Rå fisk, Babel, klima og byrum

Det er ikke så få kulturarrangementer, der tager udgangspunkt i klimatopmødet. Copenhagen bliver til Hopenhagen, og Statens Museum for Kunst fylder den høje skulpturpassage med plastikbobler og biotoper. Rethink hedder det flere steder i byen, og Nativeland på Kunsthal Charlottenborg.

Kunstakademiets Arkitektskole er også med på vognen, og det virker uden videre indlysende, når man ved hvor betydningsfuldt byggeriet og husenes energiforbrug er i det samlede C02-regnskab.

Mindre oplagt forekommer det, når man så ser, hvordan det store udstillingsrum ude på Holmen er blevet anvendt.

Der er et bassin med Københavns højdekurver, og de nye kystlinjer, det giver, hvis vandstanden klimatisk stiger en eller to eller tre meter. Og det er der sådan set ikke noget overraskende i, fordi det, der bliver først oversvømmet, er de dele af byen, som ligger på opfyld, nemlig Holmen og Ørestad. Vandet fra Fælleden når helt ind til Amagerbrogade, hvis det stiger tre meter.

Så er der på udstillingen et langt hvidt bord til fiskeudskæring. Og bede i kunstigt lys med chili og mynte. Det hele er udtænkt af hotshot'et Philippe Rahm, som også optræder på Louisianas grønne show: Arkitektur drejer sig om at holde varmen, så derfor må boligen indrettes efter, hvor varmen befinder sig, mener han - med badekar oppe under loftet og kølig seng i viktualiekælderen. Hans tankegang er meget konceptuel.

På Arkitektskolen skal mynte køle organismen og chili varme den. Og det er selvfølgelig en udmærket lære at lade liv og bygning følge organismens behov, men det er dyre lærepenge at strække pointen ud og op i et stort udstillingsrum plus katalog.

Det mest opmuntrende er en række skærme med studerendes principielle klimaforestillinger. Ikke fordi der er noget nyt i parametrene, men fordi de er mere frit visualiseret, end i sædvanlige computertegninger og -montager.

Eksisterende huse

En kassette med fire små tætte billedbøger, som arkitekten Bente Lange har udarbejdet sammen med sine to yngre nevøer, rummer en hel del økovisdom. Bøgerne hedder simpelthen Huse og henholdsvis Luft-Vand-Ild-Jord. De er fyldt med referencer og slående fotos af alle mulige måder at bygge på i forhold til vandflader, opvarmningsformer, lokale betingelser og behov for at komme til vejrs.

Bogsættet er delikat og rationelt udformet, uden for meget tekst, men med tilstrækkelige facts. Så det er selvskrevet til skolebiblioteker i mange pædagogiske temasammenhænge.

Billeder er der også i en ny tyk bog om Den danske Arkitektur. Men alt for meget trættende tekst i betragtning af, hvor tilstræbt objektivt det hele er grebet an.

Arkitektur er at dømme efter bidragene fra de 12 forfattere - heraf otte kunsthistorikere - åbenbart noget, der vokser af sig selv, næsten som skvalderkål eller myretuer. Der er ikke megen samfundshistorik indbygget i de leksikale kapitler, skrevet uden anden overordnet sammenhæng end tidens kronologiske gang.

Og det er underligt, for Anne Louise Sommer, der har redigeret, skriver selv et langt indledningskapitel, der introducerer begreber som natursyn, stoflighed, national identitet, ideologi og værdier.

Gyldendal har udgivet dette 590 sider store værk, som kan være let underholdende at kigge billeder i. Men man må undervejs spørge sig selv, om produktet virkelig opfylder et brændende behov. Selv om bygningerne også er oplistet geografisk.

Revisioner

Gyldendal har også udgivet en bog om Holmen, skrevet af historikeren Frank Allan Rasmussen. Fra flåde til folk - lyder undertitlen. Og den giver god besked om bygningerne på staden Københavns nye, førhen utilgængelige halvpart.

En stor del af Flådens tidligere bygninger er nu som bekendt indrettet til kunstuddannelser med nye boligblokke bygget ind imellem.

Længere ude, på Vestamager, byggede den legendariske overborgmester Urban Hansen omkring 1960 boliger på bar mark. Det blev ved begyndelsen, for helheden var ikke byplanmæssigt gennemtænkt. Det blev den først og til overmål med Ørestad, 40 år senere.

Bygningerne fra den oprindelige Urbanplan har lidt under samme problemer som andre betonbygninger fra præfabrikationens barndom. Også socialt set. Så for to somre siden satte Statens Kunstfond penge i, at en gruppe kunstnere og arkitekter prøvede sig frem som billeddannende socialanimatorer i områdets center. Sol over Urbanplanen, SOUP, hed forsøget, og deltagerne har nu skrevet en sjovt illustreret bog om forløbet og de noget tøvende erfaringer.

Bevægelse

På Dansk Arkitektur Center kan man lige nu se en udstilling om nye danske pladser og parker. Den er mærkeligt uanselig, faktisk langt fra urban, men der hører en katalogbog til, som er mere sprælsk både tekst- og billedmæssigt.

Det er bypladsernes mange overlappende funktioner, der ligger kuratorerne på sinde. Byinventaret, trapper og ramper, bevoksning og belægning skal kunne bruges på mange måder - til skateboard, passiar, dans og kontemplation.

Især det mobile er den offentlige Lokale- og Anlægsfonds primære formål, så i et nyt lille hæfte, Rum der bevæger børn, vises der eksempler på offentlige rum, både ude og inde, som giver mulighed for bevægelsesleg og motion.

Måske kunne de indendørs klimakonferencedeltagere have gavn af en tur i høet eller op ned ad en bakke med blød asfalt. Det, de står overfor her i København, er en ulegemlig form for babel. Så hvis det kniber med sproget som kommunikation, må kroppen træde i karakter. Ligesom demonstranternes.

En ny bog om Babelstårnet beretter om den dobbelthed, der hele tiden har været indbygget i billedfiguren - kaos og stræben, magt og afmagt. Fra den babyloniske Ziggurat over bibelske barokmalerier til Fritz Langs Metropolis og WTC-tårnene i New York.

Sådan hænger tingene politisk sammen, når det drejer sig om byrum, energiforbrug og de nødvendige utopier.

'Climate and architecture'. Kunstakademiets Arkitektskole, Udstillingen, Ph. de Langes Alle. Til 20. december 2009.