Det store kulturskred

Hvad er kultur egentlig for noget?

Ja, ifølge kulturnætterne rundt om i de små byer er det trampolinspring, realmæglerløbet, pølsevogne, besøg på brandstationen, hammerslagskonkurrence, børnefuttog, gymnastikopvisning, gavetøj fra tøjbutikkerne, politihundeopvisning, modelfly, gadefodbold, gamle motorcykler og så selvfølgelig øl og atter øl.

I større byer som København kan man også være så heldig at komme til at beskue landbrugsmaskiner.

Jamen hvad med den anden kultur? Litteraturen, malerkunsten og den musik, der ikke lige netop er Rocken da Poppen? Ja, ifølge en ph.d.-afhandling oppe fra Aalborg hænger tingene helt anderledes sammen: Kulturen og kultureliten har ikke noget som helst at gøre med de personer, der har lavet bøgerne, teaterstykkerne, malerierne og så videre. Nej, det er dem, der modtager ydelserne. Det er det publikum, der går til alt, bådture i havnen, koncerter i Søndermarken, ser tv-film, deltager i lørdagens gadefester, går på de rigtige caféer, og som sikkert også engang har løbet på rulleskøjter.

Forvirret? Ja, mon ikke? Kultur er efterhånden blevet et ord uden nogen som helst betydning. Det er blevet devalueret og kan betyde hvad som helst. Kultur er blevet et luderord, der er blevet erobret af den hærgende reklame og kan bruges til at sælge alt fra strømpebukser til mavemedicin. Det ville være dejligt, hvis man smed ordet 'kultur' ud og gik direkte til sagen: litteratur, maleri, teater, film, dans, musik.

Der er bare det med gøgeungeeffekten. For disse genrer har forskellig styrke og gennemslagskraft. Der er de stærke som filmen, dansen, musikken, og de svage, der samler sig om det skrevne >, nemlig teatret og litteraturen. I begyndelsen var der kun dramatik på teatret. Så kom musicalen og indtog reden. Siden kom rene danse- og musikforestilinger.

Så kom filmen også og skulle spilles på teatret. Til sidst viste det sig, at teatret bare var blevet et sted, hvor man for det meste laver tv-underholdning. Det skrevne ord er blevet den store taber.

Kultur og politik

Men politikerne bruger stadig ordet kultur, og det er jo egentlig ganske mærkeligt, da man ikke finder nogen kultur i dem. Venstre har ikke haft noget af stoffet siden de gamle højskoledage. Dansk Folkepartis kulturopfattelse rækker lige til Den Lille Havfrue og så ikke længere. De konservative, som man egentligt troede havde den som mærkesag, har med Brian Mikkelsens indsats vist sig at være det mest kulturfordrivende parti. Al den kulturelle camouflage var altså bare et overfladlsk snobberi.

Og hvad Socialdemokraterne angår, husker man stadig Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensens ord om, at man ved den faglige bedømmelse af kunstnere og forfattere også skulle have håndværkere med. Det ville selvfølgelig også være helt i sin orden, hvis forfattere så skulle bestemme, hvordan man byggede huse.

Den mest kulturelle i Folketinget synes at være Margrethe Vestager, for hun lever jo med 'Die Hard'.

Problemet med politikerne er, at de kun ser kultur som bydreng for partipolitik. Dermed ligner de de autoritære regimer i det sidste århundrede.

Det er en brugsværdi, forfatterne gerne vil undvære.

Egentlig begyndte det store kulturskred med Brian Mikkelsens erobring af kulturministerposten i 2001. For Danmark er jo et mærkeligt land: Her kan en person ikke blive skolebladsredaktør, men nok kulturminister.

Af en landbrugsminister kræver man, at han mindst én gang i sit liv skal have set en ko. Af en fiskeriminister, at han har prøvet at få våde fødder. Af en kulturminister kræver man ingenting. Når man ser den afskaffelsespolitik, der her begyndte, kunne man let få det indtryk, at der må være foregået mærkelige klubmøder i Konservativ Ungdom engang i 1990'erne. Nu skulle man nok ved lejlighed ordne de politisk usikre intellektuelle og få trit og orden i det såkaldte kulturliv. At udskejelserne i 70'erne især foregik på universiteterne og ikke i litteraturen, var man åbenbart ikke klar over. Derfor kom den første såkaldte kulturkamp. Der skete det ret så besynderlige i europæisk forstand, at en regering indledte en kulturkamp imod sit eget lands samlede forfattere. Den fandt sted i de konservatives blad Berlingske Tidende, hvor man havde et par anløbne kulturjournalister til at rippe op i den altid latente Rindalisme. Relevante forfattere blev i ytringsfrihedens navn forment adgang til spalterne.

Grønthøsteren

Det første skridt var at hænge forfatteme ud. Det næste var at gå efter deres levebrød. Til det formål omorganiserede man hele Kunstfonden. Den blev til et bureaukratisk Vatikan med politisk tilforordnede på alle planer. Og så var der det med bibliotekerne og bibliotekspengene. Brian Mikkelsen satsede på, at denne ordning ville være for nationalt betinget til, at EU ville godtage den. Hvorfor skulle ikke også alle verdens forfattere have del i denne ordning? Så kunne man jo også udbetale store beløb til for eksempel internationale krimiforfattere, der ellers tjente nok i forvejen? Men for en gangs skyld gav EU-domstolen Danmark lov til at køre sine egne love igennem. Det modsatte ville betyde, at man ville have knækket ryggen på de 97-98 procent af de danske forfattere, der IKKE er bestsellere.

Men intet var for småt for Brian Mikkelsen > til ikke at blive angrebet. De livsvarige ydelser til en håndfuld danske forfattere skulle også væk. Disse hædersgaver beløber sig til 12.000 kr. om måneden. Til gengæld kan man så ikke få folkepension.

Som >tv har berettet, er disse 12.000 kr. det samme som kontanthjælp - selv om denne så af mærkelige grunde ikke opfattes som hædersgave. Men selvfølgelig alligevel summer, der må have generet Brian Mikkelsen, der ved sin tiltræden arvede 76 millioner kr.

Og grønthøsteren arbejdede videre. Hvorfor ikke skære ned i kulturnettet som for eksempel bibliotekerne, der netop var de lokale kulturcentre? Og lejligheden tilbød sig: Brian Mikkelsen behøvede slet ikke anstrenge sig, for kommunalreformen ordnede den sag for ham så let som ingenting: hokuspokus og endnu mere dræbende centralisering.

Men egentlig drejede dette sig ikke direkte om penge og legater, der som bekendt er temmelig kortvarige. Det væsentlige var arbejdspladser. Og da bureaukraterne forbyggede sig ude i Ørestaden, forærede de samtidig Brian Mikkelsen en chance for at slå ned på selve institutionen. Var der før blevet skåret ned, skulle man nu helt ind til benet. I 50'erne og 60'erne kunne gammel dansemusik og litterære magasiner trives glimrende ved siden af hinanden. Nu holdt flerkulturen op med at eksistere. Radioteatret forsvandt ligesom magasiner med faste anmeldelser af bøger og teater. Dagens digt måtte heller ikke være der. Det var ellers en fin lille påmindelse om, at sådan noget findes. >Men når en ting forsvinder ud af syn og hørelse, hører den op med at eksistere i folks bevidsthed. Og på samme måde med oplæsninger og dramatik fra det løbende repertoire. Det forsvandt, og ville man høre, skulle man købe en specialradio DAB, hvor der nok blev læst op, men hvor man i strid med alle lønningsregler ikke betalte for det. Det kører der stadigvæk retssag på.

DR kastreres

Med kastreringen af DR mistede forfatterne den største arbejdsplads, de havde haft i en menneskealder. De mistede også muligheden for kontakt med interesserede lyttere og seere. Hvad der blev tilbage, er mikroskopisk: På den fjerne DK4 er der en månedlig halv time til at ordne den samlede scenekunst. På P2 findes der en såkaldt kulturguide, selv om det ikke ses, hvorfor den kalder sig sådan. Hvis litteratur overhovedet kommer ind i billedet, skal det helst være bestsellere, helst udenlandske og helst krimier. Skal kulturområdet behandles, bliver det som i DR2's Smagsdommerne: en gang småjournalistisk gadehjørnesnak for alle vinde.

Det værste ved kvælningen af DR var egentlig, at det var kulturministeren selv, der stod for operationen. Sædvanligvis forsvarer en minister sit ressortområde med næb og kløer. Nogle har oven i købet trukket sig, hvis det gik ud over området. Men Brian Mikkelsens optræden i denne sag >må være det fejeste, nogen dansk minister har fremvist. At han senere skulle blive justitsminister, er mere end skæbnens ironi.

Kanontænkningen

Men for ligesom at pudre såret opfandt man så 'Kanontænkningen'. Det vil sige, mens man bekæmpede den nutidige kultur af alle kræfter, kanoniserede man fortiden med et utal af bautastene. Det var hykleri i den store Bush-stil, og hvad for eksempel >dramatikken angår, er det vanskeligt at forstå, hvordan man kan lave en dansk teaterhistorie uden Wessel, Wied og Soya. Det er makværk.

Men der var mere i grønthøsteren. Under hele sin ministertid tilgodeså Brian Mikkelsen udelukkende den blæsende kommercialisme. Derfor sørgede han for at få afskaffet den faste bogpris. Dermed var den smalle litteratur effektivt sat uden for døren, og kun bestsellerne blev tilbage. Samtidig fik boghandlerne også et spark - hvilket nu også kan aflæses af de mange lukninger.

Så kom vagtskiftet: en henrykt departementschef fortalte om sit arbejde med ministeren: at hun fik ham skiftet fra grå til sorte bukser. For det er jo selvfølgelig også det, kultur handler om.

Så kom næste prøveklud på banen. Carina Christensen introducerede sig selv ved at udtale, at hun aldrig havde hørt klassisk musik. Derfor blev hun ved det ny Koncerthus' indvielse sat til at holde en tale - skrevet uvist af hvem.

Hun forsøgte sig endnu engang: hun udtalte, at alt gik godt, og at der blev solgt lige så mange bøger som før. Hvad hun glemte at fortælle var hvilke, nemlig: sportsbiografier, Bagger-krimier, politikerbekendelser, sexologi, modejournalistik, skuespillererindringer, militærbøger, Kvinde, kend din bil, havebøger, sundhedsopskrifter af enhver art, rejsebøger og så videre. >

Monologer er billigst

Så det var den politiske rokade.

Hvor er Danmark dog et fattigt og andenrangs land, der ikke i løbet af >otte år har været i stand til at stille en kulturminister.

Men det kom der så lidt kulturdebat ud af med andre politikere, hvoraf det fremgik, at man gerne må være undermåler her i landet og mere end det - men ikke elitær. Med mindre man selvfølgelig lige tilfældigvis er fodboldspiller eller soldat i udlandet.

Men grønthøsteren kørte videre.

På teaterområdet har fataliteterne kunnet aflæses i årevis. På tv forsvandt de egentlige tv-spil for at blive afløst af det ene industriprodukt efter det andet. Serierne er strømmet ud løbende - frisk fra samlebåndet.

På selve teatret hed overlevelsen den hellige underholdning for enhver pris.

Der er dog en langtidseffekt i dette løb: Selv skuespil med kun fire skuespillere er på grænsen til den rene luksus. Derfor vil en stor del af såvel det klassiske som det moderne repertoire være forbeholdt de store teatre og ikke de mindre, hvor ellers det psykologiske teater ville have haft en chance for overlevelse. Så langtidseffekten vil ikke bare være et stadig voksende skuespillerproletariat, men et skuespilrepertoire for fraværende personer.

Derfor ser vi i dag allerede Jeppe på Bjerget som en stor skuespillermonolog uden generende modspillere. Så kan vi jo ellers også bare vente på en Hamlet, der kan gå rundt og pludre med sig selv en hel aften.

På længere sigt kan det hele blive til lidt oplæsning af forskellige skuespilreplikker uden sminke og sufflør. Derfor ser vi da i dag også scenen blive erobret af entertainere, standuppere og alle slags onemanshow. For monologer er nu engang det billigste.

På den litterære front er gøgeungeeffekten også i fuld gang: Hvor man før havde skønlitteratur, har man nu den pestilens, der hedder krimi, som hysteriske anmeldere bærer frem med sprogets værste superlativer. Det eneste, der tæller, er oplagstal. Det bliver der nu ikke flere klassikere af. Det er, som om man er ved at lave en krimiboble, der skal passe til den lignende finansielle boble.

Det er gået hårdt ud over den smalle litteratur for slet ikke at tale om lyrikken, der må forudses at forsvinde. Her er gøgeungeeffekten også hjulpet på vej af de nye genrer Poetry Slam og Raprap. At disse bastardformer har kunnet slå igennem, bygger på den rene underholdningsservice og på caféernes dillerdallertilværelser. Der er et publikum, der alt efter alderen - fra 13 til de første grå hår - er i deres enten første, anden eller tredje pubertet. Som det også kan ses på standupperne, kommer emnerne ikke ret meget ud af skolegården og dens nedgroede sjofelismer.

Og så er det næsten nu allerede fortidigt: nu er det de 11-årige, der sørger for lokumsgrafittiene. Oven i købet lederen af raprapskolen. Så infantiliseringen breder sig uhæmmet og anmeldes med al respekt af journalisterne. For det hele er jo bare blevet en råbe- og skrigecivilisation, hvor decibel er højeste kvalitet. (Et ord, der for resten ikke findes mere.)

Og selvfølgelig må vi her i humpedumpelandet følge den rådende globalitis og underkaste os alt - alt, bare det kommer fra udlandet.

Så var der nogle klumphoveder, der meldte sig: det var altsammen bare finanskrisens skyld. Nej, helt omvendt: Det var resultatet af otte års planlagte totale kommercialisering.

Det begyndte med Brian Mikkelsens rejse til Sydfrankrig, hvor han pøste nogle forgæves danske skattemillioner ud i dansk pop.

Og så kom den så yndige Henriette Kjær og lagde hele planen og kortene på bordet: »Kulturlivet må tilpasse sig markedsmekanismerne.«

Med denne afstumpede udtalelse viste hun, at hun intet kendte til kulturhistorien, og at danske forfattere nu må have mange tusinde kroner med hjemmefra, hvis de vil på tryk.

Derfor må konklusionen være, at med den politik, der har været ført, har det ikke været nødvendigt med kulturministre.

Derfor bør Brian Mikkelsen og Carina Christensen betale deres ministergager tilbage. For Carina Christensen har det jo oven i købet været arbejdsfri penge. Derimod burde Brian Mikkelsen imødese en retssag for den skade, han har påført det danske kulturliv.

Når det er sagt, må man også undre sig over selve Kulturministeriet. Det har ikke haft noget greb om medierne og disses voksende kommercialisering med alle dens reklamekramper og lummerunderholdning. Det har afstedkommet en ensretning, der ikke er set før her i landet. Den har støttet underholdningsterroren og ikke taget vare på den nutidige danske kulturarv. Det eneste naturlige vil derfor være at lægge dette kommercialiserede ministerium direkte ind under det samlede Handels-industri- og Erhvervsministerium.

Kunstfonden kan passende blive lagt ind under Socialforsorgen: Sådan virker den jo i forvejen. Resten er ikke tavshed. Men brølende discount.