Læsetid: 7 min.

Med kufferten fuld af sprængstof

Kvinder i modstandsbevægelsen fremstilles ofte som det omsorgsfulde bagland. En ny bog sætter gennem otte personlige beretninger fokus på en overset indsats blandt aktive modstandsfolk: kvindernes. Annie Langberg og Gertrud Pedersen er to af dem, og for dem foregik kampen for Danmarks frihed langt væk fra madlavning og strikketøj
Gertrud Pedersen og Annie Langberg (t.h.) er to af de få tilbageværende kvindelige medlemmer af den danske modstandsbevægelse. Deres arbejde kan ikke sammenlignes med nutidens terrorisme, mener de. Demokrati og frihed var motivationen, når de som Toldstrups kurerpiger satte 
 livet på spil.

Gertrud Pedersen og Annie Langberg (t.h.) er to af de få tilbageværende kvindelige medlemmer af den danske modstandsbevægelse. Deres arbejde kan ikke sammenlignes med nutidens terrorisme, mener de. Demokrati og frihed var motivationen, når de som Toldstrups kurerpiger satte
livet på spil.

Sigrid Nygaard

9. december 2009

I 1944 står Annie Langberg på Århus Banegård. En tysk officer henvender sig, kigger mod den røde kuffert og spørger, om hun behøver hjælp til at bære den op i toget. Officeren skal selv med til Struer, Annie smiler venligt og nikker. Da han hanker op i kufferten, bemærker han den tunge vægt. Studenterhuen og forklaringen om de mange bøger virker overbevisende. Men Annies røde kuffert er ikke fuld af bøger. Den bugner af våben og sprængstof. Hun er på vej til Venø, hvor modstandsbevægelsen har træningslejr. Og selvfølgelig er hun bange.

»Jeg har set hele familier, jeg kendte, blive taget med af Gestapo og senere hørt, de blev ryddet af vejen. Det er ikke sjovt. De blev taget for samme type arbejde som det, vi lavede. Men ingen mistænkte jo en ung uskyldig studine.«

Den tyske officer åbnede aldrig kufferten. Men det har været tæt på nogle gange. For eksempel dengang ved godsudleveringen, hvor manden bag skranken nægtede, at bagagen var kommet frem:

»Jeg kunne se min røde kuffert lige bag ved ham. Først undrede det mig, men hurtigt forstod jeg hans tegn og skyndte mig væk.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som nævnt har andre kvinder før skrevet om deltagelse i besættelsen, og historierne forekommer også enkeltvise, ofte genfortalt, i større fremstillinger. Hvilken forbindelse, om nogen, findes imellem den aktuelle 'kvinder i modstandskampen' og Kate Florons gamle 'kvinder i modstandskampen'? (Nogle 'modstandskvinder' findes hverken i den ene eller den anden af de to bøger.)

Modstanden er ikke forbi. verden vælter sig i fascisme.
Og modstanden er, hvad man alle dage har kaldt 'terrorisme' udført af 'terrorister', hvilket fremgik at udtalelser af de danske samarbejdspartnere og af den ordre, som Føreren gav overalt i Europa, efter nederlaget på Østfronten, nemlig 'modterror', der indeholdt kollektiv afstraffelse, men her i landet fik langt mindre betydning end i andre, og bemærkelsesværdigt var det første offer slet ikke modstandsmand, men aflivet som vendekåbe.
Terror er overalt den lille mands vold mod den store mands vold. Men som Annie Langberg gør opmærksom på, undgik man civile tab i forbindelse med terrorismen. Også under kommunisternes omfattende attentater blev civile enten holdt tilbage eller advaret, endog sabotagevagter fik varsler. Alligevel blev ikke mindst kommunisterne kaldt terrorister og kriminelle i borgernes interne sindelagskamp, som slet ikke er forbi.
I den kollektive erindring er mangt og meget siden blevet nyvurderet, revideret og sågar historieforvansket.

Endnu en bog om kvinders deltagelse i modstandskampen fortjener at blive nævnt. Det er Musse Hartigs "Kvinde i modstandskampen", der udkom på forlaget Historisk Revy i 1982.

Politikens anmelder J. B. Holmgård kaldte den "en af de bedste bøger, der er skrevet om 'de fem forbandede år.'"

jan henrik wegener

Det er svært at se at nutiden helt kan sammenlignes med den historiske periode der.
Især fortjener ikke uden videre nutidige voldelige bevægelser nogen "overførsel af sympati" (det må da være ren undtagelse!) Diverse bevægelser, som de der står for f.eks. bomber (med eller uden tihørende selvmord) i Pakistan, Somalia, Irak og rundt omkring er snarere kandidater til en berygtet plads i nutidens og fremtidens historier!

I modsætning til mange andre har ví siden krigen udviklet en kunstig tilværelse, beskyttet af alskens mure, der råber på selverkendelse.

jan henrik wegener

Der er mange og ikke kun en gruppe, der måske burde overveje om "vi trænger til lidt selverkendelse". Jeg forstod udsagnet som at "vi" i sammenhængen betyder noget lignende af "danskerne" eller "europæerne" (med flere). Måske endda at en særlig "samvittighedsfuld" gruppe "selverkender" før og for "helheden"(?)
Men må selverkendelsen ikke først gælde et lidt snævrere "selv", hvis ambitionen er at "repræsentere vores allesammens dårlige samvittighed"?

Dårlig samvittighed er en vej til selverkendelse, en anden er at føle sig harm på andres vegne - social indignation, xenofobisk eller racistisk - men erkendelsen er først fuldendt med politisk handling (eksvis.praktisk omsorg), jvf. besættelsens modstand, aktuelt klimatopmødet, hvor erkendelsen vist nok er overvejende til stede, udtrykt f.eks. i en frygt for fremtiden, men resultatet synes at indskrænke sig til endnu en kapitalistisk løsning´, ligesom Obama går i krig, men dog får en pris for fred.