Læsetid: 7 min.

De magiske johannesbrød

På Bagdads Universitet blev den danske kunstnerdelegation modtaget som rockstjerner, og hver dag blev dens gøren og laden vist i irakisk tv under Kulturnyt. Vi kunne ikke forstå al den opmærksomhed, skriver Kristen Bjørnkjær, der deltog i rejsen
Gudrun Holck (t.h.) varmer op med studieværtinden, umiddelbart før hun skal synge på irakisk tv.

Gudrun Holck (t.h.) varmer op med studieværtinden, umiddelbart før hun skal synge på irakisk tv.

Det irakiske

16. december 2009

BAGDAD - Multikunstneren T.S. Høeg har en enestående evne. Han kan komme ind på en scene og i løbet af et par minutter få folk til at klappe veloplagt i takt til sine to johannesbrød. Det gjorde han også på andendagen af vores ophold i Irak, hvor der var åbningsceremoni på vores hotel, Ishtarsheraton, der tidligere havde været en del af Sheraton-kæden, men ikke var det mere. Hotellet er den højeste bygning i Bagdad og et oplagt bombemål. Faktisk var det lukket i et helt år efter et bombeangreb i 2005. Men nu var der lagt op til en festlig optakt til kulturmødet mellem danske kunstnere og irakere i hotellets store sal.

Kulturministeren kunne ikke selv komme, men så havde han sendt sin vicekulturminister, Fawzi Alatroishy, en jovial og hurtigt tænkende advokat, som havde levet en stor del af sit liv i eksil i Europa, men som efter befrielsen af Irak var vendt tilbage til et topjob. Han tog en lille guldsaks fra en bakke, som en kvinde holdt frem, og klippede båndet i døren over til en maleriudstilling, som vi først lige skulle se. En ældre maler viste billeder fra sin havneby og fortalte om dem. Det er åbenbart skik i Irak, skulle vi sande, at man klipper bånd over til åbningen af en hvilken som helst maleriudstilling under stor munterhed. Kunstneren havde også malet en pastiche over Picassos Guernica.

Salen var fyldt med gæster fra den politiske og intellektuelle verden, og navnlig var der mange pressefolk og tv-kameraer. På talerstolen var der 12 mikrofoner.

Liv i kludene

Først overhørte vi en række velkomsttaler, så man kunne få det indtryk, at det ikke så meget var kunsten, der var i centrum, som forskellige menneskers trang til at positionere sig.

Men så var det, at T.S. Høeg, eller bare Torsten, kom ind med sine to tørrede johannesbrød, som han engang havde hjemført fra en rejse til Egypten. Med ham kom kunsten direkte i centrum. Han kom ind som en anden Michael Jackson med dansetrin og ringlede med frøene i de to brød, et i hver hånd, skærende rytmisk med dem gennem luften, nærmest som køkkenknive. Dadatjing, dadatjing.

Så kan det nok være, at der kom liv i kludene på tilhørerpladserne. Og på nul tid begyndte folk uopfordret at klappe med i takt til 'musikken'. Det skete hver gang ved de senere seancer, hvor vi optrådte, og hvor vore digte blev modtaget inderligt og høfligt, men hvor musikken blev modtaget entusiastisk. Musik og sang er et international sprog, som virkelig kommunikerer.

Det blev en smuk, men langstrakt ceremoni, da vi var mange, der skulle på talerstolen, og der ind imellem skulle rådslås om et eller andet, som vi ikke fandt ud af, hvad var, men det kunne være rækkefølgen.

Bagefter blev vi danskere reverenter talt overfaldet af journalister. Jeg tror, vi alle gav udtalelser til flere tv-stationer plus til den skrivende presse. De ville alle vide det samme: Hvorfor var vi kommet til Irak, hvilke forventninger havde vi, og hvad syntes vi om at være der? Vi fik det indtryk, at vi var Very Important Persons og en stor begivenhed i Bagdad.

Setup

Til daglig synes vi nok hver især, at vi er noget særligt, men slet ikke så meget særligt, som vi pludselig var dér. Jeg mener: Som lyriker plejer man jo ikke i Danmark at blive interviewet, som om man var en kendt politiker til et topmøde. Vi talte bagefter indbyrdes om, hvad årsagen mon kunne være. Vi var slet ikke vant til den opmærksomhed.

Det måtte være fordi, vi var den første kulturdelegation, der var kommet til landet i seks år. Et land, hvor tv-underholdningen endnu ikke havde taget magten fra kunsten. Et land, som efter to krige var ivrig efter at vise, at det var et sikkert land at færdes i?

Måske ville man gerne have turister til at vende tilbage til Irak? Det benægtede en af vore værter. Der kommer masser af turister, dog hovedsageligt fra de andre arabiske lande og især for at besøge en kendt martyrs gravsted: Imam Moses AlKadhim blev 600 år før Kristi fødsel snigmyrdet efter at have siddet 15 år i fængsel, fik vi at vide. Arabiske lande arrangerede færdigpakkede rejser med hotel og det hele.

Det kunne også være et smart setup. Det kunne være, at regeringschef Nouri Kamel Mohammed Hassan al-Malikis regering kunne bruge vores besøg indenrigspolitisk til at demonstrere, at det nu igen var blevet sikkert for vesterlændinge at besøge Irak. Til marts skal Maliki forsøge at blive genvalgt. Måske havde han ligefrem hyret pressefolk til at falde over deres egne ben, for at det skulle se ud af noget?

Vi tænkte, så det knagede, men kunne ikke forstå det.

Ren paranoia

Men den var god nok. Irakisk tv bragte hver dag indslag om vores gøren og laden under 'Kulturnyt', fik vi at vide fra pålidelig kilde. Vi skulle også med i en hel times udsendelse på landsdækkende tv. Der var bælgravende mørkt, da vi ankom til tv-stationen i flere biler. Her var der selvfølgelig også grundigt tjek, før vi blev lukket ind. Marianne Larsen og jeg sad i en bil, da vi pludselig ser en tyk mand i kjortel bevæge sig hen mod os med stor hast. En selvmordsbomber, fór det gennem mine tanker, som jeg straks delagtiggjorde Marianne i. Det kunne det jo godt være. Alt er roligt, og så slår de pludselig til og hugger som kobraslanger.

Manden gik forbi vores bil. Det var ren paranoia. Faktisk fik vi på et tidspunkt af en af vore værter at vide, at det store sikkerhedsapparat omkring os udelukkende var i sat i værk for at berolige os. Normalt er der ingen fare på færde.

En mandlig og en kvindelige studievært ledte udsendelsen. Vi sad på rad og række og blev alle udspurgt efter tur. Gudrun Holck sang en del af en sang, det måtte ikke vare for længe, for også i irakisk tv skal det gå tjept. Jeg tror, vi alle klarede os godt, især Marianne, der måtte svare hurtigt på, hvad hun tænkte, når hun hørte ord som 'vand, 'vind' og 'kærlighed'. Selv lagde jeg an til en længere udredning om forskellen på dansk og irakisk poesi med følgende mindeværdige og helt rigtige bemærkning fra den mandlige studievært: »Livet er en mulighed!«

Mobilfotos

På Bagdads Universitet blev vi modtaget som rockstjerner i en sal med et par hundrede forventningsfulde studerende. Sejer Andersen fra vores delegation, som ligner Spencer Tracy til forveksling, holdt sin mest formfuldendte introduktionstale, da han blandt andet formulerede sig således: »Jeg ser på fremtidens strålende ansigter, der lyser os i møde. Vi har digtere blandt os i dag. Stil spørgsmål til os. Vi danskere taler frit fra leveren. Stil spørgsmål, der gerne må være som en knytnæve i øjet. For så ser man stjerner!«

De studerende havde flere spørgsmål, men ingen med knockout-effekt. Det var mere sådan noget med, hvordan man kunne få fat i Gudruns musik (MySpace, svarede hun), og hvordan man kunne få fat i dansk litteratur. Det fremgik, at kulturministeriet ville forære universitetet 100 eksemplarer af den nye antologi med danske digte på arabisk, som Muniam Alfaker har redigeret.

Da vi havde fyret vores show af, hvor Torsten igen havde succes med sine magiske johannesbrød, skulle vi ikke skrive autografer, men til gengæld i et væk stille op ved siden af studerende, som ville fotograferes sammen med os, enkeltvist, idet de overlod deres mobiltelefon til en ven eller veninde, som så skulle knipse. Mobiltelefoner er blevet en livsform.

En million dollar

På universitetet oplevede vi en glad og frigjort ungdom, som tilsyneladende ser lyst på fremtiden i 'det nye Irak', et udtryk, vi hørte igen og igen i forbindelse med det demokratiseringsprojekt, som er i gang efter diktaturets fald.

Der går historier, som illustrerer den hårde tid under Saddam Hussein. Muniam fortalte en, da vi lidt senere kørte gennem Bagdad. En dag modtog direktøren for Centralbanken en opringning fra Saddams søn, som forlangte at få en million dollar sat over på sin konto.

Det ville bankdirektøren ikke umiddelbart gøre. I stedet ringede han til diktatoren for at forvisse sig om, om det virkelig skulle gøres.

»Ja,« svarede Saddam, »giv ham dem. Det er hans egne penge!«

Diktatorfamilien betragtede simpelthen Irak som dens private ejendom.

En anden anekdote fra nyere tid fortæller om en bombemand, som efter et attentat i Kirkuk selv kom til skade og blev kørt på hospitalet. Han havde fået det sædvanlige løfte om, at et stort antal jomfruer ville blive stillet til hans rådighed, når han kom i himlen. Da han vågnede op i hospitalssengen, troede han virkelig, at han var kommet i Paradis, idet to blåklædte kvinder passede og plejede ham. Dog var det sygeplejersker og ikke nødvendigvis jomfruer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Lund Jensen

Jeg kan kun nikke genkendende til kunstneres, og særligt digteres, stjernestatus i Mellemøsten. Jeg har selv haft fornøjelsen af at opleve Mahmoud Darweesh, den palæstinensiske nationaldigter, i levende live, og efter hans digtoplæsning skulle han også stille op til fotosessions med begejstrede fans. Først et billede med far, så med børnene, osv. (Det var de nok glade for, for et par år efter var han død.)

Når min syriske ven og journalist møder en digter, kysser han altid vedkommende på hånden i det dybeste tegn på respekt, og hans spørgsmål er udelukkende fløjsbløde og flatterende.

Denne værdsættelse af kunstneren og hans talent hænger nøje sammen med en generel dyrkelse af politiske og kulturelle "personligheder" (shakhsiyyat), som i den arabiske verden bliver behandlet med den højeste grad af respekt, hvad enten de fortjener den eller ej. Bare det at vide at I opfattes som kunstnere i Danmark, er nok til, at I puttes i samme kasse med krav på ærbødig respekt og flatterende spørgsmål.

Jeg tvivler på, at I som kusntnere vil blive mødt af en reel kritisk stillingtagen til jeres kunst; men til gengæld må det være rart at kunne bade i værdsættelse fra arabiske kunst-elskere.