Læsetid: 4 min.

Minigolf og mareridt

Det er ikke alle problemer, småkårsfolk har, der kan forklares som sociale og politiske. Tomgang, vrøvl og meningsløshed kan sagtens gro af sig selv
Det er ikke alle problemer, småkårsfolk har, der kan forklares som sociale og politiske. Tomgang, vrøvl og meningsløshed kan sagtens gro af sig selv
19. december 2009

I en af Tjekhovs noveller er der en person, der altid, hele livet og selv på sit dødsleje, lirer selvfølgeligheder og banaliteter af sig. Noget i stil med: Ja, nu er solen stået op. I aften vil den så gå ned igen. Som Tjekhov beskriver det, siger manden sine replikker som var det vise ord, med et intelligent udtryk i øjnene, som en mand, der har netop har gjort en vigtig opdagelse. Novellen er ikke helt så artistisk-let i tonefaldet, som andre af Tjekhovs fortællinger kan være det. Den er først og fremmest skræmmende.

Jeg kom til at tænke på denne person for 15-20 år siden, da fru Ida Rosa og jeg havde gjort det til en skik, nogle somre i træk, at tage på cykeltur på Ærø. Ærø er fin til den slags, den er ikke særlig stor, men meget bakket og dermed kilofordrivende, hvilket Nielsen her godt kunne trænge til. Vi boede i Marstal, på et pensionat der hed Mejerigården, og om aftenen plejede vi at slå et smut ned til havnen. Her styrede campingfolket. De fleste var danskere, men yderst på kajen sad der altid en flok tyskere og sang flerstemmige sange, sikkert fra deres heimat langt fra salten sø, som for tyskere vist nok er noget af det mest fashionable, man kan forestille sig. Det lød kønt og harmonisk, andre folkeslag end os kunne ikke drømme om at synge i kor uden at have øvet sig først. Og det havde tyskerne, det kunne man tydeligt høre. Men der var nu ikke noget, der tydede på, at de danske campister brød sig noget særligt om skønsangen. De protesterede ganske vist ikke, men de protesterende heller ikke over mågernes skrig. De tog bare det hele til efterretning. Selv spillede de minigolf og drak bajere, det ved man, hvad er, mens de snakkede først om det ene, så om det andet.

Følelsen af uhygge

Fruen og jeg så hyppigt vantro på hverandre. Hvad er det dog, de står og siger til hinanden? tænkte vi. Man kunne godt kalde det sludder og vrøvl og absolut ingenting. Tomgang. En endeløs udveksling af selvfølgeligheder, klicheer og slidte vittigheder. Godt vejret holder tørt, for når det regner, må man rende rundt i regntøj. Sådan en grill er en god opfindelse, den er beregnet til at lave mad i det fri. Danmark er et land med fire årstider. Det bliver køligt hen under aften, når solen går ned, men ved middagstid, når den står højst på himlen, kan det godt blive meget varmt.

Bajerindtaget, der ikke var helt lille, gjorde ikke campisterne mere åndrige, men måske nok mere individuelle. De fordelte sig i typer. Der var altid én, der fik rollen som den sjove mand. Det var ikke sikkert, han var sjov, men eftersom han var den sjove mand, grinede de andre alligevel, når han sagde noget. En anden af campisterne og bajerdrikkerne forvandlede sig til Den livskloge. Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves, sagde han. De andre slog de sidste dråber af flasken, inden de knappede en ny op, og sagde, at det fanden edeme var rigtig nok. Hr. og fru Nielsen fortrak, de gik stille hjem til Mejerigården, kan man sige. I deres militaryjoggingdragter, med en gul kile ned over brystet - det så ret smart ud. De forlod banaliteternes og selvfølgelighedernes kampplads som skræmte børn. Mens tyskerne fortsatte deres umenneskeligt smukke skønsang ude fra kajen. Jeg kan stadig genkalde mig følelsen af uhygge, når jeg ser en minigolfbane. Det kan kun være folk, der lever evigt, der kan se noget sjovt ved sådan én.

Problemer og politik

Jeg er ikke den store biografgænger, på en måde kan jeg egentlig slet ikke lide film, heller ikke i fjernsynet. Noget af det kedeligste, der findes, er filmfreaks, der sidder og genfortæller en films handling for hinanden. Få jer et liv, tænker man - eller læs i det mindste en bog i stedet for at spilde jeres tid på det industrielle bras, der helt uberettiget har status som 'kunst'. Ja, det gælder de fleste film, men selvfølgelig ikke alle. Der er undtagelser. En af de få film, der gjorde et stort indtryk på mig, var Bille Augusts første film, Honningmåne. Jeg kan ikke huske filmens historie nu, men en enkelt scene fra den kommer jeg tit til at tænke på. Nemlig den, hvor den unge mand og den unge kvinde, filmens hovedpersoner, går tur langs noget, jeg husker som en stor betonbebyggelse. Kvinden er ude af sig selv og har tydeligvis et stort behov for at tale om noget rigtigt med den unge mand, tale om noget alvorligt og noget vigtigt, men han er ikke i stand til at kvittere med andet end slidte talemåder, selvfølgeligheder og afværgende klicheer. For mig er det en kulderystende, uhyggelig scene, der hører hjemme i et middelsvært til svært mareridt, men i samtidens filmkritik blev hele filmen forklaret som et stykke særdeles overbevisende og vellykket socialrealisme. Filmen er fra 70'erne, og det er karakteristisk for tiden dengang, at man var tilbøjelig til at mene, at folk i de lavere klasser, som personerne i Honningmåne, kun kunne have problemer, der kunne forklares som sociale og politiske. I et vist omfang er det stadig en gængs opfattelse. Men Tjekhovs novelle, der er fra 1890'erne og ikke handler om folk fra de lavere klasser, beskriver nøjagtig den samme tomhed og ørkesløshed. Han var overbevist om, at hvis man holder et spejl op for samtiden, så enhver kan se hvor tomt og meningsløst livet leves, vil folk tage sig sammen og forandre verden til det bedre. Manden var en af verdens største forfattere, men han forudså ikke minigolf.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu