Det var nok de færreste, der for alvor troede, at Marshall Mathers III kunne vågne fra sin stofinducerede døs for at gylpe alle sine medicinale forgiftninger op og samtidig spytte giftigheder nok til to nye album – alene i 2009.
Det proklamerede Eminem ikke desto mindre, da han i maj gjorde comeback med Relapse. Meningen var, at Relapse 2 skulle ramme nu, selv om Detroit-rapperen ikke just lød som en mand, der havde genfundet sin uforlignelige produktivitet og skarphed fra årene omkring årtusindskiftet.
Nu trækker det 37-årige popfænomen i land og genudgiver i stedet Relapse med en bonus-cd, der nok skal ende under juletræerne i et par millioner hjem verden over.
Bonus-cd’en hedder Relapse: Refill og byder på syv nye numre. De er – ifølge Eminems pladeselskab – alle lavet, før rapperen besluttede at gå i en radikal anden retning med Relapse 2 og droppe takterne fra den smaskforvirrede og kun i glimt glimrende nr. 1.
Ingen helhed, men ...
De syv numre repræsenterer ingenlunde en helhed, så her følger en enkeltvis gennemgang. I øvrigt inspireret af den måde langt de fleste amerikanske hiphopblogs i dag anmelder musik på:
»Forever« (feat. Drake, Kanye West og Lil Wayne). Skivens hitstinkende skæring er drevet af et stramt synkoperet beat. Det er altid interessant, når en god rapper får selskab af andre gode rappere, og i det her tilfælde sætter Eminem et par af sine mest succesfulde kolleger op gennem 00’erne på plads. Selv Lil Wayne blegner i forhold til Det Store Hvide Håb.
»Hell Breaks Loose« (feat. Dre). Eminem skruer igen helt op for sværhedsgraden i sine rimkonstruktioner og sløser mindre end længe med sit skarpt optrukne flow, der flippes mellem multirim, dobbelttempo-rim og staccerede stavelser. Men han siger ikke en fløjtende fis. Eller måske lige akkurat.
Superman i Speedos
»Buffalo Bill« – endnu en Dre-produktion med skamredet omkvædskabelon. Eminems psykopat-alias, Slim Shady, entrer og langer straks ud efter et af yndlingsofrene, en vis afdød Superman-skuespiller:
»Christopher Reeves swimming in my swim trunks/’Mister, help me’ is what he said to me, and then he sunk.« Det mest rendyrkede, mindst forvirrede, Slimnummer længe.
I »Elevator« afsynger Eminem atter sit omkvæd, hvilket aldrig vil blive nogen lise for øret. Men nummeret er vittigt og med mere end godkendte pointer om hans utrolige ridt på karrierekanonen: »I used to sit and goof on the phone with my friend Proof/That if I went gold, I’d go through the roof ... Eighty-some million records worldwide later/I’m living in a house, with a fucking elevator.«
»Taking My Ball« - »Yo Dre, man, make my vocals sound sexy. Come on, man, come on, man ... okay,« tigger Eminem i introen. Men det er altså en Sisyfos-opgave at sætte sin producer på, og resten er desværre også ned ad bakke.
»Music Box« er titlen på et Mariah Carey-album fra 1993, og dermed fortsætter hans forsmåede fortælling om soulsangerinden, der nægter at kendes ved Eminem. Han insisterer dog og er mildest talt ikke særlig kærlig … længere. Noget triviel føljeton efterhånden.
»Drop the Bomb On ’Em«. Dr. Dres repeterende tangentklodser lægger et paranoidt klingende låg over det afsluttende antikrigsnummer, der udmærker sig med masser af popkulturel namedropping. Captain America og OL-svømmeren Michael Spinks er blandt de udvalgte, og i det hele taget lader associationsapparatet til at være noget nær fintunet igen.
