Læsetid: 7 min.

Realityteater med drømmeskred

Dansk scenekunst i 00'erne ville allerhelst være realistisk teater. Også selv om performanceteatret og dukketeatret sammen med dansen og teaterkoncerten tilbød raffinerede stiliseringer. Teatret drømte om drømmen ...
Det er synd for menneskene, men det var fantastisk for det danske teaterpublikum, at Katrine Wiedemann og Maja Ravn fortolkede 'Et Drømmespil' på Betty Nansen Teatret med Sofie Gråbøl og Oluf Johannessen som de forelskede. Her er idyllen ved komfuret dog allerede forstyrret af Laura Bro. Velkommen, realisme!

Det er synd for menneskene, men det var fantastisk for det danske teaterpublikum, at Katrine Wiedemann og Maja Ravn fortolkede 'Et Drømmespil' på Betty Nansen Teatret med Sofie Gråbøl og Oluf Johannessen som de forelskede. Her er idyllen ved komfuret dog allerede forstyrret af Laura Bro. Velkommen, realisme!

Natascha Thiara Rydvald

29. december 2009

Realisme er en mystisk størrelse på teatret. Uanset hvordan skuespillerne opfører sig, så deltager de i et indstuderet sceneforløb. De kan ikke engang vende ryggen til publikum, uden at de straks skal tale højere. Og de kan ikke nøjes med en lille klump i halsen, hvis den skal kunne ses på bagerste række.

Alligevel har teatret i 00'erne været realismens teater. Lige fra det øjeblik, Sofie Gråbøl gik ind som tjenestepigen Regine i Henrik Ibsens Gengangere fra 1881 på Stærekassen i 2000 og slog benene væk under både Jørgen Reenberg og Ghita Nørby og alle os andre.

00'ernes realisme har dog ikke bare været den borgerskabsafslørende realisme, som Ibsen og Strindberg kæmpede for i 1870'erne og 1880'erne. Ikke bare den psykologiserende realisme, som H.C. Branner appellerede til i 1950'erne - eller den borgerlige realisme, som Leif Panduro levede sig ind i gennem 1970'erne eller den sociale realisme, som Jess Ørnsbo afklædte i 1990'erne. Og ikke kun den politiske realisme, som er dukket op med mellemrum siden Kaj Munk og Kjeld Abells antinazistiske stykker i 1930'erne; med Solvognens antikapitalistiske julemandshappening i 1970'erne som pejlemærke.

Direkte fra IKEA

I teatret i 00'erne gik realismen helt tæt på virkeligheden i en 'hyperrealisme'. Teatret opbyggede samtalekøkkener og soveværelser i 1:1. Scenograferne kørte til IKEA, og skuespillerne lod som om, de optrådte på film. Sådan groft sagt. Teater Grob har ført realismen ud i yderste konsekvens med iscenesættelser af Per Scheel-Krüger, ikke mindst Irak-soldat-tragedien Hjem Kære Hjem af Andreas Garfield på Kaleidoskop i 2007. Og Christian Lollike har undersøgt nutidsproblematikker såsom voldtægtens skyldsspørgsmål i Dom over Skrig på Katapult i 2004.

Realismeafsættet har ikke mindst været psykologiske forestillinger om ensomheden i en globaliseret verden. Dramatikeren Astrid Saalbach skildrede det orienteringsfortabte menneske med Verdens Ende på Husets Teater i 2003, og dramatikeren Nikoline Werdelin bød på kræftpatientorgie i Boblerne i bækken på Aveny Teatret i 2002. Og Vivian Nielsen brillerede med kvindeportrætter i dramatiseringen af Anne Marie Løns roman Prinsesserne på Vendsyssel Teater i 2006 og af Lars von Triers film Breaking the Waves til Odense Teater i 2009.

Delikatesser på trapezen

Samtidig har performanceteatret sneget sig ind i 00'ernes scenekunst. Senest har Mammutteatret sejret med Pasolini-orgiet PPP af Claus Flygare sat i scene af Minna Johannessen med scenografi af Christian Friedländer på Nyaveny i 2009. Og sanseteatret har blandt andet ført til forunderlige smagsvandringer med Proust i nakken hos Madeleines Madteater i Carlsberg Depotet på Islands Brygge, for eksempel Lige til kanten i 2007.

Det fysiske teater er også blevet site-specific (stedrelateret, red.) Både som en opfølgen på 1990'ernes udforskning af byens vandtårne og trappeskakter, men også som politisk kunst.

Nullo Facchini og Cantabile 2 udforskede kvindekønnet på Masnedøfortet i Venuslabyrinten i 2006. Nina Larissa Bassett insisterede på sexdebat i dobbeltsengsperformancen In the Nude på Hotel Skt. Petri i 2009, og Teater Får 302 rykkede en hed affære ind i en hotelseng i Toldbodgade og på Hotel Randers i Hvad natten er til i 2008. Og Das Beckwerk bragte demokratiappellen og et hvidt flag med sig i The Return of the Democracy i gadevandringer fra Berlin til Kabul i 2007.

Desuden har nycirkus-freaks anbragt lange lagner rundt om i scenelofterne. Mest nervepirrende anvendt af Katrine Wiedemann, der lod reolerne i Kanonhallen rutsje rundt med skuespillerne under Shakespeares Stormen i 2003 - og som senere lod H.C. Andersens eventyrfigurer svømme-svæve i Kedelsmedjen på Holmen i Havfruen i 2005.

00'ernes vrede kynisme

Senmodernisterne har dyrket minimalismen og den varierede gentagelse. Instruktøren og scenografen Martin Tulinius brød igennem med Kafka-stiliseringen K på Kaleidoskop i 2000. Og dramatikeren Peter Asmussen har ført gentagelserne ud i eksistentielt strakt arm i Ekstrem på Betty Nansen Teatret i 2008 og i længselsreplikkerne til Bent Sørensen-værket Sounds Like You ved Bergen Festspillene og i Koncerthuset i 2009. Den makedonsk-fødte dramatiker Dejan Dukovski har brugt minimalismen til at skildre den europæiske krigszone, både den ydre og den indre, i På den 2. side på Plan-B Teater i 2004 og i Uterus på Husets Teater i 2009, begge oversat af Simon K. Boberg og iscenesat af Alexa Ther.

Dramatikeren Jokum Rohde har dog brudt med både det realistiske og det minimalistiske. Rohdes Pinocchios Aske på Det Kgl. Teater og Odense Teater i 2005 var et opgør med det vestlige demokratis historie, og siden fulgte gendigtningen af Orestien på Odense Teater i 2008.

Den nære danmarkshistorie fra 1950'erne til 1990'erne fik også sin realismeskildring, da Peter Asmussen dramatiserede Christian Kampmanns familieromanserie i Gregersen Sagaen, som Christoffer Berdal opsatte over fire sæsoner på Aarhus Teater, med kulmination i en syv timers maraton i 2008. Samme Berdal var også instruktør på kunstnerterroristforestillingen Stolthed er kolossal hos Mammutteatret på Plan-B Teater i 2005. Stykket var skrevet af Nicolas Bro, hvis enorme talent har båret forestillinger og film i 00'erne; hans Hamlet for åbningen af Skuespilhuset personificerede 00'ernes vrede kynisme.

Passion med frost

Dansen har været præget af en højtgearet minimalisme. Tim Rushtons Passion med scenografi af Michael Kvium for Dansk Danseteater på Folketeatret i 2007 og Requiem for Den Kgl. Ballet på Operaen i 2006 har været internationale skønhedskulminationer med katarsis-udmattelse. Og senest har Tina Tarpgaard vist flerdimensional videokoreografi i Frost på Hippodromen i 2009.

Den Kgl. Ballet har ellers brugt 00'erne på at komme på fode efter balletmesterrodet omkring årtusindskiftet - og på at profilere Bournonville-festivalen i 2005. Men balletmester Nikolaj Hübbes iscenesættelse af Sylfiden i 2003 viste kompagniets ypperlige 'historiefortællende balletrealisme'.

Til gengæld har Kitt Johnson været Danmarks hotteste internationale dansesolist, blandt andet i den darwinistiske evolutionssolo Rankefod fra 2005. Derudover har dansen leget med streetdansens råhed og danseteatrets manifestkraft. Electric boogie-mesteren Steen Koerner fortryllede teenagefamilierne med sin skænderiopdaterede skaterbanetolkning af Nøddeknækkeren på Aveny Teatret i 2003. Og Mute Comp. rystede op i fremmedangsten med Propaganda i 2006 på Dansescenen. Og Palle Granhøj i Århus lod den cubanske danser Aline Sanchéz Rodriguez obstruere sin egen danserfortid i Aline Alone i 2007 på GRAN, ligesom Thomas Eisenhart muntert afmonterede kroppens lemmer i børnedanseforestillingen Arme og Ben for Åben Dans i Roskilde i 2007.

Dukken i flasken

Samtidig har dukketeatret gjort sit indtog i voksenteatret med mandshøje dukker eller miniputdukker. Den tydelige spejling mellem det levende menneske og den ikkelevende dukke har resulteret i vilde sceneudtryk, netop fordi dukken ofte har fået overtaget.

Copenhagen Puppet Festival for voksne fandt første gang sted i 2007, og Dukketeaterfestivalen i Silkeborg vokser. Dramatiker-scenograf-instruktøren Giacomo Ravicchio og Meridiano legede med grumme masker i Comoedia Humana i Pakhus 11 i 2003. Dukkemageren Carl Press og Simon K. Bobergs Non-Stop på Plan-B Teater i 2008 viste kosmonautdukker i uhyggelighedsproportioner, og Bådteatret lod Rolf Søborg Hansens dukker udforske alkoholens magt, både i Emil Hansens På bunden og Gerz Feigenberg og Rolf Heims De fire Ryttere i 2009.

Wilson inden Staffan

Dukketeatret er beslægtet med det ikkerealistiske og ikkepsykologiske teater, der igen ofte fusionerer med musikteatret. Dansk teater fik et internationalt boost med Robert Wilsons hyperstiliserede Woyzeck på Betty Nansen Teatret i 2001. Og Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller fra Dramaten iscenesatte Schillers Kabale og Kærlighed på Det Kgl. Teater med lige så stor styrke i 2003, som de i 2009 udviste i Shakespeares Richard III med Søren Sætter-Lassen som kvælelysten kongepsykopat i Skuespilhuset. Derudover har Odin Teatret i Holstebro fortsat sine internationale turnéer med musikalske ensembleforestillinger med teaterantropologisk tilsnit, ikke mindst Andersens Drøm, der også gæstespillede på Det Kgl. Teater i 2006.

Videoens og maskens potentialer i teatret blev udfoldet af Jacob F. Schokking i Holland House og Café Teatrets uhyggelige blodeksplosion Ansigtet mod Væggen i 2008. Café Teatret lagde også hus til Livingstones Kabinet, blandt andet med den rablende religionssatire Babble-Babble i 2007. Og Hotel Pro Formas sofistikerede digitalprojektioner kulminerede i Kirsten Dehlholm, Ralf Ströbech og The Knifes Darwin-fantasi I morgen om et år på Det Kgl. Teater.

Den nye musikdramatiske succes blev teaterkoncerten. Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkøs Gasolin blev genfortolket efter urversionen på Dr. Dante i 1994 i Anja Vang Kraghs kostumeoverdådighed på Gasværket i 2006, og Aarhus Teater meldte udsolgt med Nick Cave Teaterkoncerten iscenesat af Rolf Heim i 2006.

Anden over kanon

Samtidig har stand-up'ens metakommentarer smittet af på teatret; Anders Matthesen satte direkte stand-up'en ind i en teaterramme med Anden på Coke i Falconer Salen i 2007, iscenesat af Nikolaj Cederholm.

Alligevel er det børneteatret, der er længst fremme med denne metateknik, også som en fortrolighedsteknik til at gøre børnene til medskabere af forestillingen. Gruppe 38's avancerede rekvisitparadis over H.C. Andersens verden i Du må være en engel, Hans Christian i 2005 var et af de fineste eksempler på teater, hvor børnene hele tiden fatter pointer og metaforer længe før de voksne. Og Corona La Balance skabte en tilsvarende præcis forestilling med Historien om en moder i 2009, her med opera som stiliseringsudtryk.

I 00'erne fik scenekunsten både Operaen i 2005 og Skue-spilhuset i 2008. Og kunsten selv blev blåstemplet i 2006, da Danmark fik sin kulturministerielle kanon. Men af Kulturkanonens 10 teaterforestillinger har det kun været Kaj Munks Ordet fra 1932, der har skabt debat i 00'erne. Odense Teaters Ordet i Carsten Brandts iscenesættelse i 2008 havde nemlig al den tro på kærlighedens mirakel, som Lars Noréns ateistiske opsætning på Det Kgl. Teater senere samme år ikke havde.

Men kanon eller ej. Den forestilling, som jeg personligt synes bedst sammenfatter 00'ernes scenekunst, er Katrine Wiedemann og scenografen Maja Ravns set-fra-himlen-og-nedad-fortolkning af Strindbergs Et Drømmespil fra 1907, iscenesat på Betty Nansen Teatret i 2007.

Her var det igen Sofie Gråbøl, der bød ind med en realistisk scenetolkning, der tog pusten fra publikum - som gudedatteren, der kommer ned på Jorden for at konstatere, at 'det er synd for menneskene'. Sofie Gråbøl spillede forelsket kvinde over for Olaf Johannessens charmerende mand, indtil livet blev trivielt og drømmeløst.

Netop her blev realismen større end sig selv. Her blev teatret nødvendigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu