Læsetid: 2 min.

Solhverv

31. december 2009

Klimatopmødet i København sluttede et par dage just inden øjeblikket, hvor klodens hældning atter har sørget for, at lyset vender tilbage, hvor

Et svangert Nu over Jorden gaar/
I Mulmet synker det gamle Aar.

Johannes V. Jensen skrev i tidens løb flere digte om solhverv. Jeg opsøger gerne ved denne tid de gode hedenske forfattere, der har sans for jordklodens rytmer, og hvor også andre klokker røres end dem, der hører til en julebimlen.

En Klokke ringer. Hult Genlyd svarer/
fra Vinternatten. Og Jordens Skarer/
staar vendt forstummet/
mod Verdensrummet

Det solhvervsdigt stod i sin tid trykt på Politikens forside årets første dag med titlen »Nytaar 1929«, ledsaget af en vintertegning af Fritz Syberg, et år, som det siger, »med Jordens Synder og Savn belastet«. De størrelser er, som vi nu har fattet, ikke blevet mindre.

Klima

Også dengang vidste man god besked om drastiske forandringer i klimaet og livet på jorden, selv om man vel ikke anede, hvor hastigt de kunne indtræffe.

Hvad er vi, alt vort værk og vore år, vi, som i dag beboer en kølnet klode? spurgte Thøger Larsen, intetanende om visse temperaturstig­ning­er, i optakten til sit store digt »Tidernes Sang«, der stod i hans samling Det fjerne år 1907: Vi, der med urtiden i os har rejst, fra vi var vilde dyr, og slæber nat og død og måne med os. Det er et digt om nuet omgivet af en uendelig fortid og lige så uendelig fremtid. Om nogle tusind år er dette nu skjult i underverdenens land og dansk et sprog, som intet væsen mindes, siger han: Hver bog, vi skrev, hvert billed, vi har malt, er manet ned og overvundet. De forbrænder tavst i mineralers verden.

Udledning

Digterne har villet samle al livsfølelsen i nu’ets betagelse over de vældige processer, der har fundet sted, også af gru og død, for at skabe dets dybdekvalitet, denne kosmiske og personlige ‘Sluse for al Evighedens Strømme’. Kun et lysminut, ganske vist, hvor alle lyster råber mod det næste.

I dag måtte der herske en overmenneskelig tillid til nuet for at acceptere, at vi mennesker med utålmodighed og vækstfilosofi har blandet os i jordens store rotationer, rytmer og finesser og fremskyndet tider, hvor tilvante kulturer bliver tilintetgjort. Det lange perspektiv er blevet kort, og verbale poetiske udledninger kan ikke ganske konkurrere med kulstoffernes dystre virke.

Både profetisk og uskyldigt siger digtets sprog dog mærkværdige ting i sin konklusion.:

O – Nuet bliver mer og mere rigt,/
og alle Hastigheder højt skal spændes./
Den Fryd, som hopper i et stenet Digt,/
skal løfte sig til Flugt, før Digtet brændes.

Poesien hjælper med til at værdsætte betagelsen og benovelsen ved denne overordnede proces, der i et øjeblik har vendt mørke til lys, på klokkeslæt, uden international vedtagelse. Så længe vi giver den lov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu