Historien om dansk film gennem de seneste 10 år er også - lidt dramatisk udtrykt - historien om dansk films storhed og fald. Hvor årtiet begyndte optimistisk og positivt med gode film og flot billetsalg i de danske biografer, slutter det med en - med enkelte undtagelser - sløj filmårgang og det værste billetsalg i mands minde.
Hvor dogmefilmene i begyndelsen af 00'erne blev et regulært brand, der byggede bro mellem arthouse og mainstream og satte dansk film på verdenskortet, er biografmarkedet i 2009 anderledes polariseret. Fladpandede familiefilm sælger masser af billetter, mens det hører til blandt undtagelserne, at arthouse og kvalitetsmainstream gør sig positivt bemærket ved billetlugerne.
Hvor 2000 var præget af vækst og en ukuelig tro på fremtiden og dansk film, forholder det sig stik modsat i 2009: Den økonomisk trængte filmbranche er rådvild - man venter på, at noget nyt skal ske - og en af de vigtigste aktører igennem de seneste 10 år, Zentropa, har annonceret, at man nedlægger danske arbejdspladser og flytter en stor del af produktionen til udlandet. Hvor Det Danske Filminstitut med Henning Camre i spidsen stod stærkt i 2000 og kunne prale af, at man havde skaffet dansk film flere penge at gøre godt med end tidligere, kæmper DFI i 2009 med at samle en splittet filmbranche og for at udbedre med et udskældt filmforlig og et indviklet støttesystem, som tilsyneladende har svært ved at håndtere det skæve og anderledes.
Men hvad var det egentlig, der skete i årene 2000-2009? Her er en håndfuld nedslag.
Den store mand
Det er svært at overvurdere Lars von Triers betydning for dansk film gennem de 25 år, han har været aktiv.; som kompromisløs kunstner der sætter barren højere og højere for hver film og således udfordrer ikke kun sig selv og publikum, men også sine danske kolleger. Og som meddirektør i Zentropa, der sammen med Nimbus har været et lokomotiv i fornyelsen af dansk film.
Trier bragede ind i 00'erne med den moderne musical Dancer in the Dark, der i 2000 fik Guldpalmen på filmfestivalen i Cannes.
En stærk, smuk og original - dansescenerne er optaget med 100 kameraer - fortælling om en svagtseende kvinde, Selma (spillet af den islandske sangerinde Björk), som vil gøre hvad som helst for sin søn.
Siden vakte Trier også begejstring og vrede med sin på én gang universelle og USA-kritiske fabel Dogville (2003), i hvilken en idealistisk kvinde (Nicole Kidman) ydmyges og misbruges af en minebys småtskårne, intolerante indbyggere (blandt andet spillet af Paul Bettany, Stellan Skarsgaard, Lauren Bacall). Filmen er en vittig, brutal og intellektuelt inspireret leg med filmmediet i Bertolt Brechts ånd; f.eks. udgøres kulisserne af kridtstreger på et sort gulv.
Efterfølgeren til Dogville, Manderlay (2005), var ikke nogen dårlig film, men samtidig også mere af det samme, hvorfor den ikke gjorde lige så stærkt et indtryk.
Heller ikke hos de danske biografgængere, hvoraf færre og færre løste billet til Triers film i løbet af årtiet.
Dårligst gik det dog den alt andet end vellykkede komedie Direktøren for det hele, der var en mærkelig blanding af Trier, Klovn og The Office.
Men det lykkedes instruktøren at rehabilitere sig selv med en af 2009's bedste film, nemlig Antichrist, der både handlede om instruktørens egen depression og de forfærdelige ting, mænd og kvinder udsætter hinanden for.
Regler, regler, regler
00'erne blev i høj grad også dogmefilmenes årti med et fokus på historie og skuespil i stedet for teknik og med en række produktions- og indholdsmæssige begrænsninger, som satte kreativiteten fri.
Dogmeregler og kyskhedsløfte så dagens lys i 1995, og de to første dogmefilm, Thomas Vinterbergs Festen og Lars von Triers Idioterne, havde verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes i 1998.
Året efter fik Søren Kragh-Jacobsens Mifunes sidste sang en Sølvbjørn på filmfestivalen i Berlin, hvilket også overgik Lone Scherfig med Italiensk for begyndere i 2001.
Scherfigs bittersøde film om en flok sårede og forvirrede mennesker, der samles om et italienskkursus, blev den danske film, som solgte flest billetter i 00'erne - mere end 800.000 - og den var også en af de mest succesfulde dansksprogede film i udlandet nogensinde.
I Danmark fulgte Ole Christian Madsen op med kammerspillet En kærlighedshistorie (2001), mens Åke Sandgren blev politisk i den desværre lidt oversete Et rigtigt menneske (2001).
Trods dogmereglernes forbud mod at lave genrefilm fandt Susanne Bier i Elsker dig for evigt ind til kernen i det psykologisk underbyggede melodrama, hun dernæst med stor succes dyrkede i Brødre (2004) og den Oscarnominerede Efter brylluppet (2006).
Også uden for landets grænser gjorde dogmefænomenet en forskel som en slags spydspids i den digitale revolution, hvor det blev muligt at lave film med ultramobile, digitale kameraer, og filmmediet så at sige blev demokratiseret.
Bedst blandt de udenlandske dogmefilm var Harmony Korines bizarre familiedrama Julien donkey-boy (1999).
Se, hvad jeg kan
I løbet af 00'erne debuterede en række instruktører, men ingen markerede sig mere eftertrykkeligt end Per Fly. Med sin første film, Bænken (2000), og siden Arven (2003) og Drabet (2005) skildrede han det stadig klassedelte Danmark med en sjælden loyalitet over for de mennesker og miljøer, han portrætterede. Han mødte dem, sagde han selv, i øjenhøjde, hvilket blev et slags mantra for den begavede og succesfulde Danmarkstrilogi.
Blandt årtiets øvrige, markante debutanter var Christoffer Boe, der vandt debutantprisen, Camera d'Or, på filmfestivalen i Cannes for sin filmisk drilske og fransk nybølge-inspirerede kærlighedshistorie Reconstruction (2003). Animationsinstruktøruddannede Anders Morgenthaler revsede pornoindustrien i den vrede og voldsomme Princess (2006), der blandede animation og live action.
Jannik Johansen begavede os med det fornøjelige krimikomediedrama Rembrandt (2003) og blev siden mere alvorlig i mænd-i-krise-dramaerne Mørke (2005) og Hvid nat (2007). Nikolaj Arcel beviste med den politiske thriller Kongekabale (2005), at det var muligt at lave mere end gode genrefilm på dansk, hvis de netop tog udgangspunkt i en genkendelig, dansk virkelighed. Kongekabale fik da også selskab af Søren Kragh-Jacobsens Det som ingen ved og Rumle Hammerichs Headhunter.
Pernille Fischer Christensen skildrede indfølt og intenst kærligheden mellem en kvinde og en transseksuel i En soap. Og Peter Schønau Fog og Henrik Ruben Genz kastede sig begge over bøger af forfatteren Erling Jepsen, hhv. Kunsten at græde i kor (2006) og Frygtelig lykkelig (2008), hvilket resulterede i to af årtiets bedste film.
I den mere eksperimenterende afdeling tumlede Morten Hartz Kaplers veloplagt og provokerende rundt på grænsen mellem fakta og fiktion i AFR (2007), mens Omar Shargawi i Gå med fred Jamil (2008) fortalte om religion og hævndrab blandt de mere ekstreme dele af et næsten ukendt Københavns muslimske befolkning.
Anders Thomas Jensen, en af de seneste 15 års mest profilerede manuskriptforfattere - >han har f.eks. skrevet alle Susanne Biers danske film i 00'erne - viste sig også at være en markant instruktør med sans for skæve personer og særegne universer i tre succesfulde spillefilm, Blinkende lygter (2000), De grønne slagtere (2003) og Adams æbler (2005).
Den alsidige Ole Christian Madsen debuterede godt nok i 1999 med Pizza King, men trådte i karakter som en god historiefortæller og eminent personinstruktør i 00'erne med tv-serien Edderkoppen (2000), kammerspillene En kærlighedshistorie og Prag (2006), Jakob Ejersbo-filmatiseringen Nordkraft (2005) og ikke mindst drømmeprojektet, han havde arbejdet på i årevis sammen med manuskriptforfatteren Lars K. Andersen, Anden Verdenskrigsdramaet Flammen & Citronen (2008), årtiets næstmest sete film.
Fars til firs
Om noget har den såkaldte familiefilm været det forgangne årtis svøbe. Fra Min søsters børn til Far til fire - og alt det imellem - har det handlet om at få så mange mennesker i biografen som overhovedet muligt. I sig selv ikke nogen anstødelig ambition, idet der helst skal være en fornuftig balance mellem kunst og købmandskab i en velfungerende filmbranche. Men tilsyneladende går familiefilmen - der blev introduceret for et sagesløst biografpublikum af Regner Grasten i begyndelsen af 1990'erne med Krummerne, Sunes familie, Vildbassen - ikke hånd i hånd med respekt for publikum og håndværksmæssig omhu. Hvorfor skal det se så billigt ud og være så dårligt lavet, og hvorfor har man ikke andre ambitioner med familiefilmen end at stryge publikum med hårene? Stort set eneste lyspunkter var de musikalske sjælebrødre Wikke & Rasmussens Der var engang en dreng - som fik en lillesøster med vinger (2006), og Lotte Svendsens Max Pinlig (2008). De to film havde det meste - humor, hjerte, hjerne - men var også undtagelserne, der bekræftede reglen.
Fra barn til voksen
Derimod bød 00'erne på masser af gode film for store børn og unge. B&U-eleven Natasha Arthy spillefilmdebuterede med Mirakel (2000), et kulørt og musikalsk livtag med pubertetslivets udfordringer. Arthy lavede siden Fighter (2007), der lige så frækt og frejdigt blandede kung fu og socialrealisme, men desværre ikke blev set af de store teenagere, som var den primære målgruppe.
Midt i årtiet kom så en lille håndfuld ungdomsfilm og løftede arven efter Morten Arnfred og Søren Kragh-Jacobsen, der i 1970'erne først satte fokus på den svære, men også livlige overgang mellem barn og voksen.
Aage Rais Nordentofts 2 ryk og 1 aflevering (2003), Christina Rosendahls Supervoksen (2006) og især Anders Gustafssons Bagland (2003) og Christian E. Christiansens Råzone (2006) udviste en sjælden respekt og forståelse for de unge hovedpersoners liv og færden, hvorfor de også fik det publikum i tale.
I 2009 vendte veteranen Nils Malmros - efter en fascinerende og ærlig film om sin far, At kende sandheden (2002) - tilbage til sin barn- og ungdom med en slags efterfølger til klassikeren Kundskabens træ. Kærestesorger fortæller med så stor indlevelse og følsomhed om instruktørens gymnasietid, at det er umuligt som publikum ikke at føle sig ramt.
Dansk på engelsk
Ansporet af Lars von Triers succes med at lave film på engelsk og udsigten til at få et større, internationalt publikum - og muligheden for at hente regionale støttekroner i udlandet - prøvede flere danske instruktører i 00'erne kræfter med engelsksprogede film. Nogle klarede sig bedre end andre, men fælles for alle filmene var, at de ikke kunne leve op til det, instruktørerne lavede i Danmark. Noget gik tabt i oversættelsen fra dansk til engelsk.
Søren Kragh-Jacobsens Skagerrak (2003) var f.eks. ikke lige så skarp, charmerende eller sprogligt sprudlende som hans forrige film, Mifunes sidste sang. Det samme gjorde sig gældende for Lone Scherfigs Wilbur begår selvmord (2002), selvom den dog indeholdt noget af den samme tragikomiske tone som Italiensk for begyndere.
Nicolas Winding Refn, der brød igennem med gangsterdramaet Pusher (1996), lavede i 2003 Fear X, der havde John Turturro i hovedrollen, men var lidt for anæmisk og introvert til at fange publikum. Året efter leverede han dog en af årtiets bedste film, Pusher II, og i 2008 ramte han anderledes rent med sin anden engelsksprogede film, Bronson.
Værst gik det dog for Thomas Vinterberg. Efter at have brugt alt for lang tid - fire år - på at finde ud af, hvilken film han skulle følge gennembruddet Festen (1998) op med, lavede han først den voldsomt ambitiøse fremtidsfabel It's All About Love (2003), hvor man om noget fornemmede, at materialet havde taget magten fra instruktøren. Og siden overtog han fra Lars von Trier Dear Wendy (2005), på alle måder en særlingefilm om unge voldshadende våbendyrkere. Den led under, at to kunstneres vilje skulle forenes i én og samme film.
Nu begår Vinterberg sig på dansk igen. Først med den næsten selvbiografisk betitlede og lidt skuffende En mand kommer hjem (2007), og i det kommende år med en på forhånd meget positivt omtalt filmatisering af Jonas T. Bengtssons roman Submarino.
