Læsetid: 5 min.

Sidste tango i Manchester

Det er sikkert noget romantisk sludder. Men helt ærligt, kommer sådan nogle kampe igen? Velkommen til den anden Champions League-kvartfinale mellem Manchester United og Real Madrid, 24. april 2003, før verden blev italiensk og siden spansk, før Zinedine Zidane headbuttede på Marco Materazzi, og før Lionel Messi lavede ’en Maradona’ i en helt almindelig kamp mod Getafe
19. december 2009

af Bo Kampmann Walther
»Join me in Madrid,« stod der på mandshøje plakater i sportsforretninger sommeren 2003. Det var før, fodbolden blev italiensk, og alle hold skulle stille med mindst seks defensive vagthunde. Efter VM i 2006 hed verdens bedste fodboldspiller Fabio Cannavaro. Og det var før, det hele blev spansk, symboliseret ved duoen Xavi Hernández og Andrés Iniesta efter EM-triumf i 2008 og treble med FC Barcelona året efter. Nej, dengang i 2003 fik vi nærbilledet af en solbrændt David Beckham med vilje og karakter i øjnene, og her var løfter om en ny sæson, hvor man ikke alene kunne forvente mirakler på græstæppet, men hvor de metroseksuelles bannerfører havde sat kursen mod det eksotiske Spanien og med et snuptag gjort det helt legitimt at nyde fodbold iført Gabbana-jakkesæt, Police-solbriller – og g-streng.
For Beckham var der masser at bevise. Til gengæld havde de japanske piger fået noget at kigge på.
Måske havde den lille runde for evigt mistet sin uskyld. Der går en cæsur ned igennem årtusindets første årti, for allerede nogle få måneder inden Beckhams glamourøse transfer fra nord til syd kunne man opleve en historisk match. Det er sikkert noget romantisk sludder. Men helt ærligt, kommer sådan nogle kampe igen? Velkommen til den anden Champions League-kvartfinale mellem Manchester United (med Beckham) og Real Madrid, 24. april 2003, før verden blev italiensk og siden spansk, før Zinedine Zidane
headbuttede på Marco Materazzi, og før Lionel Messi lavede ’en Maradona’ i en helt almindelig ligakamp mod Getafe.
Stadig håb
Real havde vundet det første opgør på Bernabéu i Madrid 3-1. Bagefter mente avisen Daily Mail, at fansene burde kradse ’Beckham’ og ’Roy Keane’ væk fra deres fodboldtrøjer og skrive navnene ’Raúl’ og ’Figo’ i stedet. Daily Mirror var bidende ironisk. Der var stadig håb for Alex Fergusons Champions League-drømme. Men kun, fordi klubben ikke forstod ordet ’færdig’. United var blevet ’smadret til bevidstløshed’, og holdet lignede en bokser, som ’slæbte sig tilbage i kampen af ren vilje og nægtede at se det uigenkaldelige i øjnene’. Manchester blev, konkluderede avisen, »tortureret af Zidane«.
Men United var ikke færdig. Husk bare 1958, formanede de lidt ældre ManU-supportere, hvor Real også havde været på 3-1 efter den første Europa Cup-kamp, men Uniteds Roger Byrne pralede med, at Madrid ville komme ’i helvede’, når de først landede på Old Trafford i returkampen. Men ak. Héctor Rial og Raymond Kopa scorede for spanierne og sikrede Reals billet til finalen.
Lige op til skæbnedysten træffer Ferguson sine valg. Til stor undren for folket på Drømmenes Teater forviser han Beckham til udskiftningsbænken, hvilket giver plads til Ole Gunnar Solskjær. Paul Scholes og Gary Neville har begge karantæne, og de bliver skiftet ud med argentineren Juan Sebastian Veron og publikumsyndlingen John O’Shea. United viser tænder allerede fra de indledende minutter. Veron skyder en hård bold ind mod Solskjær, som lurer inde i Reals forsvar, men Carlos header bolden ud af farezonen. Få sekunder senere løber O’Shea solen sort på højrefløjen og finder Ryan Giggs på kanten af straffesparksfeltet. Chancen er oplagt, men den walisiske forward taber bolden. Minuttet efter dribler Ruud van Nistelrooy forbi Madrid-forsvarerne i højre side af boksen, skyder og fremtvinger en spektakulær redning fra Casillas. Hver gang Real får pusten og skal til at bygge spillet op, fighter United sig til bolden og iler mod Hierro, Carlos og Casillas. Der står United malet ud over flankerne.
Fodbold er et uretfærdigt spil, og Manchester har ikke fortjent det, sådan som de slider og slæber. Men fodbold er også individualisternes spil. I aften er det Ronaldo (altså brasilianeren) mod Beckham. I det 10’ende minut snører Ronaldo Uniteds Rio Ferdinand, spiller smart et-to med Guti og udmanøvrerer Barthez i målet med en flad hammerbold ved forreste stolpe. Forvaret er ikke på plads, og Barthez kunne have gjort det bedre, og nu skal Manchester score tre gange for at sejre i det samlede opgør.
Chokstart
Ganske som i Madrid to uger tidligere vågner Real roligt op til dåd. Efter en chokstart fra englændernes side tager madrilenerne mere og mere over. De dominerer midtbanen, og i siderne driver Figo og Carlos gæk med Uniteds backs. Der må grovere midler til, og i det 17. minut får Veron kampens første gule kort efter at have kappet benene på Makelele.
Halvvejs inde i første halvleg lyder der er brøl på Old Trafford. Her har ellers været stille en rum tid, efter at Real Madrid har taget føringen. Publikum kan tydeligt se, at Beckham er ved at varme op på sidelinjen. Så sæt ham dog ind, for pokker! Men Fergie har stadig god tid.
I det 42. minut er van Niestelrooy på pletten foran et tomt Real-mål. Solskjær har fightet sig til en frispilning, og hollænderen skal blot sætte foden på. Det gør han så.
Ved halvlegen er den samlede score 2-4 i Real Madrids favør. Matchen er langtfra færdig. Gid den aldrig slutter, tænkte vi dengang. Og Ronaldo lægger an til at blive banens bedste spiller. Der er gået 49 minutter, da brasilianeren snyder Uniteds forsvar inklusiv Barthez efter brillant forarbejde af Figo og Zidane på kanterne. Så står der 1-2 i kampen og 2-5 i det indbyrdes opgør.
Men United er ikke færdig. Tre minutter efter Ronaldos solo laver uheldige Ivan Helguera selvmål, da han drejer en bold fra Veron forbi Casillas. 2-2 er stillingen. Old Trafford holder kollektiv vejret. Vi kan høre lyden endnu.
Det er bare ikke Barthez’ aften. I det 57. minut – og Beckham er stadig ikke kommet på banen – scorer Ronaldo et perlemål, hvor bolden fra lang afstand stiger og daler perfekt lige over den franske vogters skaldede isse og op i det højre målhjørne. Ronaldo har hattrick’et. Lidt senere får han stående applaus fra Manchesters fans. Nu skal United score fire mål for at nå semifinalen, tre for at klare uafgjort.
Sådan næsten da
Der er en halv time til sidste fløjt, og endelig spurter Beckham ind på grønsværen. Det er ikke et sekund for tidligt, for ni minutter efter lægger han bolden til rette en smule til højre for madrilenernes straffesparksfelt, tager tilløb, vrider i kroppen, som han altid gør – og frisparket havner i nettet bag Casillas. United-fansene virker euforiske og nervesvage på én gang. Måske kan Beckham gøre det?
Jo, sandelig. Sådan næsten da. Der er spillet 84 minutter, da Nistelrooy dribler fandenivoldsk ind i Reals forsvar og fyrer kanonen af på tæt hold. Riposten fra Casillas dykker ned mod Helguera og Beckham, der begge kaster sig frem mod den. Beckham strækker benet længst, og bolden triller over Reals målstreg. Nu har Manchester faktisk vundet kampen. Men det er der ingen, der tænker på. For de ’virkelige’ cifre siger 5-6 til Madrid.
Med to minutter tilbage af kampen annonceres fire minutters overtid. I samme øjeblik bliver Giggs fældet af Hierro lige uden for Real Madrid-boksen. Beckham bliver endnu en gang hovedperson i dramaet. Men United-kaptajnen misser med få centimeter. Så fløjter Pierluigi Collina det sidste signal.
God fodboldjul.

refleks@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu