Læsetid: 10 min.

'Se så at komme med i billedet'

Med journalisten Kirsten Jacobsen som pennefører er kunstner og gøgler Erik Clausens autoriserede biografi nu på gaden. I denne samtale fortæller han om, hvordan det var at vokse op i Københavns Sydhavn som søn af en enlig mor, om kunstnerdrømmene, og om at kæmpe med arbejderklassens nedarvede mindreværdskompleks og komme ud af usynligheden
'Hvis jeg efter debuten på Kunstnernes Efterårsudstilling havde tilegnet mig de kulturattituder, vi ser hos en Per Kirkeby, eller skal vi sige en lokal Andy Warhol, var jeg måske blevet en bedre maler, det erkender jeg med en vis smerte i hjertet. Men jeg ville have følt mig som en klasseforræder', 
 siger Erik Clausen.

'Hvis jeg efter debuten på Kunstnernes Efterårsudstilling havde tilegnet mig de kulturattituder, vi ser hos en Per Kirkeby, eller skal vi sige en lokal Andy Warhol, var jeg måske blevet en bedre maler, det erkender jeg med en vis smerte i hjertet. Men jeg ville have følt mig som en klasseforræder',
siger Erik Clausen.

Kristian Sæderup

14. december 2009

»Jeg skal til Enghave Plads 14,« siger jeg til taxichaufføren, der enten er araber eller perser af oprindelse, jeg er ikke sikker på hvad. Af en eller anden grund spørger han, om det er en privatadresse.

»Det hedder Clausen Film,« siger jeg.

Han forstår ikke, hvad jeg siger.

»Det er et filmselskab, Clausen Film,« forklarer jeg og tænker, nå ja, man jo ikke kan forvente, at en gut fra Langtbortistan skal kende Erik Clausen.

Men så svarer han: »Jeg har set alle hans film,« og svinger ud med en mine, der signalerer, at han nok skal bringe mig velbeholden frem.

Hvem er Erik?

Taxichaufføren kendte altså udmærket Erik Clausen. Selv siger han i biografien: »Mange ved, hvem Clausen er; men hvem er Erik? Jeg ved det sgu dårligt nok selv.«

Og så hedder hans biografi alligevel - Clausen. Så »hvor er Erik«, spørger jeg.

Clausen vil have sit privatliv for sig selv:

»Mange, der fortæller om deres privatliv, fortæller om deres sommerferie i Asserbo og deres middagsselskaber med andre kendte. Det er jo røvkedeligt! Men fordi de er kendte, mener de, at det er mere interessant end det, andre laver.«

Men han vil gerne fortælle, hvordan han bruger sig selv i sin kunst, hvorfor det er vigtigt for ham at bringe sin person ind i sine arbejder. For ham er manuskript og udførelse uadskillelige, »der er ingen distance mellem arbejdet og mig selv,« siger han. »Jeg arbejder i gøglertraditionen fra Chaplin, Woody Allen og Roberto Benigni. Eksempelvis er det kun, fordi Benigni sætter sig selv ind som hovedperson, at han er i stand til at lave en komedie om holocaust« (Livet er smukt (1997), red.). »Kun fordi man selv spiller det, man vil have frem, er det muligt.«

»Da jeg skulle bruge en ældre dame i min film, Ledsaget udgang, var det på samme måde naturligt at bruge min mor. Men det viste sig at være svært, hun gjorde ikke, som jeg sagde,« griner han.

Sådan taler han, i associationer. Et emne afføder det næste, og gerne en anekdote.

Og så er der lige et andet aspekt ved det med at bruge sig selv i sit arbejde:

»'Erik' er underlagt min generations generelle forbandelse, at man først må holde fri, hvis man har gjort sig fortjent til det ved at arbejde. Jeg beundrer den unge generation, der kan kombinere arbejde og afslapning, men når jeg ser dem sidde og hænge på en café, kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke: 'De sku' fandme ud og bestille noget!'«

»Når jeg kalder mig Clausen, hænger det endelig også sammen med, at jeg kommer fra et håndværkermiljø, ude på byggepladserne er man dus, men kalder hinanden ved efternavn. Jeg bliver sgu helt forvirret, hvis et af de unge mennesker, jeg arbejder sammen med, ringer op og siger, 'det er Thomas'. Jeg spekulerer straks på, om vi langt ude er i familie.«

Klods Hans

Med sin kamp for leg, gøgl og personlig frihed har Erik Clausen villet »bryde arbejderklassens nedarvede hang til at dukke nakken«, siger han et sted. »I stedet for træder jeg frem, breder armene ud og siger: 'Her kommer jeg. Jeg er sikker på, du ikke bliver imponeret. Men jeg er lige så sikker på, at du kan genkende dig selv. Se så at komme med i billedet! Jeg spørger bare: Hvis dit liv var en film, gad du så selv se den, og havde du lyst til at vise den til dine børn?'«

- Har du aldrig selv dukket nakken?

»Aldrig. Og det har min mor heller ikke. Men i dag, når man lukker et lokalt svineslagteri, og 3.000 med et slag bliver arbejdsløse, så dukker de nakken og går på arbejdsanvisningen og til videreudvikling og omskoling. Dén skulle de ikke lave med mig. Jeg har altid sagt, 'jeg finder mig ikke i en skid' - hvilket ikke betyder, at der ikke er plads til andre,« understreger han.

I Det dårlige selskab digter Clausen til Kim Larsens melodi: »Vi har en svag karakter og en billig fantasi/ det var godt at vi blev født, før aborten den blev fri«, men også her investerer han sig selv, Clausen var nemlig ikke noget ønskebarn. Hans mor fortalte ham, hvordan hun for at abortere kørte hen over jernbanesvellerne bag på far Carlos Nimbus.

»Men jeg har aldrig været sådan at komme af med,« kommenterer Clausen.

Det prægede dog hans opvækst. Hans far forsvandt, Erik og hans storebror er opdraget af deres mor.

»Jeg er en Klods Hans. Jeg var en lille rund gopledreng, der måske ikke var så ønsket, men som gik ud i den vide verden. Jeg drømte om at blive kunstner, men kendte ikke kulturlivet, jeg kastede mig bare ud i det, samtidig med at jeg bragte min kulturarv med mig.«

»I dag taler man om, at man vil gøre op med den sociale arv, men i det liberale samfund betyder det, at man skal integreres i borgerskabet. Hvad med arbejderklassens humor, vores solidaritet? At gøre op med den sociale arv betyder, at vi skal lære at konversere og omgås med ironi i stedet for humor og at dyrke egoet, jeg'et, som et ikon. Dér er det 'jeg' i stedet for 'vi'. Det gider jeg ikke, for mig har spørgsmålet været, hvordan jeg kunne udfolde mig som individ, samtidig med at jeg bar fællesskabet med mig.«

- Har det ikke været en konflikt?

»Hvis jeg efter debuten på Kunstnernes Efterårsudstilling havde tilegnet mig de kulturattituder, vi ser hos en Per Kirkeby, eller skal vi sige en lokal Andy Warhol, var jeg måske blevet en bedre maler, det erkender jeg med en vis smerte i hjertet. Men jeg ville have følt mig som en klasseforræder. Jeg har i bedste mafiosotradition valgt at tænke i familien, og jeg har haft stor glæde af at have de mange mennesker i min nærhed.«

- Hvornår besluttede du, at du var kunstner?

»Jeg har jo gået på Teknisk skole som maler, jeg havde bemærket den fornemmelse af jubel, der opstod, når jeg opdagede abstrakte malerier, det var ligesom i erotikken, eller når vi børn legede for os selv.«

»Jeg begyndte hurtigt at læse. Vi boede i en toværelses, og pladsmangel giver mange spændinger, men så kunne man forsvinde ind i litteraturen. Bøger var noget fjernt og helligt. Når man læste, og når man onanerede, kunne man blive helt væk, desværre tog det sidste ikke nær så lang tid som at læse Krig og fred

Sydhavnsrod

Erik Clausen voksede op i Københavns Sydhavn. Men de snærende omgivelser, hvor man redder sig ind i fiktionens verden, minder mig om Tove Ditlevsen. Og ligesom Clausens mor fortalte ham om sin tur hen over jernbanesvellerne, fortalte Tove Ditlevsens mor hende, at hun var »kommet til verden i en sky af sæbebobler«. Og som Clausen trådte Tove Ditlevsen ind i et kulturliv, hun absolut intet kendte til. Men for hende betød hendes baggrund, at hun hele livet følte, at hun 'snød', og at det en dag ville blive afsløret, at hun ikke var 'rigtig kunstner'. Har Clausen slet ikke har haft det sådan?

»Jeg har lavet opera, malerier, keramik, sange, skulpturer, gadeteater, udsmykningsopgaver. Jeg har endda vundet en arkitektkonkurrence. Jeg har lavet omkring 20 film, men alligevel bliver jeg overfaldet af beskedenhed og ydmyghed og får mindreværdskomplekser, når jeg skal ind og snakke om filmstøtte. Jeg går tre gange rundt om huset. Så tager jeg mig sammen, og så går jeg ind, og så overspiller jeg sikkert rollen som sydhavnsrod! Men jeg ved det, jeg er mig det bevidst.«

Clausen har ikke meget tilovers for undvigemanøvrer:

»I '70'erne hed det 'kulturarbejder',« vrænger han, »og Larsen kalder sig 'gårdsanger', selv om han ikke kan komme ind i en eneste gård, fordi de alle sammen låst. Jeg kalder mig kunstner.«

»Tove Ditlevsen var min families store helt,« fortsætter han og fortæller, at hans mor, da Astrid Henning-Jensen skulle indspille Barndommens gade, erklærede, at hun ville være med. »Jeg kendte jo Astrid Henning-Jensen, så kunne jeg ikke skaffe hende en rolle som statist?«

»Hun kom med.«

Usynliggørelse

Det største magtmiddel i dag er psykologi, mener Clausen, usynliggørelsen af dem, der ikke bliver synliggjort i medierne.

Men på en måde er der da kommet mindre usynlig- gørelse, indvender jeg. Mediernes X Factor, Talent 09, Spil for livet, talentkonkurrencerne, der synes at yngle i et væk, bestyrker vel ganske almindelige mennesker i troen på, at de kan blive til noget?

»Det er en del af kapitalismen at udnytte de medvirkendes kræfter, det er ikke noget, som de fleste af de optrædende selv får del i. Men jeg havde da ikke selv som ung været bange for at bekæmpe usynligheden ved for eksempel at optræde i X Factor. Poul Reichhardt blev opdaget ved en tangokonkurrence, Klaus Pagh blev opdaget som 'den danske James Dean'.«

Det er det samme med den mytologi, der ligger i sport, fortsætter Clausen, der selv som ung var cykelrytter. Han nævner speedwaykøreren Ole Olsens sejr på Wembley og Ole Ritter, ligeledes cykelrytter og 'min gode ven', der tog til Italien på en slagteri- arbejderunderstøttelse og vandt en enkeltstart foran Eddy Merckx. Det er alt sammen historier om, hvordan efterkrigsgenerationen røg ind i velfærdsstaten, konstaterer han.

»Mine kammerater dyrkede sport eller oprettede firmaer, der var jo byggeboom. Tilbage sad min mor og sagde: 'Det var krigen, der ødelagde mit ægteskab'. Hendes fantasi forsvandt i kampen for at få hverdagen til at hænge sammen og i rædsel for Børneværnet. Der var naboer, der mente, at vi var forsømt, og som kunne finde på at stikke os. Jeg syntes, min bror og jeg var forkælede!«

Autoritære uhyrer

»Jeg havde et dobbelt forhold til min far,« fortæller Clausen, »på den ene side var jeg misundelig på de drenge, der havde deres far, og ulykkelig over ikke selv at have nogen. Men når jeg så på den anden side kom tæt på disse fædre, så var de nogle autoritære uhyrer, hvis mandsideal var hentet hos John Wayne og John Ford. Med min tidligt vakte politiske bevidsthed foragtede jeg dem. Når vi gik i biografen, holdt jeg altid med indianerne og fik af samme grund tæv af de andre på vejen ud.«

»Pral, krav, druk og tæv var, hvad de havde at byde på. Og så havde de en tendens til, at sønnerne skulle være det, de ikke selv nåede. Man fik ikke lov til at være sig selv, og man skulle føle taknemmelighed, hvis man fik lov til at gå i realen. Hvis nogle af kammeraterne så virkelig valgte at gå i farens fodspor, og svendeprøven, eller hvad det var, omsider skulle fejres, så stillede faren sig op og snakkede om sig selv.«

Den bløde mand

»Det var et stort fremskridt med det, der med et misvisende udtryk er blevet kaldt 'den bløde mand'. Jeg er sgu kun blød, fordi jeg er lidt overvægtig, men min kone siger, det ikke gør noget. At ligge med en mager mand ville være som at ligge med en lygtepæl, mener hun!«

»Udviklingen omkring fædre er en succeshistorie, selv om der er langt endnu. Men i dag er det blevet elementært at få lov at være far, at kæle med sine børn, skifte ble og passe dem på lige fod med moren, og det var det ikke før 1968. For mig skete overgangen i de år.«

(Jeg indskyder, om det er derfor, hans telefonnummer ender på netop disse fire cifre, men nej, det skyldes damen i Amagercentret, da han henvendte sig for at få et nummer: »Ved du hvad, Clausen, det her er lige noget for dig,« sagde hun, og så fik Erik Clausen 1968 som de sidste fire cifre.)

»Jeg føler mig privilegeret, fordi jeg er opdraget af kvinder,« fastslår han, »min mor og hendes søster. Min mor blandede sig ikke i vores fantasi, vi kunne udvikle os som fritvoksende blomster. Vi var som en flok Masaidrenge med lange kæppe i hænderne.«

»Det er dog ikke en pædagogik, jeg vil anbefale.«

- >Hvorfor ikke?

»Det var også farligt, der var nogle, der døde af det. Vi sejlede for eksempel ud i kajakker, nogle druknede. Vi skulle selvfølgelig også springe fra altan til altan, og det kunne vi skam godt. Men en af kammeraterne ville gøre det til sit svendegilde. Han havde bare lige glemt, at han havde drukket 10 bajere forinden. Så var det svendebrev spildt.«

Nyt land

Den biografi, der nu ligger på bordet, var ikke blevet til noget uden journalisten Kirsten Jacobsen, som den er fortalt til, siger Clausen. Han var selv begyndt at skrive den, fortæller han, »men jeg gled hele tiden væk fra ham Erik og digtede alle mulige andre personer. Til sidst havde jeg skrevet 90 sider, uden at jeg var kommet i skole endnu!«

»Til gengæld har det givet mig en ubændig lyst til at skrive romaner med udgangspunkt i mit eget liv. Så min næste plan er at blive romanforfatter.«

Erik Clausen og Kirsten Jacobsen: 'Clausen'. 323 sider. 299 kr. Lindhardt og Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Erik Clausen har engang kaldt mig "mester", da jeg arbejdede på en café og serverede ham en kop kaffe. Hader når folk kalder mig mester.

Vedr. 'at dukke nakken'

Clausens holdning er principielt set helt fin, men de fyrede slagteriarbejdere lever i en anden virkelighed end han gør.

Og hvor er solidariteten med de 3.000 fyrede henne? De har sgu' ikke noget valg, med mindre de vil miste det forsørgelsesgrundlag de har betalt til hele arbejdslivet, via a-kassen og skatten.

Jeg har selv i flere omgange bidt fra mig og sagt "Det l*#t kan I fanme ikke byde et ordentligt menneske, der har passet sine job i mere end 40 år".

Så svarer jobkonsulenten stille og roligt, at "Det behøver du sandelig heller ikke, så lukker vi bare kassen". Og så har man jo 'lissem' ikke noget valg, vel? Med mindre man skal gå fra hus og hjem....!

Det er det arbejdende folks virkelighed.

Læs mere her:

http://skriveblog.perjak.com/

Hilsen en gammel Clausen-fan, der har alle lp'erne og har set alle filmene

jeg har godt nok ikke alle film og plader.
Men jeg mener at arbejderklassen i dag ikke har nogen berettigelser set i lyst af Clausens kraftigt indskrænkede romantiske briller.
Den arbejderklasse i har udviklet i dag er i dag den nye middelklasse der langsomt men sikkert er ved at kvæle sig selv i goder og livsstil. Arbejderkampen er blevet en fjern fortid og alle vil helst være blå.
Nu vil tiden så vise at vi har satset for meget på det glimmer og livsstil og ikke så meget på samfundets overlevelse.
Førhen var den danske arbejder meget selvsikker. Han kunne levere et gedint stykke arbejde og vi grinede af vores importvarer. Lønnen blev god og systemet tilpassede sig.
I skrivende stund importere vi varer i nøjagtig samme eller højere kvalitet end vi selv kan præstere.
Det vil betyde enden på den ufaglærte klasse som vi kender den.
Udrykningen af arbejdspladser er en realitet. Løntrykket er for højt.
Hvor går vi hen?