- Hvad sker der med din skærm? Jeg troede lige jeg havde tabt mine briller.
»Det er kinesisk«.
- Ah... Sidder du og chatter med din kæreste?
»Nej, med min redaktør«.
- Er du kæreste med din redaktør?
»Neeeeej«.
Jeg netværker til pressekonference med G77-landene. Offeret er en kvindelig journalist fra China Business.
- Så... Får vi en aftale med jer eller hvad?
»Nej, kineserne tror, det er propaganda, de har deres egne tiltag som er meget større og bedre, og så er de også skuffede over Mr. Løkke Rasmussens forhandlingsteknik«.
- Hvad fa'en er det med jer, har I ikke fået æsken med den lille havfrue i rav?
»Hvad snakker du om?«
- Nej nej nej, det er det, der er gået galt, Løkke er kommet til at give jer en af pakkerne med klistermærker, som det ellers kun var de afrikanske lande, der skulle have haft! Fuck!!
Ni år emd playstation
Min nye bedste veninde har desværre ikke tid til at snakke mere, men den dag Græsted bliver hovedstad i hele verden, så kommer hun til at indse, at Løkke bare var lidt forud for sin tid.
Okay, okay, okay, hvis vi skal være ærlige, så er det ikke kun fordi, han har byttet rundt på gaverne, at det går skidt. Sidst han så en kineser var godt nok i fredags, da han og fruen skulle spise fint og tøede en pakke Daloon op, men rent forhandlingsmæssigt er han debutant. I Græsted var de alle sammen fra samme parti. I amtet var de alle sammen spritstive. Og i Folketinget kan man købe flertallet hos Pia K, og hvis der er procedurefejl eller alvorlige problemer, nedsætter man en kommission og giver Pia en lækkerbisken med oveni. Lars Løkke som COP15-forhandlingsleder svarer til, at man har siddet i ni år på den flade og spillet fodbold på sin Playstation og så pludselig skal spille en landskamp i Parken.
Et gys går gennem Bella Center. Ikke fordi Ahmedinjad siger fra talerstolen at vi hellere skal investere i menneskelig lykke, men fordi Peter Mogensen på Politikens NET-TV udtaler, at der ikke er nogen grund til at være foruroliget, 'det er bare en spændende fase vi befinder os i.' Lidt efter udnævner han så godt nok Frederik Stjernfelt som svensk statsminister, men alligevel...
Lygtepælsprotest
Daryl Hannah er på Gallery Poulsen i Holmens Kanal, hvor hun på skuespillernes vegne siger tak for, at hele verden er stoppet med at bruge kul. Ti hi, hvor er det frækt, det er vi nemlig ikke... Og på Rådhuspladsen slukker man lyset i en time for at vise vilje, altså ikke reklameskiltene og billboardsene eller lyset på scenen selvfølgelig, men de to lygtepæle nede ved Strøget.
Daryl Hannah skal videre på coctailbaren Rubys for at drikke drinks med John Kerry, og Sir Richard Branson holder fest på Fiskebaren, og Lomborg bliver interviewet et eller andet sted om et eller andet, og Løkke sidder alene på sit kontor og tænker over, hvad der gik galt. »Jeg har spist én ribbenssteg, tre burgere, en bøf, femten hotdogs og en bakke pommes fritter og jeg er stadig sulten«.
