Nyhed
Læsetid: 3 min.

Pladebranchen og Koda i strid om digital musik

Fronterne er trukket op i debatten om den digitale musiktjeneste Spotify. Pladebranchen vil have den svenske tjeneste til Danmark for at få piraterne over på det lovlige marked. Men det afviser Koda
Kultur
18. december 2009

Musikbranchens store hovedpine har længe været, hvordan den kan tjene penge på musik på nettet, hvor alting kun er ét gratis, men ulovligt klik væk. Nu er man nået frem til, at det bedste våben mod pirater og ulovlige musiktjenester ikke er enorme sagsanlæg, men velfungerende alternativer til det ulovlige marked. Herhjemme er lovlige musiktjenester blomstret op, men alligevel er Danmark stadig lukket land for en række nye mediedistributionstjenester.

I øjeblikket er især den svenske musiktjeneste Spotify i søgelyset. Tjenesten er netop blevet kåret som årets nye medie på den danske konference New Media Days og stormer frem i flere europæiske lande. Folkene bag har meldt ud, at man gerne kommer til Danmark, og pladebranchen er med på ideen. Men komponisternes rettighedsorganisation, Koda, stiller sig i vejen.

»Spotifys forretningsmodel sikrer ikke reelle indtægter til kunsterne. Tjenesten har både en abonnementsmodel og en reklamefinansieret model. De fleste vælger den sidste løsning, der giver langt mindre indtjening til kunstnerne,« lyder forklaringen fra Kodas vicedirektør Martin Gormsen.

Blokeringen af Spotify møder stor modstand hos pladebranchen. Her er holdningen, at Koda stiller urealistiske krav, og at det skader mere, end det gavner.

»Vi er nødt til at åbne for succesrige tjenester, som brugerne efterspørger. Alternativet er, at folk vælger ulovlige tjenester, og det er bedre at tjene lidt end slet ingenting,« siger Jesper Bay, der er marketingdirektør for pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI.

Foregangsland?

Hos Koda forsvarer man sig med, at det allerede går godt med at få etableret nye musiktjenester. Ifølge Martin Gormsen er Danmark det land i Europa med den højeste andel af digitale musikindtægter til pladeselskaberne.

»Selvfølgelig er det godt, at der kommer så mange tjenester som muligt til Danmark. Men ønsket om flere tjenester kan ikke begrunde, at kunsterne skal sige ja til hvad som helst,« forklarer han.

Men pladebranchen frygter, at Danmark sætter forspringet over styr ved at udelukke tjenester som Spotify. I modsætningen til de etablerede tjenester, hvor man downloader musikken, er Spotify en streamingtjeneste. Musikken afspilles online og er ikke knyttet til en bestemt harddisk.

»Det digitale marked er helt anderledes end før, hvor formaterne skiftede hvert 30. år. Nu skifter de hele tiden. Derfor har vi brug for tjenester, der fungerer forskelligt, hvis markedet skal være attraktivt for alle,« siger Jesper Bay.

Desuden er konkurrencen mellem de forskellige tjenester også med til højne det samlede niveau, tilføjer Søren Krogh Thomsen, der er direktør for pladeselskabet Playground. Han bakker især op om Spotify, fordi tjenesten ifølge ham er enormt velfungerende.

»Vi var langt foran for et par år siden, men nu bliver vi overhalet indenom af Sverige, Finland og Norge. Det er fint, at man kører rundt i en folkevogn, men man skal altid undersøge, om man kan få noget, der fungerer lidt bedre,« uddyber han.

Kritikken bider ikke på Koda, der, forklarer pladebranchens entusiasme med, at flere af de store pladeselskaber ejer andele af Spotify som en del af aftalen om at levere musik til tjenesten.

»Det gør, at de har en anden interesse i udviklingen,« forklarer Martin Gormsen.

Jesper Bay mener ikke, at der er hold i kritikken.

»Det er ironisk, at selskaberne først bliver kritiseret for ikke at engagere sig i udviklingen, men når selskaberne investerer penge i udviklingen, så møder det også kritik.«

Hos Playground Music, der er et af landets mindre og uafhængige pladeselskaber, er man også uenig i Kodas argumenter. Søren Krogh Thomsen forsikrer, at hans selskab ikke har aktier i Spotify. Han mener, at Koda spiller et farligt spil, som kan resultere i, at Spotify og andre tjenester vurderer, at det ikke er besværet værd at komme ind på det danske marked.

»Det er altafgørende, at vi prøver så mange forretningsmodeller af som muligt. Det er simpelthen et spørgsmål om religion, og vi tror på den digitale udvikling.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Jeg synes KODA skal være vedholden, for spotify er blot en ny måde som pladebranchen kan anvende til at genskaber deres tabte imperium. I hvert fald er det som de drømmer om.
Selvom tjeneste lyder som en god ide for forbrugeren, så er der ikke for forbrugeren skyld, eller for musikernes skyld. _ Det handler om penge, reklamer og flere penge...til pladeselskaberne.

for kunsterne får ikke andele i de reklameindtægter som spotify tjener, De får kun 0.03£ pr.afspillet sang, og resten går til spotifys ejerkreds...

måske routenote.com er mulighed, hvor kunstneren får 90 % pr solgte sang.