Læsetid: 7 min.

På randen af et sammenbrud

Krig. Hakkende, svedende brag af en dagbog fra frontlinjen i Helmand. Læs den. Og glem al snakken om censur
12. december 2009

Han var kun 20 år, da han tog til Afghanistan. Michael Kattrup Lassen førte under sine seks måneder ved fronten i Helmand en ungdommeligt snakkende dagbog, og nu udkommer hele balladen. Flere forlag afviste manuskriptet, før mikroforlaget Fokus sagde haps.
Det gjorde Fokus klogt i. Bogen er hakket og uredigeret. Til smertegrænsen proppet med gentagelser, dårligt sprog og myriader af forkortelser. Uprioriteret.
Men hvem siger, at krig skal være nemt? Hvem siger, at soldater skal være talentfulde skrivekugler? Læs skidtet! Vil du vide, hvad der virkelig foregår i Afghanistan? Så ti stille og slug de alt for mange kedelige afsnit om aflyste operationer og ludospil i den pansrede mandskabsvogn, og belønningen skal komme til dig. For pludselig fra side 163 begynder det at ske: Den unge knægt, der uvidende og umoden drog i krig som arketypen på den naive, popsmarte soldat, bliver lige så stille og hensynsløst forvandlet, nedbrudt og mast. Frontlinjen i Helmand er ingen vittighed. Vil du vide, hvorfor frontlinjen i Helmand gør soldaten syg på sjælen – også ham, der ikke løsner et skud eller selv bliver såret? Så læs Michael Kattrup Lassens bog.
Michael Kattrup Lassen tager i krig i februar 2008 på hold fem, optændt af en udefineret, løs forestilling om, at krigen vil være en forløsning. Han vil være mand, han vil opsøge sine grænser, teste sin styrke og være en rigtig soldat, ligesom sin storebror Martin. Hans forestilling, om hvad der venter ham, er vag, uforklaret og uoplyst (fortæller Forsvaret dem ingenting?).

Hvorfor drikker Jeppe?
Som han selv skriver i bogens epilog – nu i bagklogskabens lys:
»Det eneste, jeg kunne sige, var, at det var for min egen skyld. Jeg ville bare opleve det. Sandheden er bare, at nogle ting gør man, bare fordi man har lyst, (...) Man ved ikke hvorfor, det er bare noget, der trækker i én. (...) Risikoen er at miste vores liv, lemmer eller forstanden. Er vi virkeligt så godhjertede, at vi vil ofre alt for en bedre verden? Nej, bestemt ikke. Vi er faktisk egoistiske mennesker, som blot lever livet fuldt ud. I denne verden er vi selv og vores drenge i delingen. Det handler om en selv frem for alt, fordi du vil opleve dig selv på måder, som du ikke kan opnå på anden vis. Det kan ikke forklares, hvor stort et skulderklap det er at holde hovedet koldt, når skuddene ryger over hovedet på dig. Det er ikke kun en livsbekræftende oplevelse, men mest en individbekræftende overlevelse. Du har styr på dig selv, når det virkeligt gælder.«
»Derefter er det at passe på dine drenge, for de passer på din ryg. Som (feltpræsten, red.) Thomas har sagt så mange gange med stolthed: Vi er mænd bag lerklinede mure, der gør, hvad der er nødvendigt for at passe på hinanden. Det er stort – ja, nærmest ubeskriveligt. (...) Derefter kommer alt det noble – at gøre en forskel. Vi gjorde en stor forskel dernede. Det kan jeg sige med stolthed, og det gør jeg. «

Slå dem ihjel
Han ville af sted for at slå talebanere ihjel, skriver han, men da han første gang ser et rigtigt, såret menneske med blod i pulsende baner og lemmerne knust, bliver han slemt mærket.
Ofrets hvæsende skrig forfølger ham hele vejen til Danmark. Han føler sympati for de lokale, men det er ikke hovedsagen.
Lassen er optaget af at være soldat – ikke andet. Her om en ransagning i en landsby:
»(...) folk var smuttet efter følingen forleden. Der må være røget en del lokale i krydsilden. Det giver dårlig samvittighed, for det er jo det, vi prøver at undgå ved at bekæmpe ondt med ondt. Desværre er det umuligt altid at undgå.«
Og så ikke mere om det.
Lassen vil gerne være loyal over for Forsvaret, men i Afghanistan oplever han svaghederne. Han og hans fæller frustreres over udstyret, over ledelsen, over taktikken: De føler, at de bliver brugt forkert. Uroen ender på forsiden af de danske aviser, fordi en gruppe soldater selv henvender sig. Først da oplever Lassen, at hans overordnede sætter ham ind i, hvorfor han overhovedet er i Afghanistan: Nemlig ikke for at dræbe talebanere, men for at skabe tryghed og udvikling for de lokale. Han griber taknemmeligt halmstrået: Vi har gjort en forskel!

Velsignelsen
Lassens seks måneder i Afghanistan ændrer alt. Med gråd i stemmen og på randen af et sammenbrud opsøger den uniformerede dreng feltpræsten Thomas. Han vil hjem. Aldrig mere i krig. Hans kammerater falder døde om omkring ham. På fem og en halv måned er seks af hans kammerater døde i Helmand. Andre er sendt hjem med skader for livet. Han er bange, som han aldrig før har været bange. Han beder præsten velsigne ham. Præsten gør korsets tegn over vraget. Så overtaler han Lassen til at fortsætte ud i felten de sidste uger, men det lykkes kun med røgelse og myrraskær: Havde Lassen opsøgt lejrens psykolog, var han blevet erklæret ukampdygtig. Det vurderer han i hvert fald selv.
Michael Lassen har ikke slået nogen talebanere ihjel. Han har ikke deltaget i vigtige slag eller dræbt små børn eller uskyldige kvinder for den sags skyld. Men han har svedt og rystet af angst og adrenalin ved frontlinjen, hvor den hede hverdag overleves i 24-timers konstant alarmberedskab. Her opererer Lassen og hans kolleger i fremskudte positioner, helt ude midt i de landsbyer, hvor Taleban bor. Døden lurer over det hele, og Lassen skriver og skriver – også om det andre ser. Tidligt i bogen, mens han selv stadig drømmer om kamp, beskriver han en skudveksling, hans kammerater netop har oplevet:
»Ham, der senere døde, blev ramt i benet og i hovedet af fragmenter. Derefter blev der fulgt op med smallarms. (...) Talebanerne var tæt på denne gang. Deres tætteste folk var ikke længere væk end 10 meter fra nogle af Odindrengene, der lå på hver deres side af et compound og kæmpede. Under følingen blev de to sårede evakueret med chinook. Denne gang ikke på kanten af Green Zone som førhen, men 100 meter fra følingen. Altså nede i Green Zone. Fedt, de gør det, når det brænder på. Det var dog ikke kun tab, Odin havde. De fik deres første confirmed kills med small-arms. Nogen af drengene har set deres skud ramme TB’ere. Sådan!«
Lassens dagbog er tastet ned i ledige ­
stund­er uden den store omtanke eller sordin. Hans tillægsord hedder »lækker«, »dårlig« og »fedt«. Men en mere ægte vare er det svært at forestille sig. Sidste år fik vi De danske Tigre – med livet som indsats i Afghanistan af Lars Ullerslev Johannesen, chef for de soldater, der i fem uger forsvarede deres stilling i landsbyen Musa Qala. En hårrejsende beskrivelse fra en befalingsmand med det overblik, erfaringen giver. Michael Lassens bog er en groft høvlet tilbygning, knaldet op i al hast af den menige soldat, der ikke ved det store om særlig meget, men bare gør, hvad han får besked på. Og dem er der som bekendt flest af.

Mediehistorien
Jyllands-Posten, radioavisen, Dansk Forfatterforenings formand, Lotte Garbers, og andre har gjort et nummer ud af, at Forsvaret har haft lejlighed til at pille i manuskriptet, før det er udkommet. Historien lyder, at Michael Kattrup Lassen skulle have ladet sig skræmme af sagen om jægersoldaten Thomas Rathsack, der fik en straffesag på halsen og mistede sit job, fordi han ikke havde clearet sin bog med forsvaret, før den udkom. Altså at Lassen har følt sig truet – i hvert fald indirekte – til at lade sit manus censurere.
Den historie holder ikke. Tværtimod er det lige før, vi alle bør takke Lassens chefer og kolleger for den assistance, de har ydet med foto, moralsk støtte og den endelige redigering. Lassen har selv været glad for Forsvarets hjælp, fordi han ville være helt sikker på, at bogen intet indeholder, der kunne skade. Det fremgår af den udførlige forklaring bagerst i bogen, og af det tv-interview med Lassen, der findes på bogens interessante hjemmeside www.soldatiafghanistan.dk.
Bogen og hjemmesiden er én lang kærlighedserklæring til Forsvaret, kollegerne, de døde, de sårede, familierne og sammenholdet i de uniformeredes verden. Og ja, rigtig gættet: Lassen erklærer på de sidste sider, at han er klar til at tage til Afghanistan igen.
»Tager jeg af sted igen? Det må jeg indrømme, at jeg nok ikke kan lade være med. Flere gange har jeg savnet det, fået et billede af mig selv på vej ud på patrulje med alt udstyret på. Jeg smiler med stolthed i sindet hver gang.«

Michael Kattrup Lassen: Soldat i Afghanistan – en hverdag ved frontlinjen. 223 s. Forlaget Fokus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu