Læsetid: 4 min.

Der bliver ikke mindre musik af, at den bliver delt eller fælles

Kapitalisme. Michael Hardts og Toni Negris nye bog ’Commonwealth’ er et højstemt og drømmerisk værk, men også en tankevækkende kritik af den krisebefængte kapitalisme
12. december 2009

Hvor og til hvem anmeldes en revolutionær utopi med titlen Commonwealth? Til politiet? Nej, det statsgaranterede voldsmonopol gider næppe læse 400 sider på engelsk uden overarbejdstidsbetaling, og den anvendes som bekendt på etatens servicering af klimatopmødet. Til kapitalen? Nej, den har ingen læsebriller og kan kun finde ud af at akkumulere værdi og tilegne sig profit gennem udbytningen af den arbejdende multitudes biopolitiske kreativitet og engagement.
Den amerikanske litterat Michael Hardt og den italienske politiske filosof Antonio Negri har skrevet endnu et digert værk. Først udgav makkerparret den meget omtalte bog Empire i år 2000, fire år efter fulgte Multitude, og trilogiens nyeste skud på stammen vil komme til at hedde ’Fælles rigdom’, hvis den nogensinde bliver oversat til dansk.
Vi lever i en tid, hvor kapitalen i stigende grad bliver afhængig af noget ikke-økonomisk, af de såkaldt positive eksternaliteter – såsom lysten til at kommunikere, begæret efter at møde det andet menneske, de affektive sociale bånd og skabelsen af nye idéer, billeder, tegn og viden. Livet er skabende, og udfoldelsen af menneskets kreative evner og potentialer udgør de egentlige produktivkræfter i det kapitalistiske samfund.
Hardt og Negri har øje for, at menneskets vitale energi bidrager til at give kapitalen akkumulationsmuligheder og til at sammenkoble de immaterielle (såsom viden, idéer og affekter) og de materielle sider af produktionen. Dermed trækkes den biopolitiske produktion – livets egen formgivning – direkte ind i produktionen, og ifølge de to forfattere er den moderne kapitalisme intet uden de arbejdendes autonomi, herunder deres fleksible kooperation, kærlighed og nysgerrighed. Grænserne mellem arbejde og liv, mellem produktion og reproduktion, mellem produktivt og såkaldt ’uproduktivt’ arbejde og mellem rejser i den virtuelle verden på nettet og i verdens konkrete sanselige geografi bliver stadig mere uklare.
Arbejdsværditeorierne må blive forlegne, når værdien af det producerede ikke længere kan reduceres til den tid, der er medgået til dets tilblivelse. Værdien af opfindelsen af internettet eller aids-vaccinen kan umiddelbart ikke reduceres til kvantitative tidsstørrelser, og værdien har heller ingen nødvendig relation til knaphed. Der bliver ikke mindre viden eller musik af, at den bliver delt, fælles eller helt gratis.
Det er en kongstanke i bogen, at de kognitivt arbejdende singulariteter (de enkelte vidensarbejdere) og subjektiviteter (den brogede mængde, der kaldes for multituden) langt bedre kan undvære kapitalen, end den kan undvære dem. Men Hardt og Negri er ikke bare konfliktteoretikere, de er revolutionære politiske tænkere, der griber ind i samtiden og inspirerer tusindvis af mennesker, både på gadeplan og i de akademiske cirkler. Deres bøger indgår bl.a. i den kanon, der implicit synes at eksistere for den let antændelige hær af internationale aktivister, der deltager i verdens store møder i Seattle, Genova, Davos og København.

Den parasitære kapital
Familien, firmaet og nationen kan undværes, lyder det igen og igen; men det er frem for alt privatejendommen – med dens nødvendige følgesvende ulighed og ufrihed – der står for skud i værket. Ejendom er tyveri af den fælles rigdom (wealth), en privatisering af den frie og lige adgang til verdens ressourcer, tanker og produkter. Kapitalen eksproprierer det fælles (the common) og bliver på denne vis en lænke om benet på den frie udfoldelse af menneskelig kreativitet og livets produktivkræfter.
Multitudens singulariteter presses til at fiksere deres identiteter og til at indordne sig under en stadig mere unødvendig og topstyret ledelses beslutninger. Det vertikale industrisamfund burde vige for den horisontale kooperation, og den svinende og nivellerende fabrik blive afløst af den sociale fabrik – og de mange overraskelser og uforudsigelige processer i verdens byer. Hvor Hardt og Negri ser biopolitikken som en potentielt forløsende og befriende kraft fra neden, ser de biomagten som en undertrykkende instans fra oven.
Kapitalen er dødt, ophobet arbejde, og den akkompagneres af en kriseskabende neoliberalisme, der ikke forstår, at menneskets frihed til at kvalificere det fælles, hinsides pengenes og profittens verden, udgør nøglen til en lykkeligere verden. Vejen frem går ikke via en privatisering af de fælles goder, men heller ikke via statens annektering af arbejdets frugter. Snarere drømmer d’herrer om en blomstrende global kommunisme, hinsides knapheden og milevidt fra fortidens totalitære overgreb, herunder de leninistiske forestillinger om avantgardeindustriarbejderen og partiets ledende og opdragende rolle.

Håbefulde drømme
Hardt og Negri nærer intense visioner. For deres indre blik ser de friere former for socialt liv udspille sig hinsides kapitalismen. Nye mennesker skildres, koopererende og kreerede af lyst uden at ville eje hinanden endsige det fælles. Hymnerne til friheden og fantasien vil næsten ingen ende tage. Bogen er lidt for selvforelsket; en selvkritisk spørgen havde klædt den.
Commonwealth kan læses som én lang­spyttende version af og evindeligt broderende meditation over Karl Marx’ slidstærke ord fra Grundrisse (1857): »... den virkelige rigdom er alle individers udviklede produktivkraft« – og rigdommens mål den frie og selvbestemte tid til at være menneske i.
Men spørgsmålene er ’blot’, om det er rigtigt, at multituden er i stand til at revoltere mod kapitalismen, og ikke mindst om den overhovedet har lyst til det af egen drift? Jeg tvivler.
Er kapitalismen anni domini 2007-2009 gerådet ud i en så dyb og uløselig krise, at en revolution bliver en nødvendighed? Næppe.
Ganske meget tyder i hvert fald på, at der skal mere til denne gang end det (i øvrigt skammeligt udeblevne) medlidenhedsdrab på finanskapitalen, som økonomen John Maynard Keynes anbefalede alverden for mere end 70 år siden. Det er bestemt ikke fordi, jeg elsker katte eller besidder en særlig sympati for det nuværende system; men kapital(ism)en har sikkert mere end ni liv.
refleks@information.dk

Michael Hardt & Antonio Negri: Commonwealth, 434 sider. The Belknap Press og Harvard University Press
Steen Nepper Larsen er lektor ved GNOSIS, Aarhus Universitets Forskningscenter Sind og Tænkning<

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu