Læsetid: 6 min.

Vi må have kærligheden tilbage i politik

Budskab. Den amerikanske forfatter Michael Hardt vil bryde familien og parforholdets kærlighedsmonopol og hive den tilbage i politikken - kærlighed skal igen være samfundenes sammenhængskraft
Forandringskraft. Den amerikanske professor og aktivist Michael Hardt er overbevist om, at politisk kærlighed kan ændre verden, hvis det vel at mærke er den rigtige slags. For der er mange slags kærlighed. 'Et af de største kærlighedsprojekter i historien er fascismen. Fascisme var ikke had. Den var rendyrket kærlighed, men den var som det parforhold, der sigter efter at udviske alle forskelligheder i jagten på den ultimative sammensmeltning', siger han.

Forandringskraft. Den amerikanske professor og aktivist Michael Hardt er overbevist om, at politisk kærlighed kan ændre verden, hvis det vel at mærke er den rigtige slags. For der er mange slags kærlighed. 'Et af de største kærlighedsprojekter i historien er fascismen. Fascisme var ikke had. Den var rendyrket kærlighed, men den var som det parforhold, der sigter efter at udviske alle forskelligheder i jagten på den ultimative sammensmeltning', siger han.

Sigrid Nygaard

23. december 2009

Han fryser, og han er lige af det københavnske politi blevet forhindret i at mødes med meningsfæller fra Bella Center sammen med en hel demonstration af aktivister, der havde håbet på et møde om en ny, demokratisk dagsorden. Alligevel mener Michael Hardt, at kærligheden skal redde demokratiet. Ikke den sammensmeltende passion, der ligger til grund for nationalismen, men den dynamiske kærlighed.

Michael Hardt kalder sig 'socialist'. Man skulle tro, det gjorde ham til dårligt selskab. Men sammen med den italienske filosof Antonio Negri er han blevet en intellektuel rockstjerne for demonstranter og aktivister over hele verden. De to fik et kolossalt gennembrud med Imperiet fra 2000, som sluttede med de sensationelle løfter om en ny og lykkelig kommunisme.

De talte ikke for, at stalinismen skulle genopføres globalt. Deres drøm handlede om at frigøre alle de energier, som i dag bruges på at skabe på at skabe profit. De påpegede, at der allerede i dag investeres en mangfoldighed af begær og lyst i at skabe økonomiske værdi. Og hvis man i stedet for at skabe økonomisk satsede på at gøre sig selv fri, ville man kunne gennem en ny global omvæltning af magtforholdene. Den socialisme, de to bekender sig til, skal ikke opfindes på ny. Den lurer lige under alle overfladen:

»Hvis man ser et kærlighedsforhold til et andet menneske som modsætningsfyldt, fuld af konflikter og stridende interesser, og det er i det felt, at dynamikken sker, og overfører det til demokratiet, får vi et dynamisk samfund i forandring,« forklarer Hardt, som er kommet til København med et budskab:

Genopfind kærligheden som politisk begreb, bryd parforholdets og familiens kærlighedsmonopol, og få den hevet tilbage ind i det politiske felt.

»Det er sjovt at observere, hvor urolige ellers rolige akademikere begynder at sidde på stolene, når man taler om kærlighed,« fortæller Hardt, der siden Imperiet bragede igennem har haft en helt særlig position som formidler mellem en ekstremt teoretisk politiske filosofi og et ungt, aktivistisk, til tider næsten militant, demonstrerende publikum. »Mange reagerer faktisk lidt voldsomt. Jeg er både blevet beskyldt for at være skør, religiøs eller bare, at jeg har hængt for meget ud med italienere,« griner han.

Næstekærlighed

Men det er ikke bare en genopdagelse af næstekærligheden.

»Altså på engelsk hedder det love thy neighbor. Det er et alt for svært og nært begreb, der alt for ofte bliver mere ekskluderende, end det egentlig rækker ud,« siger Hardt.

Mistanken om, at han skulle være blevet nyreligiøs på sine gamle dage, undrede den 48-årige Hardt, indtil han kom til at tænke på tidligere reaktioner på hans bøger.

»Dele af den venstrefløj, der har taget mine og Negris skriverier til sig, har virkelig svært ved, at vi har så relativt mange bibelreferencer. Men skal man beskrive samfundsmæssigheder i en europæisk sammenhæng, er der jo ingen vej uden om det. Det ville svare lidt til at bede en kunsthistoriker skrive det store værk om europæisk kunst, men ignorere alle værker med religiøse motiver. Det ville blive en ret kort og helt misvisende bog,« siger Michael Hardt og tilføjer med et grin: »Jeg er ikke et religiøst menneske. Jeg er for fanden kommunist.«

»Det er noget, jeg har tænkt over i mange år. Hvordan det kunne være, at den 'store' kærlighed, der blandt andet er meget udtalt i den jødisk kristne tradition, i dag er blevet henvist til det private, til familien, til parforholdet,« fortæller Michael Hardt. Hans projekt er ikke, at vi alle sammen skal elske hinanden. Eller at politikere skal tale pænere til hinanden. Han vil genintroducere kærlighed som et politisk begreb, fordi det er nyttigt i bestræbelserne på at besvare spørgemålet: Hvordan er demokrati muligt i globaliseringens tidsalder?

»Når jeg taler om demokrati, så mener jeg ikke de udvandede udgaver, som vi har set i de forskellige historiske eksperimenter, men om egentligt selvstyre. Når jeg så kigger på, hvilken ressourcer alle folk har, er jeg kommet frem til kærligheden,« fortæller Michael Hardt.

Solidaritet

Det kan nemlig meget mere end de mere klassiske fællesskabs begreber, mener Michael Hardt, der tit er blevet spurgt, hvad der er i vejen med de gode gamle begreber som 'solidaritet' og 'kammerateri'.

»Dem, er der intet i vejen med. Men som jeg ser det, handler al solidaritet om rationalitet og en anerkendelse af fælles interesser. I kærlighed er der plads til passion, uden at den udelukker rationalitet. Og jeg ser ikke det samme skel mellem kammerater som i kærlighedsforhold. I kærligheden transformeres man. Opløses og bliver til noget andet igen.«

- Når jeg ser på det danske politiske landskab ligner det, at højrefløjen har evnet at få passionen ind, hvor venstrefløjen har stået og råbt, at man skulle tale pænt og ikke lade sig drive af irrationelle følelser som angst og national stolthed?

»Ja, og den skillelinje præger europæisk politik, og det er en gigantisk udfordring for venstrefløjen. Det er nemlig helt oplagt, at nationalisme er fuld af passion og en meget fokuseret kærlighed,« siger Michael Hardt og nu bliver han tydeligvis fanget af snakken.

»Men det er en meget forskruet kærlighed. Et af de største kærlighedsprojekter i historien er fascismen. Fascisme var ikke had. Den var rendyrket kærlighed, men den var som det parforhold, der sigter efter at udviske alle forskelligheder i jagten på den ultimative sammensmeltning. Det er kærlighed, som er gået galt og blevet destruktiv, som kun kærlighed kan blive,« fastslår Michael Hardt og fortsætter på det nære niveau.

»Der er ikke noget, der skræmmer mig mere end et kærlighedsforhold, der er drevet af behovet for at blive ét. Den dér ide om, at der er et andet menneske, der er ens eget missing link, at det er en brik, der kan lægges på og så er man pludselig hel og én,« siger Michael Hardt og man kan se på hele hans krop, hvordan tanken giver ham ubehag. »Hvis man overfører det til samfundsniveau, får vi et samfund, der reagerer med racisme og angst, fordi forskelligheden hele tiden ses som en trussel mod kærligheden,« siger Michael Hardt.

Forskelligheden

Det er en anden type kærlighed, der skal fremelskes. »Hvis man i stedet ser på et kærlighedsforhold til et andet menneske som modsætningsfyldt, fuld af konflikter og stridende interesser, og det er i det felt, at dynamikken sker, og overfører det til demokratiet, får vi et dynamisk samfund i forandring,« siger Michael Hardt, der mener, at kærlighed kunne være en strategi for at forandre samfundet eller faktisk direkte en træningsøvelse i overgangen til et reelt et demokratisk samfund.

Og han har netop oplevet en lille smule kærlighed på gadeplan - selv om det ikke umiddelbart så sådan ud på tv-skærmene. Michael Hardt er ankommet forfrossen til caféen lige fra aktionen 'Reclaim Power', hvor demonstranter forsøgte at trænge ind på Bella Centers område, mens delegerede forsøgte at trænge ud. Det gik som bekendt ikke efter planen, men Hardt er stadig opløftet over aktionen.

»Det er den slags, der nedbryder skel, som vi længe troede var for massive. Her stod de sociale bevægelser og blev mødt af de nationer, der følte sig marginaliseret i det demokrati, der hævdes at foregå i Bella Center - godt nok fik vi kun vinket til hinanden, men for mig åbner det for helt nye muligheder.«

Nye præmisser

Den store appel i Hardts og Negris skyldes uden tvivl, at den opfører den gamle alliance mellem solidaritet og frihed på nye præmisser. Den gamle kobling mellem lighed og frihed, mellem fællesskab og selvrealisering finder nye formuleringer i deres tre programmatiske værker. Den afgørende kamp står mellem 'folket' og 'mangfoldighed', mellem den fremmede styring af det menneskelige begær og menneskenes egen bestemmelse af deres fælles udfoldelser. Den, der realiserer sig selv, realiserer således også et fællesskab. Den, der gør sig fri af "folket", åbner også en vej for de andre til at være andet og mere end bare arbejdskraft og national identitet.

Det er derfor 'mangfoldigheden', som er omdrejningspunktet for Hardts og Negris revolutionære visioner. »Hvis der er én ting, som alle vel kan nikke genkendende til, så er det, at kærlighedsforhold er enormt hårdt arbejde og fuld af kompromisser og forhandling. Samfund er også hårdt arbejde. Det nationalismen gør, er at prøve at opstille en konstant myte om, at der er egentlig harmonisk helhed. Det er jo bare ikke sandt.«

- Men kunne man ikke også vende den om og starte med at gøre den private kærlighed politisk og gøre op med det borgerlige parforhold, monogamiet, ægteskabet, som man rodede med i 1970'erne?

»Jo meget gerne! Det skriver vi også om. Men så bliver de religiøse også sure...«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Først støtter jeg Benjamin Daltons forslag (der er to grupper i befolkningen, der meget gerne må kunne få has på en tekst: Journalister og lærere).

Dernæst vil jeg sige, at interviewet minder lidt om en marskandiserbutik, men dog med nogle rariteter.
Hvis der skal komme en ordentlig debat ud af det her, kunne jeg forestille mig, at vi trak klenodierne op af hatten.
Er der for lidt kærlighed eller lidenskab i vores politik og for mange kolde beregninger (spin)? Helt afgjort! Politikerlede kommer ikke fra folk med ild i håret, men fra de talende jakkesæt.
Demonstrationer og aktivister samt det rasende borgerdyrs brølen på mere lov og orden er egnet for TV. Det, der er ind imellem, burde også være det, men det stiller naturligvis krav – også til seerne.

Hvorfor er dansk politik så kedelig (min påstand), og hvorfor siger man ’argh’, når man har lyttet til en debat i fem minutter? Nå, ikke! Der burde ellers være nok af emner, der kunne få os op af stolene, men desværre er det sådan, at hvis man ikke kan se sin fordel i det, eller tjene penge på det, så ’har man ikke tid til det pjat’.

Dansk politik er kedelig, men burde ikke være det. I de gode gamle dage havde man et otte til fire job og kunne fx så være politisk aktiv i fritiden. I dag har folk et såkaldt udviklende job, hvor de ikke blot kan knalde ud, men også brænde ud. Sker der noget særlig interessant på fritidsfronten (altså den med mening?).

Jeg kunne faktisk godt tænke mig at se nogle unge læse interviewet og få ild i røven og tage diskussionen med dem om alle de vilde ideer.
Mon de kommer ind her?

Michael Skaarup

Vi skal have masser kærlighed i vores samfund, og vi masser af kærlighed, der ligger ubrugt hen og rådner, fordi vi ikke noget sted, eller nogen at bruge den på.

Men hvis vi skal mere kærlighed i politik, så skal vi have en anden slags politikere, de osteklokkedyrkere der springer ud som DJØF'er og hastig forfalder som taburetklæbere uden selvstændig tankegang, imens alt livskraften og saften forsvinder, og de bliver kloner af en tør rosin a.la.karen Jespersen.

VI skal elske de dumme for deres dumheder og de ignorante for deres ignorance. Vi skal sige til vores opponenter. " jeg elsker dig, fordi du er uenig, og fordi du giver mig muligheden for at blive kloger på mig selv, og hvad jeg mener, tænker og føler"

Derfor skal DF overøses med kærlighed, selvom jeg tvivler på at Pia, Søren, Morten, Peter, Mogens, m.fl. vil overøse deres frygt med kærlighed.

Mao. jeg tror at kærlighedtrippet, holde 100% i teorien, men den praktiske øvelse bliver langt svære af forene med teorien

Søren Kristensen

Kærlighed og politik er som olie og vand. Der skal piskes helt vildt for at få det til at hænge sammen. Men kommer man lidt sennep i olien fra begyndelsen går det meget bedre og husk nu: først olien, så sennep og så vand. Ikke omvendt!

@ "Altså på engelsk hedder det love thy neighbor."

Jeg tror at det udtryk du leder efter er: Compassion.

I øvrigt mener jeg at mange af de sikkert udmærkede tanker falder fuldstændigt til jorden når det hævdes at fascisme er kærlighed. Den pointe bør nok gemmes til en anledning med meget mere plads end en avisartikel. Meget meget meget mere plads, for det bliver du sgu nødt til at give en forklaring på!

Det er en yderst upassende fortolkning af kærligheds-begrebet, synes jeg.

Fra artiklen

Den dér ide om, at der er et andet menneske, der er ens eget missing link, at det er en brik, der kan lægges på og så er man pludselig hel og én,« siger Michael Hardt og man kan se på hele hans krop, hvordan tanken giver ham ubehag. »Hvis man overfører det til samfundsniveau, får vi et samfund, der reagerer med racisme og angst, fordi forskelligheden hele tiden ses som en trussel mod kærligheden,« siger Michael Hardt.
--------------------

Det må da som oftest netop være det/de fra en selv meget forskellige(!), altså de/det som man mangler - for størrere helhed, som der bør søges større enhed(!) med - ellers kommer det jo blot ud på at erhverve mere og mere - altså bevægelser i retninger af at få blot mere og mere ( Og hvad er det lige for en vigtig ingrediens i vore samfund der lige stræber efter det - efter en sådan enhed? Det gør: Kapitalen !

Af andre skal man høre sandheden, men af en amerikaner, der tilmed mener, at fascisme ikke er had, men kærlighed!
I krig og kærlighed gælder, som bekendt, alle kneb, men næppe altid de samme. Når man læser avis og ser DR, får man ofte indtrykket af, at Danmark er en provins i USA. Ikke en dag går til ende, uden at vi hører om fortræffelighederne, som Chr.Winther ikke kunne fantasere sig bedre til. Daglig under den årelange præsidentkampagne måtte vi lægge øre til, hvad vi måtte/skulle mene om frihed og demokrati.
Klimamødet endte som bekendt med klimaforværring i hele Europa, men det er de amerikanske vejr- og vejforhold, som fylder medierne. Dog, også hos os følges følelser og politik, som ungdommen heldigvis demonstrerer - i og uden for tremmeburene.

Inspireret af Hardt's tanker kunne man lave et "Kærlighedsparti" med sloganet: "Hvis I elskede os, ville I også forstå os!". Nogen ville sikkert kalde det for følelsesmæssig afpresning, men så er det bare, fordi de ikke har forstået hvad ægte kærlighed er.
Bortset fra det, så synes jeg, at det er en svaghed når Hardt på den ene side sætter lighedstegn mellem "passioneret, entydig" kærlighed, som er en forkert kærlighed, der fører til nationalisme og fascisme, og så på den anden side "dynamisk" kærlighed, som så er den rigtige kærlighed, der kendetegner folk, der går ind for mangfoldighed . Så er vi jo ligesom i kærlighedens navn, bare tilbage ved en gammelkendt diskussion om nationalisme og normalitet versus mangfoldighed, hvor den ene part kan anklage den anden for, at de ikke elsker på den rigtige måde.
En anden, sikkert mere lavpraktisk, strategi kunne jo være, at folk bestræbte sig på, at udvikle den demokratiske samtale, det ville ihvertfald være nok kærlighed for mit vedkommende.

Det er i hvert fald tvivlsomt om vi på længere sigte behøver at bekymre os for facismen - for på længere sigte kan facismen næppe forenes med hver kapitalismen eller med kommunismen.

Hvorfor kan facismen på længere sigte aldrig blive nogen virkelig og længerevarende plage ?

Fordi: Udenfor swärmgeisteriet KAN historiens hjul næppe drejes baglæns -

for hvis kapitalismen virkeligt blev fuldt forenet med nogen fuld og blot facisme - ville vi jo - stort set - blot
være tilbage ved alt det som (også) borgerskabet selv en gang gjorde oprør imod, og som (også) borgerskabet

(pga. måden som borgerskabet { for at kunne være
noget : Borgerskab } er nødt til at ville at økonomiens love skal SKAL være )

er NØDT til at gøre oprør imod.

Kærlighed er begær, og dermed har kærligheden alt for længe været styrende i politik.

Har man brug for en ledetråd i politik idag, så er det følelseskulde, pragmatisme, eller whatever.

F.eks. kæfter DF op om, at hele retspolitikken skal indrettes ud fra et offersyn: det skal handle om hævn og straf.

Men samfundet skal ikke bare være forældre til offeret, men også til forbryderen, - samfundet skal både vise medfølelse med den forbrydelsen er gået ud over , og forståelse overfor den der har forbrudt sig mod reglerne.

@Sven Karlsen

Oki:

Med de tilføjelser Marx skrev om i: Kritik af Gotha-programmet, gælder jo:

Folket og kun folket er drivkraften i verdenshistorien -

og bør derfor også styre også verdenshistorien -
til VIRKELIGT at sluttes.

Fascisme er diktatur i forbindelse med imperialisme, konkret bedst kendt som Mussolinis overgreb på Abessinien, altså kapitalisme i en nationalistisk form, et højrefløjsfænomen (men blev med tiden også et træk ved stalinismens misbrug af kommunisme).
Michael Hardt giver derimod mindelser om den såkaldte1968-generation og alle dens forsøg på kollektiver, individualismens selvvalgte næsteforhold og løse kærligehdsforbindelser og en forvirret børneflok uden ståsted i en kernefamilie eller et fast partnerskab - en yderst produktiv og desværre udartet elitær og ofte intellektuel kulturradikalisme, der noget uforskyldt fik prædikatet "røde lejesvende", men havde meget lidt med socialisme at gøre, end ikke den forbindelse som de såkaldte "salonkommunister" havde til DKP.

”Fri os fra kærligheden” som Susanne Brygger så sand sagde engang (hendes bedste bog til dags dato). Og ærlig talt, al det kærligheds pladder, som jo er taget fra kristendommens overskudslager, hvad skal vi med det? At skulle elske sin næste ”det dumme svin”, er da et urimeligt krav, som kun tosser danser efter, og medens de danser, er der nogle andre, mere realistiske, der styrer verden for dem!

Den kærlighed, der nu er på tale, er vist den, der ruster, og en irsk folkevise synger:
Oh, love is pleasin'....
but as love grows older, at length grows colder,
and fades away like the mornin' dew.