Læsetid: 5 min.

'Teatret bliver nødt til at diskutere tidsånden'

'At spille en klassiker, bare fordi den er en god tekst, giver ikke mening for mig,' erklærer en af de mest vidtspændende danske teaterinstruktør Christoffer Berdal, der vil have teatret ud af elfenbenstårnet
'Der er sket en opvågnen og en politisering, der klæder teatret i Danmark rigtig godt. Det psykologisk selvoptagede er ved at være overstået, og vi har fået f.eks. en religionsdebat og en klimadebat, der har tvunget os til at sætte os selv ind i en større sammenhæng. At spille sig hen til den store erkendelsesmonolog er slut,' siger skuespilinstruktøren Christoffer Berdal.

'Der er sket en opvågnen og en politisering, der klæder teatret i Danmark rigtig godt. Det psykologisk selvoptagede er ved at være overstået, og vi har fået f.eks. en religionsdebat og en klimadebat, der har tvunget os til at sætte os selv ind i en større sammenhæng. At spille sig hen til den store erkendelsesmonolog er slut,' siger skuespilinstruktøren Christoffer Berdal.

Kristine Kiillerich

30. december 2009

Christoffer Berdal smiler med smalle øjne. Som om han er vant til at stirre ud i sneen. Lige nu sidder han dog bare inde på en varm café i København og ser ind i stearinlysene. Til en samtale med Informations teateranmelder, der hidtil kun har fulgt manden og hans forestillinger på afstand.

Christoffer Berdal er antagelig Danmarks mest vidtspændende teaterinstruktør lige nu. Han har arbejdet for Det Kgl. Teater, Aarhus Teater og Aalborg Teater. Han har arbejdet med Mammutteatret oppe under taget på Plan-B og knoklet i baggården på Kaleidoskop. Han har buldret rundt i togvognen på et rangerspor i Tisvildeleje - og han har fået skuespillerne til at svinge cigaretrørene udenfor i sommeraftenerne på Grønnegaards Teatret.

»Teater bliver nødt til at diskutere tidsånden i dag,« insisterer han og sætter straks samtalen op i idealgear.

»At spille en klassiker, bare fordi den er en god tekst, giver ikke mening for mig. En tekst skal have en politisk overbygning, der skal kunne omsættes konkret, hvis den skal kunne aflæses af publikum. Teatrets forpligtelse er at stille spørgsmål. Vi skal ikke give svar sådan som politikerne,« siger Christoffer Berdal.

»Teatret har i mange år søgt ind i et elfenbenstårn, hvor det at lave god kunst har været nok. Der er mange, der ikke ser nogen nødvendighed i teatret. Der er også mange af de politiske partier, der ikke har nogen formuleret kulturpolitik - også selv om berømte regimer op gennem historien har vidst at udnytte kulturen. Det kan godt undre mig, at det kun er Dansk Folkeparti, der er begyndt at udnytte mulighederne i en kulturpolitik for Danmark.«

68'ernes problem

Berdals stemme er indigneret. Ellers ser han ret tilforladelig ud i sin sweater. Der er faktisk ikke meget elfenbenstårn over ham. Men hvordan udviklede han konkret sin succestolkning af Henrik Ibsens Bygmester Solness fra 1892, hvis hovedpersons tårntrang unægtelig er ude af trit med virkeligheden?

»Det var Det Kgl. Teaters forslag at spille Bygmester Solness, og jeg syntes med det samme, at det var interessant at tolke det stykke ind i vores tid. For mig er Solness en mand af 1968. Normalt er der 'regimeskifte' hver 15. år i samfundet, men 68'erne har siddet på magten i 40 år. Derfor er der en reel problematik i, at 68'erne ikke har fået givet tingene videre til de yngre i tide.«

Berdal taler, som om han er på bygmesterens alder. Men han er altså bare 42 år.

»Da Ibsen skrev Bygmester Solness var det helt mindblowing, at en af samfundets støtter åbnede op og fortalte, hvordan han havde det. Derfor arbejdede vi meget med magtmennesket Solness, der aldrig virkelig blotter sig. Jeg sagde på et tidspunkt til Henning Jensen (der spiller bygmesteren, red.): 'Du siger en masse sandheder, bare aldrig som betroelser.' I dag er vi så italesatte. Men det, der virkelig brænder på, det skjuler vi. Det kan Ibsen stadig vise helt præcist.«

Replikkernes frihed

- Du arbejder med skuespillere fra tre generationer. Hvad er dine regler for Henning Jensen og Tammi Øst og Signe Egholm Olsen?

»Jeg snakker tre forskellige sprog med dem. Men i virkeligheden står vi bare alle sammen til rådighed for teksten. Tekstens konkrete krav og opsætningens politiske overbygning er også en frisætning af skuespillerne; jo mere konkret, desto mere slipper skuespillerne for 'jeg-oplever-bare'-fortolkninger.«.

»De unge er ikke bange for at kaste sig ud i de helt store følelser, men de lærer måske ikke nok om de muligheder, sproget har. Se Søren Sætter-Lassen, han kan sine blank-vers, og derfor kan han få så meget ud af sin Richard III på Det Kgl. Teater. Men du skal kende en tradition for at kunne sprænge den. Jeg fik engang sagt, at hvis jeg skulle lede en teaterskole, så skulle skuespillereleverne bruge hele det første halvår på akrobatik og blankvers, fordi det kræver teknik ...«

- Hvordan forbereder du selv en forestilling?

»Jeg bruger meget tid på at diskutere teksten med scenografen. Til gengæld så er dét scenografiudkast, vi afleverer til modelafleveringen, også den scenografi, vi slutter med. Jeg er ultraforberedt på, hvor i teksten der er skift og vilje og sådan. Men jeg laver først det egentlige arrangement på gulvet sammen med skuespillerne. Det er ligesom at male: Lag på lag på lag. Jeg er ligeglad med, hvem der fandt på arrangementet, så længe det er frisættende for historien.«

Lukket fest

»Jeg underviser på Super 16, den alternative filmuddannelse. Her har jeg efterhånden trukket al instruktion sammen til to begreber: Kommunikation og struktur. Hvis noget skal kommunikeres, må du give det en struktur, der kan aflæses. Ellers bliver din kunst til en lukket fest.«

- Hvordan ser du dansk teaters udvikling i 00'erne?

»Der er sket en opvågnen og en politisering, der klæder teatret rigtig godt. Det psykologisk selvoptagede står ikke længere alene, og vi har fået en religionsdebat og en klimadebat, der har tvunget os til at sætte os selv ind i en større sammenhæng. At spille sig hen til den store erkendelsesmonolog er slut. I dag kan du ikke forblive i dit jeg, for det globale er kommet på dagsordenen. Indlevelsen og psykologien har været vigtige redskaber for teatret, men nu skal vi tilbage til de kollektive historier.«

- Lokker udlandet?

»Jeg har kun arbejdet i udlandet i Norge, og det var interessant. Men jeg kunne mærke, at jeg manglede nuancerne i sproget. Så jeg er mere interesseret i at få mine forestillinger på gæstespil til udlandet. Eller bare rundt i Danmark. Jeg forstod aldrig, hvorfor Gregersen Sagaen fra Aarhus Teater ikke kom til København...«

»Men jeg forstår heller ikke, hvorfor det samme stykke skal opsættes på tre-fire forskellige teatre i Danmark. Hvorfor ikke bruge kræfterne på én god opsætning og så lade den turnere mellem scenerne? Teatret skal tænkes mere kollektivt.«

Ensemblets idé

»Dansk teater står lige nu mellem to traditioner: den psykologiske realisme og performanceteatret. Derfor var Mammutteatrets Pasolini-forestilling (Claus Flygares PPP på Nyaveny, red.) også så vellykket, fordi den forenede de to traditioner. Men dansk teater er økonomisk udsultet. Teatret skal hele tiden levere, og de nødvendige eksperimenter udebliver. Den succestænkning gør scenekunsten mainstream.«

- Gælder det også Det Kgl. Teater?

»Skuespilchef Emmet Feigenberg laver et udmærket repertoire, men skuespillet ved Det Kgl. Teater skulle være meget mere profileret.«

- Mener du også, at Det Kgl. Teater skal gå tilbage til ensembleformen?

»Ja, men det fordrer, at der er flere skuespillere ansat. Desuden bliver man ikke et ensemble, bare fordi man bliver fastansat. Et ensemble må til enhver tid være båret af en kunstnerisk idé,« siger Berdal, der selv blev langtidsinspireret af teaterchef Madeleine Røn Juuls samtidsspørgsmål på Århus Teater i 2004: 'Hvorfor er vi dem, vi er i dag?'

Det var ikke mindst det spørgsmål, han ønskede at besvare med sin opsætning af Gregersen Sagaen, fortæller han - med julelys i de smalle øjne.

»Jeg læste Christian Kampmanns bøger første gang, da jeg var 12 år. Og hvert andet år lige siden har jeg fået 'Kampmann-influenza', hvor jeg ikke har kunnet gå uden for en dør, men hvor jeg godt har kunnet læse Kampmann.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg håber, at voes forskellige teaterdirektører m v ikke går hen og får en ensartet opfattelse af teatrets / kunstens rolle.

Styrken i vores teaterkultur afhænger af , at der er forskellige opfattelser af, hvad teatret bør - der må gerne være store forskelligheder og spændinger mellem de enkelte teatres mål og visioner. (Ellers bliver det død kedeligt at gå i teatret !)

Det er stort set aldrig kedeligt at gå i teatret - selv en dårlig forestilling kan være interessant i det, den ufrivilligt fortæller publikum.
Det er også typisk fra et instruktørsynspunkt at mene, at én god produktion er bedre end fire forskellige - hvor det ud fra et mere alment synspunkt er fantastisk med eksemplificeringen af de uendelige muligheder en god tekst rummer (og en tekst skal virkelig være god, hvis den appellerer til så mange); men i realiteten er kun få forestillinger blevet spillet så vidt og bredt - ihvertfald indenfor nærliggende sæsoner (bortset fra ny dansk dramatik, hvor der dels er en forpligtelse, dels er en interesse i flere produktioner, den almene interesse iøvrigt ufortalt), jeg kan kun huske Taboris "Mein Kampf" og "Jamen, man skyder da heste" af Ray.
Hele rettighedssystemet forhindrer, at flere teatre får rettigheder på samme tid.
Det er da et uendelig mere interessant spørgsmål, hvorfor bestemte problemstillinger - som ikke nødvendigvis er en funktion af det, der sker 'for tiden', men måske snarere en foregribelse af tendens og diskurs - indfinder sig samtidig i forskellige teaterkredse/folk/miljøer.