Det er ikke den hvide museumsstilhed, der trykker i foyeren til Janus Bygningen. Musik og råb lyder inde fra den anden side af foyerens bagvæg. 'Minihallen' står der på en aflåst dobbeltdør ind mod støjen fra en gruppe drenge, der spiller badminton.
»Døren er ikke altid aflåst,« siger kunsthistoriker og kunstnerisk leder i huset, Lone Schloo Erhardsen.
Hun fortæller, at fester og arrangementer i hallen ofte får adgang til kunstmuseet i Janus Bygningen, ligesom kunstbygningen kan drage fordel af hallen til forberedelse af store udstillinger eller foredrag. Men ifølge Lone Schloo Erhardsen er det også ok, at der nogle gange er lukket mellem sportshal og kunstrum.
»Jeg kan ikke forvente, at folk fra idrætshallen skal komme herind, ligesom jeg ikke interesserer mig for fodbold. Vi kan ikke tvinge folk til at få en kunstnerisk oplevelse. Men muligheden for at se kunst er her, og vi er nærværende i byen. Det er det vigtigste.«
Et umage par
I den vestjyske stationsby Tistrup nord for Varde er Janus Bygningen en berømthed blandt byens 1.400 indbyggere. Kunstbygningen troner dog ikke som et mausoleum midt i byen, men deler tag med en sportshal, Hodde- Tistrup Hallen. Sammen udgør hal og museum ét bygningskompleks under navnet Vestjysk Kultur- og Idrætscenter, og sådan har det umage par levet sammen siden 2000.
Janus Bygningen rummer blandt andet Vestjyllands Kunstmuseum og står for den censurerede udstilling Kunstnernes Sommerudstilling, som er en af fire censurerede udstillinger i Danmark. I mange år havde disse aktiviteter og foreninger ikke noget selvstændigt hus, men et krav om bedre rammer til Kunstnernes Sommerudstilling for fortsat at få støtte førte i 2000 til Janus Bygningen.
»Der var først planer om et fint, selvstændigt beliggende hus i et anlæg, hvor den slags nu ofte ligger, men økonomien tvang os til at tænke i andre baner,« fortæller kunstmaler og én af ankermændene i Janus Bygningen, Bjarke Regn Svendsen.
Selv om Vestjyllands Kunstmuseum altid har satset på anerkendte kunstnere og høj kvalitet, blev ægteskabet med sportshallen ikke set som en degradering af museet.
»Den kamel var let at sluge,« lyder det fra Bjarke Regn Svendsen.
»Vi havde ikke nogen interesse i at komme til at ligge som et ensomt palads. Vi er glade for den helhed, kunstmuseet indgår i ved at have hallen i samme bygning og skolen med legeplads overfor.«
Beliggenheden giver mere liv omkring bygningen, end hvis museet lå for sig selv, fortæller Lone Schloo Erhardsen.
»Nogle gange kommer folk til at gå herind ved et tilfælde, fordi de tror, det er hallen, og de unge fra skolen bruger pladsen udenfor. Tilsammen danner vi et lille kulturcentrum i byen, hvor vi også kan dele gæster.«
Ikke til at komme uden om
Flere byskilte i Tistrup viser vejen til 'Kunstbygningen' på lige fod med skiltning til byens virksomheder, og Vestjyllands Kunstmuseum indgår på forskellig vis som en del af livet i byen. Ud over beliggenheden har kunstbygningen en stor gruppe frivillige fra lokalmiljøet tilknyttet.
Peder Ølgaard er tidligere vognmand, men nu pensioneret og har siden 1982 været frivilligt engageret i arbejdet omkring kunstforeningen.
»I en lille by kan sådan et sted ikke køre uden frivillig hjælp. Vi er derfor omkring 50 personer, der hjælper til. Men vi gør det helt sikkert mest, fordi det er sjovt. Jeg synes altid, jeg får noget med hjem i mit hoved fra Janus Bygningen, og jeg træffer mange spændende mennesker,« siger Peder Ølgaard, der nu fungerer som altmuligmand i kunstbygningen.
En stikprøve i byens Brugs giver også indtryk af, at Janus Bygningen spiller en stor rolle for folk i området.
»Det er jo svært at komme uden om museet,« fortæller Kaja Nielsen.
»Især når der er julemarked.«
Lisa Holm Hansen har også haft svært ved at komme uden om museet, da hun har været inviteret til fest i hallen, hvor der også var mulighed for at gæste museets udstilling.
»Jeg kan rigtig godt lide museet. Især fordi det er lidt anderledes og ikke så kedeligt som andre kunstmuseer,« fortæller hun.
Museets kunstneriske standard nævnes også af en anden handlende i butikken, Trine Rask.
»Jeg synes, det er et rigtig godt initiativ, som gavner hele byen og området. Jeg er på mange måder stolt af, at vi i Tistrup har et museum med så høj kunstnerisk kvalitet,« siger Trine Rask, der ikke ville have noget imod at se endnu mere til museet i byen.
Bjarke Regn Svendsen så også godt, at Janus Bygningen kom længere ud ved for eksempel at anbringe en infoskærm i byens Dagli' Brugsen, og han glæder sig over, at der i forbindelse med en udvidelse af både museum og hal er udsigt til større grad af sameksistens.
Men selv om kunstmuseet har haft værker udlånt til virksomheder og institutioner, ser han det ikke som ubetinget positivt at inddrage byens forskellige rum til udstilling.
»Det er en balancegang mellem respekt for kunstnernes værker og formidlingen til publikum. Mange skulpturer kræver god plads omkring sig, hvis de skal fungere. I gadebilledet eller andre offentlige steder risikerer man, at værkerne drukner mellem skilte, tøjstativer og reklamer,« siger Bjarke Regn Svendsen.
Lone Schloo Erhardsen bakker sin kollega op og henviser til, at kunst heller ikke altid egner sig til at blive kastet i hovedet på folk i butikker eller svømmehaller.
»Jeg tror, mange godt kan lide, at kunst er noget, man frit kan vælge til. Museer har den kvalitet, at de kan vise nogle ting, man gerne vil konfronteres med, men som man ikke har lyst til at se på i hverdagen.«
