårlig samvittighed er en vej til selverkendelse, en anden er at føle sig harm på andres vegne - social indignation, xenofobisk eller racistisk - men erkendelsen er først fuldendt med politisk handling (eksvis.praktisk omsorg), jvf. besættelsens modstand, aktuelt klimatopmødet, hvor erkendelsen vist nok er overvejende til stede, udtrykt f.eks. i en frygt for fremtiden, men resultatet synes at indskrænke sig til endnu en kapitalistisk løsning´, ligesom Obama går i krig, men dog får en pris for fred.

anbefalede denne kommentar