Baggrund
Læsetid: 18 min.

'Jeg reagerede på dødsangsten med livsappetit'

End ikke med hammer og segl eller under stalinismen med dens omskoling i de mange lejre kunne man komme det spørgsmål til livs. Læs her Herta Müllers takketale, som hun holder i Stockholm i anledning af modtagelsen af årets nobelpris i litteratur, om civilisationen, kærligheden og den menneskelige værdighed, der ligger udtrykt i et simpelt lommetørklæde
End ikke med hammer og segl eller under stalinismen med dens omskoling i de mange lejre kunne man komme det spørgsmål til livs
Kultur
10. december 2009

HAR DU ET LOMMETØRKLÆDE, spurgte min mor hver morgen ved havelågen, før jeg gik ud på gaden. Jeg havde ikke et lommetørklæde. Og fordi jeg ikke havde et lommetørklæde, gik jeg ind og hentede et. Hver morgen havde jeg ikke et lommetørklæde, fordi jeg hver morgen ventede på spørgsmålet. Lommetørklædet var beviset på, at min mor beskyttede mig om morgenen. I dagens senere timer og ting var jeg henvist til mig selv. Spørgsmålet HAR DU ET LOMMETØRKLÆDE var en indirekte ømhed. En direkte ville have været pinlig, den slags var der ikke noget, der hed blandt bønder. Kærligheden forklædte sig som spørgsmål. Kun sådan kunne den siges tørt, i et befalende tonefald ligesom arbejdets rutiner. At stemmen var brysk, understregede tilmed ømheden. Hver morgen stod jeg ved lågen, den ene gang uden lommetørklæde og den anden gang med et lommetørklæde. Først da gik jeg ud på gaden, som om lommetørklædet betød, at mor var med.

Og 20 år senere boede jeg for længst alene i byen og var oversætter på en maskinfabrik. Klokken fem om morgenen stod jeg op, halv syv begyndte arbejdet. Om morgenen gjaldede nationalsangen fra højttaleren ud over fabriksgården. I middagspausen arbejderkorene. Men arbejderne, der sad og spiste, havde tomme øjne som hvidblik, olietilsølede hænder, deres mad var pakket ind i avispapir. Inden de spiste deres lille stykke flæsk, skrabede de tryksværten af med kniven. To år gik der i dagligdagens luntetrav, den ene dag lignede den anden.

Det tredje år var det sket med de ensartede dage. Tre gange inden for en uge kom en kæmpestor sværlemmet mand med gnistrende blå øjne ind på mit kontor tidligt om morgenen, en kolos fra efterretningstjenesten.

Kollaboratør

Første gang overfusede han mig stående og gik.

Anden gang tog han sin vindjakke af, hængte den på skabsnøglen og satte sig. Den morgen havde jeg taget tulipaner med hjemmefra og var ved at arrangere dem i vasen. Han så på mig og roste mig for min usædvanlige menneskekundskab. Hans stemme var glat. Jeg var ubehageligt til mode. Jeg bestred denne ros og forsikrede, at jeg havde forstand på tulipaner, men ikke på mennesker. Så sagde han maliciøst, at han kendte mig bedre, end jeg kendte tulipanerne. Så hængte han vindjakken over armen og gik.

Tredje gang satte han sig, og jeg blev stående, for han havde lagt sin dokumentmappe på min stol. Jeg turde ikke stille den ned på gulvet. Han overfusede mig og sagde, at jeg var snotdum, arbejdssky, en tøjte, lige så fordærvet som en omstrejfende tæve. Tulipanerne skubbede han næsten hen til bordkanten, midt på bordet lagde han et ubeskrevet ark papir og en kuglepen. Han brølede: Skriv. Stående skrev jeg, hvad han dikterede – mit navn tilligemed fødselsdato og adresse. Men dernæst, at jeg uanset nærhed eller slægtskab ikke måtte sige til nogen, at jeg ... nu kom det frygtelige ord: colaborez, at jeg kollaborerede. Det ord skrev jeg ikke. Jeg lagde kuglepenen fra mig og gik hen til vinduet, så ud på den støvede gade. Den var ikke asfalteret, huller i vejen og skrutryggede huse. Denne ødelagte gade hed oven i købet Strada Gloriei, Hæderens Vej. På Hæderens Vej sad der en kat i det nøgne morbærtræ. Det var fabrikskatten med det lasede øre. Oven over den en tidlig sol som en gul tromme. Jeg sagde: N-am caracterul, jeg har ikke den karakter. Jeg sagde det til gaden udenfor. Ordet KARAKTER gjorde efterretningsmanden hysterisk. Han rev arket i stykker og smed stumperne på gulvet. Han kom sikkert i tanker om, at han skulle forelægge hvervningsforsøget for sin chef, for han bøjede sig ned, samlede alle stumperne op i hånden og smed dem i sin dokumentmappe. Så sukkede han dybt og kastede i sit nederlag blomstervasen med tulipanerne mod væggen. Den blev knust, og det knasede, som om der var tænder i luften. Med dokumentmappen under armen sagde han lavmælt: Du skal få kærligheden at føle, vi drukner dig i floden. Jeg sagde ligesom for mig selv: Hvis jeg skriver under på det der, kan jeg ikke leve med mig selv mere, så må jeg selv gøre det. Bedre, at De gør det. Da stod kontordøren allerede åben, og han var væk. Og udenfor på Strada Gloriei var fabrikskatten sprunget ned fra træet og over på hustaget. En gren fjedrede som en trampolin.

Tovtrækkeriet

Næste dag begyndte tovtrækkeriet. Jeg skulle forsvinde fra fabrikken. Hver morgen halv syv skulle jeg indfinde mig hos direktøren. Sammen med ham sad hver morgen fagforeningslederen og partisekretæren. Ligesom min mor i sin tid spurgte: Har du et lommetørklæde, spurgte direktøren nu hver morgen: Har du fundet et nyt arbejde. Hver gang gav jeg samme svar: Jeg søger ikke arbejde, jeg kan godt lide at være her på fabrikken, jeg vil gerne blive her, til jeg går på pension.

En morgen, jeg kom på arbejde, lå mine tykke ordbøger på gulvet ude i gangen ved siden af kontordøren. Jeg lukkede op, ved mit skrivebord sad der en ingeniør. Han sagde: Her banker man på, når man kommer ind. Her sidder jeg, du har ikke noget at gøre her. Hjem kunne jeg ikke gå, for så ville de have haft et påskud til at afskedige mig for fravær uden lovlig grund. Jeg havde ikke noget kontor, så nu gjaldt det først rigtigt om at møde på arbejde som normalt, under ingen omstændigheder have fravær.

Min veninde, som jeg hver dag fortalte alt på vejen hjem ad den usle Strada Gloriei, ryddede i den første tid et hjørne af sit skrivebord til mig. Men en morgen stod hun uden for kontordøren og sagde: Jeg må ikke lukke dig ind. Alle siger, du er spion. Chikanerierne skulle sive nedad, rygtet blev sat i omløb blandt kollegerne. Det var det værste. Angreb kan man forsvare sig mod, bagtalelse står man magtesløs over for. Hver dag regnede jeg med hvad som helst, også med døden. Men denne perfidi kunne jeg ikke klare. Intet regnestykke gjorde den udholdelig. Bagtalelse propper en fuld af snavs, man kvæles, fordi man ikke kan forsvare sig. I kollegernes øjne var jeg lige netop det, jeg havde nægtet at blive. Hvis jeg havde spioneret på dem, ville de intetanende have stolet på mig. I grunden straffede de mig, fordi jeg skånede dem.

Da det nu for alvor gjaldt om ikke at være fraværende, men jeg ikke havde noget kontor, og min veninde ikke længere måtte lukke mig ind på sit, stod jeg ubeslutsom ude i trappe­huset. Jeg gik op og ned ad trapperne et par gange – pludselig var jeg igen min mors barn, for JEG HAVDE ET LOMMETØRKLÆDE. Jeg lagde det på et trappetrin mellem første og anden etage, glattede det, så det lå ordentligt, og satte mig på det. Mine tykke ordbøger lagde jeg på knæet og oversatte beskrivelserne af hydrauliske maskiner. Jeg var en trappe­historie og mit kontor et lommetørklæde. Min veninde satte sig hos mig på trappen i middagspauserne. Vi spiste sammen som tidligere på hendes og endnu tidligere mit kontor. Fra højttaleren i gården sang arbejderkorene som altid om folkets lykke. Hun spiste og græd for min skyld. Jeg gjorde ikke. Jeg var nødt til at være hård. Længe endnu. Et par evige uger, indtil jeg blev afskediget.

Lommetørklæder

I den tid, jeg var en trappehistorie, slog jeg efter i leksikonet, hvordan det forholdt sig med ordet TRAPPE: Det første trin på trappen hedder OPTRIN, det sidste hedder UDTRIN. De vandrette trin, man træder på, er i siderne indpasset i TRAPPEKINDER [da. trappevanger]. Og de åbne rum mellem de enkelte trin hedder tilmed TRAPPEØJNE. Fra elementerne i de hydrauliske, oliefedtede maskiner kendte jeg de smukke ord: SVALEHALE, SVANEHALS, skruernes holdere hed SKRUEMODER [mod. da. møtrik]. Og på samme måde var jeg forbløffet over trappedelenes poetiske navne, det tekniske sprogs skønhed. TRAPPEKINDER, TRAPPEØJNE – trappen har altså et ansigt. Hvad enten det er af træ eller sten, beton eller jern – hvorfor bygger mennesker deres eget ansigt ind i selv de mest modstræbende ting i verden, hvorfor giver de dødt materiale navn efter deres eget kød, personificerer det til legemsdele. Bliver det barske arbejde først udholdeligt for teknikkens specialister i kraft af skjult ømhed. Går ethvert arbejde, i ethvert erhverv, efter samme princip som min mors spørgsmål om lommetørklædet.

I mit barndomshjem var der en lommetørklædeskuffe. I den lå der to rækker bag hinanden med hver tre stabler:

Til venstre herrelommetørklæderne til far og bedstefar.

Til højre damelommetørklæderne til mor og bedstemor.

I midten børnelommetørklæderne til mig.

Den skuffe var vores familiebillede i lommetørklædeformat. Herrelommetørklæderne var de største, havde mørke kantstriber i brunt, gråt eller bordeaux. Damelommetørklæderne var mindre, kanterne lyseblå, røde eller grønne. Børnelommetørklæderne var de mindste, uden kant, men i den hvide firkant bemalet med blomster eller dyr. Af samtlige tre lommetørklædesorter var der hverdagslommetørklæder, i den forreste række, og søndagslommetørklæder, i den bageste række. Om søndagen skulle lommetørklædet, også selv om man ikke så det, passe til tøjets farve.

Ingen anden genstand i huset, end ikke vi selv, var nogen sinde så vigtig for os som lommetørklædet. Det var universelt anvendeligt til: snue, næseblod, beskadiget hånd, albue eller knæ, at græde eller bide i for at undertrykke gråden. Et vådt, koldt lommetørklæde på panden var mod hovedpine. Med fire knuder i hjørnerne var det en hovedbeskyttelse mod solskoldning eller regn. Hvis man ville huske noget, slog man en knude på lommetørklædet som hukommelsesstøtte. Når man skulle bære tunge tasker, viklede man det om hånden. Viftende blev det en vinken farvel, når toget kørte ud fra banegården. Og fordi tog på rumænsk hedder TREN og tåre på Banat-dialekt TRÄN, lignede togenes hvinen på skinnerne altid gråd i mit hoved. Når nogen i landsbyen døde i sit hjem, bandt man straks et lommetørklæde om vedkommendes hage, så munden holdt sig lukket, når dødsstivheden var indtruffet. Hvis nogen i byen faldt om i vejkanten, var der altid en forbipasserende, som dækkede den dødes ansigt til med sit lommetørklæde – på den måde var lommetørklædet hans første gravfred.

På varme sommerdage sendte forældre deres børn hen at vande blomster på kirkegården sent om aftenen. To eller tre sammen, man holdt sig tæt ved hinanden fra grav til grav, skyndte sig at vande. Så satte vi os tæt sammen på kapellets trappe og så hvide totter af tåge stige op fra mange grave. De fløj lidt i den sorte luft og forsvandt. For os var det de dødes sjæle: dyreskikkelser, briller, små flasker og kopper, handsker og strømper. Og hist og her mellem dem et hvidt lommetørklæde med nattens sorte kant.

Verdensfremmed tigger og fortabt barn

Da jeg siden hen førte samtaler med Oskar Pastior (rumænsk digter, red.) for at skrive om hans deportation til en sovjetisk arbejds-lejr, fortalte han, at han af en gammel russisk mor havde fået et lommetørklæde af hvid batist. Måske er I så heldige, at I snart kan vende hjem, dig og min søn, sagde den russiske kone. Hendes søn var lige så gammel som Oskar Pastior og lige så langt hjemmefra som han, i den anden retning, sagde hun, i en straffebataljon. Som udsultet tigger bankede Oskar Pastior på hendes dør, ville bytte et stykke kul for lidt at spise. Hun bød ham indenfor, gav ham varm suppe. Og da hans næse dryppede ned i tallerkenen, gav hun ham det hvide lommetørklæde af batist, som ingen havde brugt før. Med en sammentræksbort, nøjagtigt syede masker og rosetter af silketråd, var lommetørklædet en skønhed som omfavnede og krænkede tiggeren. En sammensætning, på den ene side trøst af batist, på den anden side et målebånd med silkemasker, den lille hvide streg på hans forfalds skala. Oskar Pastior var selv en sammensætning for denne kvinde: verdensfremmed tigger i huset og fortabt barn i verden. I disse to personer var han lykkelig og overanstrengt af denne kvindes gestus, en kvinde som også var to personer for ham: fremmed russisk kvinde og bekymret mor med spørgsmålet: HAR DU ET LOMMETØRKLÆDE.

Efter at have lært denne historie at kende har jeg også et spørgsmål: Er HAR DU ET LOMMETØRKLÆDE gyldigt overalt og i sneglansen mellem frost og tø udspændt over den halve verden. Går det, mellem bjerge og stepper, over alle grænser, helt ind i et kæmpemæssigt imperium oversået med straffe- og arbejdslejre. Kan man end ikke med hammer og segl komme spørgsmålet HAR DU ET LOMMETØRKLÆDE til livs, end ikke under stalinismen med dens omskoling i de mange lejre?

Selv om jeg har talt rumænsk i årtier, slog det mig for første gang under samtalerne med Oskar Pastior: Lommetørklæde hedder BATISTA på rumænsk. Igen det sanselige rumænske, som simpelt hen tvingende jager sine ord ind i tingenes hjerte. Materialet gør ingen omvej, betegner sig som færdigt lommetørklæde, som BATISTA. Som om hvert eneste lommetørklæde til enhver tid og overalt var af batist.

Oskar Pastior opbevarede lommetørklædet i kufferten som relikvie fra en dobbeltmor med en dobbeltsøn. Og tog det så med sig hjem efter fem lejrår. Hvorfor – hans hvide lommetørklæde af batist var håb og angst. Giver man håb og angst fra sig, dør man.

Efter samtalen om det hvide lommetørklæde brugte jeg en halv nat på at lave en collage til Oskar Pastior på et stykke hvidt karton.

Her danser punkter siger Bea
hæld dem i et langstilket glas mælk
undertøj i hvidt grågrøn zinkbalje
ved efterkrav svarer næsten
alle materialer til hinanden
se her
jeg er togrejsen og
kirsebærret i sæbeskålen
tal aldrig med fremmede mænd og
via centralen

Da jeg kom hen til ham ugen efter og ville forære ham collagen, sagde han: Så skal du også klæbe TIL OSKAR på. Jeg sagde: Det, jeg giver dig, tilhører dig. Det ved du da. Han sagde: Du skal klæbe det på, det kan være, kartonet ikke ved det. Jeg tog den med hjem igen og klæbede ’Til Oskar’ på. Og gav ham den igen den næste uge, som om jeg første gang var gået ind fra lågen uden lommetørklæde og nu anden gang stod ved lågen med et lommetørklæde.

Der er en anden historie, som også ender med et lommetørklæde: Mine bedsteforældres søn hed Matz. I 30’erne blev han sendt i handelslære i Timisoara, så han kunne overtage familiens kornhandel og kolonialvareforretning. Ved skolen underviste der lærere fra Det Tyske Rige, rigtige nazister. Efter læretiden var Matz måske ved siden af blevet uddannet til handelsmand, men hovedsagelig til nazist – planmæssig hjernevask. Efter læretiden var Matz glødende nazist, ikke til at kende igen. Han brølede antisemitiske paroler, var umulig at nå ind til som en evnesvag. Min bedstefar irettesatte ham flere gange og sagde, at han kun havde sin formue takket være kreditter fra jødiske forretningsvenner. Og da det ikke hjalp, stak han ham flere gange nogle lussinger. Men hans forstand var udslettet. Han spillede landsbyideolog, plagede de jævnaldrende, der dukkede sig og snød for ikke at komme til fronten. Han havde en skrivebordsstilling i den rumænske hær. Men teorien drev ham ud i praksis, han meldte sig frivilligt til SS, ville til fronten. Et par måneder efter kom han hjem for at gifte sig. Belært af forbrydelserne ved fronten udnyttede han en gyldig trylleformel til at slippe væk fra krigen et par dage. Denne trylleformel hed: bryllupsorlov.

En bryllupssoldat

Min bedstemor havde to fotografier af sin søn Matz længst inde i en skuffe, et bryllupsfotografi og et dødsfotografi. På bryllupsbilledet står der en brud i hvidt, en håndsbredde højere end ham, tynd og alvorlig, en gipsmadonna. På hendes hoved en vokskrans som tilsneet løv. Ved siden af hende Matz i nazi­uniform. I stedet for at være brudgom er han soldat. En bryllupssoldat og sin egen sidste hjemstavnssoldat. Næppe var han ved fronten igen, før dødsfotografiet kom. På det en allersidste soldat, lemlæstet af en mine. Dødsfotografiet er på størrelse med en hånd, en sort mark og midt på den et hvidt klæde med en lille grå dynge menneske. I det sorte ligger det hvide klæde lige så lille som et børnelommetørklæde, hvis hvide firkant er bemalet på midten med en besynderlig tegning. For min bedstemor havde dette fotografi også sin sammensætning: på det hvide lommetørklæde var der en død nazist, i hendes hukommelse en levende søn. Min bedstemor havde i alle år dette dobbeltbillede liggende i sin bønnebog. Hun bad hver dag. Hendes bønner var sandsynligvis også dobbeltbundede. De fulgte sandsynligvis revnen fra den elskede søn til den besatte nazist og bønfaldt også Vorherre om den spagat – at elske denne søn og tilgive nazisten.

Min bedstefar var soldat i Første Verdenskrig. Han vidste, hvad han talte om, når han om sin søn Matz ofte og forbitret sagde: Ja, når fanerne blafrer, farer forstanden i trompeten. Denne advarsel passede også på det efterfølgende diktatur, som jeg selv levede i. Dagligt så man de små og store profitørers forstand fare i trompeten. Jeg besluttede ikke at støde i trompeten.

Men som barn måtte jeg mod min vilje lære at spille akkordeon. For hjemme hos os stod det røde akkordeon, der havde tilhørt den døde soldat Matz. Remmene på akkordeonet var alt for lange til mig. For at de ikke skulle glide ned af mine skuldre, bandt akkordeonlæreren dem sammen på ryggen af mig med et lommetørklæde.

Kan man sige, at netop de mindste genstande, det være sig trompet, akkordeon eller lommetørklæde, binder det mest disparate i livet sammen. At genstandene kredser og i deres afvigelser har noget, der adlyder gentagelserne – den onde cirkel. Man kan tro, men ikke sige det. Men det man ikke kan sige, kan man skrive. Fordi det at skrive er en tavs handling, et arbejde fra hovedet i hånden. Munden springes over. Under diktaturet talte jeg meget, for det meste fordi jeg havde besluttet ikke at støde i trompeten. Oftest havde det uudholdelige konsekvenser at tale. Men skriverierne begyndte i tavshed, dér på fabrikstrappen, hvor jeg måtte afgøre mere med mig selv, end man kunne sige. Det, der foregik, kunne ikke længere artikuleres i tale. Allerhøjst de ydre tilføjelser, men ikke deres omfang. Det kunne jeg kun stave i mit stille sind, i ordenes onde cirkel, når jeg skrev. Jeg reagerede på dødsangsten med livsappetit. Den var en ordappetit. Kun ordenes hvirvlen kunne udtrykke min tilstand. Den stavede det, der ikke lod sig sige med munden. Jeg løb efter det levede i ordenes onde cirkel, indtil der dukkede noget op, jeg ikke kendte i forvejen. Parallelt med virkeligheden trådte ordenes pantomime i aktion. Den respekterer ingen reale dimensioner, indskrumper hovedsagerne og strækker bitingene. Ordenes onde cirkel påfører hals over hoved det levede en slags forhekset logik. Pantomimen er rabiat og forbliver ængstelig, og nøjagtig lige så afhængig som led og ked af det. Emnet diktatur følger med af sig selv, fordi selvfølgelighed aldrig kommer igen, når den er blevet en næsten fuldstændigt berøvet. Emnet er implicit til stede, men det er ordene, der tager mig i besiddelse. De lokker emnet hen, hvor de vil. Intet passer mere, og alt er sandt.

Bedragets ærlighed

Som trappehistorie var jeg lige så ensom, som da jeg vogtede køer i floddalen som barn. Jeg spiste blade og blomster for at høre til dem, for de vidste, hvordan man lever, og det gjorde jeg ikke. Jeg tiltalte dem med deres rette navne. Navnet mælketidsel skulle virkelig være den stikkende plante med mælk i stilken. Jeg forsøgte mig med opdigtede navne: TORNERIBBE, NÅLEHALS, hvor hverken mælk eller tidsel optrådte. Hullet ud til tomheden åbnede sig i alle de falske navnes bedrag over for den rigtige plante. Hvilken fadæse at tale med mig selv og ikke med planten. Men fadæsen gjorde mig godt. Jeg vogtede køer, og ordlyden bevogtede mig. Jeg fornemmede:

Hvert ord i ansigtet
ved noget om den onde cirkel
og siger det ikke

Ordlyden ved, at den er nødt til at bedrage, fordi genstandene bedrager med deres materiale, følelserne med deres gestus. På grænsefladen mellem materialernes og gestussenes bedrag finder ordlyden fodfæste med sin opdigtede sandhed. I skrivearbejdet kan der ikke være tale om tillid, snarere om bedragets ærlighed.

Da jeg var en trappehistorie på fabrikken, og lommetørklædet var mit kontor, fandt jeg også det smukke ord TRAPPERENTE. Det betyder trinvis stigende rentesatser på et lån. De stigende rentesatser er udgifter for den ene, indtægter for den anden. I skrivearbejdet bliver de begge dele, jo mere jeg fordyber mig i teksten. Jo mere det skrevne udplyndrer mig, desto mere viser det det levede, hvad der ikke var i oplevelsen. Det er kun ordene, der opdager det, fordi de ikke vidste det i forvejen. De afspejler det bedst, hvor de overrasker det levede. De bliver så tvingende, at det levede må klamre sig til dem for ikke at falde fra hinanden.

Det forekommer mig, at genstandene ikke kender deres materiale, gestussene ikke deres følelser og ordene ikke den mund, der taler. Men for at forsikre os om vores egen eksistens har vi brug for genstandene, gestussene og ordene. Jo flere ord vi kan klare, desto friere er vi jo. Når vi får forbud mod at bruge munden, søger vi at hævde os med gestus, endog med genstande. De er sværere at tyde, er en tid uden for mistanke. Derved kan de hjælpe os med at bukke fornedrelsen om til en værdighed, som en tid er uden for mistanke.

Kort før min emigration fra Rumænien blev min mor en tidlig morgen afhentet af landbetjenten. Hun var allerede ude ved lågen, da det slog hende, et HAR DU ET LOMMETØRKLÆDE. Hun havde ikke et. Selv om betjenten var utålmodig, gik hun ind og hentede et lommetørklæde. I vagten rasede betjenten. Min mor kunne ikke så meget rumænsk, at hun forstod hans råberi. Så forlod han kontoret og låste døren udefra. Hele dagen sad min mor spærret inde der. De første timer sad hun ved hans bord og græd. Så gik hun frem og tilbage og begyndte at tørre støvet af møblerne med det tårevædede lommetørklæde. Så tog hun vandspanden i hjørnet og håndklædet på sømmet i væggen og tørrede gulvet over. Jeg var forfærdet, da hun fortalte mig det. Hvordan kan du gøre rent på hans kontor, spurgte jeg. Hun sagde uden at skamme sig, Jeg ville have noget at lave, så tiden gik. Og kontoret var så beskidt. Det var godt, jeg havde taget et af de store herrelommetørklæder med.

Først nu forstod jeg, at hun med ekstra, men frivillig fornedrelse skaffede sig værdighed i denne arrest. I en collage ledte jeg efter ord for det:

Jeg tænkte på den ranke rose i hjertet
på den nytteløse sjæl som en siv
men indehaveren spurgte:
hvem får overtaget
jeg sagde: hudens redning
han råbte: huden er
bare en plet krænket batist
uden forstand

Jeg ville ønske, jeg kunne sige en sætning, til alle de mennesker, der berøves værdigheden i et diktatur, til alle tider og i dag – om så en sætning med ordet lommetørklæde. Om så spørgsmålet: HAR I ET LOMMETØRKLÆDE.

Kan det forholde sig sådan, at spørgsmålet om lommetørklædet siden tidernes morgen ikke har betydet lommetørklædet, men menneskets akutte ensomhed.

Herta Müllers nobelpristale er oversat til dansk af Karsten Sand Iversen. Den er her gengivet i sin fulde længde

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her