I Skærbæk Kursus- og Fritidscenter ikke langt fra Rømø er der alt, hvad hjertet kan begære af et halkompleks. Bowlingbaner, svømmehal, håndboldpiger, spillemaskiner, julestjerner på cafeteriabordene og pølsemix til en passende pris.
Men i Skærbæk er der også noget mere. Nemlig kunst. Rundt omkring på gangene, i opholdsrummene, i restauranten og ved indgangen til svømmehallen hænger vævede tæpper, oliemalerier i stærke farver og keramikarbejde udstillet i montrer.
Ud over de almindelige haller er en del af centret dedikeret til kunst og kunsthåndværk. Kunstnerhuset hedder delen, der indtager centret på lige fod med fodboldklub og håndboldforening.
Kunstnerhuset blev bygget til fritidscentret i efteråret 2008 og står både for kunstudstillinger og kurser i kunsthåndværk i forskellige værksteder. Baglandet var en forening af lokale kunstnere i vadehavsområdet, men husets værksteder og udstillingsplads er tiltænkt en meget bredere gruppe. Først og fremmest de lokale kunstnere, men også lokale amatører og professionelle kunstnere og kunsthåndværkere fra ind- og udland.
En gruppe, som kulturkoordinator på stedet, Hanna Sönnichsen, håber at se flere af, når huset er blevet mere etableret. Derudover er kunsten ikke mindst tiltænkt den halve million gæster, centret har årligt.
»Der er selvfølgelig nogle få, der undrer sig over, hvad det er for noget, vi hænger op, og hvad det skal i en hal. Men vi ser det som 'wellness for sjælen' og tillader os at være så naive at tro, at det beriger folk. Samtidig giver det os en ekstraordinær mulighed for at komme i dialog med et publikum, som man ellers ikke ville komme i kontakt med,« fortæller Hanne Sönnichsen.
Mal og bowl
Kunstnerhusets største udstillingsafdeling, som også rummer en lille kunstbutik, viser for øjeblikket en julekalenderudstilling af 13 forskellige kunstnere. Jule- og vintermotiver som Josef og Maria og frostvejr hænger tæt langs væggene. Ét af centrets mange brugere, Kim Alnor, sidder i en sort lædersofa midt i udstillingen og læser Bilmagasinet, mens han venter på sin datter, der er til svømning.
»Det er da fint, billederne er her. Ellers var der måske lidt hvidt på væggene,« fortæller Kim Alnor, som tilkendegiver, at han ikke kigger så meget på selve udstillingen.
Susan Mark, der ligeledes venter på, at børnenes svømmetræning slutter, er glad for muligheden for at blive inspireret i ventetiden.
»Jeg kigger rigtig meget på udstillingerne. Jeg synes, det er fantastisk dejligt. Jeg maler selv, så jeg får tit gode ideer herfra.«
Hvordan det kunne lade sig gøre at få udstillingslokaler og kreative værksteder til et beløb af 18 millioner kroner i en by med 3.000 indbyggere er blandt andre centermanager Søren Hansens fortjeneste.
Han fortæller, det var en længere proces at få overbevist samarbejdspartnerne om potentialet i projektet.
»Det var et vurderingsspørgsmål, om vi som center var villige til at bruge så mange penge på det, men samtidig så vi også et behov for, at kunsten kom et sted hen, hvor folk kunne få øje på den. Jeg tror, der er meget mere potentiale at hente blandt lokale kunstnere i området, og det vil vi gerne være med til at hjælpe frem i lyset,« siger Søren Hansen, der ser et økonomisk potentiale i projektet.
»Tønder Kommune har ikke nogen kæmpe industri. Jeg tror, der i stedet skal satses mere på turisme; herunder kunst og kunsthåndværkere. Kunsten kan være et middel til at skabe liv i området og trække både turister og flere fastboende til,« fortæller Søren Hansen.
Kunsthal eller halkunst
»Just dance, gonna be ok, da-da doo-doo« lyder Lady Gagas hit ud gennem den åbne dør ind til fitnesscentret. Ved siden af døren hænger et russisk ikon og malerier med Noas Ark-fortællingen som tema. Inde i centret hænger store collagemalerier i sølv og orange over en kvinde, der trækker til i én af ro-maskinerne.
»Først syntes jeg, det var lidt mærkeligt med billeder i et fitnesscenter. Men nu er det meget hyggeligt og altid sjovt at se, hvad der bliver hængt op næste gang,« fortæller receptionisten i Skærbæk Sport & Fitness.
På rundtur i det store hus forklarer Hanne Sönnichsen, hvordan fitnesscentrets og kunsthusets lokaler ligger flettet ind i hinanden. På samme måde er der fra glasværkstedets panoramavinduer udsigt over boldbanens reklamebander og grønsvær. Havde det ikke været for aftentågen, kunne man se ud over Vadehavet og helt til Rømø fra værkstedet, fortæller Hanne Sönnichsen.
»Der er mange kunstnere og kunsthåndværkere i området, men det er svært at komme ud over rampen, når man sidder i hver sit galleri. Derfor er huset en stor fordel fra den kunstneriske side. Her kan vi samle kræfterne og der er folk, som er gode til at lave forretning for os og stå for det administrative. Og så er her potentielt en halv million gæster til at se udstillingerne.«
Hanne Sönnichsen, der selv er væver, kan også se udfordringer i at udstille kunst på denne utraditionelle måde. »Der er selvfølgelig kunstnere, som har forbehold for at udstille her, og det er en udfordring for os at lave noget på forskellige niveauer. Så for nogle er et sted som dette ikke det rette. Vi arbejder derfor sammen med den voksende gruppe, der kan se en god idé i det her og har modet til det.«
Den lokale kunstmaler Lars Bollerslev har tidligere udstillet på blandt andet Ribe Kunstmuseum og Skærbæk Museum. For tiden hænger flere af hans billeder på gangene i Skærbæk Kulturcenter.
»Det er meget nytænkende at have udstilling i et fritidscenter. Det betyder, man kommer i kontakt med en hel anden gruppe mennesker, og det er med til at tage kunsten ud af elfenbenstårnet og afmystificere den for folk. Min erfaring er, at de, der besøger centret, er meget optagede af det. Selv i saunaen har jeg oplevet, gamle mænd snakke om malerier. Det, tror jeg ikke, ville være sket tidligere,« fortæller Lars Bollerslev.
Han understreger, at man som kunstner skal være bevidst om, at malerierne også risikerer at blive til vægpynt.
»Man kan ikke undgå en kategori, der hedder brugs- og pyntekunst i den her forbindelse. Der må man som kunstner fortsat prøve at udfordre og skille sig ud, så det ikke bliver for pænt. Vi har helt sikkert til gode at se mere provokerende kunst i Kunstnerhuset. Det er også et spørgsmål, om huset i det hele taget egner sig til det. Som kunstner skal man derfor gøre sig klart, at Kunstnerhuset ikke er et galleri. Det arbejder på et andet plan,« siger Lars Bollerslev.
»Men i Kunstnerhuset er det muligt at udstille malerier med vanitas-symboler, hvor pensionisterne kommer for at spille banko. Det kan derfor også noget, et almindeligt galleri ikke kan.«
Læse mere om Skærbæk på www.kursus-fritidscenter.dk